Innovationsstøtte

Kiosk fik 3 millioner af staten: Nu har mediet været dødt i 72 dage

Direktøren vil ikke forklare, hvorfor mediet har ligget dødt siden starten af februar

Mediet Kiosk var den næststørste modtager af tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsens såkaldte Innovationspulje i 2020, hvor mediet modtog 3 millioner kroner til at etablere et digitalt medie.

Men i dag, hvor støtteperioden er overstået, er mediet inaktivt.

I hvert fald er der ikke udgivet en artikel på mediet siden 1. februar.

I august sidste år meldte direktør Morten Andersen fra investerings- og vækstselskabet FST Growth ud i MediaWatch, at chefredaktør Anne Mette Thrane skulle spares væk, så omkostningerne kunne holdes nede for at gøre mediet klar til et videresalg.

Vil ikke svare på spørgsmål

FST Growth er stiftet af Fyens Stiftstidende og Den Fynske Bladfond, som ved siden af de tre millioner fra staten har investeret 2,5 millioner kroner i Kiosk.

I interviewet med MediaWatch fortalte direktør Morten Andersen også, at produktionen var skruet ned til et minimum, indtil man havde fundet en ny partner.

Men i dag afviser han at svare på, hvorfor produktionen er skruet ned til nul, og mediet ikke har udgivet noget i 72 dage.

Til Journalisten fortæller han, at han ikke har tid til interview i dag på grund af møder, og at han heller ikke får tid før sidst i april, hvor han gerne vil fortælle mere.

Dermed har det heller ikke været muligt for Journalisten at spørge ind til, hvordan man vil sælge et inaktivt medie videre.

På Kiosks hjemmeside kan man også konstatere, at Anne Mette Thrane stadig står anført som ansvarshavende chefredaktør i sektionen ’Om os’. Til Journalisten fortæller hun, at det må være en fejl, da hun ikke længere er tilknyttet, og henviser derudover til Morten Andersen.

25.000 besøgende var ”skidegodt”

Kiosk fik i sin tid en beskeden start, da Journalisten i august 2021 kunne fortælle, at mediet blot havde haft i alt 25.000 besøgende i løbet af de mange måneder, siden det var gået i luften i januar 2021.

Til sammenligning har eksempelvis Ræson.dk 25.000 unikke besøgende hver måned.

Sådan skulle tallene dog ikke tolkes af daværende chefredaktør Lasse Handberg, som dengang sagde:

”Det går skidegodt. En ting er at bygge en rumraket. En anden ting er at få den til at flyve. Men vi er i luften.”

På spørgsmålet om, hvorvidt 25.000 besøgende var meget eller lidt, svarede han:

””Det er som at spørge ”Hvad er højest? Et tordenskrald eller Rundetårn?” Det er et antal, jeg er glad for, og nok til, at vi kan lave evidensbaserede erfaringer ud fra det.”

Brugertal ikke eneste mål

Siden blev Lasse Handberg i januar 2022 detroniseret fra chefredaktørposten, da det kom frem i Berlingske, at han havde mistet sin post som medlem af Projektstøtteudvalget for Scenekunst på grund af anklager om krænkende adfærd.

Lasse Handberg blev dog ikke afskediget fra Kiosk, men fik en anden rolle som projektudvikler.

Ved Anne Mette Thranes fratræden i august sidste år sagde Morten Andersen til MediaWatch, at Lasse Handberg igen blev konstitueret som redaktør for mediet.

I dag fortæller Lasse Handberg til Journalisten, at han ikke længere er konstitueret redaktør for Kiosk, og altså heller ikke en del af Kiosks eventuelle fremtid.

Han stoppede på Kiosk i december, efter at tilskuddet fra staten var afsluttet og afrapporteret.

Over for Journalisten medgiver han, at det lige nu ikke er et aktivt medie, men han synes stadig, at der ligger et interessant udviklingsarbejde bag, at projektet leverede noget nytænkning og et ”proof of concept”.

Til MediaWatch fortalte Morten Andersen i august sidste år, at mediet i alt havde haft 100.000 unikke besøgende og omtrent 60.000 downloads af podcasts på det tidspunkt.

Brugertal skal dog ikke være det eneste mål for et medies succes, hvis det modtager innovationsstøtte, mener Lasse Handberg:

”Situationen i mediebranchen er alvorlig nok til, at jeg synes, at det er for snævert alene at kigge på antal brugere som succeskriterie. Og der fandt vi frem til et andet mediesetup og nogle andre forretningsmodeller, som jeg ikke vil afsløre lige her, som selvfølgelig også udviklede sig over den her innovationsperiode,” siger han.

Og tiden må vise, om Kiosk kan nå en flyvehøjde, tilføjer han:

”Der bliver også investeret i grundforskning fra statens side, og det giver ikke nødvendigvis et resultat nu og her,” siger han og tilføjer, at innovationsdelen vil forsvinde, hvis Medienævnet gør det til et krav, at medierne, der modtager støtte, skal ”være en brugersucces fra start af”.

Kiosk er ikke det eneste medie med innovationsstøtte i ryggen, der er i vanskeligheder. I går kunne Journalisten fortælle, at mediet Vid&Sans er lukket ned efter halvandet år på grund af økonomiske vanskeligheder.

0 Kommentarer