Ane Halsboe: Vi skal genoverveje udbud efter Loud

Louds lyttertal er fuldstændigt utilfredsstillende og giver anledning til at se udbud af radiokanaler igennem, siger kulturministeren

”Selvfølgelig er det fuldstændigt utilfredsstillende, at vi har en offentligt finansieret radiokanal for masser af offentlige skattekroner, der har så få lyttere, som det er tilfældet.”

Det siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på et åbent samråd om Radio Loud.

Hun erkender, at regeringen ved udbuddet godt kunne have lagt krav til lyttertal ind i sendetilladelsen, men at regeringen i 2019 valgte at videreføre det udbud, som allerede lå fra den tidligere borgerlige regering.

”Det bringer os i en temmelig bizar situation nu,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Kulturministeren undrer sig nu over, at der ikke var lagt et krav til lyttertal ind, og tilfældet med Loud giver anledning til, at udbud af radiokanaler bliver set efter i sømmene.

”Hele det her forløb og hele det her udbud giver åbenlyst anledning til drøftelser af, hvordan vi gør det her fremadrettet. Hvordan man skruer den her slags udbud sammen, og hvilke krav der skal lægges ind,” siger hun og tilføjer:

”Men også hvorvidt vi overhovedet skal have et udbud af den her karakter i fremtiden, og hvordan de i så fald skal strikkes sammen.”

Kan blive en del af medieforhandlinger

Kulturministeren siger på samrådet, at hun mener, at det er op til medieordførerne som kreds at drøfte, hvordan udbud skal se ud i fremtiden.

”Jeg synes, at det er oplagt, at vi gør det som del af de kommende medieforhandlinger, men under alle omstændigheder er det en diskussion, jeg mener, vi skal have. Ikke mindst på baggrund af hele den her proces og diskussion,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Radio- og tv-nævnet udtalte tidligere på efteråret hård kritik af Radio Loud, der er kommet under skærpet tilsyn hos nævnet.

Kritikken går blandt andet på, at kanalen ikke lever op til sendetilladelsens krav om lytterinteraktion via hjemmeside og app, kanalens manglende tilstedeværelse ude i landet i forhold til nyheder og aktualitet samt ikke at have levet op til at indhente godkendelse fra nævnet, før der blev foretaget væsentlige ændringer.

Ledelse utilfreds med lyttertal

Louds lyttertal – eller mangel på samme – er ikke en del af kritikken, fordi det netop ikke er en del af sendetilladelsen.

Anders Krab-Johansen, koncerndirektør i Berlingske Media, og den nytiltrådte programdirektør på Loud, Simon Andersen, har dog begge udtalt, at lyttertallene på Loud ikke har været gode nok.

Nævnet satte i forbindelse med kritikken radiokanalen under skærpet tilsyn, og den 19. oktober afleverede Loud en redegørelse for, hvordan man ville rette op på de kritisable forhold.

Hverken Loud eller Berlingske Media, der i øjeblikket ejer 40 procent af Kulturradio Danmark, der står bag Loud, har sagt, hvad der står i redegørelsen.

Til gengæld har Anders Krab-Johansen løftet en del af sløret ved i sidste uge at annoncere, at man med Radio- og tv-nævnets godkendelse vil skifte navn til 24Syv fra starten af januar, ligesom at Berlingske vil købe sig ind på 91 procent af ejerandelen.

0 Kommentarer

Læs også

<span class=Professor: Louds navneskift til 24syv vil skabe diskussioner i nævnet">

Professor: Usikkert, om nævnet vil godkende Louds navneskift til 24Syv

27. OKTOBER 2021
Le Gammeltoft om Loud-forvandling: Politikerne har virkelig fucket os godt op

Le Gammeltoft om Loud-forvandling: Politikerne har virkelig fucket os godt op

25. OKTOBER 2021