Samtlige journalister på Jyllands-Posten nedlagde i eftermiddag arbejdet på avisen. De er stærkt utilfredse med ledelsens planer om at fyre 30-35 medarbejdere og dens manglende vilje til forhandling. (opdateret)
Spareplanerne er i sig selv ikke nye, men journalisterne på Morgenavisen Jyllands-Posten er stærkt utilfredse med selve måden, forhandlingerne foregår på:
»Journalisterne har nedlagt arbejdet, fordi de er utilfredse med måden, spareforhandlignerne kører på. Der kommer ikke nok fra den anden side af bordet,« siger fungerende tillidsmand Jørgen Rye til Journalisten.dk.
Beslutningen om at nedlægge arbejdet er meget usædvanlig for Jyllands-Posten, der ikke har strejket i årtier. Ifølge Jørgen Rye er det hele avisen, der strejker. Det vil sige både journalisterne i København og Viby.
»Det er i alt omkring 190 journalister.«
Han oplyser videre, at medarbejderne mødes igen i morgen tidlig klokken ni, hvor man på ny vil holde møde om situationen.
»Det, som kollegerne siger, er, at man gerne vil have nogle bedre fratrædelsesordninger og nedbragt det generelle sparemål. Ledelsen har jo lagt op til 30-35 afskedigelser. Men man synes så ikke, at ledelsen gør nok for at lave gode fratrædelsesordninger. Og man synes heller ikke, at ledelsen gør nok for at finde alternative besparelsesmuligheder,« siger Jørgen Rye til Journalisten.dk.
Han vurderer, at medarbejderne er meget frustrerede:
»Man synes, man giver og giver en hel masse fleksibiltet, og man synes ikke, der kommer nok fra den anden side. Og som man siger: Jyllands-Posten er jo ikke en avis i krise. Det er en avis med udsigt til overskud.«
JP/Politikens Hus kom godt nok ud af 2007 med et underskud på 134 mio. kr., men forventer altså overskud i år.
Til Politiken.dk siger adm. direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch:
»Journalisterne har besluttet at nedlægge arbejdet. Det er overenskomststridigt, og jeg regner med, at journalisterne går på arbejde igen i morgen.«
Læs også: JP-medarbejderne kæmper for mere i fratrædelse.
Journalisten.dk følger naturligvis udviklingen på Morgenavisen Jyllands-Posten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.