Sisse Brimberg har bedre vilkår end nogen anden dansk fotograf. En opgave for National Geographic kan tage over et år og mange hundrede film at lave. Men så må hun også finde sig i hård kritik fra flere danske kolleger.

En fotograf på en dansk provinsavis er rystet, hvis han får en hel time til en opgave. På et glittet magasin her i landet kan fotografer være så heldige at få en hel dag til en historie.

Den danske fotograf Sisse Brimberg arbejder i månedsvis med den samme historie. Hun har hele verden som sit område og kan leje en bil, hyre en oversætter, en ekspert eller en chauffør, når hun har brug for det. Som den eneste danske fotograf arbejder hun for det amerikanske magasin National Geographic. Et eksklusivt blad, som giver de fleste fotografer våde drømme.

"Men der er altså også store afsavn," siger Sisse Brimberg nærmest undskyldende.

Den 53-årige tidligere reklamefotograf sidder tilbagelænet med begge underarme hvilende på den store egetræsbordplade i en _restaurant tæt ved Nyhavn. Hendes hænder stikker ud af ærmerne på cowboy-jakken og mødes i rolige bevægelser over kaffekoppen.

Sisse Brimberg bor til daglig i Mill Valley nord for San Francisco, men er i Danmark for at åbne en fotoudstilling. Selv om det er 25 år siden, at hun første gang rejste til USA for at prøve lykken som praktikant på National Geographic, så føler hun sig stadig dansk.

Hun fik opfyldt en drøm, da hun i 1998 fotograferede til "Civilized Denmark", en 22 sider lang artikel om Danmarks ynder.

Året efter besluttede National Geographic at lave en artikel om vikingerne.

 

400 ruller film
Mens andre danske fotografer foreslår fotoreportager om døgnfluers parringsdans i Tibet for at komme ind i varmen, så har Sisse Brimberg været inde i varmen på National Geographic siden 1976. Hun har gode forbindelser på redaktionsgangene i Washington DC og ved altid, hvilke historier der er undervejs.

"Jeg ser, om det er historier, der interesserer mig. Jeg skal helst arbejde på ting, der interesserer mig," siger hun.

Historien om vikingerne interesserede hende.

I februar 1999 begynder de indledende manøvrer til "In search of vikings". Ifølge Sisse Brimberg en helt typisk Geographic-historie.

Efter nogle ugers indledende research rejser Sisse Brimberg til "vikingland" med billedredaktør og skribent. Det bliver en 14 dages rundrejse til blandt andet England, Danmark og Island. Altså bare for at sondere verdenshjørnet og finde ud af, hvor man kan fotografere vikingerne.

Derefter rejser de tilbage til USA for at komme ordentligt i gang med researchen. Sisse læser om vikingetiden i lidt over tre måneder.

"Altså jeg læser langsomt," griner hun og holder en lang kunstpause, mens hun kigger ud i lyset:

"Jeg skal fortælle en historie med flere billeder, om noget, som ikke er der mere. Det er vigtigt at have viden. Man skal i hver enkel situation vide, hvorfor man er der. Viden er vigtig for at få billederne til at hænge sammen – og fortælle en historie," siger hun nærmest messende.

I starten af juni 1999 rejser hun tilbage til de uddøde vikinger. Denne gang alene. Sisse Brimberg starter i Rusland.

"Nogle gange skyder man billeder for at komme i gang. Ligesom opvarmningsøvelser."

Derefter flyver hun videre til Estland, Danmark, Norge, England, Irland og Island. Efter to og en halv måned i marken har hun taget 400 film eller knap 15.000 billeder.

"Det er hårdt. På et tidspunkt kan man næ-sten ikke mere. Men så bliver man ved," siger kvinden, der beskriver sig selv som en pæn og sød kvinde udstyret med en vilje af jern.

Til gengæld kan hun så glæde sig over, at hun ikke selv skal fremkalde filmene. Dem sender hun nemlig hjem til Washington løbende.

Mens Sisse Brimberg rejser rundt, bliver filmene fremkaldt, sat i rammer med navn og filmnummer. Billederne bliver også set igennem for tekniske fejl.

"Det er lidt uhyggeligt. Der kan være meget galt, og det er jo ikke bare min løn. Men også en ekspert, en chauffør og måske en oversætters løn. Det er mange penge."

Inden den 53-årige fotograf lander i USA, har billedredaktøren også gennemgået billederne og pillet de 1000-2000 bedste billeder ud.

"Vi kender hinanden. Så det er jeg tryg ved."

I løbet af en uge udvælger hun, sammen med billedredaktøren, omkring 70 billeder, og endelig kan chefredaktøren se billederne.

"Her kan det hele falde. Hvis han ikke er tilfreds, så kan historien blive taget af. Men det er ikke så tit, det sker," siger hun.

Sisses vikingebilleder består. Produktionen af artikel og udstyr går nu i gang. Men det betyder ikke, at Sisse Brimberg er færdig. I november er hun tilbage i Washington for at følge opsætningen af historien.

"Andre steder ville man have sagt farvel og tak for længst. Muligvis fordi det er nemmest. Men på det punkt er de gode på Geographic." Hun er med til at vælge de nogen og tyve bedste fotos. Hun er også med til at vurdere det endelige layout. I maj, cirka 16 måneder efter at Sisse Brimberg første gang var på besøg hos vikingerne, bliver historien forside på National Geogra-phic.

 

Hård kritik
Sisse Brimberg kigger ud af vinduet. Hendes øjne har en nærmest gennemsigtig lyseblå farve. Hun har svaret høfligt på alle de banale spørgsmål om, hvordan hun arbejder. Hun kan godt forstå interessen.

"Selvfølgelig er jeg da privilegeret. Men jeg ser altså heller ikke min familie i over to måneder," indvender hun og forklarer, at hun også har været i flere farlige situationer.

Men der skal mere til at afskrække de førende danske kolleger, der nærmest har specialiseret sig i at sætte livet på spil for at lave billeder, der henter priser hjem.

"Det er jo helt enestående forhold. National Geographic er et af de sidste blade, der prioriterer fotografiet på den måde," siger fotograf Claus Bjørn Larsen, Berlingske Tidende.

Andre prisvindende fotografer er enige. Forholdene er nærmest surrealistiske. Men så stopper beundringen også.

"Det er jo ikke noget mål i sig selv at få smidt 300.000 kroner i nakken, hvis ikke billederne bliver gode," siger Jan Grarup, Ekstra Bladet. Han synes ikke, at National Geogra-phic og Sisse Brimberg imponerer.

"Det er i orden at lave stille reportager. Men man må i det mindste kræve, at der er nerve og nærvær. Jeg falder ikke på røven over National Geographic," lyder dommen fra Jan Grarup.

Freelance-fotograf Joachim Ladefoged er enig.

"Det er meget konservativt," siger han.

Claus Bjørn Larsen mener ganske enkelt, at alle fotografers drømmeblad ikke er farligt nok.

"De rejser kloden rundt. Men bringer hele tiden den der idylliske opfattelse af verden med flotte farver. Der mangler ofte en historie," mener han.

Sisse Brimberg fortrækker ikke en mine, da JOURNALISTEN konfronterer hende med kritikken fra hendes danske kolleger. Hun kunne ellers let antyde, at de bare er misundelige. Men det holder hun sig fra. I stedet bladrer hun i JOURNALISTENs medbragte fotobog "Pludselig i verdensklasse" med de danske prisvindere og siger, at de danske fotografer er rigtig gode, og:

"Vi må alle synes, hvad vi vil. Det er vigtigt, at der bliver dyrket forskellige genrer."

Hun virker nærmest for afbalanceret, og måske blev den tilbagelænede eksil-dansker også lidt provokeret. For hun vil gerne forklare, hvorfor hun som den eneste danske fotograf er havnet på National Geographic. Ikke bare for at lave en enkelt opgave, men for at være fast fotograf i 25 år.

"Talent er én ting. Men man skal også finde ud af, hvordan man åbner døre. Det kan jeg. Det kræver udholdenhed og fleksibilitet. Så skal man kunne fortælle en historie med flere billeder. Jeg kender mange fotografer, der tager gode enkeltbilleder, men ikke formår at fortælle, hvad det drejer sig om med mange billeder."

"Det er sværere, end man tror," siger hun.

Ti af Sisse Brimbergs billeder kan ses sammen med andre fotografier fra National Geographic på Nationalmuseet i København frem til 15. juli. Se desuden http://www.nationalgeographic.com/