
Hvis Radio- og tv-nævnet godkender det, kommer Radio Loud til at hedde 24Syv fra 3. januar. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Steffen Hjaltelin, stifter af kommunikationsbureauet Hjaltelin Stahl, begyndte at skraldgrine, da han for et par uger siden hørte rygter om, at Radio Loud skulle til at skifte navn til 24Syv. Men idéen var egentlig ikke helt tosset.
Det mener Steffen Hjaltelin stadig, efter at koncernchef i Berlingske Media Anders Krab Johansen i går annoncerede det kommende navneskift.
”Det er klogt af dem, fordi Louds navn har så ringe værdi, som noget næsten kan have. At få ændret opfattelsen af Radio Loud under navnet Loud er næsten umuligt. De er dømt ude, uanset hvad de gør under det navn,” siger Steffen Hjaltelin.
Lignende lød det fra Karne Lykkebo, managing partner i Geelmuyden Kiese, da rygterne begyndte at cirkulere.
”Hvis det bliver ’24Syv’, så kommer der en masser palaver. Så har de en god platform til at sige: ’Det er, fordi vi vil sådan og sådan, og så kan de trække på nogle referencer fra, hvad folk synes er god taleradio,” sagde Karne Lykkebo i ’Budskab’.
Fra Dansk Folkepartis medieordfører, Dennis Flydtkjær, lyder det, at han er fuldstændigt ligeglad med, hvad kanalen hedder. Stod det til ham, kunne kanalen lige så godt hedde ’De Syv Små Dværge’. Og man kunne da også have valgt et helt tredje navn til den udskældte kanal.
”Men så skulle du til at lægge værdi i det igen. Så selv om det virker absurd og bliver udskældt i utrolig grad, kan jeg godt forstå, man ikke kan lægge det fra sig igen, når man først har fået idéen om at hedde 24Syv,” siger Steffen Hjaltelin.
’24tyv’ beskyldes for gravrøveri
Kritikken af navneskiftet er da også nem at få øje på.
Berlingske Media bliver beskyldt for at begå gravskænderi, og navnet 24tyv bliver også nævnt. Efter noget tid vil kritikken fra de fleste dog forstumme, hvis Loud formår at hæve kvaliteten af sine programmer sammen med navneskiftet, mener Steffen Hjaltelin.
”Hvis de får øget kvaliteten, kan man komme hen til faktisk-fasen. Det er der, hvor man siger til hinanden, at ’jeg har lige hørt 24Syv, og det er faktisk ikke så dårligt’,” siger Steffen Hjaltelin.
”Hvis du ikke skifter et udskældt navn, er det uendeligt tungt at få op igen. Jeg forstår godt, at man vælger at tage de 3.000 lussinger, og så vil folk begynde at sige faktisk.”
Taler til Radio24syvs målgruppe
Der er i det hele taget kommet nye boller på suppen hos Radio Loud den seneste tid, efter at kanalens stifter og direktør, Ann Lykke Davidsen, blev afsat og erstattet med Berlingskes nyhedschef Simon Andersen, der også var nyhedschef på Radio24syv. Han har varslet en ny målgruppe, så den ikke længere hedder 15-32-årige, men går op til 44 år.
Simon Andersen har heller ikke lagt skjul på, at journalistikken skal have en overhaling, og at kommende praktikanter på Loud i høj grad vil kunne forvente at komme i praktik på Radio24syv, og Anders Krab-Johansen kalder i Weekendavisen kanalen for et ’nyt 24syv’.
Dermed mener Steffen Hjaltelin, at man også har sat ord på sin egentlige målgruppe:
”Jeg vil formode, at de har en målgruppe, som er tidligere Radio24syv-lyttere. Det vil i hvert fald være mærkeligt ikke at have dem som målgruppe, når man kalder sig 24Syv.”
Radio Loud vandt udbuddet i Radio- og tv-nævnet mod Radio24syv og havde nogle andre mål med sin kanal. Men at kalde sig 24Syv forpligter i forhold til de lyttere, der skulle komme til fra det gamle Radio24syv:
”Hvis de lægger en helt anden profil end det gamle 24syv, vil man som tidligere 24syv-lytter blive meget skuffet. Som lytter har man en forventning om, at det lyder som det gamle, når de vælger det navn. Ellers er der ingen grund til at vælge det navn,” siger Steffen Hjaltelin.
Mest indædte kritikere vil holde ved
Kritikken af Loud har stået på, siden kanalen vandt udbuddet. Ansøgningen til sendetilladelsen blev blandt andet med sine mange grammatiske fejl og fejlskrevne navne kritiseret for at være sjusket, og flere af de i ansøgningen nævnte personligheder til værtsfladen var aldrig blevet kontaktet.
Kritikken af kanalen er fortsat, siden den gik i luften og har præsteret forsvindende små lyttertal, som både Simon Andersen og Anders Krab-Johansen har erkendt var for lave for en radiokanal, der får 60 millioner kroner fra staten hvert år.
Senere har Radio- og tv-nævnet udtalt alvorlig kritik af Loud for ikke at leve op til kravene i sendetilladelsen, og kanalen har i denne uge skullet aflevere en redegørelse for, hvordan man vil rette op på de kritisable forhold.
Mens Loud måske får held med at skifte navn til 24Syv og skaffe flere lyttere med en mere Radio24syv-agtig profil, vil de mest inkarnerede Loud-kritikere næppe klappe i, mener Steffen Hjaltelin.
”Det kommer ikke til at ske. Men vil de kunne hade det nye 24Syv mere, end de hadede Loud? Næppe. Jeg forholder mig heller ikke til, om det er etisk, men forretningsmæssigt forstår jeg til fulde, at de skifter navn til 24Syv,” siger Steffen Hjaltelin.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.