search

”Der er journalister, jeg ikke vil arbejde med”

Dara Tahsin Assi er 29 år og fixer i Mosul. Han er glad for sit arbejde. Men det er ikke alle journalister, han vil arbejde med igen. "Fordi de har kompromitteret mit arbejde og vores sikkerhed. De er her kun en uge og tænker ikke på, at jeg bliver tilbage," fortæller han

Hvor er du fra? 

”Jeg er født i Kirkuk, men opvokset i Sulaymaniyah, hvor mine forældre og min forlovede bor. Men jeg har boet i Erbil siden 2011.”

Hvad har du af uddannelse? 

”Jeg fik aldrig færdiggjort gymnasiet, men har arbejdet som lastvognschauffør, solgt motorcykler, været sikkerhedsmanager hos Siemens, frivillig hos Peshmerga og sikkerhedsvagt for en general i den irakiske hær.”

Hvad drømmer du om? 

”Mit drømmejob er nok sikkerhedsrådgiver. Af international karakter.”

Hvorfor blev du fixer? 

”Jeg arbejdede hos Siemens og skulle en dag køre en vens journalist-veninde til Mosul. Jeg sagde op samme dag. Jeg kunne lide det og synes, jeg er god til det. Det er en blanding af at skabe relationer, lære nye mennesker og kulturer at kende samtidig med at kunne fortælle verden, hvad der er sket i Mosul, og hvordan IS har opført sig.”

Hvad skal en god fixer kunne? 

”Alt. Få dig igennem checkpoints, håndtere generaler, tage journalister til fronten, have kendskab til de civile, være chauffør, tolk, sikkerhedsrådgiver og ordne alle problemer. Som når en journalist tager video af en død soldat, når han ikke må, og man så skal mægle mellem parterne.” [quote:0]

Hvem har du arbejdet for? 

”LA Times, CNN, PBS, El Pais, Le Monde, japanske og brasilianske aviser.”

Hvad tjener du som fixer?

”Jeg tjener typisk mellem 500 og 900 $ per dag afhængig af mediets størrelse, hvor vi skal hen, hvad vi skal, hvor mange vi skal kontakte, og hvor svært det er at få historien i hus. Interview med IS-fanger kan koste fra 2.000 til op imod 4.000 $ for en dags arbejde. Det er meget omstændeligt. Det højeste, jeg har tjent på en dag, er 3.000 $.”


Dara Tahsin Assi på arbejde. Foto: Privatfoto
 

Har du fysiske og psykiske mén af jobbet? 

”Engang skulle jeg organisere et stort interview med en tv-station. Jeg var taget af sted alene i min bil til Mosul for at arrangere. Da jeg steg ud, blev jeg skudt i maven, men blev reddet af vesten. I starten kunne jeg godt græde over kvinder og børn, når jeg så dem. Jeg har også stået ved fronten og grædt. Det var da en lille pige løb mod os og elitestyrkerne. Vi råbte ’kom, kom, løb, løb’. Hun var så smuk. Men så blev hun ramt af en IS-snigskytte. Hun havde ikke gjort noget. Der gik jeg hen og græd.”

Har du procedurer, du altid følger? 

”Journalister lægger deres liv i mine hænder. Det er et stort ansvar. Også over for deres familier. Jeg har en regel om at køre hjem, før det bliver mørkt, hvis ikke vi sover der. Jeg tager aldrig mere end to journalister ad gangen, for man kan ikke styre det. Og så holder jeg altid ekstra øje med kvindelige journalister. Jeg har oplevet en kvindelig journalist, der blev krænket voldsomt i Mosul af en soldat … Hun sagde det først, da vi var kørt. Det gjorde mig rasende, jeg vendte om, jeg tilkaldte hans overordnede og sørgede for, at han fik sin straf.”

Den farligste situation, du har oplevet? 

”Jeg var med to freelancere. Jeg ville lade hæren gå ind først, men de ville følge dem. Jeg opponerede flere gange, men de insisterede. Så vi tog med soldaterne, og så blev vi angrebet af IS. De var meget stille på vejen hjem.”

Hvordan er det at arbejde med journalister? 

”De argumenterer imod ens rådgivning. Der er journalister, jeg ikke længere vil arbejde med. Også fra de store medier. Fordi de har kompromitteret mit arbejde og vores sikkerhed. De er her kun en uge og tænker ikke på, at jeg bliver tilbage. Jeg skal stadig kunne bevare mine kontakter og arbejde for nye journalister.” 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen