Hvorfor blev du fotojournalist?

”Når jeg arbejder med fotografi, har jeg glimtvis oplevelsen af at kunne leve mange liv. Det lyder måske lidt højstemt, men for mig er det en oplevelse, som jeg finder lige så nærværende og værdifuld i dag, som da jeg begyndte at fotografere. Oplevelsen af at komme tæt på andre mennesker og miljøer. Jeg bliver fortsat forundret over, hvor meget fremmede mennesker lader mig høre og se. Jeg er nok blevet fotojournalist, fordi jeg interesserer mig for, hvordan mennesker tænker og handler, og fordi jeg gerne vil forstå, hvorfor verden for nogen ser ud, som den gør. Jeg er dybt fascineret af mennesket som sådan, og jeg elsker fotografiet i sin bredeste forstand. At arbejdet konstant kræver så meget af mig, men at det også kan tage røven på mig, når jeg føler, jeg ikke har mere at give. Den umiddelbart lette teknik og enkle form, der hurtigt kan lade beskueren blive revet ud af en virkelighed og ind i en anden – det elsker jeg.”

Hvordan var din opvækst?

”Min opvækst var fuld af kærlighed og store følelser, da vi alle i min familie er vældig passionerede og egenrådige. Jeg er opvokset på Mols, hvor mine forældre stadig bor, og jeg har en stærk tilknytning til både området og min familie. Jeg er den yngste af tre søstre, som alle beskæftiger sig med sprog og billeder gennem vores arbejde.”

Hvornår tog du dit første billede?

”Jeg husker det ikke, da det har været meget, meget tidligt, men jeg husker tydeligt at få mit første kompaktkamera i fødselsdagsgave og senere at have sparet op til at købe mit eget spejlreflekskamera. Jeg havde mørkekammer-undervisning i Ungdomsskolen Mols, og gennem min gymnasietid brugte jeg mine lommepenge på at købe og få fremkaldt film.”

Hvornår fandt du ud af, at man kunne leve af at tage billeder?

”Det har jeg nok altid vidst. Jeg tror, at der altid vil findes personligheder inden for de fleste fagområder, som opnår en form for auteurstatus, og hvis arbejde det ikke bliver svært at kapitalisere på efterfølgende. En episode, som for mig blev en milepæl, var i 2013, hvor jeg besøgte fotofestivalen Visa pour l’image i Perpignan. Det år kunne festivalen fejre 25-årsjubilæum, og festivalens stifter og leder, Jean-François Leroy, holdt sin tale, hvor han gjorde status over, hvordan han oplevede udviklingen i branchen. Han sagde, at fotojournalistikken var en katastrofe rent økonomisk. At han, da han begyndte at arrangere festivalen, kendte nogle hundrede selvstændige fotografer, der kunne leve et anstændigt liv af at være fotojournalister, og at han nu kun kunne nævne omkring 20. Som en af årsagerne pegede han allerede dengang på, at magasiner og aviser gav færre og færre opgaver til freelancefotografer. Det er desværre en virkelighed, jeg kan nikke genkendende til. Det dokumentariske og undersøgende fotografi er ved at blive en sjælden delikatesse i Danmark, som primært skabes af studerende, fastansatte eller af fotografer, der satser stort.”

Har du overvejet andre karriereveje?

”At fotografere er blevet en del af min måde at være i verden på, så det kommer jeg nok aldrig til at stoppe med. Men jeg har også undervist i to et halvt år på Krabbesholm og Grundtvigs Højskole, og jeg holder uendeligt meget af at lære fra mig og at kunne hjælpe folk videre med deres projekter.”

Ser du dig som fotograf, fotojournalist eller dokumentarisk fotograf?

”Jeg betragter mit arbejde som kunst, mig selv som fotograf og nu også fotochef.”

Er den distinktion vigtig?

”I nogle tilfælde kan distinktionen være vigtig – særligt i forhold til, hvordan beskueren skal opleve og forstå billeder. Jeg tror, det er vigtigt at sætte ord på, hvad vi laver, hvordan det bliver til, og at man som fotograf gør klogt i at forholde sig til, hvordan ens arbejde bliver videreformidlet, så oplevelsen af det bliver mere præcis.”

I september tiltrådte du som fotochef på Morgenbladet. Hvorfor det? 

”Jeg synes, det er spændende at have indflydelse på, hvordan vi vælger at skildre vores samtid. Og da jeg så, at Morgenbladet søgte en vikarierende fotochef, tænkte jeg, det var en oplagt mulighed for at kunne påvirke fotojournalistikken i Skandinavien. Jeg sagde ja til stillingen, fordi jeg gerne vil være del af noget større og have indflydelse på den kollektive historiefortælling, som avisen bidrager til.”

Hvad er branchens største udfordring? 

”Dansk dokumentarisk fotografi lider under dårlige økonomiske vilkår, da aviserne og magasinerne ikke længere betaler det, det koster at lave større dokumentariske projekter. Det betyder, at meget af det fantastiske, dokumentariske fotografi, der bliver til i dag, er produceret i folks fritid, for egne midler, og at det arbejde sjældent skaber et økonomisk overskud – særligt ikke hvis man tager fotografernes tidsforbrug i betragtning. Kvaliteten af dansk dokumentarisk fotografi er uhørt høj, men jeg er ked af, at så mange tjener så lidt på at arbejde så hårdt. På et mere overordnet plan er jeg frustreret over, at vi lader noget af så høj samfundsmæssig værdi – at dokumentere vores samtid dybdegående – afhænge af markedsvilkår. Det synes jeg ganske enkelt, at arbejdet er for vigtigt til.”

Hvad er løsningen? 

”Jeg håber, at særligt medieordførerne på Christiansborg forstår behovet for en støtteordning uden for aviserne og andre kommercielle aktører, så det i fremtiden bliver muligt for fotojournalister og dokumentariske fotografer at søge støtte til konkrete samfundsrelevante projekter. Jeg ser en politisk forandring som den umiddelbare og rette løsning.”

Foto: Namali Böll