Fixer i Mosul: ”Jeg er en slags babysitter”

Majd Helobi er 22 år, er fixer for vestlige medier og journalister i Mosul. "Jeg føler, journalisterne er mine børn. Det er derfor, jeg altid siger, de skal have vest på. Selv om de bliver irriterede," siger han

Hvor er du fra? 

”Jeg er fra Aleppo, Syrien. Jeg er syrisk flygtning og kom til Erbil i 2011. Mine forældre befinder sig stadig i Syrien. Jeg bor alene i en lejlighed i Erbil.”

Uddannelse? 

”Jeg læser handel og administration på universitetet i Erbil og arbejder fuld tid som fixer. Jeg har brug for pengene. Til skolen og familien.”

Hvad drømmer du om? 

”Mit drømmejob er at rejse og filme verden.” 

Hvorfor blev du fixer? 

”Jeg startede i oktober 2016. Min kæreste og jeg var arbejdsløse. Wall Street Journal efterspurgte en chauffør og en tolk. Det blev så mig og min kæreste. Vi fik 50 $ hver.”

Hvem har du arbejdet for?  

”TV 2, Getty Images, Wall Street Journal, CBS, USA Today, Jerusalem Post, Corriere della Sera, Heaps Magazine (Japan), CGTN Amerika (China Global Television Network).” [quote:0]

Hvad tjener du som fixer?

”Wall Street Journal lærte os, hvad jobbet gik ud på, og de var glade for vores indsats. De lærte os også, at vi tog alt for lidt, så de hyrede os fast i tre måneder, hvor vi fik 100 $ per dag. Jeg var kun chauffør, men fik 3.000 $ om måneden. I dag tager jeg 300-600 $ om dagen, så der er måneder, hvor jeg kan tjene op mod 7.000 $. Men man arbejder også som chauffør, tolk, sørger for sikkerhed, researcher historier og koordinerer det hele. Men der er aldrig nogen, der har betalt min forsikring.”


Majd Helobi på arbejde. Foto: Privatfoto
 

Hvor ofte har du stået på bylinen?

”Aldrig, tror jeg. Men jeg er ligeglad. Mit job er at være fixer. Det andet er deres job. Hvis jeg var journalist, var det anderledes.”

Ved dine forældre, hvad du laver?

”Nej. Min forældre er gamle og ville dø, hvis de vidste, hvad jeg lavede.”

Er der historier, du ikke vil lave?

”Der er visse spørgsmål, jeg ikke vil stille. Kulturelt eller politisk følsomme emner. Jeg vil også sige nej til historier, som kan ødelægge mit job. Jeg er jo broen mellem journalister og regeringen. Jeg kan ikke risikere at ødelægge den bro.”

Hvad er den farligste situation, du har oplevet?

”Engang var jeg i den gamle bydel i Mosul. Vi skulle til frontlinjen med det føderale politi. Pludselig opdagede vi, at vi var gået for langt. Frontlinjen var bag os. Vi befandt os reelt set på IS-område med tunneller overalt. Vi bevarede heldigvis roen, holdt vores kæft og fik arbejdet os tilbage igen.”

Hvilke regler følger du altid?

”Jeg bestemmer, om vi skal blive eller ej. Jeg risikerer ikke mit liv for 300 $. Jeg kan se i soldaternes øjne, om de er bange eller nervøse for situationen. Det er især, når de indtager et nyt område. I de tilfælde er jeg ligeglad med journalisternes historier. Jeg bekymrer mig om livet. Så kan vi lave historien en anden dag.”

Har du fysiske og psykiske mén af jobbet?

”Det påvirker mit liv. Det er svært for mig at se folk leve et almindeligt liv kun 70 kilometer væk fra krig og helvede. Journalister er her ofte kun en uge og rejser så hjem igen.”

Hvordan er det at arbejde med journalister?

”Fastansatte fokuserer ofte på ét mål, mens freelancere skal alt. De har brug for flere historier, og nogle freelancere presser meget på. Det vil være skamfuldt for mig ikke at få historien hjem. Eller hvis journalisterne blev sårede. Jeg føler, de er mine børn. Jeg er en slags babysitter. Det er derfor, jeg altid siger, de skal have vest på. Selv om de bliver irriterede.”

0 Kommentarer