CNN giver fortabt. Nok er klimaforandringerne vigtige. Men enkelthistorier om smeltende is, Maldivernes undergang og gennembrudte diger overgås langt af det faktum, at verdens nye vejr generelt er dødsens kedeligt, og kedsomhed er gift på en nyhedsredaktion.
CNN-chef Jeff Zucker har ingen svar, når det handler om, hvordan hans station skal engagere seerne i klodens menneskeskabte klimaproblem:
»Vi har ikke fundet ud af, hvordan vi kan fange vores publikums interesse med den historie på en meningsfuld måde. Når vi faktisk laver de her historier, er der en enorm mangel på interesse fra seernes side,« sagde han i foråret til en reporter fra New York Times.
Dermed bekræftede chefen for en af verdens førende tv-nyhedsstationer en anklage, der jævnligt har lydt mod medierne fra klimafaglige kredse, hvor ildsjælene utålmodigt stamper i jorden og prøver at hilde verden til handling mod klimaforandringerne: Nemlig at pressen bærer sin del af ansvaret for, at klodens opvarmning ikke får den opmærksomhed, problemet berettiger.
Men hvorfor har klimaforandringer så ringe medietække? Hvor fejler medierne i forhold til at oplyse om de enorme problemer, forandringerne risikerer at skabe? Hvordan føles det derude for dem, der hver dag prøver at prakke redaktøren en klimahistorie på, men ser sin vinkel falde på den golde jord?
Journalisten har spurgt tre klimakendere og mediemennesker om problemer og potentialer, når menneskeskabte klimaforandringer møder pressen.
»Når klimadebatten fylder mindre i medierne, er det, fordi medierne er dårlige til at holde fast i det, de synes er vigtigt.« Martin Breum, freelancejournalist og Arktis-kender. foto: Jonas Pryner Andersen
Bedrag
Rådgiveren: Kristian Ruby, kommunikationsrådgiver og taleskriver for Connie Hedegaard 2008-09. Klimakommissærens kommunikations- og presserådgiver fra 2010-13, nu chefrådgiver og manager i Operate A/S:
»Hvis vi skal tale om klimajournalistikkens største problem, så er det de brodne kar, som løber med historier, hvor de ved, at den ikke holder i retten.«
»Der har været en række forsidehistorier, som får videnskaben helt galt i halsen. Én gik på, at den globale opvarmning var stoppet. En anden var, at USA pludselig havde en mere ambitiøs klimapolitik end Europa. Det er forkert. En minimal journalistisk granskning ville vise, at det objektivt set bare er forkert.«
»De artikler sætter en dagsorden. For vi har en medievirkelighed, hvor der er en enorm efterspørgsel efter historier. Når en stor, landsdækkende avis brænder sådan en løgnehistorie af på forsiden, kommer alle de andre og skal skrive den samme historie, og de skriver den sådan her: ”Avis: Den globale opvarmning er stoppet”. For så har de en kilde, og holdningen i webjournalistikken er, at én kilde er nok, så kan man altid følge op.«
»Men det betyder, at folk tænker: »Nå, nu er den opvarmning nok stoppet igen.« Det giver en grundlæggende tvivl? Dét er den centrale situation, hvor journalistikken svigter sin rolle.«
Meteorologen: Jesper Theilgaard, meteorolog, siden 1990 tv-meteorolog på DR, forfatter til blandt andet ’Det danske vejr’ og ’Verdens vilde vejr’:
»En af mine største anker mod journalistikken er, at man skal høre alle parter med lige vægt. Alle skal have mulighed for at komme til orde i lige høj grad. Det har den konsekvens, at der i en debat om klima er tre, der taler om de menneskeskabte klimaforandringer, og tre, der er skeptiske. Der burde være 97 procent på den ene side og tre procent skeptikere, hvis debatten skulle afspejle forskningen.«
»Jeg mærker det på min facebookside, som jeg udelukkende bruger til at formidle om klima. Der opstår ofte en lang debat om, om det, jeg skriver, nu er rigtigt. Det er altid de samme mennesker og de samme argumenter. De benægter for eksempel, at temperaturen er steget.«
»Man kan spørge sig selv, om det er rimeligt, at man føler sig hildet til at omvende hver enkelt. Jeg møder jo ikke den skepsis, når jeg holder foredrag. Men det er klart, at skeptikerne fylder meget, fordi de er så engagerede. Debatten bliver let skævvredet.«
Journalisten: Martin Breum, freelancejournalist med særlig interesse i Arktis, tidligere DR, blandt andet vært på ’Deadline’, forfatter til bogen ’Når isen forsvinder’:
»Der findes en almindelig klagesang om, at klimadagsordenen forsvandt efter topmødet i 2009. Det er en klage om, at klimadagsordenen er kørt ned til ingenting, og at journalisterne ikke kan komme til orde i medierne, når de vil sætte det store klimaspørgsmål på agendaen.«
»Det er rigtigt, at vi taler mindre om klima end i 2009. Men hvis man tolker det sådan, at det er, fordi journalisterne bliver forhindret i at dække klimaet, så mener jeg, at det er et selvbedrag af dimensioner. Når klimadebatten fylder mindre i medierne, er det, fordi medierne er dårlige til at holde fast i det, de synes er vigtigt.«
»I 2009 drog jeg land og rige rundt og talte om klima. I 2010 og især i 2011 havde jeg stort set ingen klimasnak.« Jesper Theilgaard, tv-meteorolog – foto: Jonas Pryner Andersen
Politik
Meteorologen: »Op til COP15 blev der talt og skrevet en masse. Da topmødet så blev en fiasko, døde den debat fuldstændigt. Det har været ekstremt svært at få den ud af starthullerne igen. Jeg mærkede det helt enkelt: I 2009 drog jeg land og rige rundt og talte om klima. I 2010 og især i 2011 havde jeg stort set ingen klimasnak.«
»Jeg er med i et netværk af tv-meteorologer i Europa. Det var Connie Hedegaards forgænger Stavros Dimas, den græske kommissær, som lancerede det.«
»Der kan jeg høre på mine kolleger, at det er uhyre svært at komme igennem med en klimadagsorden. Der skal nogle events til, nogle specielle redaktører, der er lydhøre. Det er godt udtrykt, at det keder redaktørerne. Det er det langsigtede perspektiv, klimaproblemet har, de har svært ved at se nyheden. Jeg har fantastiske forhold sammenlignet med andre.«
»Måske er det også, fordi der er politik i det. Vejret må ikke være politisk. Jeg har også fået at vide, at jeg skal passe på, hvor politisk jeg gør det. Men jeg har svært ved at skille det ad, for jeg siger jo, at det er videnskab. Det er jo bare at formidle, hvad vi ved fra verdens førende klimaforskere.«
»Jeg ved fra mine udenlandske kolleger, at det er en stopklods. Vejret er ikke kontroversielt. Det skal være hygge. Selvfølgelig er der lidt viden eller noget varsling, men i det daglige så er det hygge, nice to know.«
Rådgiveren: »Når man skal vurdere, hvordan det går med den danske klimajournalistik, må man sige, at den har flyttet nogle holdninger over tid. Der kom en analyse af EU-medlemslandene tidligere i år. Den viste, at Danmark ligger i toppen, når det gælder bekymring for klimaet. 67 procent siger, at klimaet er den vigtigste udfordring på global skala. Anderledes er det, når det gælder indsatsen. Danskerne ligger lige i midten, når det drejer sig om, hvad vi selv har gjort for at bekæmpe klimaforandringer det sidste halve år. Der er altså en afkobling mellem den overordnede bekymring og den indsats, man så gør.«
»Connie (Hedegaard, red.) var meget optaget af, at borgerne skal være engagerede. Hvis den ikke er feset ind dér, så har en politisk indsats ingen legitimitet. Der er nødt til at være et engagement.«
»Der har de seneste tre-fire år manglet en målrettet indsats, der handler om, hvad du selv kan gøre som almindelig borger. Det gælder både journalistisk og på kommunikationssiden.«
Journalisten: »Der findes nogle emner, som journalisterne misser.«
»Det handler om den nye politiske rolle, som forskere får i de her år, og den nye opmærksomhed, der er i videnskabelige kredse for at påvirke det politiske niveau.«
»Klimaforandringer er noget, der kalder på videnskaben i et omfang, vi ikke tidligere har set. Et globalt fænomen af en helt elementært voldsom karat. Klimaforandringerne har allerede sat gang i et jordskælv politisk. Vi angriber jo verdens udvikling på en anden måde, end vi gjorde for 15 år siden, alene fordi forskerne siger, der er klimaforandringer. Det viser, at forskerne har fået en synlighed, de ikke tidligere har haft, og en større betydning for den måde, politikerne agerer på.«
»Det er klart, at der opstår et markedsrum eller et kommunikationsrum, hvor forskerne kan føre sig meget langt frem på scenen, fordi klimaforandringerne potentielt har den enorme betydning.«
»Tag for eksempel AMAP (Arctic Monitoring and Assesment Programme), der i 2004 lancerede deres første store rapport om forandringerne i Arktis. Det er formentlig den, der har haft størst betydning for politikernes forståelse for klimaforandringernes hastighed på den nordlige halvkugle.«
»Det var ikke bare en rapport, der blev lagt op på en hjemmeside et sted, og så følte forskerne, at de havde leveret. Nej, de satte i scene og holdt seminarer og møder og fokusgrupper for at få deres budskab ud. Det var en systematisk, effektiv og dygtigt gennemført orkestrering.«
»Det er nyt, at magten ligger på et universitet. Det er ikke en magtrelation, vi journalister er vant til at beskæftige os med. Vi er vant til at se efter magten på Christiansborg, i militæret og blandt de økonomiske sværvægtere. Men hvordan skal vi forholde os til videnskab i det politiske rum?«
»Jeg lavede engang et modeshow med klimavenligt tøj. Det er noget af det, jeg har lavet, som brændte mest igennem. Det kunne man godt få på landsdækkende tv i Italien.«
Kristian Ruby, tidligere rådgiver for Connie Hedegaard – foto: Jonas Pryner Andersen
Engagement
Rådgiveren: »Efter flere år på feltet er jeg ret realistisk i forhold til, hvor meget og på hvilke områder man kan engagere folk.«
»Det handler jo om, at klimaet er så komplekst. Det handler om solens påvirkning af kloden, det handler om tykkelsen på de atmosfæriske lag, det handler om biodiversitet, om f-gasser, vi aldrig nogensinde har hørt om, det er en altomfattende problemstilling. Det er også fjernt fra det enkelte menneske. Der skal virkelig arbejdes med forestillingen om, at vi hver især har en indflydelse på det her.«
»Jeg lavede engang et modeshow med klimavenligt tøj. Det er noget af det, jeg har lavet, som brændte mest igennem. Det kunne man godt få på landsdækkende tv i Italien.«
»Vi lavede også en stor kampagne i EU. Her prøvede vi at tale til dem, der normalt ikke interesserer sig for klimaet, og at komme ud i nogle andre medietyper, livsstilsmedier og lokale medier – der, hvor folk er.«
»Vi arbejdede med klassiske markedsføringstricks. Vi havde Colin Firth som kendis-ambassadør. Vi brugte de mekanismer, som vi ved tænder folk. Det mærkede vi helt fysisk til vores launch på Londons rådhus. Der gik et sus gennem rummet, da Colin Firth trådte ind. Han har ikke meget med klimaet at gøre, men han har en personlig udstråling, der gør, at folk gider lytte til budskabet.«
»Det virkede på den måde, at det lykkedes at engagere folk, vi ikke når normalt. Vi byggede en fanskare på 70.000 på Facebook. Til sammenligning havde COP15 40.000 fans. Vi fik 1.200 presseklip. Vi lavede rå estimater, der sagde, at vi havde nået mellem 50 og 100 millioner europæere med den kampagne.«
Meteorologen: »Der skete det i 2011, at vi fik skybrud i København. Det medførte skrækkelige ting for mange mennesker, men det livede også klimadebatten op igen.«
»Der skal lig på bordet. Det kender vi fra andre sammenhænge, men det er typisk, at jeg får lov til at tale om klimaforandringerne, når en hændelse finder sted. Tørke, oversvømmelser og mærkeligt vejr, så er der en nyhed og gode billeder, og så er det nemt.«
»Vi taler om i mit netværk af tv-meteorologer, hvordan vi kan sætte klimaet på dagsordenen. En kollega i Belgien lavede en event, sing for the climate, hvor hun samlede folk på stranden og fik en komponist til at skrive en sang. Andre prøver via grafik at vise, hvordan klimaforandringerne påvirker deres område, og hvad man kan gøre.«
»Der er ingen tvivl om, at eksemplets magt og det nære betyder noget. Lige så snart vi taler om det, der vil ske om 50 og 100 år, bliver folk fjerne i blikket. Men det virker nu, hvor klimaproblemerne har fået fodfæste, og vi kan se, at tingene sker.«
Her fejler medierne
Klimafaglige kredse kritiserer medierne for at bære deres del af ansvaret for, at de menneskeskabte klimaforandringer ikke får den opmærksomhed, problemet berettiger.
Tre nedslag i kritikken:
– Talking Climate er et britisk partnerskab, der formidler forskning om de menneskeskabte klimaforandringer. Talking Climate har samlet forskning om medier og klimaforandringer i en guide. Forskningen viser blandt andet, at skeptikerne får uforholdsmæssigt meget taletid i medierne i forhold til, at de er en marginal gruppe i den videnskabelige debat. Forskning viser også, at medier rapporterer forskelligt om klimaforandringerne og deres alvor afhængig af mediets politiske tilhørsforhold. www.talkingclimate.org
– Krisen i mediebranchen betyder, at færre journalister har kompetencer til at formidle svært videnskabeligt stof om de menneskeskabte klimaforandringer. Det fører til utilstrækkelig og vildledende journalistik. Det skriver professor Richard Somerville, University of California, og Susan Joy Hassol, direktør i Climate Communication, i artiklen ’Communicating the science of climate change’, i Physics Today, 2011
– Et britisk/ amerikansk studie fra 2007 kortlægger, hvordan journalistiske normer som blandt andet nyheds- og konfliktkriteriet påvirker kildevalget og balancen mellem kilderne, og det fører til en fejlbehæftet dækning af problematikken omkring de menneskeskabte klimaforandringer. ’Climate change and journalistic norms: A case-study of US mass-media coverage’, Maxwell T. Boykoff og Jules M. Boykoff, University of Oxford og Pacific University, 2007
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fint, at Journalisten kaster et blik på mediedækningen af menneskeskabte klimaændringer. Bedre sent end aldrig, selv om det virker noget altmodisch her i 2014, hvor vinduet til at opnå blot en stabilisering af atmosfærens indhold af CO2 (p.t. 400 ppm) er tæt på at lukke helt.
Tidshorisonten er nu 10-15 år.
Og ræk en finger i vejret, hvis du tror, at COP'en i 2015 - som stillet i udsigt - fører til en effektiv, global politisk aftale om drivhusgasreduktioner!
Konsekvenserne - negative som positive - af menneskeskabt global opvarmning ruller i stigende, synligt omfang derudad. Så dagens klimadagsorden handler fortsat om at begrænse, men i endnu højere grad at tilpasse, så samfundene på alle væsentlige områder (fødevarer, vandforsyning, sundhed, klimasikring af infrastruktur osv.) står bedst muligt rustet hurtigst muligt.
Tilpasningen er i gang, men den nyeste forskning i alle aspekter af klimatilpasning skal løbende og hurtigt gøres anvendelig for politikere og praktikere.
Konferencen ECCA 2015 i Bella Center på Amager til maj næste år tilstræber netop at opnå denne kobling mellem forskningen og de politiske og praktiske aktører.
Journalistisk er der således nok at gå i gang med allerede nu - udover varmerekorder i Grønland, monsterskybrud på Balkan, flerårig tørke i Californien - you name it. Google ECCA 2015
Klima er post-COO15 bare som alle andre stofområder, hvor mediedækningen ikke kommer af sig selv. Hvad er problemet?
Modeshowet i Italien, brug af kendisser viser at klimadagsordenen i dag er i konkurrence med andre dagsordener, så det handler bare om at være lidt mere opfindsom.
En rigtig interessant artikel. Ærgerligt at medierne ikke prioriterer dette ekstremt vigtige emne højere, og ærgerligt at politikerne ikke i højere grad italesætter emnet, herunder hvad vi hver især kan og bør gøre.
Hvis man vil følge med i den globale nyhedsstrøm om global opvarmning mv., så kan jeg varmt anbefale hjemmesiden http://news.jenshvass.com/