
Det var næppe en omdøbt radiokanal, der blev ment, da der i 2019 blev demonstreret for at få Radio24syv tilbage i æteren. Men hvis nævnet godkender det, får vi en kanal med navnet 24Syv. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Omtale og Radio Louds ringe brandværdi er to af årsagerne til, at selskabet bag kanalen, Kulturradio Danmark, ønsker at skifte kanalens navn til 24Syv.
Det fremgår af den redegørelse, Kulturradio Danmark sendte til Radio- og tv-nævnet den 21. oktober, og som Journalisten har fået aktindsigt i.
I starten af september lød det ellers fra den nyudnævnte kanaldirektør på Loud, Simon Andersen, at det ville være en ’skør idé’ og ’fuldstændig absurd’ at omdøbe kanalen til 24Syv. Man kunne lige så godt kalde den Peberkværn Radio, sagde han, da Frihedsbrevet i starten af september konfronterede ham med rygter om, at netop det navneskifte var på tale.
Den 21. oktober stod det alligevel klart.
Koncerndirektør i Berlingske Media, Anders Krab-Johansen, fortalte til Weekendavisen, at man har anmodet Radio- og tv-nævnet om at bruge navnet 24Syv til den udskældte ungdomskanal, og Simon Andersen måtte undskylde over for sin peberkværn.
Undskyld, min ven; vidste ikke, du ville blive hængt ud på den måde. pic.twitter.com/72dK3gdpLt
— Simon Andersen (@SimonAn93719922) October 22, 2021
I redegørelsen fremgår det, at idéen om navneskiftet blev luftet første gang den 25. juni.
Det skete på et uformelt møde i Svendborg med formanden, næstformanden og et yderligere bestyrelsesmedlem i Kulturradio Danmark. Her tilbød Anders Krab-Johansen, at Kulturradio Danmark kan bruge navnet ’24Syv’, som Berlingske Media ejer rettighederne til.
Afgørende for genrejsning
Navneskiftet blev drøftet igen på et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 30. august. Heller ikke her blev det vedtaget. Det blev til gengæld godkendt af ejerkredsen mandag den 11. oktober.
”Værdien og anseelsen af navnet Radio Loud og den korte form Loud har taget betydelig skade,” står der i redegørelsen, hvor det også fremgår, at det ikke har været en nem beslutning af tage.
”Den dårlige omtale af Loud og deraf følgende negative brandværdi er årsag til, at Kulturradio Danmark har overvejet og er kommet til den konklusion, at det er vigtigt for genrejsningen af Kulturradio Danmark at skifte navn,” lyder det videre.
I redegørelsen er der oplistet tre muligheder, når det kommer til Louds brand.
Den ene er at beholde det eksisterende navn og så håbe på, at bedre distribution vil ændre opfattelsen af Louds indhold, men det vil ifølge redegørelsen være vanskeligt.
Den anden mulighed er at opfinde et nyt brand, der giver en frisk start, men med kun godt to år tilbage af sendetilladelsen, vil det være for kort tid til opbygning af et nyt brand.
Og tredje mulighed var så at overtage et ”eksisterende radiobrand, som er kendt for at levere taleradio, som understøtter en demokratisk samtale. Her vil man foretrække et brand, som har markedsføringsmæssig gennemslagskraft, så Kulturradio Danmark kan få det nødvendige gennembrud i lyttertal på kort tid”.
”Bitterheden skal have en ende”
Det står derudover i redegørelsen, at et navneskifte til et allerede kendt brand umiddelbart ikke er enkelt.
”Det var en del af ejerkredsen og medarbejdere på Radio24syv, der tabte til Radio Loud, hvilket mange har begrædt,” lyder det. Men:
”Bitterheden skal have en ende, og det vigtige er, at danskerne får den public service-radio, som de var stillet i udsigt. Det er vores klare opfattelse, at vi under navnet 24Syv kan levere original kulturradio af høj kvalitet, målrettet den yngste halvdel af befolkningen,” står der.
Der bliver lagt vægt på, at navneskiftet vil give meget omtale og dermed markedsføring af radioen.
”Det vil også give nysgerrighed, som gør, at lytterne får ørerne op for de mange fremragende programmer, som redaktionerne i Kulturradio Danmark producerer, og de mange oplevelser, der er udsigt til,” lyder det i redegørelsen.
Kulturradio Danmark henviser samtidig til et afsnit af Journalistens kommunikationspodcast ’Budskab’ og en dertilhørende artikel fra 7. oktober – altså fire dage før navneskiftet blev godkendt af ejerkredsen. I den vurderer Karne Lykkebo, managing partner i Geelmuyden Kiese, og Steffen Hjaltelin, stifter af Hjaltelin Stahl, at det vil være klogt at skifte navn til 24Syv.
Usikkert, om det godkendes
Planerne om navneskiftet er på dagsordenen på Radio- og tv-nævnets møde på torsdag den 4. november, hvor de også vil behandle anmodningen om navneskiftet.
Det er dog ikke kun eventuel bitterhed blandt tidligere Radio24syv-folk, der kan stå i vejen for et succesfuldt navneskifte, for også juridisk kan der være problemer forbundet med det.
Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, har tidligere vurderet, at det er usikkert, om nævnet vil godkende det.
Ifølge bekendtgørelsen må nævnet nemlig ikke godkende ændringer, der ville have været udslagsgivende i forhold til at vinde udbuddet, som Radio24syv netop også havde søgt om:
”Det er en usædvanlig situation, og retsgrundlaget er kompliceret skrevet, så min vurdering er ikke med 100 procent sikkerhed, men en del taler for, at man ikke bare kan ændre navnet til 24Syv,” sagde Sten Schaumburg-Müller til Journalisten i sidste uge.
Det fremgår af redegørelsen, at Loud vil fortsætte under samme navn, hvis ikke navneskiftet til 24Syv kan godkendes af Radio- og tv-nævnet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.