Hvorfor blev du journalist?
»Jeg har villet være journalist, lige siden jeg var gammel nok til at ville være noget. Det var egentlig ikke, fordi jeg gerne ville redde verden. Jeg har bare altid elsket at fortælle gode historier.«
Alligevel gik der lang tid, før du læste journalistik. Hvorfor?
»Jeg turde ikke søge ind på Journalisthøjskolen, fordi jeg var bange for at få nej. I stedet læste jeg semitisk filologi i seks år. Flyttede til Israel, lærte hebraisk. Jeg arbejdede for den israelske sikkerhedstjeneste i en periode. Jeg skulle blandt andet tale med passagerer og sørge for, at ingen tog bomber med om bord. Hvis der var mistanke, var det også mig, der skulle tjekke bagagen: Var bomben i legetøjet, i en laptop, i kufferthjulene? De sendte mig rundt i hele verden – så var jeg en weekend i London, en uge i Prag, en måned i Tyrkiet.«
Fandt du nogensinde en bombe?
»Det må jeg ikke sige.«
Du har fuldstændig skiftet spor. Hvorfor?
»Efter seks år på Københavns Universitet turde jeg søge over på journalistik på RUC. Jeg troede dengang, at jeg skulle dække Mellemøsten og Israel. Men det hele ændrede sig på Panikdagen. Det var et tilfælde. Jeg havde blandt andet søgt Dagen, Politiken og BT. BT ringede først. Det er noget sludder, at det ikke betyder noget, om du er i praktik på Skive Folkeblad eller DR. Jeg kom på en tabloidavis, og det betød helt vildt meget. Nu lærte jeg at skrive mega-tabloidt – både afsløringer og enquetter om de kendte, og jeg fandt ud af, at jeg var god til det. Selvfølgelig er sladderjournalistik mindre fint, men jeg synes, det er en helt legitim genre.«
Bør det egentlig være ”mindre fint”?
»Det synes jeg ikke. Sladder samler folk, og det får dem til at spærre øjnene op, grine eller blive berørt. Uanset om man sladrede omkring gadekæret for 200 år siden, eller om det er i opgangen eller på villavejen, så har vi altid sladret.«
Du var på Se og Hør i fire år under Henrik Qvortrup. Hvordan var det?
»Det var nøjagtig lige så sjovt og skørt, som jeg havde forventet. Jeg mødte ud på formiddagen, og der var en masse fester og rejser. Det var jo et blad, der tjente styrtende med penge.«
Var der ikke også konfrontationer, når I skrev noget om kendte, som de ikke brød sig om?
»Jo, men jeg tror også, folk husker det for alle de grimme ting. 90 procent af bladet var positive historier. Når Qvortrup var på tv, var han den barske chefredaktør. Men vi havde masser af ufarlige historier. Barnedåb, ægteskab, den røde løber. Det var skideskægt.«
Hvorfor stoppede du så?
»Til sidst kunne jeg ikke skrive de samme historier mere. Jeg skiftede til Ekstra Bladet, fordi jeg gerne ville lave noget tungere. Men efter halvanden måned sagde jeg op, jeg kunne bare ikke finde ud af at falde til. Måske savnede jeg det, der føltes som min ”tossede familie” på Se og Hør.«
I 2009 blev du ansat i Venstres pressetjeneste. Hvorfor?
»Jeg havde været freelancer i et par år, men jeg savnede kolleger. Så jeg kontaktede flere partier og spurgte, om de ville have hjælp til at komme ud med de bløde historier.«
Hvorfor lige Venstre?
»De slog til først. Det var fedt for mig, fordi det var Danmarks største parti, og fordi de havde mange profiler, man virkelig kunne arbejde med. En af dem, Marion Pedersen, var en pæn dame på knap 60 år, men hun havde en vild historie: Blev taget ud af skolen i 7. klasse for at arbejde, havde en fordrukken far og en bror, der var stiknarkoman. Men hun havde kæmpet sig op, åbnet et autoværksted på Amager, og nu sad hun i Folketinget. Den historie skulle da fortælles. Det er noget, man husker, måske også i stemmeboksen.«
Du stoppede i Venstre, fordi du selv endte midt i en mediestorm: Du skrev på din private facebookprofil, at en kioskmedarbejder i Folketinget var en ”fucked up medicineret psykisk syg dame”, og det skabte ramaskrig. Hvad har du lært af den sag i dag?
»Jeg så nogle grimme sider af min egen branche. Nogen skrev ting, der var decideret løgn. Det var ikke ret sjovt, men jeg tror faktisk, det var sundt. Det er måske det samme med Henrik Qvortrup lige nu: Han har været en af dem, der bestemte, hvad der skulle stå i bladene, og nu har han overhovedet ingen kontrol med, hvad de skriver. Så ser man sin branche udefra.«
Hvad er branchens største udfordring?
»Det værste er nok, at vi har så lav troværdighed. Jeg hører tit folk sige, at de ikke tror en skid på det, de læser. Men det er måske forståeligt, for der er alt for meget journalistik, som går alt for hurtigt. Meget af det bliver skørt, fordi folk klikker på det. Jeg labber det også selv i mig.«
Hvad er løsningen?
»Jeg ved ikke, hvordan vi genvinder troværdigheden. Måske bør vi tage en dyb indånding en gang imellem, i stedet for at lave så mange hurtige historier.«
Tror du på, at vi kan lave færre, men bedre artikler?
»Nej. Det går cheferne aldrig med til.«
[[nid:32530]]
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Caspar Birk, du er da ellers fremragende til at være tabloid med den grad af polemik, du serverer i din kommentar.
Mener du helt alvorligt, at der skal kigges på uddannelsesplanerne for BT og Ekstra Bladet pga et svar, Ditte Okman har givet i et interview?? Eller er der, ved nærmere 'refleksion', tale om en... stramning?
........når en praktikantvejleder begynder at tale om "mine praktikanter", er der tegn i sol og måne på, vedkommende måske skal skrue sig ned i en størrelse han kan være i, rent mentalt.....:-).
Jeg havde det held at være journalist på BT, dengang Ditte var praktikant - hun var dengang som nu en fremragende journalist.
Man bliver ikke en god journalist uden at komme i svære dilemmaer - og lave fejl.
Det er jo ikke forkert, at det betyder noget, om man kommer i praktik på Skive Folkeblad eller DR - jeg var selv i praktik på Næstved Tidende, og jeg var og er stadig superglad for det, jeg lærte dér, her 30 år senere :-).
Der ligger jo ikke, som jeg læser interviewet - nogen nedvurdering af Skive Folkeblad i det - så helt ærligt......get over it, også en FB-opdatering, som er flere år gammel, og hvor man vist nok må sige regningen i den grad er betalt og mere til.
vh Christian Barfoed
Jeg synes, det er at cherrypick'e pointer i artiklen, sådan at sammenkæde praktiksted med med reflektionsevner. Eller for den sags skyld med svaret på et helt andet spørgsmål, der intet har med det at gøre. Jeg mener faktisk, at jeg engang fik at vide på journalisthøjskolen, at den slags tenderer at være useriøst...
Personligt endte jeg også - nærmest tilfældigt - i praktik i den kulørte ende af branchen. Og det er langt fra min opfattelse, at jeg skulle have fået mindre udbytte af min praktiktid end de af mine klassekammerater, der endte på mere 'lødige' medier. Et andet mindset, måske. Men et, jeg har haft utroligt meget gavn af på flere medier både i og uden for underholdningsgenren siden...
Det er jo bare forbi I sidder og savler over at jeg skal komme med en undskyldning. Men den er givet - der hvor den hørte hjemme.
Hvis en pisse streng Facebook opdatering, skrevet af en i øvrigt ikke folkevalgt, kan rydde flader og forsider i dagevis, så er der virkelig også noget galt med prioritering af stoffet.
Aldeles enig, Casper Birk !
Flere