En kvinde svøbt i sort fra top til tå. Måske fotograferet med ryggen til eller fra en vinkel, der får det til at se ud, som om hun knap kan se gennem det tørklæde, der dækker hendes hoved.
Aviserne og internettet er rige på artikler om indvandrere og muslimer, som er ledsaget af billeder, der ikke understøtter vinklen, men som snarere bekræfter myten om, hvordan de ser ud.
For eksempel – som det kan ses i billederne til denne artikel – illustrerer Politiken en artikel om, at flere indvandrere køber fast ejendom, med et billede af en burkaklædt kvinde med en barnevogn, og TV 2 bruger et billede af afghanske eller pakistanske burkaklædte kvinder til en artikel om Løkkes tale til muslimske danskere. For ikke at nævne det klassiske genrefoto af muslimske kvinder med ryggen til kameraet.
»Jeg ved, at der sjældent ligger grundige principielle overvejelser bag billedbrug på nettet,« siger politikeren Özlem Cekic, der fortæller, at hun flere gange har ringet ind til nyhedsredaktionerne, når deres brug af arkivfotos har været for grænseoverskridende for hende.
»Det er så unuanceret, og man er som medier med til at fastholde nogle stereotype billeder af minoriteter i Danmark. De her billeder bliver jo delt og delt, og man skal huske på, at mange danskere ikke nødvendigvis har kontakt til etniske minoriteter i dagligdagen. Men billederne sætter sig fast i vores hukommelse,« siger hun.
Tomme symboler
Tendensen til, at pressen bruger stereotype billeder af nydanskere og muslimer – ikke mindst kvinder, har Poyâ Pâkzâd, debattør af muslimsk baggrund, bemærket.
»Mange af de billeder, aviserne bringer af især muslimske kvinder, er tomme symboler, hvor de fremstår hjælpeløse og historieløse og som nogen, der har behov for at blive befriet udefra. Kort sagt som ofre. Det fortæller noget om journalistikken bag, at man ofte vælger at køre med arkivfotos eller fotos fra Mellemøsten, som har forsvindende lidt med den sociale virkelighed i Danmark at gøre,« siger han og kalder det ’doven skrivebordsjournalistik’.
Men den overordnede mediesammenhæng er ikke stort bedre, mener han:
»I årtier har vi haft undersøgelse efter undersøgelse, ikke bare fra Danmark, men også fra vores europæiske nabolande, som har vist, at størsteparten af dækningen af muslimer og islam er negativ. Det er undersøgelser, som både omhandler mediernes dækning af muslimske kvinder, men også islam og muslimer i almindelighed. Afbildningen af muslimske kvinder skal læses ind i denne overordnede negative dækning.«
I bogen ’Media, Religion and Gender: Key Issues and New Challenges’ (2013) skriver forfatteren, den svenske religionssociolog Mia Lövheim, at kvinder med minoritetsbaggrund globalt set generelt er underrepræsenteret i medierne, og at når de optræder, er det ofte på billeder. Billeder, hvor kvinderne bærer tørklæder og burkaer.
”Det er selvfølgelig et journalistisk værktøj til hurtigt at skabe identifikation – men det kan hurtigt udvikle sig til farlige stereotyper,” skriver Mia Lövheim i bogen.
»Symptomatisk for en sygdom i faget«
Leder af fotojournalistuddannelsen på DMJX Søren Pagter kalder fænomenet »symptomatisk for en sygdom i faget«, men han påpeger, at det langtfra begrænser sig til billeder af minoritetskvinder:
»En af de ting, vi diskuterer med vores studerende og internt i branchen, er den hæmningsløse og ujournalistiske brug af arkivfotografier. Det handler ikke specifikt om indvandrere, for helt generelt bliver der kastet arkivfotografi og stockphotos på al slags journalistik,« siger han og henviser til artikler med genrebilleder fra for eksempel skoler, arbejdspladser og demonstrationer.
Behovet for fotografi er med nettets kraftige strøm af nyheder, opdateringer og historier blevet så stort, at medierne har svært ved at honorere det på billedsiden. Derfor ser vi svipsere. Tendensen har den konsekvens, at der nogle gange bringes fotografier uden forbindelse til artiklen, og det har i sidste ende den konsekvens, at læserne holder op med at tro på fotografierne, mener han. At de holder op med at bruge dem som journalistik.
»Fotografiet bliver vedhæng – ren staffage.«
Søren Pagter har set Journalistens eksempler, og nogle af dem – blandt andet det fra TV 2 med de burkaklædte kvinder – kalder han »helt uforsvarlige«.
»Man glemmer simpelthen sin rolle som journalistisk formidler, når man vælger de her fotografier til de her artikler.«
Journalist og forfatter Deniz B. Serinci tilslutter sig kritikken af repræsentationen. Som han siger, er han aldrig stødt på nogen i en burka i Danmark, selv om han i store dele af sit liv har boet i områder med høj koncentration af muslimer.
»Når burkaklædte kvinder er så forsvindende få herhjemme, er det da bemærkelsesværdigt, at nogle finder på at bruge et burkabillede, som formentlig slet ikke er taget i Danmark, til at illustrere danske forhold.«
Medierne bekræfter negative stereotyper
Deniz B. Serinci har ved Syddansk Universitet lavet en stor undersøgelse af mediernes dækning af muslimer. Han gennemgik 1.600 avisartikler fra BT, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske og Information og fandt, at dækningen af muslimer overordnet var negativ. Selv når aviserne bragte historier om muslimske kvinder med succes, endte de med at reproducere stereotype forestillinger om, at kvinder, der bekender sig til islam, er undertrykte, tvangsgifte og fanatisk religiøse. Og tendensen var hverken mere eller mindre udbredt hos de tabloide aviser end i de store morgenaviser.
Deniz B. Serinci har ikke nogen tal, men et stort antal eksempler, der peger på, at medierne ender med at bekræfte en række negative stereotype forestillinger, selv når de bringer historier, som taler varmt og rosende om hovedpersonen, siger han.
Siden han lavede undersøgelsen for knap tre år siden, er det ikke hans indtryk, at det er blevet nævneværdigt bedre eller værre.
»Man skal huske, at hr. og fru Jensen får deres primære viden om muslimer gennem medierne,« siger han og tilføjer, at mediernes dækning – ikke mindst på billedsiden – derfor er vigtig.
»Når muslimer møder danskere, bliver de mødt af fordomme. Som journalister har vi en tendens til at gå efter de sensationelle historier, men det er ikke altid, at de giver et sandt billede af virkeligheden. Når det er sagt, kan jeg godt forstå, at journalister vil skrive negative historier og bruge let-afkodelige billeder, for det er det, der sælger. I visse islamiske miljøer er der jo også social kontrol og tvangsægteskaber, og den slags har alle ingredienserne i en konflikthistorie: Drama, vold, romantik, de gode og de onde. Så det er forståeligt, at medierne omtaler det meget og bruger billederne, men medierne bør være bedre til at inddrage muslimer i artikler, der ikke handler om islam.«
Konsekvens: Tab af tillid til medierne
Et andet forslag har Søren Pagter. Han mener, at redaktionerne bør indføre en politik om, at når de bringer et fotografi, er det, fordi det er betydningsfuldt i forhold til artiklen. Ikke fordi der er et hul i avisen, eller fordi skabelonen dikterer, at der skal være et ikon, man kan klikke på.
Derudover – siger han – bør redaktionerne bruge tid og energi på at forklare læserne, hvis der er tale om et arkivbillede. En god idé kan være altid at notere fotografiets tid og sted, så læsere for eksempel kan se, at et billede er taget i 2011 i Afghanistan og intet har med flygtningekvinder i Danmark at gøre.
»Hvis man anerkender behovet for arkivfotos, er man nødt til at stå på mål for, hvad man gør, og det kan man kun gøre ved at forklare i billedteksten. Men der er ofte en tendens til, at medierne helst undgår at give fyldestgørende information i billedteksterne.«
Özlem Cekic mærker selv konsekvenserne af afbildningen af minoritetskvinder.
»Jeg og mange af mine venner går ikke med tørklæde. Gruppen er rent faktisk mangfoldig, men når den ikke bliver præsenteret sådan, betyder det, at vi, der er en del af den, føler os svigtet – og derfor i sidste ende mister tilliden til medierne.«
Poyâ Pâkzâd tilføjer, at vi i dag ser en stigende tendens til, at muslimske kvinder selv siger fra: Der findes mere og mere litteratur om karikering af muslimske kvinder i medierne, og grupper som Muslima og MuslimGirl har til formål at give et mere alsidigt og positivt billede.
»Men praksis i medierne har ikke ændret sig markant. Det går langsomt. Desuden hører vi et tilbagevendende forsvar fra journalister, som går ud på, at det ikke er mediernes opgave at lave positive historier, kun at skrive sandt. ’Pressen er ikke socialarbejdere,’ hedder det. Men det er en meget selvtjenende presseetik, for det ensidigt negative billede er jo heller ikke retvisende.« •
Politiken ønsker ikke at kommentere eksemplerne fra Politiken i artiklen, forklarer fotochef Thomas Borberg. TV 2 ønsker ligeledes ikke at kommentere, forklarer stationens ”head of social”, Jan Bjarke Mindegaard.
Rettelse 14:09: Det har af en tidligere version fremgået, at Poyâ Pâkzâd bliver kaldt ”muslimsk debattør”. Det er en fejl. Poyâ Pâkzâd kalder sig selv ”af muslimsk baggrund”, men ”ikke religiøs”. Der skulle have stået ”debattør af muslimsk baggrund”. Vi beklager
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Helle
Ja det var ærgerligt, at der stod noget forkert, i en ellers god artikel.
Nu står det der ikke længere - og artiklen er stadig god og emnet meget relevant, synes jeg. Måske man kunne debattere det.
Tak for dit bidrag og god dag.
Mvh
Super god og relevant artikel! Ærgerligt så, at der først stod om Poya Pakzad, at han er "muslimsk debattør". Det fik mig til at skrive på FB og til Journalisten, der derefter rettede titlen til "debattør med muslimsk baggrund". MEN hvorfor er det relevant. Manden taler om medier og ikke om religion, som jeg med mit kendskab til PP heller ikke er overbevist om er hans styrke. Han interesserer sig for mere systemkritiske ting. Jeg kopierer lige min FB post, - er glad for, at Journalisten rettede lidt, men jeg er sgu ikke helt tilfreds. Her FB posten fra i morges:
For fanden i helvede da også. Mit fagblad JOURNALISTEN citerer i en kritisk artikel om mediernes brug af arkivbilleder af burka- og tørklæde kvinder, "den muslimske debattør Poyâ Pakzâd".
Poyâ er rigtig mange ting: intellektuel, radikal (i ordets oprindelige betydning), vidende, men han er IKKE en "muslimsk debattør".
Hvor sidder den automatik, der får en kritisk journalist til at skrive det? Han har i hvert fald ikke spurgt Poyâ, som i øvrigt netop har meldt sig ud af politik. Et kæmpetab for debatten og os, der følger ham, men HELT ÆRLIGT. Arrrrrgggghhhhh.
Tilføjelse senere: det er ikke en lille sproglig ting, jeg anholder. Såvidt jeg ved, er Poyâ ligeså religiøs som mig, dvs IKKE.....