Ølbryggerier, whiskydestillerier, våbenfabrikker, cigaretproducenter, kasinoer og pornostudier. Den slags selskaber ønsker Dansk Journalistforbund ikke at investere medlemmernes penge i.
I forbindelse med at forbundet har strammet op på etikken i sine investeringer, har ledelsen konkret frabedt sig investeringer i produktion af alkohol, tobak, våben, pengespil og voksenunderholdning. Sidstnævnte er en pæn måde at sige porno på.
Formand Lars Werge forklarer til Journalisten, at DJ ikke har siddet og plukket områderne ét for ét, men at man har lænet sig op ad anbefalingen fra en finansiel rådgiver.
»Det er en standard, man ser bredt i branchen, fordi de her områder er lidt følsomme. Det er den samme standard, man også møder hos forvalterne, at lige præcis de her områder skal være undtaget,« siger Lars Werge.
Det er ham og direktør Linda Garlov, der på vegne af ledelsen har ansvaret for investeringerne, der kommer fra strejkekassen og egenkapitalen.
Startede med skattely
Den etiske granskning er en konsekvens af, at Journalisten i maj sidste år kunne fortælle, at DJ investerer et millionbeløb i hedgefonde med adresse på Guernsey, der ifølge eksperter er et kendt skattely. Der er ikke foregået noget ulovligt, men kritikere mener, det er uetisk at investere i skattely.
Hovedbestyrelsen besluttede herefter at trække alle penge ud af skattely og lave en ny udbudsrunde for at finde ud af, hvem der skal forvalte millionerne i fremtiden. Resultatet er, at DJ vil droppe de mangeårige partnere Danske Capital og Nordea Invest og flytte pengene til GudmeRaaschou og SparInvest.
”De to valgte kapitalforvaltere adskiller sig ved at have en klarere etisk profil,” lød det fra formand Lars Werge.
Da investeringerne blev sendt i udbud, fremgik det af udbudsmaterialet, at kapitalforvalterne ikke kun skulle garantere, at pengene ikke havner i hedgefonde i skattely, der ville også være en række andre etiske parametre. De tæller konventioner for menneskerettigheder, miljøbeskyttelse og arbejdstagerforhold, og de tæller altså listen: Tobak, alkohol, våben, spil og porno.
Nye partnere overholder det meste
De to valgte forvaltere lover ifølge indstillingen, som hovedbestyrelsen vedtog på seneste møde, nul-tolerance over for produktion på næsten alle områderne.
GudmeRaaschou lover nul-tolerance over for alle de ikke-ønskede sektorer. SparInvest har nul-tolerance for investeringer i produktionen af våben, alkohol, tobak og pornografi – men ifølge indstillingen ikke spil – og max fem procent tolerance ved investering i distribution af disse produkter, lyder det. Samtidig har SparInvest nul-tolerance, når det gælder produktion af fossile brændstoffer.
Lars Werge er tilfreds med, at DJ dermed ikke kommer til at investere i produktionen af alkohol, tobak, våben og porno.
»Jeg har det helt fint med, at DJ indgår en aftale med nogle områder, vi ikke vil investere indenfor. Hvis nogle medlemmer synes, at det er værd at investere i, så kan de jo gøre det for deres egne penge,« siger han.
Handler om moral
Hvad er problemet for DJ ved fx at investere i voksenunderholdning?
»Nu kender jeg ikke så meget til voksenunderholdning, men det forekommer mig ikke som et område, hvor man går specielt meget op i overenskomster. Det er også en faktor for os. Men når det ofte undtages fra investeringer på linje med de andre områder, så handler det nok i højere grad om moral,« siger Lars Werge.
Er du enig i, at DJ ikke bør investere i voksenunderholdning?
»Jeg vil sige det sådan, at jeg synes ikke, vi skal træffe en aktiv beslutning om, at vi vil investere i det. Nu er de undtagelser en del af den pakke, vi har valgt, og det har jeg det fint med.«
Åben for at diskutere i hovedbestyrelsen
Flere reagerede i går på sociale medier, da Journalisten beskrev den etiske ønskeliste:
DJ vil ikke investere i våben, tobak, alkohol, spil og porno. Vidste ikke, at bestyrelsen var missionsk https://t.co/R48Rw02M5L #dkmedier
— Mads Mostrup Jensen (@MaMoJen) March 15, 2016
@oehesselager @DJintweets Forstår modstand mod våben. Nogen forklaring på hvorfor investering i fx spil og alkohol er no-go?
— Mathias Svane Kraft (@mskraft88) March 15, 2016
Der har ikke været ret megen debat i hovedbestyrelsen om valg og fravalg af de konkrete områder. Men Lars Werge understreger, at hovedbestyrelsen har godkendt pakken, da den på sidste møde støttede valget af GudmeRaaschou og SparInvest på baggrund af indstillingen.
»Hovedbestyrelsen har nikket til det, så jeg betragter det som besluttet. Men det er klart, at hvis der sidder nogen blandt hovedbestyrelsens medlemmer med et brændende ønske om, at vi skal investere i porno, så må vi tage det op som et selvstændigt punkt,« siger formanden.
Fravalgt Nordea: Vi er førende
Der er også en lang række lande, som DJ ikke ønsker at investere i – hverken i obligationer eller virksomheder. Det fremgår også af udbudsmaterialet, hvor DJ frabeder sig investeringer i alt andet end EU-lande eller EFTA-lande, Australien, Canada, Japan, New Zealand eller USA.
Landelisten skyldes, at Journalisten for fire år siden kunne fortælle, at DJ investerede i obligationer i en række lande med ondt i pressefriheden, bl.a. Tyrkiet og Mexico. Også dengang reagerede forbundet ved at trække pengene ud.
Efter at DJ’s hovedbestyrelse i forrige uge besluttede at droppe Danske Capital og Nordea Invest som forvaltere, har Journalisten kontaktet dem. Ingen af dem har ønsket at kommentere det konkrete kundeforhold, men Nordea Invests direktør, Eric Pedersen, forklarede i forgårs i en mail til Journalisten, at han ikke er enig i, at selskabet er overhalet af konkurrenterne, når det kommer til etiske investeringer.
”Det kan vi slet ikke genkende – tværtimod mener vi, at vi er markedsledende på området. Derfor arbejder vi oftere med at påvirke de virksomheder, vi investerer i, end med eksklusion – selv om vi også har demonstreret vilje til at ekskludere virksomheder fra vores investeringer, når det er nødvendigt,” siger han blandt andet.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Bravo!
Kære Lars
Tak for dit svar.
Og go påske.
Dbh Niels
Kære Jakob - det ene af de to selskaber, vi indgår samarbejde med, har faset investeringer i fossile brændstoffer helt ud.
Kære Niels - det er jeg helt enig med dig i. Men som jeg er inde på i artiklen, så er der tale om nogle "pakker" med anbefalinger på den etiske skala, og her ville det så være den modsatte vej rundt: At vi aktivt skulle vælge at investere i våben, alkohol osv. Her har HB valgt at indgå i pakkeløsningen.
I øvrigt er jeg glad for, at jeg er citeret helt korrekt omkring voksenunderholdning. Min kone læser også med på journalisten.dk indimellem :-)
God weekend til jer,
MVH Lars W
Nå, så journalister interesserer sig ikke længere for "Cigaretter, whisky og nøgne piger".
Det er da godt, man er blevet pensionist.
Våben, ja, ja, lad gå med et forbud, men voldelig har vi nu før været, og da fremsendte Politikens Medarbejderforening følgende overenskomstkrav:
"Chefredaktionen må kun slå på medarbejderne med flad hånd."
Det skete efter en fin fest med både cigaretter og whisky og nøgne piger - og mænd!
Hvad er der nu galt med tobak og alkohol? Mange mennesker vælger - også som voksne, at benytte sig af begge produkter - 20 procent af befolkningen ryger, anslået 95 % % drikker mere eller mindre - synes jeres kurs indebærer en risiko for komplet glidebane og ligner mere et udtryk for en sær puritanisme. Det danske forsvar har mig bekendt en del våben, som et politisk flertal - siden Cypern missionerne i FN-regi og fremefter - anvender ofte. Dansk politi har også våben - pistoler, maskinpistoler, M10 rifler, finskytterifler med videre. Vedr. porno ved jeg godt ingen bruger det. Med venlig hilsen Niels
Flere