HISTORISK MATERIALE BLEV KøRT UD AF RIGSARKIVETS MAGASIN På STORE TRæKVOGNE FøR FIRE BERLINGSKE-JOURNALISTER KUNNE AFSLøRE NYT OM A.P. MøLLERS ROLLE UNDER BESæTTELSEN. EN AF REPORTERNE DRøMMER STADIG OM HELE FORLøBET – DER OGSå HAR FåET MERE KONTANT BETYDNING. BERLINGSKE ER SAT TIL SALG.

“Jeg tænkte: “Hold da kæft! Er det på grund af os! Han sælger sine aktier!” Det var totalt uvirkeligt for mig,” siger Christian Jensen, journalist, Berlingske Tidende.
Hans arbejdsplads skal have ny ejerkreds. En artikelserie i Berlingske har – sandsynligvis – fået A.P. Møller til at sælge sine aktier i avisen. En artikelserie, som Christian Jensen og tre af hans kolleger sendte af sted i efteråret 1999 med forsiderubrikken “Krigsdokumenter kaster kritisk lys over A.P. Møller” og “Rederen og Besættelsen” – sidstnævnte stod over en seks sider lang artikel inde i bladet.
Kilder på Esplanaden, hvor A.P. Møller har adresse, har fortalt kontakter på Berlingske, at A.P. Møller sælger som en direkte reaktion på avisartiklerne. Chefredaktør Peter Wivel, Berlingske Tidende, bliver kryptisk i tonen, når JOURNALISTEN spørger til det aktiesalg, der kan vende op og ned på det meste i dansk avispresse. Han afviser at kommentere med denne forklaring.
“Jeg er sikker på, at rigtige journalister er meget bedre til at opklare den sag end redaktørens rustne pen,” siger Peter Wivel.
“Jeg havde – og har – svært ved at forholde mig til, at vi sandsynligvis har udløst det salg – og jeg vil heller ikke forholde mig til det. Jeg er stolt af det arbejde, vi har lavet. Det er uden for vores rækkevidde, hvad effekten bliver – det skal vi ikke bekymre os om. Men det er vildt,” siger Christian Jensen.
“Det er i så fald en konsekvens af vores journalistik, og længere er den ikke,” siger Karl Erik Nielsen, journalist, Berlingske.
“Jeg havde ikke til hensigt, at det skulle føre til den her situation. Jeg anede ikke, at det ville få konsekvenser for Berlingske. Og havde jeg kunnet ane, at det fik de konsekvenser, så havde jeg lavet artiklerne alligevel.”

Våben til tyskerne
De fire Berlingske-journalister har dokumenteret, at en våbenfabrik med adresse i Københavns Frihavn – Riffelsyndikatet senere omdøbt til det mindre belastende ‘Dansk Industri Syndikat’ – som A.P. Møller var hovedaktionær i, leverede våben til tyskerne i et omfang, der klart overskred hensynet til samarbejdspolitikken.
Og journalisterne har dokumenteret, at våbenfabrikken efter krigen blev pålagt at betale en million-fortjeneste tilbage, fordi pengene var tjent ved økonomisk værnemageri.
Mærsk Mc-Kinney Møller var med et million-indskud i 1982 med til at redde Berlingske fra økonomisk deroute – og nu takker bladet ved at sværte faderens minde til, synes ræsonnementet at lyde. “De stillede spørgsmål vil ikke blive besvarede,” lød det lakonisk fra Mærsk Mc-Kinney Møller til de fire Berlingske-journalister – der angiveligt går under tilnavnet ‘Firebanden’ på Esplanaden – når de henvendte sig med spørgsmål.
“Det er jo også paradoksalt for ham,” siger Christian Jensen.
“Det officin, han var med til at redde, begynder at skrive kritisk om ham, hans virksomhed, hans far. Jeg kan godt forstå, at han som erhvervsmand bliver sur, men det her handler om journalistisk frihed. Det går forud for ejerskabet”.
Olav Hergel, journalist, Berlingske Tidende:
“Selvfølgelig ligner hans reaktion en slags hævn, men det er også i orden at hævne sig, hvis man vitterligt føler sig uretfærdigt behandlet.”
Researchen til historien om A.P. Møller og besættelsen tager sin begyndelse, da en historiker i sensommeren 1999 tipper Christian Jensen.
“”Der er nogle interessante oplysninger i ‘Gyths kasse’, som kan være med til at sætte nyt lys på A.P. Møllers rolle under besættelsen!” Sådan lød historikernes besked,” fortæller Christian Jensen.
Kaptajn Volmer Gyth var efterretningsofficer og med i gruppen ‘Ligaen’, der meddelte de allierede stort og småt om tyskernes aktiviteter i Danmark under besættelsen. Oplysningerne blev skrevet på maskine med minimal linjeafstand, nedfotograferet og smuglet ud af Danmark til London i barberkoste eller såkaldte rektalpatroner.
Selve kassen rummer 21 bind og står i Rigsarkivets afdeling for Forsvarets Arkiver under registernummer CLXVII. Den har været offentligt tilgængelig siden 1992, og udvalgte forskere har haft adgang til den i årtier. Med andre ord er det umiddelbart meget lidt sandsynligt, at journalister skulle kunne finde epokegørende oplysninger der.
“Det er et vanvittigt arkiv og meget vanskeligt at arbejde med,” siger besættelsestidsforsker Hans Christian Bjerg, leder af Forsvarets Arkiver i Rigsarkivet, og forfatter til en bog om Ligaen.
“Alt står hulter til bulter. Men nogle dygtige journalister er stødt på noget, fordi de ledte længe – og efter noget andet end historikerne. Så fandt de tre linjer om A.P. Møller hist og andet her. Det er som den berømte nål i en høstak,” siger Hans Christian Bjerg.

Nålen bliver fundet
Christian Jensen husker den dag, gruppen fandt den første nål i Volmer Gyths kasse:
“Vi så gentagne opfordringer fra danske efterretningsfolk til englænderne om at gribe ind over for våbenfabrikken og deres omfattende produktion til tyskerne. Efterretningsfolkene skriver lige ud, at ejerne af syndikatet er “pro-german or self-interested”. Det er jo stærke sager og noget af en kickstart at få på historien!” fortæller Christian Jensen.
Karl Erik Nielsen husker de første researchgennembrud således:
“Ligaen skriver gentagne gange oneliners: “Vi minder igen om Dansk Industri Syndikat, der arbejder dag og nat for tyskerne.” Først vil de have englænderne til at true syndikatet til at sænke produktionen. Men efter et halvt år opfordrer de indtrængende englænderne til at sende bombeflyene på vingerne,” siger Karl Erik Nielsen.
“Kassen er starten på det hele,” siger Christian Jensen. “Den er gearkassen på hele historien.”

Wivel siger stop
Efter de første spadestik ned i ‘Gyths kasse’ meddeler journalisterne på et redaktionsmøde i september 1999, at de er “på sporet af noget”. Endnu ved de ikke helt præcist hvad, og de vil derfor gerne grave videre, inden de melder historien højere oppe i systemet.
Men næste dag har chefredaktør Peter Wivel allerede fået nys fra søndagsredaktøren om, hvad gruppen arbejder med. Peter Wivel får en synopsis over historien – og fælder på den baggrund sin dom:
Den skitserede historie “vil ikke blive bragt i en avis, jeg har ansvaret på.” Wivel angriber hjertet i journalisternes research og kalder senere direkte efterretningsofficer Volmer Gyth for “en af de største idioter, hæren kunne opvise.”
Peter Wivel forklarer i dag til JOURNALISTEN, at han på baggrund af sine journalisters oplæg blandt andet ringede til den gamle modstandsmand Jørgen Røjel og spurgte, hvad han mente.
“Han sagde de forfærdeligste ting om Gyth, mens han nærede den største beundring for gamle A.P. Møller,” forklarer Wivel, der også støttede sig til den etablerede forskning.
“Derfor mente jeg, at vores journalister var på vej ud ad et forkert spor.”
På baggrund af Peter Wivels forsøg på at bremse researchen diskuterer journalisterne på Berlingske Tidende på et stormøde at nedlægge arbejdet i protest. Kun én stemme forhindrer det dramatiske initiativ – arbejdet fortsætter. I stedet modtager Peter Wivel en mistillidserklæring.
På den baggrund giver Peter Wivel grønt lys for, at researchen til artiklerne kan fortsætte, ligesom han beklager, at han ikke havde tillid til journalisternes egen dømmekraft. Og i dag fremhæver Christian Jensen, at Wivel virkelig vendte 180 grader:
“Han er vores bedste kritiker på historien. Han giver god og konstruktiv kritik. Går ind og siger: “Her skal I …”, og påpeger ting, der gør historien bedre. Og han roser den i efterkritikken i et sprogligt leje, der gør jyder helt flove,” siger Christian Jensen.
Men Wivels betagelse af historien er ikke total. Berlingske Tidende bringer således ingen leder om perspektiverne i afsløringerne – i modsætning til Information og Politiken.
Og alt i alt efterlades de fire journalister bag projektet i den paradoksale situation, at det er Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, der offentligt har uddelt de største roser.
“Det er flot!”, en “meget nuanceret dækning!” – og endelig: “Det skal I ikke skamme jer over!” sagde Seidenfaden til Peter Wivel i programmet ‘Mediehavet’ på P1 i efteråret 1999.

Tæt på at opgive
På trods af at Peter Wivel i oktober 1999 officielt giver grønt lys for at gøre researchen færdig, er gruppen meget tæt på at opgive.
Christian Jensen er på dette tidspunkt lige kommet til Berlingske fra Jyllands-Posten og er mildt sagt rystet over begivenhedsforløbet.
“Jeg var ny på avisen og kendte den ikke. Lige pludselig stod jeg inde i centrum, dybt inde i kernen af avisens sjæl, omgivet af interne problemer og trakasserier indbygget i avisen på grund af ejerkredsen. Det var hårdt. Jeg var personligt meget påvirket af det,” siger Christian Jensen – og sammenfatter således:
“Vi troede ikke, at vi nogensinde fik den historie trykt. Og vi snakkede om, at vi aldrig ville kunne skrive historien godt nok. Der lå et enormt pres på os. Vi kan aldrig nå rundt om hele komplekset, både A.P. Møller og besættelsen. Vi mistede modet. Vi overvejede at smide historien,” siger han – og dvæler eftertænksomt ved sine egne ord:
“Ja tænk sig – vi var sgu tæt på at smide den!”.
Tomas Kristiansen, med på historien fra første dag, supplerer:
“Vi vidste jo endnu ikke, om det kunne holde og var tæt på at stoppe. Vi svømmede mod strømmen.”

JP-revolutionen
Gruppen er ikke bare oppe imod en chefredaktør, der ikke støtter projektet helhjertet. Tre af dem er desuden forholdsvis nyansatte på Berlingske – også Karl Erik Nielsen og Tomas Kristiansen kommer fra Jyllands-Posten. Deres projekt med at kulegrave fortiden og sidde i støvede arkiver på jagt efter “et eller andet” bliver – måske lidt nedladende – omtalt som “JP-revolutionen” i gangene på Berlingske.
Fjerdemanden i gruppen er Olav Hergel, der har været på Berlingske i 15 år. Han kommer ind i gruppen efter stormødet og den megen diskussion. Han er med til at vende stemningen, fortæller Tomas Kristiansen:
“Olav (Hergel, red.) sagde, at han altid havde kunnet forsvare avisen, når den blev kritiseret for at være i lommen på aktionærerne. Men det kunne han ikke fremover, hvis researchen stoppede, inden det var dokumenteret, om der var en historie eller ej.”
Christian Jensen husker de afgørende timer således:
“En aften sagde vi så til hinanden: “Vi har sgu forpligtet os på at lave den historie. Det kan ikke nytte noget, at vi giver op nu!”. Det ville blive historien, der aldrig blev fortalt – det er ikke til at holde ud!”.
Efter en frustrations-pause på cirka 10 dage genoptager ‘Firebanden’ arbejdet.

Trækvogne med research
Da først beslutningen var taget, blev der kørt hårdt på.
“Vi kørte med hele trækvogne med dokumenter og læste og læste og læste. Fandt brikker og forsøgte at sætte dem sammen. På et tidspunkt kørte vi af sted fra Rigsarkivets magasin med en hel lufthavnsvogn med papirer,” siger Christian Jensen.
Og i ‘Gyths kasse’ gør gruppen nye afgørende opdagelser, der højner moralen. Efterretningsofficererne nøjes ikke med at opfordre englænderne til at bombe våbenfabrikken i Københavns Nyhavn – de sætter også A.P. Møller i forbindelse med våbenproduktionen.
“Vi får adgang til våbenfabrikkens regnskaber i Rigsarkivet. De viser, at A.P. Møller ejer cirka en tredjedel af aktierne. Han er den største aktionær! Det er grunden til, at vi interesserer os for A.P. Møller og senere vinkler på ham,” siger Karl Erik Nielsen.
Nu har de fire journalister en ganske interessant historie: A.P. Møller tjente penge på våbenproduktion – men de er ikke sikre på, hvor researchen peger hen, og hvad de skal skrive. Først meget tæt på skriveprocessen får de fat i de dokumenter, der mildner de diskussioner.

Værnemageri
Gruppen får fat i en rapport fra det såkaldte ‘Revisionsudvalget for tyske betalinger’, der i efterkrigstiden kulegravede økonomisk værnemageri i Danmark. En medarbejder har gemt rapporten på mikrofilm – og den afslører, at våbenfabrikken under krigen lå i heftig brevveksling med de tyske myndigheder. I alt er der 195 sider i rapporten – og ‘Revisionsudvalgets’ mest opsigtsvækkende konklusion er, at våbenfabrikkens aktiviteter må kaldes landsforræderi.
“Det er et klart gennembrud,” siger Christian Jensen.
Kort efter er journalist Tomas Kristiansen til møde med en tidligere ansat på Riffelsyndikatet. Kilden har givet Tomas Kristiansen en rapport, som er svær at gennemskue omfanget af umiddelbart. Tomas Kristiansen har derfor sat sig ind på en café i det indre København, for at bladre rapporten igennem, inden han tager tilbage til avisen.
Rapporten er fra 1950, året hvor syndikatet har 50-års jubilæum. Men noget egentligt festskrift er der ikke tale om – snarere en slags status. Og ikke nogen rar status:
Rapporten fortæller, at Dansk Industri Syndikat i 1950 fik en kendelse efter værnemageriloven og skulle betale op imod syv millioner kroner, som var tjent på ulovligt samarbejde med tyskerne.
“Det var første gang, vi fandt ud af, at der var afsagt en kendelse mod syndikatet,” siger Tomas Kristiansen, der skynder sig ind på avisen med sin opdagelse.
Karl Erik Nielsen:
“Hidtil havde vi kun antydninger om, at Ligaens folk gerne ville have syndikatet bombet, men vi havde ikke noget konkret på dem. Nu kan vi se, at det var ikke kun Ligaens folk, der var imod dem. Det var også det officielle Danmark, som mente, at der skulle tages et opgør med Riffelsyndikatet.”
“Da vi ser det, siger vi: “Okay, der er en historie her!” siger Karl Erik Nielsen.

Nyt eller gammelt?
De opsigtsvækkende oplysninger sætter gruppen i et dilemma, der er typisk for hele researchen: Er der tale om ny eller gammel viden?
“Hele forløbet igennem har vi været skeptiske over for vores oplysninger. Vi vidste aldrig, om der var tale om reelle gennembrud, fordi det drejede sig om historisk materiale,” siger Tomas Kristiansen.
Gruppen læser aviser fra fem måneder af 1950 – og ingen af dem nævner kendelsen. Det åbner et nyt skrækscenario – måske er oplysningerne forkerte … Det fremgår ikke, hvem der har skrevet rapporten.
Ved at sammenligne skrifttypen på den anvendte skrivemaskine med andre dele af deres research kan gruppen se, at det sandsynligvis må være syndikatets daværende direktør, der er den anonyme forfatter.
“Alt tyder på, at det er ham, der har skrevet den – men vi ved den dag i dag ikke hvorfor,” siger Tomas Kristiansen.
A.P. Møller afviser at kommentere kendelsen. Mærsk Mc-Kinney Møller må ellers formodes at kende den – han sad i syndikatets bestyrelse, da den blev afsagt. Men endelig har gruppen held – kendelsen findes i Rigsarkivet.
“Og så er historien hjemme,” siger Christian Jensen.

Skænderier
Men selv om historien er på plads, bliver offentliggørelsen af researchen udskudt en hel uge. Gruppen skændes om, hvilke formuleringer de skal bruge. Kan man skrive ‘dom’ når det er tale om en kendelse – kendelse går ikke i en rubrik. Og kan man bruge ordet ‘værnemager’, bare fordi historikerne gør det?
“Vi havde undervejs nogle alvorlige skænderier. Det var ikke bare diskussioner, det var regelrette skænderier. I hvilken retning skulle artiklerne gå? Og vi skændtes om vores dokumentation. Og om ordvalg,” siger Karl Erik Nielsen.
Efter diskussionerne kan gruppen fortælle historien om, at A.P. Møller var storaktionær i et våbenfirma, der efterfølgende skulle betale ulovligt tjente penge tilbage. Christian Jensen mener, den historie er god og væsentlig, fordi den fortæller en anden historie om A.P. Møller, end den historiebøgerne ynder at berette.
“Den journalistisk gode historie er jo at skrive op imod myten. Og det her er en hidtil ufortalt del af A.P. Møllers besættelseshistorie,” siger han.
“Billedet af A.P. Møller krakelerer ikke, men vi rokker ved billedet af ham,” siger Karl Erik Nielsen. “Det er vores konklusion.”

Drømme om Møller
Christian Jensen burde nu begynde at slette historien fra nethinden. Den er trykt i avisen. Snart udkommer den i udvidet form på bog – skrevet af tre af journalisterne – hvor også andre store danske firmaer kommer under lup, men historien vil ikke slippe ham.
“Jeg har læst mellem 18 og 20 timer i døgnet i perioder,” fortæller Christian Jensen.
“Og jeg har drømt om den her historie. Set scener fra besættelsen, hvor jeg forestillede mig, hvordan det var. Det gør jeg stadigvæk. Jeg ser våbenfabrikken. Og jeg har set A.P. Møller i mange situationer.”
“Sådan er det. Du forsøger at danne dig et billede. Du har jo researchet så meget, at du til sidst forsøger at forstå mandens psyke. Og når man er der-inde, så ved du, at historien er ved at være fuldbragt. At du er rigtigt tæt på. Og nu er der bare tomrum – vi skal bare videre.”
Også Olav Hergel slås med eftertanker.
“Jeg synes, at artiklerne blev meget personkritiske. Jeg har flere gange overvejet: Var det retfærdigt, det vi lavede,” siger Olav Hergel.
“Vi skrev den ukendte historie om manden. Og jeg tror, det, vi skrev, var rigtigt. Men selvfølgelig – hvis A.P. Møller åbner arkiverne, og de fortæller en anden historie, så vil jeg til hver en tid skrive den historie,” siger Olav Hergel.