Verdens største humanitære katastrofe er borgerkrigen i Dafur blevet kaldt. Og en af de mere usynlige, for kun få udenlandske journalister har fået adgang til området. Malene Haakansson er en af dem. Sine oplevelser har hun samlet i bogen »Det værste er at dø i stilhed.«

Hvorfor i alverden tager man af sted til et krigshærget område?

Jeg ville gerne ud som nødhjælpsarbejder. Det var tilfældigt, at det blev Dafur – og et paradoks, for jeg ville aldrig være krigsreporter. Jeg vil ikke dø for en historie. Og pludselig befandt jeg mig alligevel blandt militser på kameler i et land, der den ene dag siger ja til det internationale samfund – og den næste bomber løs.

Hvor langt skal man gå for den gode historie?

Man bliver bidt af det. Man glemmer, at man er midt i en borgerkrig. Bomberne falder jo ikke hele tiden. Jeg var ikke der, hvor de kæmpede, men kom lige efter. Jeg gik rundt med min tolk og syntes, at det var fantastisk, at folk ville fortælle deres historie. Det var først bagefter, at jeg tænkte: 'Hold da kæft, mand. Hvad var det, du havde gang i?'

Hvad var den største udfordring?

Hvad må man spørge om? Hvad kan man fortælle? Det er hele tiden en afvejning. De fordrevne fortalte de vildeste historier om vold, ødelæggelse og overgreb. »Skriv det, skriv det,« sagde de. Men det kunne jeg ikke, mens jeg var i Dafur. Det ville være alt for farligt for dem, og det ville bringe min organisation i fare. I bogen fortæller jeg de fordrevnes historier – og historier fra de nødhjælpsarbejdere, der normalt har mundkurv på. Men jeg har sløret deres identitet. Jeg ville ikke kunne leve med, at myndighederne fandt frem til dem, eller at nødhjælpsorganisationer blev smidt ud på grund af mig.

Du skriver meget om, at den enkelte bør tage et ansvar for katastrofen i Dafur. Men kan man overhovedet det?

Jeg ved godt, at det kommer til at lyde som noget nødhjælpsbræk. Men man kan tage et ansvar på mange måder. Man kan finde ud af, hvad konflikten handler om og danne sig en mening, arrangere sig, støtte organisationer, få politikere i tale – for det er jo dem, der skal løse det. Men man skal altså vise interesse for sagen også offentligt.

Som nødhjælpsarbejder skrev du rapporter fra Dafur, som journalist artikler om Dafur – og nu har du skrevet en bog. Hvorfor?

Identifikation. Der skal ansigter på. Det er mennesker som du og jeg, det handler om. Jeg har forsøgt at bruge mig selv som en motor, som et redskab til at hive læseren med ind. Man skal have følelser for det, som foregår dernede, ellers er det svært at blive sur på Rusland og Kina i FNs Sikkerhedsråd. Ellers bliver man så lille.

Malene Haakansson, f. 1975, har siden 2003 været ansat hos Folkekirkens Nødhjælp som advocacymedarbejder og katastrofejournalist.