JV forsvarer beskrivelse af det kvindelige offer i MeToo-sag

JydskeVestkysten bliver kritiseret for at give en alt for detaljeret beskrivelse af anonym kvinde, som anmeldte sportschef i MeToo-sag. ”Når vi fortæller historien, er vi nødt til at være så konkrete som muligt,” svarer chefredaktør

Fredag skrev JydskeVestkysten, at en fire år gammel MeToo-sag var forklaringen på, at den tidligere sportschef i superligaklubben Sønderjyske Hans Jørgens Haysen ikke kunne begynde i et tilsvarende job som sportschef i AGF.

Det var nemlig kommet frem, at Hans Jørgens Haysen i 2017 havde haft en sms-udveksling med et voldsomt sprogbrug fra Haysens side med en kvinde tilknyttet Sønderjyske. Noget af korrespondancen var af stærkt seksuel karakter, og reaktionen fra AGF var at annullere aftalen med Haysen.

Men nu får JydskeVestkysten kritik for måden, avisen omtaler den anonyme kvinde i sagen. JydskeVestkysten skriver blandt andet, at hun var tilknyttet Sønderjyske, hvilken afdeling hun var i, hendes arbejdsopgaver og alder. Der er også passager, hvor hun bliver karakteriseret som person.

Hænges ud med mange detaljer

Det har mødt kritik fra journalister på Twitter. Blandt andet fra sportsjournalist på Ekstra Bladet Maya Stoltze Westander.

Chefredaktør på JydskeVestkysten Mads Sandemann fortryder ikke noget i sagen. Han siger, at da JydskeVestkysten skrev om sagen, var kvindens identitet kendt i kredse omkring klubben.

”På Facebook og på fansider florerede der oplysninger om, hvem kvinden er. Det var ude i de kredse, inden vi publicerede historien fredag,” siger han.

Oplysninger er udeladt

Mads Sandemann forklarer, at avisen nævnte kvindens alder og arbejdsopgaver i klubben, så der ikke er andre kvinder i klubben, som kunne blive identificeret som hende.

”Vi fik mange oplysninger om kvinden, også meget personfølsomme oplysninger, som vi har udeladt. Historien kunne godt have været mere detaljeret, men det har vi udeladt, fordi vi ville holde os til kernen i den her sag,” siger han.

Han siger, at JydskeVestkysten ganske vist skriver kvindens alder og giver en kort personbeskrivelse af hende.

”Det tager vi med, fordi det er med til at fortælle, hvordan hun kan tage det store og modige skridt at fremlægge de her personlige oplysninger,” forklarer Mads Sandemann.

I bliver kritiseret for, at hun kan blive genkendt i området eller af folk omkring klubben på grund af artiklen?
”Jo, men du kan jo ikke sidde i København og vide, hvem hun er. Der skal du have kendskab til miljøet for at kunne vide det. Og i forvejen var der som sagt mange omkring klubben, som udmærket vidste, hvem hun var, før vi skrev om det,” siger han.

Skal vise, hvem det ikke er

Men når I bringer det frem, så er det jo med til at øge kendskabet yderligere?

”Ja, det er klart. Men når vi fortæller historien, er vi nødt til at være så konkrete som muligt, og vi har et stort hensyn til at fortælle folk, at det ikke er en anden kvinde, end det er. Det er vi nødt til, da der har været få kvinder tilknyttet Sønderjyske.”

På den anden side er det heller ikke muligt for folk uden for miljøet at finde ud af, hvem hun er,” forklarer Mads Sandemann.

Mener du, at I med jeres artikel alligevel har svækket hendes anonymitet?

”Ja, det er klart, at det bliver kendt for en videre offentlighed, fordi historien kommer frem, og det havde hun jo ikke ønsket sig.”

Mads Sandemann siger, at JydskeVestkysten har ønsket at afdække, hvorfor AGF ikke ville have Hans Jørgen Haysen, og hvorfor han heller ikke kunne blive genansat i Sønderjyske.

”Vi kunne have skrevet, at det var en ”personalesag”, men så tror jeg også, der var kommet kritik af os. Vi kan ikke skrive om sagen uden at fortælle i grove træk om den her kvinde – og det er som sagt i grove træk,” fortæller Mads Sandemann.

0 Kommentarer