JP’s lederskribenter laver kovending på et døgn

Først skrev Jyllands-Posten en leder om, at Venstre skulle holde sig væk fra skatteforhandlingerne. Så kom skattereformen, lederen blev trukket tilbage, og dagen efter skrev JP nu en leder om, at det var godt, at Venstre indgik aftalen.

Først skrev Jyllands-Posten en leder om, at Venstre skulle holde sig væk fra skatteforhandlingerne. Så kom skattereformen, lederen blev trukket tilbage, og dagen efter skrev JP nu en leder om, at det var godt, at Venstre indgik aftalen.

Grådkvalte Lisbeth Bech Poulsen er ikke den eneste, der har ændret holdning til skatteforliget. Inden for et døgn har Jyllands-Posten bragt to ledere om skattereformen, som går i hver sin retning. Den ene forsvandt hurtigt fra avisens hjemmeside.

Sent fredag eftermiddag i sidste uge indgår regeringen et skatteforlig med Venstre og Konservative, der kommer bag på størstedelen af politiske eksperter og kommentatorer. Indtil da har den brede opfattelse været, at regeringen ville lave en aftale med Enhedslisten, som de har forhandlet med i flere dage. Det er også den opfattelse, der går igen i en leder, som Jyllands-Posten offentliggør natten til lørdag – flere timer efter forliget med Venstre og Konservative.

Kun en håndfuld milliarder
Under den tydelige overskrift "Bliv væk, Venstre" opfordres partiet til at droppe forhandlingerne med regeringen. Ræsonnementet er, at det ville skade regeringen politisk:

"Venstre bør have én overordnet interesse: At bringe regeringen hurtigst muligt til fald. Ganske vist kan man muligvis her og nu sikre boligejerne og pensionister og dermed afbøde de værste skadevirkninger, men det er kun for en håndfuld milliarder kroner og afhjælper ikke et eneste af dansk økonomis grundlæggende problemer," står der i lederen, som aldrig blev bragt i avisen.

I stedet bliver der bragt en udenrigspolitisk leder om forholdet mellem USA og Rusland. Lederen findes i dag heller ikke længere på Jyllands-Postens egen hjemmeside. Af Googles registreringer fremgår det dog, at den blev publiceret natten til lørdag. På Altinget.dk's hjemmeside kan man også finde en kort citathistorie af den oprindelige leder, ligesom den kan findes i sin fulde længde på Infomedia.

I søndagens udgave af Jyllands-Posten er der så en leder med et noget anderledes budskab. Efter at Venstre i strid med Jyllands-Postens oprindelige ønske har valgt at indgå i forliget, er tonen i lederen væsentligt mere positiv:

"Det er så blevet en aftale, som har mange gode elementer", og hvor "V og K har opnået mere, end 10 års borgerlige regeringer formåede, hvad angår angreb på topskatten og nyt fokus på incitamentet til at tage et arbejde," skriver Jyllands-Posten.

Hensyn til samfundsøkonomien

Ligesom i den nu fjernede leder bliver det om søndagen understreget, at det havde været et stort politisk nederlag for regeringen, hvis de havde indgået aftale med Enhedslisten. Men i modsætning til den første leder kan aftalen med Venstre ikke bare "afbøde de værste skadevirkninger":

"Venstre har dermed demonstreret, at man trods fristelsen til at høste en umiddelbar politisk gevinst satte hensynet til samfundsøkonomien øverst," skriver Jyllands-Posten i søndagens leder.

Journalisten.dk ville gerne have spurgt Jyllands-Posten, hvordan de ser sammenhængen mellem de to ledere, men informationschef Tage Clausen siger, at de ikke ønsker at kommentere artiklen.

6 Kommentarer

Jesper Borup
28. JUNI 2012
Re: JP's lederskribenter laver kovending på et døgn
Det er noget værre rod at de ikke kan finde ud af at koordinere den slags med partiet. Det var aldrig gået i Foghs tid. 
Thorsten Dam
28. JUNI 2012
Re: JP's lederskribenter laver kovending på et døgn

Kunne I bringe de to offentliggjorte ledere in extenso? Har Leder II bare fået en "Hvad Venstre gør er altid det rigtige"-redigering, eller er det en helt ny leder, der er blevet skrevet?

Flemming Chr. Nielsen
28. JUNI 2012
Re: JP's lederskribenter laver kovending på et døgn

Hø, hø, hø!!!

Det minder mig om to ledere, jeg engang skrev i JP om forholdet mellem Israel og Palæstina. I den første brugte jeg vendingen "besættelsesmagten Israel," og de fjernede ordet "besættelsesmagt."

Nogle dage derefter skrev jeg endnu en leder, hvori jeg brugte vendingen "den brutale besættelsesmagt Israel." Så fjernede de kun ordet "brutal."

Det var den slags, der gjorde det morsomt at være lederskribent på JP.

 

bent øberg
28. JUNI 2012
Re: JP's lederskribenter laver kovending på et døgn
det er slet i8kke sundt at læse JP-ledere..

Flere