
Arkivfoto. Foto: Benita Marcussen
Det har været et exceptionelt hårdt år i mediebranchen.
Alene den seneste uge har flere medier varslet millionbesparelser.
Og især de regionale medier er hårdt ramt. JFM har i sidste uge varslet besparelser på 43 millioner kroner, mens Det Nordjyske Mediehus skal spare op til 60 millioner kroner.
Det får Danske Medier og DJ til at efterlyse en afklaring på mediernes rammevilkår, som i særlig grad presser de regionale medier.
”Den politiske forligskreds landede en medieaftale i juni måned, hvor de blev enige om at omfordele noget mediestøtte fra de landsdækkende aviser og ud til de lokale, regionale medier. Men de landsdækkende mediers klage til EU-Kommissionen har pludselig sået tvivl om, hvorvidt den vil blive gennemført,” siger formand for Dansk Journalistforbund Tine Johansen og tilføjer:
”Det er så hårdt for kollegerne derude med alle de her nedskæringer og kæmpestore fyringsrunder, som gør, at folk skal undvære kolleger og løbe hurtigere og se deres produkter blive forringet,” siger Tine Johansen.
Skaber usikkerhed
I oktober rettede flere store dagblade, herunder dagbladskoncernerne JP/Politikens Hus, Berlingske Media, Børsen og foreningen Nye Medier, en klage til EU-Kommissionen, fordi medierne mistænker medieforliget for at være konkurrenceforvridende.
Den udmelding skaber usikkerhed omkring de regionale mediers budgetter i 2024. Spørgsmålet er nemlig, om klagen kan nå at blive behandlet inden udgangen af 2024, hvor implementeringen af medieaftalen skal træde i kraft.
”Jeg kan i hvert fald sige på vegne af alle lokale og regionale medier, at hvis det her ikke bliver gennemført, vil det betyde, at vi skal afskedige i ekstraordinært stor grad, og at medier kommer til at lukke,” sagde Jesper Rosener om konsekvenserne af klagen til Journalisten i oktober.
Formand for Danske Medier Christina Blaagaard fremhæver også problemet i, at der ikke er styr på mediernes økonomiske ramme, og efterlyser derfor en afklaring:
”De seneste dages triste udmeldinger fra flere danske mediehuse bekræfter behovet for, at en meget snarlig afklaring på mediernes rammevilkår er presserende,” oplyser hun i et skriftligt svar til Journalisten.
Ud over omfordelingen af redaktionel produktionsstøtte fra de nationale til de lokale medier gælder klagen også supplementsordningen for Kristeligt Dagblad og Dagbladet Information, som ligeledes meldte store besparelser ud i sidste uge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.