search

»Du ved ikke, hvordan det skal ende«

Det kan koste dig en mindre formue og trække ud i årevis at blive stævnet for injurier - uanset om du vinder eller ej. »Det svækker øjeblikkeligt ens autoritet som chefredaktør, og det er meget tidskrævende og belastende,« siger redaktør. Læs her, hvordan en injuriesag kan ramme dig.  

Det kan koste dig en mindre formue og trække ud i årevis at blive stævnet for injurier – uanset om du vinder eller ej. »Det svækker øjeblikkeligt ens autoritet som chefredaktør, og det er meget tidskrævende og belastende,« siger redaktør. Læs her, hvordan en injuriesag kan ramme dig.

Jeg har ofte oplevet journalister blive helt ude af den, når stævningsmanden tropper op med en stævning om æreskrænkelse. Og det kan jeg godt forstå. At blive stævnet i en injuriesag kan sammenlignes med pludselig at få at vide, at man måske lider af en alvorlig sygdom – du ved ikke, hvordan det skal ende.«

Sådan siger advokat Asger Thylstrup, der har skrevet fagbogen Injurier og siden 1970'erne har forsvaret journalister i for eksempel Det Berlingske Officin i sager om injurier. For øjeblikket forsvarer han filmmagasinet Ekko i en sag mod Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen.

Injurieparagrafferne indeholder ord som 'bagvaskelse', 'æreskrænkelser', 'tort' og 'mortifikation'. Det lyder som noget fra en svunden tid. Men injuriesager er ikke gået af mode. Ud over Zentropas stævning af filmmagasinet Ekko er forbrugerprogrammet Kontant blevet stævnet af en gruppe boligadministratorer. Den Danske Forening har stævnet FORSKERforum.dk, og Naser Khader trækker Se og Hør i retten, fordi ugebladet bliver ved med at gentage, at der er blevet udført sort arbejde på hans adresse. Journalist Per Michaelsen er på vej til at stævne Politiken for bagvaskelse, fordi avisen har kaldt ham stasi-agent og "storspionen, alle leder efter".

Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, kræver 250.000 kroner i erstatning af filmmagasinet Ekko.
»Det første, man mister i en injuriesag, er sin ytringsfrihed,« siger chefredaktør Claus Christensen. Han ønsker kun at svare på spørgsmål per mail. Alt, hvad han siger, vil nemlig kunne blive brugt imod ham i retssagen.
"Man har lyst til at oplyse offentligheden om, at sagsanlægget er langt ude, men det er svært at dække en sag, som man selv er del af, og på grund af den juridiske proces er man tvunget til at gå på listefødder," skriver han til Journalisten.

Han og journalist Mikkel Kofod er stævnet for en artikel, hvor Ekko skrev, at 750 skuespillere betalte penge for at gå til casting på et Zentropa-projekt, der aldrig blev lavet.
Artiklen har fået Peter Aalbæk Jensen til at udtale, at »redaktøren skal knaldes big time«.
Claus Christensen siger, at Zentropas anklage efter hans bedste overbevisning er grundløs. Men bare det at få en injuriesag rejser en mistanke, der er svær at ryste af.
»Det svækker øjeblikkeligt ens autoritet som chefredaktør, og det er meget tidskrævende og belastende,« forklarer Claus Christensen.


Journalist Michéle Bellaiche, Nordisk Film TV, blev ramt af injuriesag efter TV 2-programmet Klamphuggerne: »Han sagde, at min journalistiske karriere ville ligge i ruiner.« – foto_ Per Arnesen/TV 2

Ekstra lag på virkeligheden
Gå ind på denne URL – www.bit.ly/Srcuhr – med din smartphone eller tablet og følg instruksen.
På den måde henter du den gratis app Aurasma Lite. Scan derpå fotoet af Michèle Bellaiche – og se, hvad der sker.

Sidste år blev Michèle Bellaiche fra Nordisk Film TV frikendt i to injuriesager. Begge fordi hun havde været vært på TV 2-programmet Klamphuggerne, der afslørede sjusk i byggebranchen. Firmaerne bag de to stævninger mente, at beskyldningerne om byggesjusk i programmerne var udokumenterede, og de krævede i alt en erstatning på 14,5 millioner kroner.
»Det er jo ens troværdighed som journalist, der bliver udfordret i en injuriesag. Sådan er det for alle. Men som vært på tv er det næsten værre, fordi man optræder med ansigt. Heldigvis var medierne gode til at skrive det, da vi vandt,« siger hun om sagerne, der strakte sig over flere år.

Som vært på kriminalprogrammet Station 2 har Michèle Bellaiche prøvet at blive truet af lidt mere "primitive typer", der for eksempel sagde, at de vidste, hvor hun boede.
»En stævning er mere sofistikeret,« siger hun.
Hun fik at vide, at hun ville blive retsforfulgt, øjeblikket efter at interviewet med direktøren var i kassen.
»Han sagde, at de ville anlægge sag, og at de havde nogle af de bedste advokater, og min journalistiske karriere ville ligge i ruiner,« fortæller hun.

Hendes første reaktion var ubehag.
»Senere tænkte jeg, at så var det heller ikke værre. Vi havde en god sag, og researchen var i orden.«

i 2010 fik Jørgen Dragsdahl byrettens ord for, at det var injurier, da historikeren Bent Jensen i en kronik i Jyllands-Posten i 2007 skrev, at Jørgen Dragsdahl arbejdede som KGB-agent under den kolde krig.
Alligevel klæber sagen.
»Det er en slem aura omkring det at være involveret i en injuriesag. Det kan bedst opsummeres i vendingen, jeg nogle gange hører, nemlig "at Jørgen Dragsdahl har dom for, at han ikke er spion",« fortæller han.

Der findes ikke en samlet statistik over antallet af injuriesager. Spørger man i retskredsene, er der ikke noget mønster i, om der er en stigning eller ej. Men én ting er sikkert, siger advokat Asger Thylstrup – injuriesager er en bekostelig affære.
»Advokatomkostningerne alene kan let løbe op i 100.000 kroner,« siger han.

Hvis du taber, skal du ud over egen advokat betale modpartens omkostninger og eventuelt dagbøder og erstatning. Hvis du vinder, og sagen bliver anket, skal du til lommerne på ny. Det mest almindelige er dog, at redaktører og journalister får betalt deres advokatudgifter af deres arbejdsplads.

I den ene af de to sager mod TV 2-programmet Klamphuggerne, hvor Michèle Bellaiche var vært, krævede firmaet 13,8 millioner kroner i erstatning.
»Jeg regnede jo ikke med at tabe, men jeg blev glad, da Nordisk Films direktør fortalte, at han og TV 2 nok skulle betale, hvis det blev nødvendigt,« siger Michèle Bellaiche.

Freelanceren Jørgen Dragsdahl havde derimod ikke en arbejdsgiver, der kunne dække hans udgifter. Da sagen med spionanklagerne kom frem, mistede Jørgen Dragsdahl en fast indtægt som kommentator i Hjemmeværnsbladet og CS-bladet, og han har siden været ledig i længere perioder.
Efter sejren i byretten i 2010 indsamlede en støtteforening 1,1 millioner kroner til Jørgen Dragsdahl, og hans mellemværende med advokaten Henrik Holm Nielsen blev løst, ved at advokaten indvilgede i at sænke sit honorar betydeligt.

Bent Jensen har siden anket byretsdommen, så sagen skal føres på ny i 2013. Økonomisk betyder det, at erstatningen fra byretten ikke bliver udbetalt, før der falder dom i Østre Landsret.
»Jeg har ikke penge til en sagfører,« siger Jørgen Dragsdahl, der har fået afslag på fri proces.


Journalist Jørgen Dragsdahl fik rettens ord for, at han ikke måtte kaldes KGB-agent, men »der er en slem aura omkring det at være involveret i en injuriesag«. – foto: Søren Skarby/Polfoto

På spørgsmålet om, hvad journalister typisk bliver dømt for, siger Asger Thylstrup, at det ikke altid er nok, at mediet følger de presseetiske bud om at konfrontere kilden med anklagerne.
»Derimod er det sikkert, at et godt sandhedsbevis for en sigtelse fører til frifindelse,« forklarer han.
Domspraksis viser, at medier i realiteten kun bliver dømt, hvis journalisten anklager nogen for at have gjort noget ulovligt – og efterfølgende ikke kan bevise det. Kendelserne viser, at der er større frirum til værdidomme – "politiker favoriserer sine venner", end faktuelle påstande – "politiker er korrupt".

»Journalisten bliver dømt, hvis han for eksempel skriver, at en direktør har taget af kassen, men ikke har dokumentation for det. Til gengæld kan han godt kalde direktøren et eller andet mindre pænt, blot der ikke ligger en sigtelse i betegnelsen,« forklarer Asger Thylstrup.

Sammenlignet med stævninger er Pressenævnets sagsbehandling lynhurtig og gratis. Men Jørgen Dragsdahl siger, at han i 2007 ikke overvejede at indbringe sagen om Bent Jensens kronik for Pressenævnet.
»Men alle og enhver er jo fløjtende ligeglade med, hvad Pressenævnet siger. Kendelserne bliver placeret langt inde i avisen,« siger han.

Har du fortrudt, at du stævnede ham?
»Det er svært at svare på. Reelt havde jeg ikke noget valg. Det var nødvendigt. Sagførere plejer at råde deres klienter til at lade være. Jeg plejer at sige: "Tænk dig allerhelvedes godt om".«

Efter at have tænkt sig om i fire måneder besluttede FORSKERforums redaktionsleder, Jørgen Øllgaard, i begyndelsen af oktober, at han hellere ville tage en retssag om injurier anlagt af Den Danske Forening – end indgå forlig med foreningen.
»Vi er jo en lille redaktion med begrænsede ressourcer. Jeg har personligt brugt mindst en uge på sagsanlægget, og dertil kommer advokatomkostninger. Det har i perioder gjort mig meget træt,« siger Jørgen Øllgaard til journalisten.dk.

I en artikel havde han skrevet, at foreningen gav plads til "højreorienterede sympatier helt ud til neo-nazisme og holocaustbenægtere". Det mener DDF er injurierende. Foreningen har krævet, at artiklen fjernes fra hjemmesiden, og at foreningen får 25.000 kroner i godtgørelse. Det nægter FORSKERforum.
»Nu kører vi sagen. Vi vil ikke føje os for deres krav om selvcensur. Den gråzone, som foreningen fungerer i, skal vi som journalister da kunne beskrive,« siger han.

23. oktober tilbød Zentropas bestyrelsesformand, Allan Hansen, at mægle mellem Peter Aalbæk Jensen og Filmmagasinet Ekko. Ved Journalistens deadline var der endnu ikke indgået forlig.

Her blev mediet frikendt
De 12 tegninger i Jyllands-Posten førte til, at en række muslimske organisationer rejste en injuriesag mod chefredaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose. Vestre Landsret frifandt i 2008 avisen ved at henvise til tegningernes satiriske form. Ifølge landsretten er det en kendsgerning, at der er forøvet terrorhandlinger i islams navn, og at det ikke er retsstridigt at gøre dette forhold til genstand for satirisk fremstilling.

Her blev mediet dømt
I juni 2011 blev DR i Østre Landsret kendt skyldig i injurier mod Rigshospitalet og en overlæge for udsendelsen Lægen ved bedst. En tilrettelægger og DR's dokumentarchef blev idømt og skulle betale sagsomkostninger for landsretten på 90.000 kroner. Programmet hævder med støtte fra internationale eksperter, at en navngiven overlæge på Rigshospitalet bevidst tilbageholdt informationer om en godkendt behandling for døende lungehindekræftpatienter. I stedet fik patienterne forsøgsmedicin. Ifølge landsretten manglede der beviser for påstanden.

Her blev sagen droppet
I maj 2012 truede lokalpolitikeren Tommy Kamp med at stævne BT for injurier. BT havde ifølge Kamp "fuldstændig åbenlyst og mod bedre vidende" viderebragt løgne om Tommy Kamp. Lokalpolitikeren fra Køge skulle blandt andet have fået gratis middag sammen med folketingsmedlem Henrik Sass Larsen, mod at cafeen fik en tilladelse til udeservering. Tommy Kamps advokat, Henrik Stagetorn, oplyser, at der ikke er blevet gjort mere ved sagen.

Injurier ifølge straffeloven
INJURIER. Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse. Det er i realiteten kun ”udbredelse af sigtelser”, journalister kan blive dømt for.
 
STRAF. Den normale straf for injurier er bøde. Ingen mediefolk er blevet fængslet for injurier i Danmark de seneste 60 år.

ALMEN INTERESSE. En sigtelse er straffri, hvis dens sandhed kan bevises. Eller hvis den er fremsat, fordi den har berettiget almeninteresse. De senere år er ”offentlig interesse” – som medier typisk forsvarer sig med – blevet tillagt større værdi. Normalt bliver medier frifundet for injurier, når journalistikken lever op til standarder for god journalistik og har dokumentationen i orden.

PRIVATLIVETS FRED. Alvorlige beskyldninger om private forhold er strafbare – selv om oplysningerne er korrekte.

BAGVASKELSE. Det er skærpende, hvis beskyldninger bliver fremsat mod bedre vidende. Det kaldes bagvaskelse.

MORTIFIKATION. Oven i en dom for injurier kan man blive dømt til at betale til at få offentliggjort dommen.

TORT. Strafbare injurier giver den krænkede ret til økonomisk godtgørelse for det psykiske ubehag.

FORÆLDELSESFRIST. Fristen for at anlægge en injuriesag er seks måneder.

Kilder: Mediejura.dk og advokat Asger Thylstrup

Kommentarer
1
André Tommy pedersen
02.09.15 18:24
Jeg har en gedigen sag, hvor
Jeg har en gedigen sag, hvor Jeg er oppe imod hele det Danske stats apparat Jeg derfor tilhørende bedt Russerne om Hjælp da Jeg ikke ved hvad Jeg skal stille op. Venligst ;)
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen