Hver gang en kvindelig journalist sender én aktindsigtsanmodning afsted til landets ministerier, vil mændene havde lagt navn til næsten ni henvendelser af samme slags. Det viser en gennemgang af samtlige aktindsigtsanmodninger, som landets 18 ministerier har modtaget over en tremåneders periode i 2016.
Rikke Andreassen – professor (mso) ved Roskilde Universitets Center for Køn, Magt og Mangfoldighed – mener, det skyldes, at især mandlige journalister har de job, hvor det er oplagt at søge aktindsigt.
”Jeg tror ikke, det er, fordi kvinderne på nogen måde finder metoden uforenelig med deres journalistik. Det kan godt være, at det bonner ud på køn her, men jeg tror snarere, at det er udtryk for, at dem, der søger aktindsigterne i ministerierne, også er dem, der har nogle privilegerede stillinger, hvor der er tid til den her type journalistisk research,” siger Rikke Andreassen.
”Du skal sidde på en bestemt type redaktion. Du skal have tid. Du skal ikke lave nyheder fra time til time,” siger Rikke Andreassen.
Martine Bentsen, der blandt andet forsker i køn og medier ved Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet, bakker op om den forklaring:
”Det er med til at forstærke billedet af de danske nyhedsredaktioner som et sted, der fortsat er meget præget af traditionelle kønsroller, når det gælder den type af historier og de stofområder, som mænd og kvinder beskæftiger sig med,” siger hun.
Journalisten har gennemgået samtlige aktindsigtsanmodninger, som journalister i løbet af de første tre måneder af 2016 har sendt til landets 18 ministerier. Her står kvinder for 49 ud af de i alt 407 begæringer om aktindsigt, svarende til en andel på 12 procent. De resterende 358 aktindsigtsanmodninger er blevet sendt af mænd.
Ser man på, hvilke journalister der i perioden har sendt flest aktindsigtsanmodninger, er der en klar overvægt af mandlige journalister fra især gravegrupper og politiske redaktioner. Ifølge Martine Bentsen har tidligere forskning netop også påvist, at der er en stor forskel på, hvilke stofområder mandlige og kvindelige journalister primært beskæftiger sig med.
I en kortlægning af det danske medieindhold fra 2015, som RUC-forskeren var medforfatter til, lød konklusionen, at selv om 32 procent af alle publicerede avisartikler havde en kvinde som skribent, så stod kvindelige journalister blot bag 15 procent af nyhederne inden for eksempelvis politik og økonomi.
”Man skal ikke underkende, hvor stor en betydning vaner, normer og kultur har for den måde, vi indretter os på. Journalistik blev født som en maskulin profession, hvor der var flest mænd på redaktionerne, og langt hen ad vejen lever de idealer videre i dag. Også selv om kønnene i dag er ligestillede, og alle i udgangspunktet frit kan vælge, hvilke historier de vil skrive om,” siger Martine Bentsen.
Journalist: Aktindsigt kan sagtens bruges til dag-til-dag nyheder
En af de få kvindelige journalister, der bruger aktindsigt i ministerierne flittigt, er Mette Mayli Albæk, journalist og retsanalytiker hos DR. I løbet af de tre måneder har hun sendt fem forskellige aktindsigtsanmodninger afsted til landets ministerier. Da hun for nylig gik på barsel, fik hun sågar en venlig hilsen fra Justitsministeriet:
”God barsel, vi kommer til at spare et halvt årsværk herovre nu,” lød det fra en embedsmand.
En bemærkning, som Mette Mayli Albæk tager som et skulderklap fra ministeriets side. I sit daglige arbejde kan hun dog sagtens genkende det billede, der bliver skitseret i Journalistens opgørelse.
”Jeg kan konstatere, at mange steder i DR Nyheder er det kvinderne, der laver rundspørger, og mændene, der laver aktindsigter. Så det er et vildt godt spørgsmål, hvorfor det står sådan til, men jeg er ikke kvalificeret til at give et godt svar.”
Hun er dog enig i, at aktindsigt især bliver brugt i journalistjob, der typisk er besat af mænd.
”Hvis du ser på den gruppe af journalister, som typisk søger aktindsigt rigtig ofte, så er det jo forbeholdt gravere, fagjournalister og ansatte, der har meget tid til at udkomme. Og der er bare en mandlig overvægt. Det er jo indiskutabelt,” siger Mette Mayli Albæk.
”Men det bør tale endnu mere for, at man i højere grad begynder at bruge aktindsigter som en del af sin dag til dag-journalistik. Det er klart, at man ikke får svar fra den ene dag til den anden, men hvis man har flere aktindsigtsanmodninger ude, så får man dem også løbende tilbage,” siger Mette Mayli Albæk.
Hun opfordrer til, at alle journalister – uanset køn – breder metoden mere ud.
”Mange har en idé om, at man skal være Ulrik Dahlin eller Jesper Tynell for at søge en aktindsigt og få noget ud af det. Eller at det absolut skal være et stort afslørende brag. Og sådan er det ikke. Jeg laver nyheder. Og jeg laver dag til dag- og uge til uge-nyheder,” siger Mette Mayli Albæk og nævner sin seneste aktindsigtsbaserede nyhedshistorie til ’21 Søndag’ som eksempel.
”Det var en aktindsigt i en evalueringsrapport, som jeg vidste lå der, og den kom så tilbage. Det er et godt eksempel på en historie, det har taget mig 10 minutter at få fingrene i. Der stod al dokumentationen, som jeg skulle bruge til historien,” siger Mette Mayli Albæk.
”Men det kræver også, at du har et stofområde. For mig er det et stærkt værktøj, fordi jeg kan høre en eller anden kilde sige, at de sidder og laver en rapport, som snart er færdig, og at kilden giver et praj, når jeg kan søge aktindsigt. Hvis jeg sad nede på dr.dk uden nogen fagspecifikke kilder, så er den sgu lidt svær.”
En overvægt af mænd i graver- og dokumentargrupperne
Eva Jung fra Berlingske er en af de øvrige journalister, der i perioden har sendt mange aktindsigtsanmodninger til ministerierne. På daværende tidspunkt var hun en del af Berlingskes gravergruppe, men er i dag korrespondent for avisen i Bruxelles. Hun mener, det må være op til den enkelte journalist at vurdere, hvilken metode der giver mest mening at benytte sig af i en given situation.
At kvinder i mindre grad end mænd benytter sig af aktindsigt i ministerierne, overrasker hende dog ikke. Også hun peger på, at mændene ofte sidder på de job, hvor det er en oplagt metode.
”Hvis man ser ud over vores fremragende kolleger hos DR’s gravergruppe, så er der jo på danske medier en overvægt af mænd i de her graver- og dokumentargrupper,” siger hun.
”Men jeg kan da kun opfordre alle til at bruge det mere, uanset om de er han, hun eller hen.”
Eva Jung hæfter sig derudover ved, at brugen af aktindsigt ikke kan stå alene som journalistisk værktøj. Ofte kan det faktisk være mere givende at gå uden om den normale sagsgang, siger hun.
”Faktum er, at der er rigtigt mange gange, hvor man ikke får noget ud af det. I Hvidvasksagen, som vi har arbejdet med i over et år nu, har vi fået fingrene i rigtig mange fortrolige dokumenter, men vi har fået afslag fra hver eneste myndighed, som vi har bedt om indsigt hos,” siger Eva Jung.
Der bliver søgt færre agtindsigter på "bløde" stofområder
Ifølge Rikke Andreassen fra Roskilde Universitet er det ikke uden omkostninger for journalistikken, at mændene fortsat sidder tungt på størstedelen af det, hun kalder de ’privilegerede’ stillinger i branchen.
”Hvis vi skal have nogle medier, der skal kommunikere til en mangfoldig befolkning, så er det rigtig godt rent demokratisk set, at vi har en diversitet på nyhedsredaktionerne både i forhold til køn, alder, etnicitet, uddannelsessted og så videre,” siger Rikke Andreassen.
”Ligesom du ser verden forskelligt, alt afhængigt af om du er vokset op i Hellerup eller Vestjylland, så er de spørgsmål, du stiller, i en eller anden grad også påvirket af, om du er vokset op og er blevet mødt af verden som eksempelvis kvinde eller mand.”
Hun peger på, at der tilsyneladende bliver søgt færre aktindsigter i ministerier, der traditionelt set forbindes med ’bløde’ stofområder. Ifølge Journalistens gennemgang fremstår eksempelvis Kulturministeriet, det daværende Social- og indenrigsministerium samt Uddannelses- og forskningsministeriet som nogle af de mindst søgte ministerier med mellem ni og tolv aktindsigtsanmodninger fra journalister på tre måneder.
I den anden ende af spektret finder man Justitsministeriet, der i perioden har modtaget 56 aktindsigtsanmodninger fra journaliststanden, efterfulgt af blandt andet Miljø- og fødevareministeriet, Finansministeriet og Erhvervs- og vækstministeriet.
”Vi ved det selvfølgelig ikke, men måske ville der blev søgt mere aktindsigt i de øvrige ministerier, hvis vi havde nogle mere mangfoldige indlands- og christiansborgredaktioner,” siger Rikke Andreassen.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak Bruno! Pt. vælter svarene ind på en aktindsigt i alle kommuner på Sjælland uden for Kbh samt Region Sjælland og Region Hovedstaden ind i min mailboks. Jeg skal have rykket smølehovederne i Styrelsen for Patientsikkerhed i ørene igen, og i fo for en uges tid siden tog min redaktion den regionale dagorden med historier baseret på en solid bunke aktindsigter i Arbejdstilsynets afgørelser på sygehusene i Region Sjælland.
Jeg vil opfordre Journalisten til at udvide undersøgelsen til at omfatte regionale og lokale medier, hvor kvindelige journalister i stor stil søger aktindsigt i kommuner og regioner. Det er min erfaring fra Spadestiks-konferencer og fra kurser, hvor jeg sammen med Nils Mulvad blandt andet underviser i aktindsigt. Senest for en uge siden, hvor både kvindelige kursister og oplægsholdere demonstrerede stor indsigt i netop dét.