
Le Gammeltoft er stifter af mediet Heartbeats og er klar til at lægge sag an mod Radio- og tv-nævnet. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Heartbeats er klar til at lægge sag an mod Radio- og tv-nævnet, hvis Berlingske Media får lov til at øge sin ejerandel i selskabet bag Radio Loud.
Det skriver Le Gammeltoft, stifter af Heartbeats, i et indlæg.
”Koncernchef og udgiver for Berlingske Media Anders Krab har dog tydeligt sagt, at man ønsker at bruge de offentlige midler og Radio Louds sendetilladelse til at bygge lyd- og podcastvirksomhed,” skriver hun og tilføjer, at det er noget, andre i branchen selv må finansiere:
”Hvis nævnet giver tilladelse til dispensation, er vi klar til at lægge sag an mod nævnet for brud på udbudsreglerne og statsstøttereglerne, da det betyder, at offentlige midler i vores øjne bruges konkurrenceforvridende,” skriver hun.
Vil presse nævn
Over for Journalisten uddyber hun:
”Vi kigger på et kulturministerie, som ved, at det er en kæmpe fadæse og fiasko, og at de intet kan gøre. Det er Radio- og tv-nævnet, der står med det alene, og derfor vil vi gerne lægge pres på det,” siger Le Gammeltoft til Journalisten.
Berlingske Media købte sig sidste år ind i 40 procent af Kulturradio Danmark, og nu ønsker tre af de andre ejere, der tilsammen tegner sig for 41,1 procent af ejerskabet i Kulturradio Danmark, at blive købt ud. De procenter vil Berlingske Media købe sig ind på, så koncernens ejerandel kommer op på 91,1 procent.
Samtidig har Kulturradio Danmark bedt Radio- og tv-nævnet om tilladelse til at ændre den udskældte radiokanals navn til 24Syv for at sikre omtale af kanalen og for at komme af med den ringe brandværdi, som Loud ifølge Kulturradio Danmark selv står for.
Vil have udbud til at gå om
Radio Loud har tidligere ansøgt Radio- og tv-nævnet om at ændre formuleringen om ’live-udsendelser’, så det erstattes med ’nyproduceret’. Det vil ifølge Le Gammeltoft give mulighed for at udvikle programmer, der hovedsageligt skal leve som podcast.
”Hvis Radio- og tv-nævnet giver Loud dispensation, lægger vi sag an, og vi er ikke de eneste. Vi kan være en stor håndfuld medier, der ville gå sammen,” fortsætter Le Gammeltoft.
I sidste ende bør udbuddet gå om, hvis Loud ikke kan reddes med udgangspunkt i det oprindelige udbudsmateriale, siger Le Gammeltoft.
Le Gammeltoft er ikke ene om at mene, at de statsstøttede radiokanaler er konkurrenceforvridende.
Det samme gør Stig Ørskov, administrerende direktør i JP/Politikens Hus. Han opfordrede tidligere i dag politikerne til at droppe den slags statslige udbud, da de private og uafhængige aktører på markedet i hans øjne sagtens kan klare opgaven med at levere relevant lydindhold af høj kvalitet til danskerne:
”Det, der særligt falder mig for brystet, er, når pengene bliver brugt til at skabe konkurrenceforvridning mellem de private aktører. Der hopper kæden helt af for mig,” sagde han tidligere i dag til Journalisten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.