OL #1: Kineserne er i disse dage hysterisk angste for, at selv det mindste skal gå galt under OL. Det har betydet et reelt tilbageskridt for medierne og demokratiet. Journalist og Kina-ekspert Mette Holm fortæller her, hvad de videre konsekvenser bliver.

Om blot tre dage sker det. Så får Kina – endelig – efter syv års forberedelser mulighed for at vise omverdenen, hvem der er bedst til det hele. Fra sport og kultur til vækst og udvikling. Men naturligvis også hvem der er bedst til at åbne De olympiske Lege, skabe det absolut mest spektakulære show nogensinde og ikke mindst styre begivenhedernes gang med en næsten skræmmende præcision.

»Man skal helt klart se OL som en propaganda-event. Staten bruger tildelingen af legene til at forklare kineserne, hvor godt et omdømme Kina har rundt i verden, og hvor demokratisk landet er. Det er selvfølgelig noget vås. IOC er ikke en organisation, der er repræsentativ for verden. Det er en idrætsorganisation. Men de allerfleste kinesere har i dag en fornemmelse af, at OL i Kina er en særlig international anerkendelse af landet. Og det går igen i al deres propaganda,« fortæller mangeårig Kina-korrespondent Mette Holm til Journalisten.dk.

Hun er netop vendt hjem fra endnu en rejse til Kina og aktuel med bogen "Kina – kapitalisme med særlige kinesiske kendetegn", hvor hun og Mogens Lykketoft sætter fokus på, hvorvidt OL ændrer noget i forhold til de menneskerettighedsproblemer og vilkår for medierne, der adskiller Kina og Vesten.

Konklusionen er ikke entydig. Der er sket forbedringer i Kina. Udbuddet af medier er langt større end nogensinde før, og trods censur, så er der kritiske oplysninger at finde på nettet eller i bogform. Dertil kommer, at mange flere unge får uddannelse, og der er hele tiden hundredetusinder af kinesiske studerende i udlandet. Endelig erklærede magthaverne på det seneste 'Fremtidsforum for det 21. Århundrede' i Beijing for et par år siden – det vil sige folk fra Det kinesiske Folks politiske rådgivende Konference (CPPCC) – at for at nå de økonomiske og sociale mål "er det nødvendigt at styrke retssikkerheden og borgernes medbestemmelse, respektere menneskerettighederne og bekæmpe korruption". Konklusionerne blev siden knæsat som officiel regeringspolitik i forbindelse med den 11. femårsplan for Kinas udvikling i foråret 2006.

Men De olympiske Lege har ikke hjulpet hertil. Tværtimod. Olympiaden bidrager nærmest for en stund til at bremse de fremskridt i friheden til at ytre sig kritisk, der ellers er sket periodevis de seneste 30 år.
»Vi kan se fremskridt i landet. Og det er da godt. Men der er ingen tvivl om, at OL har betydet et tilbageskridt i måske 6-12 måneder forud for åbningen. Det skyldes, at myndighederne er hysterisk angste for, at der skal komme nogen og folde et banner ud, eller på anden vis lave en ridse i det perfekte billede. De er enormt anspændte på alle niveauer, fordi der er så meget på spil,« siger Mette Holm, der tilbage i 1989 rapporterede fra opstanden i Beijing for TV-avisen, og som siden har fulgt udviklingen i verdens folkerigeste nation for blandt andre JP og Orientering på P1.

Helt afgørende for forståelsen af den kinesiske tankegang og myndighedernes brutale reaktionsmønstre er det fundamentale kinesiske værdibegreb, at man ikke må tabe ansigt – 'dui lian'. Taber man ansigt, er det ensbetydende med at miste prestige og selvrespekt.
»De er helt hysteriske med ikke at tabe ansigt. Det ville jo klæde kineserne fuldstændigt af. Og derfor er det umuligt for dem at tillade kritiske diskussioner i offentligheden. Ikke mindst under OL.«

Mette Holm påpeger, at OL-toppen havde lovet verden, at de ville sørge for, at Kina begyndte at efterleve menneskerettighederne.
»Så på den måde kan det godt være, at omverdenen havde nogle forhåbninger, som helt sikkert ikke bliver opfyldt. Det er måske dér, misforståelsen er. At nogle troede, at det her ville føre til demokrati i Kina,« siger Mette Holm med tilføjelsen:
»Jeg tror aldrig, der bliver demokrati, men derimod en styrkelse af institutionerne. Og det vil i sig selv være en fremgang. OL fører så godt nok til en stramning på den korte bane, men udviklingen går i retning af mere åbenhed. Eksempelvis er det meget vigtigt at sige i OL-sammenhæng, at i 2006 blev det besluttet, at højesteret skal gennemgå alle dødsdomme, inden de bliver eksekveret. Siden er antallet faldet med omkring en tredjedel.«

Når det gælder spørgsmålet om åbenhed i forhold til offentligheden, peger hun på, at jordskælvet den 12. maj, som kostede knap 70.000 mennesker livet, viste en ny vej. Godt nok forsøgte myndighederne i første omgang at lukke ned, men efter nogle timer gav de alle lov til at rapportere fra katastrofen.
»Og da kineserne fik tal på de døde og så, hvad der skete, så begyndte de at samle ind og give blod. Så borgerne kvitterede faktisk for den der overraskende åbenhed med stor solidaritet. De piskede alle sammen rundt med gule sløjfer og gul kasket for at vise medfølelse i forhold til jordskælvsofrene. Og dermed fik regeringen bonus for deres første reelle åbenhed. Og det kommer nok til at forplante sig gunstigt en anden gang.«

Når det gælder OL, er situationen til gengæld en helt anden.
»Med OL er de alt for nervøse. Der har åbenheden ikke slået igennem. De mange terrorister, der fanges lige nu, kan simpelthen ikke passe. Jeg tror, det er en lejlighed til at dræbe kyllingen for at skræmme aben.«

Ifølge Mette Holm bliver det stadig strammere greb om medierne derfor næppe lempet før den næste  partikongres.
»De har lige nogle ting, der skal overstås. Og der er OL det langt vigtigste.«
Kinas 17. kommunistiske partikongres, som fandt sted sidste efterår, udstikker landets overordnede politik frem til den 2012.

Hun bemærker samtidig, at vi i Vesten ikke skal gøre os store forventninger om at kunne trænge igennem med vores budskaber.
»Kineserne kan ikke lide udenlandske medier. De spørger altid: Hvorfor lyver alle udenlandske medier? Hvorfor lyver journalister? Og det er almindelige mennesker, der siger det. De har hørt, at CNN og andre lyver. Og eftersom de ikke har frie medier og ikke ved andet, tror de på, hvad magthaverne skriver og siger.«

Mette Holm tilføjer, at der dog er en undtagelse:
»De højtuddannede, der kan tale engelsk, og som er clearet til at gå på nettet på ret højt niveau – eller som har råd til at købe eksempelvis Herald Tribune – de har en anden opfattelse. Men det officielle billede er det billede, som langt størsteparten har adgang til.«

På længere sigt er hun overbevist om, at befolkningen vil begynde at stille større krav, i takt med at de generelt bliver bedre uddannet, rigere og når et vist niveau i levestandard.

»Det er ikke noget, der står lige for døren. Det er stadig opfattelsen, at medierne er mere opdragende end oplysende. Men det er alligevel mere frit. Man har fået rådgivende brevkasser. De holder sig godt nok væk fra alt politisk følsomt. Menneskerettigheder har de også fået at vide, at de ikke må diskutere. Så dem, der diskuterer det, løber en stor risiko. Til gengæld er der meget diskussion om børneopdragelse og skilsmisse i talkshows og på hotlines.«

Når det gælder journalisters nuværende arbejdsvilkår, så er der dog uanet lang vej til noget, der ligner vestlige forhold. Hvis overhovedet. Arbejdsvilkårene er decideret ringe, og kinesiske journalister risikerer ikke blot deres frihed, men somme tider også deres førlighed og liv for blot at passe deres arbejde. Samtidig er det opfattelsen, at medierne ikke skal oplyse – de skal opdrage. I den sammenhæng er det journalisternes opgave at skelne mellem, hvad folk har brug for, og hvad de tror, de har brug for.

»Når det gælder udenlandske journalister, så er de faldet fuldstændigt igennem deres løfte og også forsøg på at give større frihed eller arbejdsvilkår af international standard. De har i stedet bare flyttet muren,« siger Mette Holm og henviser til, at før var det forbudt at tale med kinesere, eller man skulle i hvert fald passe på, hvem man talte med.
»Nu må udenlandske journalister tale med enhver, men de kommer så igennem et ret hårdt forhør bagefter. Og så skal alle – medmindre det er en OL-guide – meddele, hvad der er sket. Og da man som journalist beskytter sine kilder, for man vil ikke udsætte nogen for berøvelse af deres frihed eller job, så har det ikke ændret meget.«

Et område, som kineserne til gengæld ikke har kunnet styre, er tibetanernes oprør og evne til at mobilisere international modstand, som i foråret fik eksempelvis medlemmer af Europa-Parlamentet til at diskutere en politisk boykot af OL.

»Kineserne er forskrækkede over, hvordan tibetanerne har kunnet udnytte det her. De demonstrerer hvert år. Men det var frygteligt det, der skete i år, for Kina. For første gang siden 1988 udviklede det sig til ret voldelige eksplosioner. Og den udvikling og symbolikken med den der åndssvage fakkel havde kineserne ikke rigtigt fået taget højde for.«

Protester udefra og kampagner fra eksempelvis Journalister uden Grænser som den i Grækenland, hvor demonstranter brød ind under ceremonien med den olympiske fakkel og efterfølgende i Paris gør ifølge Mette Holm ikke nogen gavn i selve Kina.
»Men jeg synes, de der kampagner er glimrende, for det får alle til at tænke sig om. Så man hverken går lalleglad til OL i troen på, at demokratiet er indført. Eller modsat holder sig langt væk. Og jeg synes, det ville være forfærdeligt synd for kineserne, hvis folk holdt sig langt væk. Der er en kæmpe erhvervsudvikling – studiemæssigt, kulturelt og via turismen. Og den tror jeg på – frem for smædekampagner,« siger Mette Holm, der i sin nye bog fremhæver, hvordan Dalai Lama opfordrer alle og enhver til netop at tage til OL i Beijing for at vise respekt for kineserne – og så fremme i Kina forsøge at påvirke og kritisere.

Mette Holm nævner desuden, at det forestående OL har bragt langt flere historier i de vestlige medier om Kinas demokratiske underskud, mangel på ytringsfrihed, undertrykkelse og censur, end Kina havde kalkuleret med.
»De ville gerne have skønmalerier og kulturreportager fra regionerne og så en masse sport. Men fordi de så hårdt prøver at styre og kontrollere det, så vil folk prøve grænserne af, optage med skjult kamera og tage ud i regioner og forsøge at omgå kinesernes kontrol. Så jeg tror i virkeligheden, de opnår det modsatte.«

Journalisten.dk rejser i dag til Beijing for at gå tæt på journalisternes og mediernes arbejdsvilkår. Øvrige artikler i serien kan læses på vores særlige temaside 'Postkort fra Beijing', hvor vi hver dag – hvis alt går vel – kommer at publicere nye postkort fra Riget i Midten.