
Simon Andersen. Arkivfoto: Jens Dresling/POLFOTO/Arkiv
51-årige Simon Andersen, der i dag er nyhedschef på Berlingske, bliver programdirektør og chefredaktør på Radio Loud.
Det oplyser Berlingske Media i en pressemeddelelse.
Simon Andersen tiltræder 1. september 2021.
”Simon Andersen har den vildskab og dybe forståelse for journalistik, som vi har brug for. Han har gennem sin karriere bevist, at han kan sætte dagsordenen, som de færreste i det danske medielandskab. Jeg er stolt over, at han vil arbejde for os,” siger Lars Schmidt, administrerende direktør for Kulturradio Danmark, der står bag Radio Loud.
Berlingske Media blev medejer af Radio Loud i oktober 2020, da koncernen købte 40 procent af radiokanalen. Anders Krab-Johansen, bestyrelsesformand for Kulturradio Danmark og koncernchef for Berlingske Media, lægger ikke skjul på, at han er utilfreds med, at Radio Loud ikke har formået at få flere lyttere til.
Simon Andersen og Lars Schmidt skal sammen gennemgå programfladen med henblik på at sikre fremtidig lytning og tydelig journalistik, særligt på kulturområdet, fremgår det af pressemeddelelsen. Ambitionen er ifølge pressemeddelelsen, at Kulturradio Danmark kan skabe tilstrækkelig succes til at fortsætte, når sendetilladelsen udløber i foråret 2024.
”Vi har et ansvar for bevise, at et privat medieselskab kan administrere en sendetilladelse og et generøst bidrag fra skatteyderne til at skabe originale programmer. Den nye ledelse skal sikre, at lytterne får valuta for pengene,” siger Anders Krab-Johansen i pressemeddelelsen.
Ann Lykke Davidsen stopper
Simon Andersen, der var nyhedschef på hedengangne Radio24syv, afløser Ann Lykke Davidsen.
Ann Lykke Davidsen trådte ud af direktionen i marts, men fortsatte som ansvarlig for indhold og med titel af programdirektør. Men det er slut nu, og Ann Lykke Davidsen forlader Radio Loud, skriver hun på LinkedIn.
”I dag stopper min del af eventyret, da jeg fratræder som programdirektør. Jeg er helt utroligt stolt over, hvor LOUD er i dag. Det har været to vilde år, på godt og på ondt, men at have været med til at bygge en helt ny virksomhed op fra bunden, arbejde med inspirerende talenter fra hele landet, se og høre alt det fantastiske kvalitetsindhold LOUD udkommer med hver dag samt arbejdet med at sikre en stærk digital strategi for virksomheden har været det hele værd,” skriver hun i sit opslag.
”Jeg håber, at der vil komme mere anerkendelse af LOUDs arbejde på tværs af de platforme vores unge voksne bruger i dag. Den strategi vil jeg til hver en tid stå ved og mener også fremover er den rigtige for LOUD,” skriver hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.