Dorte Toft blev helten, der gennemskuede Stein Bagger. Men det kunne også være gået galt. Freelance-bloggeren stod til at koste sin arbejdsgiver 100.000 kroner, men så faldt Stein Baggers skeletter ud af skabet.
BLOGHELTEN. Dorte Toft kunne stort set ikke sove om natten. Nu var det endelig kommet frem, at IT Factory var det luftkastel, hun længe havde haft under mistanke. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende.
Samtidig fik Dorte Toft travlt som aldrig før. Pludselig ville alle have fat i hende. Fra at være en nørdet it-blogger på Business.dk med en lille trofast læserskare blev hun pludselig udråbt til at være årets bud på en Cavling-vinder. Hun fik fans, og sågar forfatteren Morten Sabroe meldte sig som beundrer. Lykønskningerne strømmede ind på hendes blog. Zentropa ville selvfølgelig have fat i hende for at lave filmen. Der var bud fra både TV 2 News, "Jersild Live" og "Deadline". Da fagbladet Journalisten mødte Dorte Toft, to dage efter at IT Factory-dramaet blev sluppet løs, var Dorte Toft stadig i højeste gear. Lasse Jensen fra "Mennesker og Medier" skulle også komme forbi senere samme eftermiddag. Og bloggen skulle også passes. Dorte Tofts mand var for en stund blevet personlig sekretær og gate-keeper, som venligt tog imod telefonopkald og gæster.
MED ET TRYLLESLAG var der mandag den 1. december blevet vendt op og ned på styrkeforholdet mellem Dorte Toft og IT Factory. Hele lørdagen forinden havde hun ellers brugt på møjsommeligt at forberede en retssag.
Stein Bagger havde gennem sin advokat stævnet Berlingske for at tillade grove og anonyme indlæg på Dorte Tofts blog på Business.dk. For de ærekrænkende indlæg krævede Stein Bagger 100.000 kroner i erstatning. Retssagen kunne ikke undgås. Sådan lød den klare besked fra chefredaktør Lisbeth Knudsen til Dorte Toft om fredagen, kun tre dage før det hele gik amok.
Truslen om en retssag havde ligget som en faretruende sky i horisonten igennem flere uger. Det har siden vist sig, at mange af påstandene om Stein Bagger var sande. Men da de først blev lagt ud på Dorte Tofts blog, var der tale om en række udokumenterede indlæg fra læserne.
De anonyme debattører hævdede, at Stein Bagger ikke havde hverken ph.d. eller mastergrad, og de undrede sig over, hvem IT Factorys kunder egentlig var, og hvad IT Factory reelt lavede.
På spørgsmålet, hvad der var sket, hvis IT Factory ikke selv havde afsløret skandalen, eller det aldrig var lykkedes at finde belæg for anklagerne på bloggen, svarer Dorte Toft prompte:
»Så havde det kostet Berlingske 100.000.«
Dorte Toft er ikke i tvivl, selv om regelgrundlaget er indviklet. Hvis et medie foretager en egentlig redigering af kommentarerne til en blog, så kan mediet gøres medansvarlig for kommentaren efter medieansvarsloven – præcist som hvis der var tale om unavngivne læserbreve i en avis.
Hvis der ingen redigering er, gælder den almindelige lovgivning. I den situation er hver enkelt bruger ansvarlig for sine egne kommentarer. Mediet kan dog blive gjort ansvarlig for kommentarerne, hvis mediet bliver gjort opmærksom på, at der er problematiske kommentarer og derefter undlader at fjerne dem.
Det forklarer chefjurist i Danske Dagblades Forening Holger Rosendal.
Dorte Toft havde i flere perioder været nødt til at indføre moderation på sin blog og dermed redigering. Dorte Toft skulle nemlig klikke ja eller nej til indlæg, inden de røg ud på bloggen. Det blev nødvendigt, da der løb spam-agtige kommentarer ind på bloggen med sexistisk indhold og trusler.
DORTE TOFT LUFTEDE første gang sin undren over IT Factory for over et år siden. Gennem flere år havde det undret hende, hvordan både komikeren Finn Nørbygaard og bestyrelsesformanden Asger Jensby havde fortalt vidt og bredt om deres kæmpe indtjening på it-eventyret.
"Men spis brød til, kære venner. Milliarderne er jo foreløbig kun på papiret," lød advarslen fra Dorte Toft i blogindlægget den 5. december 2007 med rubrikken: "Rigmanden Finn Nørbygaards papirpenge."
"Jeg er altid skeptisk over for milliardvurderinger af danske firmaer, der ikke har nogen lang, sund track record, en ofte noget uigennemsigtig selskabskonstruktion, og hvor der er storaktionærer, der konstant blæser værdier op over for offenligheden :-)," lød den afsluttende bemærkning.
EN ANONYM KOMMENTAR TIKKEDE ind seks dage senere: "Man bliver vel altid lidt skeptisk, når man finder ud af, at selskabets ene hovedaktionær – Agios United SA – er placeret på Nieu Island, som er en lille ø i Polynesien. Hvorfor det?"
Dorte Toft svarede hurtigt tilbage og måtte spørge, om det ikke var Niue Island. En lille øgruppe i Stillehavet, hvor virksomheder kan ligge i skattely. Og selvfølgelig måtte hun også høre, hvor kommentatoren havde den oplysning fra?
"Det fremgår af årsregnskabet – sidste side," lød det korte svar fra en anonym under navnet ABC.
I de næste par måneder skete der ikke stort i sagen omkring IT Factory på Dorte Tofts blog. Lige indtil den 11. august, hvor hun sendte et nyt blogindlæg ud. Her undrede hun sig igen over den kolossale vækst, IT Factory skabte. "Efter mange lig i grøften skabte IT Factory rigmænd," hed blogindlægget. Det indlæg fik for alvor de anonyme tippere til at komme på banen.
Efter godt en uge skrev en anonym person under dæknavnet Muller et indlæg. Muller undrede sig over, hvem IT Factorys partnere, kunder og slutkunder var. "Læser IT Factory slet ikke med her?" spurgte Muller i bloggens kommentarfelt.
I alt havde Dorte Toft tre-fire anonyme tippere på blog og per mail. De fodrede hende løbende med værdifulde oplysninger og spor. De havde dæknavne som Maude Van Appel, John Doe og Muller. Dorte Toft ved i dag selv, hvem de er, bortset fra en enkelt, som hun har valgt ikke at få til at give sig til kende.
MENS SPØRGSMÅLENE OM, hvordan IT Factory opnåede sin gigantiske vækst, fortsat stod ubesvarede hen, skete der noget, som fik de anonyme bloggere til at fare til tasterne igen. Computerworld kårede den 24. september IT Factory til Danmarks Bedste IT-virksomhed 2008.
"Den gyldne Fabrik" blev virksomheden døbt på forsiden af Computerworld. Stein Bagger fik god plads til at fortælle om alle sine meritter og bedrifter. Det var som at kaste nyt kød for løverne. For første gang skrev Muller, at Stein Bagger ikke havde den ph.d. eller master, som han påstod.
Det fik Stein Baggers ekskone, Martina Bagger, på banen. Hun bedyrede på bloggen, at Stein Bagger havde en ph.d.. Hun var sammen med ham, da han tog den, og havde selv set ham knokle for den.
På det tidspunkt begyndte Stein Bagger og hans folk at røre på sig. Stein Bagger krævede gennem sin advokat, at flere indlæg blev fjernet fra bloggen. Dorte Toft valgte at slette en halv snes kommentarer, fordi der ikke var beviser for anklagerne.
På Computerworld havde de også modtaget en stribe mails og indlæg fra læsere. De opfordrede bladet til at tjekke de mange påstande og rygter om IT Factory. Da chefredaktør Jan Horsager kom tilbage fra Computerworlds kåring af IT Factory, lå der tips om it-virksomhedens samarbejdspartnere og links til svenske artikler om samarbejdspartnerne. Det var stof, der tegnede et helt andet billede.
I første omgang lagde Computerworld historien på hylden. De havde allerede brugt mange ressourcer på guldnummeret om IT Factory. Men læserne krævede svar. De ville vide, hvad der kom ud af Computerworlds research.
To journalister blev sat på sagen, men der var ikke hul igennem. Jan Horsager var ved at give op.
»Det er ingen kritik af redaktionen. Vi stod bare med panden mod muren,« siger Jan Horsager.
Som sendt fra himlen ringede Dorte Toft en dag til Computerworld og spurgte, om de også var blevet truet med retssager af IT Factory. Det var de ikke, men de to parter besluttede at slå pjalterne sammen. Dorte Toft havde kontakten til de anonyme kilder, og Computerworld ville gerne lægge spalter til og sætte en journalist og en praktikant på sagen.
På det tidspunkt havde Dorte Toft også forhørt sig hos en af de garvede erhvervsjournalister på Berlingske Business, men han var travlt optaget af finanskrisen.
ET SPLITSEKUND EFTER at Dorte Toft havde ringet til Computerworld, ringede Erik Ove, Stein Baggers kommunikationsrådgiver, til Computerworld. Erik Ove tilbød et interview, så luften kunne blive renset. Datoen blev sat. Onsdag den 29. oktober 2008 mødtes Stein Bagger og Erik Ove med Jan Horsager, journalist Kristian Hansen fra Computerworld og Dorte Toft.
På mødet fremviste Stein Bagger et diplom i glas og ramme for den ph.d., han påstod, at han havde. Han tilbød også, at de i slutningen af interviewet kunne ringe op fra en konferencetelefon til universitetet i USA og få bekræftet diplomets ægthed. Det tilbud afslog Dorte Toft.
»Hvis man vil svindle, så er det da det ældste trick,« siger Dorte Toft og minder om, at det var lige præcis det trick, journalisten Stephen Glass brugte, da han opdigtede historier på The New Republic.
Siden er det kommet frem, at der sad en amerikansk skuespillerinde i den anden ende af røret hyret til at spille sekretær på det universitet, hvor Stein Bagger angiveligt skulle have taget sin ph.d.
Efter mødet ringede Erik Ove op til Dorte Toft, som holdt fast på, at hun stadig ikke havde grund til at tro på, at Stein Bagger havde en ph.d.
Efter den samtale opgav Stein Bagger og Erik Ove at kommunikere med Dorte Toft.
"Når fakta benægtes, afvises og fordrejes, må vi beklageligvis konstatere, at vi næppe er i stand til at tilfredsstille Dorte Toft, selv ikke når fakta kan dokumenteres. Vi har derfor kun én mulighed: At gå rettens vej, når fejlene og injurierne bliver for grove," skrev Stein Bagger i et indlæg på bloggen.
Erik Ove fulgte senere op:
"Med den attitude har Dorte Toft demonstreret, at hun er så forudindtaget, at hun ikke er modtagelig for fakta. Vi anser det derfor for formålsløst at indgå i yderligere dialog med hende. (…) Kære Dorte, det karaktermord du beskylder os for – klarer du ganske fint selv."
Erik Ove står i dag ved det, han skrev på Dorte Tofts blog. Han blev yderligere stødt over, at hun holdt fast i sin mistanke, selv om hun ikke selv havde håndfaste beviser.
»På daværende tidspunkt var det da en uforskammet insinuation. At hun så bagefter fik ret, er en anden sag. Men det var der ingen, der kunne vide på daværende tidspunkt,« siger Erik Ove.
ET SKÆVT SMIL. Det er det eneste, Dorte Toft har tilovers for Erik Oves udlægning af sagen. I over en måned havde hun forsøgt at få be- eller afkræftet, om Stein Bagger havde en ph.d.. I første omgang oplyste Stein Bagger, at han gik på universitetet SFU. På Simon Fraser University kendte ingen til direktøren.
Stein Bagger rettede det siden til SFTU, men oplyste ikke universitetets fulde navn. Den forkortelse førte Dorte Toft forbi først en pornohjemmeside og så en lejerorganisation. Til sidst fandt hun frem til navnet San Francisco Technical University på en uddannelsesprofil for Stein Bagger på nettet. Men hjemmesiden så underlig ud, og da Dorte Toft fik en bekendt til at tjekke universitetets adresse, viste det sig, at der lå en beboelsesejendom.
Der eksisterede ikke noget universitet med dette navn.
»Så helt uden research i denne sag? Nej, det vil jeg ikke sige, at jeg var. Også derfor havde jeg ikke lyst til at modtage tilbuddet om telefonsamtalen med universitetet,« siger Dorte Toft.
Mens Dorte Toft kunne ånde lettet op over, at retssagen blev afværget, så ærgrer Erik Ove sig stadig. Han ville gerne have haft en principiel afgørelse af, om et bladhus som Berlingske må lade anonyme indlæg med grove beskyldninger optræde på sin hjemmeside, uden at avisen kan stilles til regnskab for det.
»Det helt principielle er, om det kan være rimeligt, at man på et dagblad – eksempelvis Berlingske – bruger sin troværdighed til at stille sin hjemmeside til rådighed for anonyme brugere, så de kan skrive hvad som helst. Det er endda uden, at man kan finde frem til personen og retsforfølge bagefter,« siger Erik Ove.
Han mener, at det er underordnet, at det siden har vist sig, at påstandene på Dorte Tofts blog var rigtige.
»På det tidspunkt, hvor de injurier bliver skrevet, har man ingen dokumentation for, at det ikke er rigtigt. Derfor kunne det lige så godt være gået den anden vej,« siger Erik Ove.
DA JOURNALISTEN MØDTE Dorte Toft, var hun ikke meget for at kommentere den hårde medfart, hun fik på sin blog af Erik Ove. Hun vil meget hellere tale generelt om, hvordan man bør arbejde som kommunikationsrådgiver med udgangspunkt i sin egen fortid i den del af branchen hos Christian Rovsing og Kommunedata.
Her så hun det i høj grad som sin rolle at sikre sig, at fakta var fakta og at lege djævlens advokat over for den arbejdsgiver, hun kommunikerede for – også selv om det gav konflikter.
»Jeg har respekt for dem, der sidder på den anden side. Det er også en profession. Men jeg har ikke respekt for de mennesker, der glemmer nogle af de grundlæggende ting. Men må ikke skrive en løgn. Man behøver ikke at give den fulde sandhed. I al journalistisk arbejde sker der en redigering.«
Direkte adspurgt, om hun dermed mener, at Erik Ove løj, svarer hun.
»Jeg tror, at han har haft sin egen verdensopfattelse. Han har måske et billede i sit hoved, der måske ikke reflekterer, hvad der reelt sker,« siger Dorte Toft. •
FEM SKUD TIL ERIK OVE
Hvordan reagerede du på de første mistanker, der blev fremsat om IT Factory på Dorte Tofts blog? »Rent faktisk blev jeg først opmærksom på den blog, da Steins ekskone ringede og sagde, at hun havde skrevet et indlæg, fordi der stod noget om Stein, som hun mente var helt ude i hampen. Jeg fandt ud af, at der var det ene injurierende indlæg efter det andet, fremsat af anonyme personer. Nu har jeg det sådan, at jeg synes, at det er fuldstændigt uinteressant at beskæftige sig med blogs, hvor der er folk, der skriver under anonymitet.«
Har du skiftet holdning efter denne sag?
»Hvis der er nogen, der skriver, at "den eller den er en platugle, fordi sådan og sådan", og det, han skriver, er forkert, så undskyld mig: Hvad skal man gøre ved det? Svare nej, han er ikke en platugle, og så kommer han tilbage og skriver: "Jo han er, æh bæh buh." Nej, min tid er for kostbar til at beskæftige mig med det dér. Det kan man så sige er højrøvet. Men jeg kan ikke forstå det. Hvis medierne vil kræve, at folk stod frem med navn og adresse, så kunne man forholde sig til det.«
Skal du ikke som kommunikationsrådgiver undersøge om det, dine kunder siger, er rigtigt?
»Det har jeg gjort hver gang. Men der er grænser for, hvor kritisk jeg skal være over for nogen, som bliver beskyldt af anonyme mennesker. Ham Muller, der bragte det frem om ph.d.'en første gang, var anonym. Hvor seriøst skal man lige tage det? Overhovedet ikke!«
Heller ikke efter denne sag, hvor sagen måske var blevet afsløret lidt før, hvis man havde gået Stein Bagger efter i sømmene?
»Nej! Når han siger til mig, at han har en ph.d., og hans ekskone siger til mig, at han har det. Hvis jeg nu havde været i hans sted, og jeg havde sagt, nu tjekker jeg dig ovre på det dér universitet, ved du, hvad jeg så havde sagt? "Hvis du gør det og ikke tror på, hvad jeg siger, så kan du godt fise ud ad hoveddøren dér, og så ses vi ikke mere."«
Undersøgte du nogle af de centrale spørgsmål om, hvad IT Factory laver, hvem deres kunder er, og hvordan de kunne generere så stort et overskud?
»Langt de fleste bedragerisager opdages, når der mangler penge i kassen. Her var der ingen mangel på penge i kassen. Der ligger fire årsrapporter og regnskaber, der er underskrevet af to af landets største revisionsselskaber uden anmærkninger overhovedet. Så har man ikke mistanke om, at der er noget galt, for der er masser af penge i kassen.«
Du var med inde, da det hemmelige kontor blev opdaget? Hvorfor ringede I ikke til politiet som det første?
»Nu ringede vi til politiet dagen efter. Da vi ringede til bagmandspolitiet, fik vi at vide, at man ikke kan få fat i bagmandspolitiet om søndagen. Da det blev klart, at der var noget rivende galt, og det dernæst stod klart, at der var en konto i Hong Kong, så gjorde vi alt for at spærre den konto. Hvis vi havde ventet på, at politiet var kommet om mandagen, så havde vi været henne ved tirsdag eller onsdag, før nogen havde kunnet lukke nogen konti.«
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er helt sikker på, at EO for mange år siden var fuld af beundring overfor Watergate-journalisterne Woodvard og Bernstein - de hører vel til de fremmeste inden for faget i EO's generation.
Men de benyttede jo bare anonyme kilder (Deep-throat), så de skulle nok være vedblevet at skrive petitstof i avisen, så Nixon kunne have bedraget USA og verden i fred - altså hvis man lægger EO's opfattelse af god journalistik til grund.
Det er sørgeligt, at der kan være så lidt af værdi inde i en mand, der vel kunne noget engang - ikke engang et kip med flaget overfor DT, der jo helt evident kunne noget han ikke kunne.
Til ovenstående artikel har der været enkelte indlæg, som ikke har overholdt Journalisten.dk's retningslinjer for debat. De er derfor blevet slettet helt i henhold til vores oplysninger.
Vil du være sikker på, at dit indlæg ikke slettes, så sørg ganske enkelt for at overholde retningslinjerne.
Mvh
Jens Jørgen Madsen, webredaktør.
Vi mangler svar på, hvorfor Lisbeth Knudsen ønskede at gennemføre denne retssag!
Jeg er ikke så sikker på, at Dorte Toft har ret i sin formodning om de 100.000 kr.
Hvad med at Journalisten fik en snak med Lisbeth Knudsen om det her - og måske nogle jurister, der beskæftiger sig med blogs og kommentarer.
"Hvis du gør det og ikke tror på, hvad jeg siger, så kan du godt fise ud ad hoveddøren dér, og så ses vi ikke mere."
Hr Ove. Du kan lige så godt fise af nu.
Interessant læsning - - næsten som en hel kriminalroman
Flere