Ingeniøren i nye klæ’r

Den 14. september relanceres Nyhedsmagasinet Ingeniøren. Omlægningen har været planlagt i et år og vil vende op og ned på det ugentlige nyhedsmagasin. Ideen om at lave en bred omnibusavis for den teknisk/videnskabeligt interesserede læser er skrinlagt, nu handler det i højere grad om at sikre, at Ingeniøren kan holde trit med ingeniørerne, fortæller chefredaktør Arne R. Steinmark.

Den 14. september relanceres Nyhedsmagasinet Ingeniøren. Omlægningen har været planlagt i et år og vil vende op og ned på det ugentlige nyhedsmagasin. Ideen om at lave en bred omnibusavis for den teknisk/videnskabeligt interesserede læser er skrinlagt, nu handler det i højere grad om at sikre, at Ingeniøren kan holde trit med ingeniørerne, fortæller chefredaktør Arne R. Steinmark.

Gennem et år har medarbejderne på Ingeniøren forberedt en omfattende relancering af nyhedsmagasinet. Et af målene har været at inddele indholdet på en måde, som giver bedre mening for målgruppen, forklarer direktør og chefredaktør Arne R. Steinmark.

"Indtil nu har Ingeniøren været delt op i nyheder, baggrund mv. ud fra en meget journalistisk tilgangsvinkel. Men det afgørende for læserne er, om historierne er relevante – ikke om der er tale om nyheder i journalistisk forstand. Derfor vil vi nu i stedet lave en stærkere emneopdeling af avisen," siger han.

Emnerne bliver fordelt på to større enheder: "Future Tech", som omfatter for eksempel IT, biotek og fødevareudvikling, og "Supply Tech" som omfatter mere traditionelle ingeniør-emner som energi, transport og byggeri. Derudover vil der være et særligt afsnit om naturvidenskab under rubrikken "Polyscience."

"Det betyder også, at vores redaktion vil blive inddelt på en ny måde. Hvor journalisterne tidligere sad isoleret med hver sit stofområde og kun havde ansvaret for dét, vil man i grupperne nu kunne arbejde sammen i højere grad. Vi håber for eksempel, at vi vil få langt flere artikler med dobbelte bylines i fremtiden," siger Arne R. Steinmark.

Målet er, at avisen skal blive bedre i stand til at dække behovet blandt målgruppen. Her kan de fleste ganske vist kalde sig ingeniører, men bortset fra titlen er forskellene enorme, og samtidig udvikler ingeniørerne sig løbende i vidt forskellige retninger. Derfor er ambitionen for papirudgaven af Ingeniøren også blevet justeret. Gennem sin levetid har nyhedsmagasinet flere gange flirtet med ideen om at blive omnibusavis for en meget bred målgruppe.

"Men opgaven med overhovedet at følge med vores "gamle" målgruppe er stor nok i sig selv, så vi drømmer ikke længere om at nå bredere ud med papirudgaven. Hvis vi kan sikre et stabilt og måske svagt stigende læsertal og samtidig fortsat være dagsordensættende på vores områder, så vil vi være tilfredse," siger Arne R. Steinmark, som mener, at muligheden for at nå et bredre publikum til gengæld er tilstede på nettet.

Her har Ing.dk for nylig skiftet til ny teknisk platform, og når relanceringen af papirudgaven er overstået vil fokus blive flyttet mod en finpudsning og opgradering af onlineplatformen.

0 Kommentarer