
Simon Andersen træder ind som programdirektør og chefredaktør på Radio Loud for at få Loud længere ud. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Radio Loud mangler gennemslagskraft, og der skal noget mere eksperimenterende og farligt til, for at radiostationen kommer derhen.
Sådan begrunder Anders Krab-Johansen beslutningen om at skifte den eksisterende programdirektør, Ann Lykke Davidsen, ud med Simon Andersen, der kommer fra en stilling som nyhedschef for Berlingske.
”Simon er en journalistisk bulldozer, der får ting til at ske. Jeg har stor respekt for Ann Lykke, som har været rigtig dygtig til at få Loud i gang og rigtig dygtig til at finde talenter, men nogle gange er der brug for et gearskifte,” siger Anders Krab-Johansen, der er koncernchef for Berlingske Media og bestyrelsesmedlem i Kulturradio Danmark, der står bag Radio Loud.
Siden Loud gik i luften for halvandet år siden, har de fleste Gallup-målinger vist lyttertal på nul lyttere eller tæt på nul i målgruppen.
”Den viser for det meste dårlige tal, og de tal er for dårlige. Det har vi selvfølgelig en målsætning om at lave om på,” siger Anders Krab-Johansen, der dog mener, at Loud også har haft sine succeser.
”Der er skabt et falsk billede af Loud, som er mere elendigt, end det er. Det er grundlæggende urimeligt. Det er lykkedes at skabe nogle formater, som er ret cool. Det kan man se på lyttertallene, podcasttal og sociale medier,” siger han.
”Indhold, indhold, indhold”
Det bliver med et stort fokus på journalistik, at Loud skal træde frem i mediebilledet med mere gennemslagskraft.
51-årige Simon Andersen, der tidligere har været nyhedschef på Radio24syv, redaktionschef på B.T. og chefredaktør på Nyhedsavisen, giver Anders Krab-Johansen ret i, at Radio Loud ikke har leveret det, skatteborgerne fortjener.
”Det er indholdets skyld. Hvis folk ikke forbruger det, man laver, så er det, fordi indholdet ikke er godt nok,” siger han.
”For Loud har der så også være graven fra Radio24syv, der har medført frustration og vrede. Men det er ikke, fordi der har været talt skidt om Loud, at det ser ud, som det gør. Men det indhold, som Loud har haft, som har været godt nok, har ikke fået en chance. Det er det dødvande, vi skal ud af.”
Der er dog også et andet dødvande, som Loud skal ud af:
”Der er brugt meget tid på at være påvirket af den negative debat. Det skal vi videre fra. Alle har forstået det, og nu skal vi videre. Hvis du får 65 millioner kroner om året, har alle skatteydere ret til at sige, hvad de vil om Loud, så længe de ikke kommer med trusler. Der er frit spil til at være kritisk, men jeg håber, at alle vil indstille skydningen, og medarbejderne skal også komme ud af det skyttehul, de ligger i,” siger Simon Andersen.
Programdirektøren har første arbejdsdag onsdag, og der er i hans øjne kun en vej frem, og det er ”indhold, indhold, indhold” i form af både podcast og kritisk journalistik lavet af de 25 ansatte journalister på kanalen.
Simon Andersen øjner særligt den magtkritiske kulturjournalistik som en bane, der er oplagt for Loud at rykke ind og markere sig på. Og så skal kanalen med 65 millioner årlige licenskroner i ryggen løbe nogle chancer, som kommercielle kanaler ikke tør tage.
”Vi har en særlig forpligtelse til at stikke ud, være sære og at finde på noget, som i form eller indhold er så særligt, at folk måske rynker på næsen, men forhåbentligt rykker det en barre for, hvordan man kan gøre tingene. Loud skal være en fabrik for mærkelige ting, som DR 2 også har været det,” siger han.
Kanalen skal være savnet
Skrækscenariet for Simon Andersen er at stå om to et halvt år, når sendetilladelsen udløber, og se politikere udtrykke glæde over, at kanalen lukker.
”Det, jeg kan, er, at jeg vil. Jeg vil have, at det lykkes. Radio Loud skal ikke lukke med konklusionen om, at det kun er DR, der kan producere radio, som folk vil lytte til, og så bliver der rykket en milliard kroner mere over til DR.”
”Asger Juhl (stifter af podcasten og morgenradioen Den Uafhængige, red.) driver morgenradio for nul kroner, så for 65 millioner kroner om året skal vi drive radio, som folk lytter til og er glade for.”
Simon Andersen har et ganske klart mål om, at Radio Loud skal være det stærkeste kulturkritiske format i Danmark, og om et år vil han have, at folk kan nævne navnet på fem programmer, Loud har lavet, og at folk har Louds app liggende på telefonen og bruger den af egen drift.
”De tænker måske, jeg er en fjerde plage”
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Radio Loud gentagne gange har været udsat for kritik, og at der har været store frustrationer i medarbejderstaben. Og det er altså dem, som Simon Andersen skal ind og være chef for.
”Jeg ved ikke, om de tænker, at jeg nu kommer som fjerde plage. Først corona, så Mads Brügger, vandskade i deres nye flotte lokaler hos Berlingske, og så kommer Simon Andersen,” siger han og beskriver sit eget lederskab som ’begejstring’.
Da Simon Andersen i sin tid var chefredaktør på Nyhedsavisen, fortalte han til Journalisten, at han af nogen bliver opfattet som brutal og voldsom i sin adfærd, og at han var ved at lære, hvordan han skulle være chef for dem, der ikke brød sig om hans stil.
”Kernen i mig, som er den her børneagtige begejstring, er intakt. Men især hos Berlingske har jeg lært mig at gøre det på en lidt mindre ihærdig måde. Men hvis Loud skal lykkes, skal jeg finde den samme energi og stille krav. Jeg møder ikke ind på Berlingske hver dag med en pistol for panden. Det har vi på Loud, for sendetilladelsen udløber om to et halvt år,” siger Simon Andersen.
Kan man som medarbejder sige det til dig, hvis man ikke bryder sig om din ledelsesstil?
”Selvfølgelig kan man det. Jeg er nem at have med at gøre.”
”Jeg er en bulderbasse, og Loud har brug for en bulderbasse. Jeg synes selv, at jeg har et enormt godt og tillidsfuldt forhold til medarbejdere, og man kan godt komme og sparke mig i røven, og så skal jeg nok lytte til det,” siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.