Innovationsstøtte

Fik 3 millioner i støtte fra staten: Nu lukker Kiosk ned

Det digitale medie Kiosk er officielt sat i bero, oplyser investeringsselskabet bag

Mediet Kiosk skulle som den næststørste modtager af tilskud fra Innovationspuljen i 2020 bringe nyheder ud til danskerne i en ny form.

Men som Journalisten for nyligt kunne fortælle, har mediet ligget stille hen siden februar.

Nu er mediet imidlertid officielt lagt i graven. Det oplyser investeringsselskabet bag, FST Growth, i en pressemeddelelse:

”Det er ikke lykkedes at skabe en realistisk model med en ekstern partner, og derfor er driften af Kiosk sat i bero og eksisterende abonnenter og indholdsaftaler opsagt,” lyder det i pressemeddelelsen, der er underskrevet af FST Growth-direktør Morten Andersen:

”Det har som forventet været en vanskelig, men også spændende og lærerig udviklingsproces, som vi desværre ikke er lykkedes med at sende videre i et nyt partnerskab,” udtaler han i pressemeddelelsen, hvor det også fremgår, at han fratræder sin stilling ved udgangen af juli.

FST Growth er stiftet af Fyens Stiftstidende og Den Fynske Bladfond, som ved siden af de tre millioner fra Innovationspuljen har investeret 2,5 millioner kroner i Kiosk.

Fik beskeden start

Kiosk fik i sin tid en beskeden start, da Journalisten i august 2021 kunne fortælle, at mediet blot havde haft i alt 25.000 besøgende i løbet af de mange måneder, siden det var gået i luften i januar 2021.

Til sammenligning har eksempelvis Ræson.dk 25.000 unikke besøgende hver måned.

Sådan skulle tallene dog ikke tolkes, mente daværende chefredaktør Lasse Handberg, som dengang sagde:

”Det går skidegodt. En ting er at bygge en rumraket. En anden ting er at få den til at flyve. Men vi er i luften.”

På spørgsmålet om, hvorvidt 25.000 besøgende var meget eller lidt, svarede han:

”Det er som at spørge ‘Hvad er højest? Et tordenskrald eller Rundetårn?’ Det er et antal, jeg er glad for, og nok til, at vi kan lave evidensbaserede erfaringer ud fra det.”

Brugertal ikke eneste mål

Siden blev Lasse Handberg i januar 2022 detroniseret fra chefredaktørposten, da det kom frem i Berlingske, at han havde mistet sin post som medlem af Projektstøtteudvalget for Scenekunst på grund af anklager om krænkende adfærd.

Lasse Handberg blev dog ikke afskediget fra Kiosk, men fik en anden rolle som projektudvikler.

Ved Anne Mette Thranes fratræden i august sidste år sagde Morten Andersen til MediaWatch, at Lasse Handberg igen blev konstitueret som redaktør for mediet.

Til MediaWatch fortalte Morten Andersen i august sidste år, at mediet i alt havde haft 100.000 unikke besøgende og omtrent 60.000 downloads af podcasts på det tidspunkt.

Kiosk er ikke det eneste medie med innovationsstøtte i ryggen, der har været i vanskeligheder. For nyligt kunne Journalisten fortælle, at mediet Vid&Sans er lukket ned efter halvandet år på grund af økonomiske vanskeligheder.

I pressemeddelelsen oplyser FST Growth også, at investeringsselskabet har et overskud på 13 millioner som følge af salg af produkterne Kinzen og JobDanmark. Efter Morten Andersens exit skal FST Growth nu igennem en strategiproces, hvor man vil afdække den fremtidige retning og ledelse, samt indgå i et tættere samarbejde med JFM-koncernen.

Viceadministrerende direktør i JFM, Bjarne Munck, træder desuden ind i bestyrelsen for FST Growth.

0 Kommentarer