search

Detektor – nu også på DR2

Det roste radiokoncept "Detektor", hvor P1 bedriver faktatjek, skal nu også sendes på DR 2. Programmet vil også kigge kritisk på politikernes retoriske kneb.

Det roste radiokoncept "Detektor", hvor P1 bedriver faktatjek, skal nu også sendes på DR 2. Programmet vil også kigge kritisk på politikernes retoriske kneb.

Er der størst chance for, at du vinder, eller at du dør inden trækningen, når du spiller Lotto? Og er skattetrykket steget mest under blå eller røde regeringer?

De spørgsmål vil blive besvaret den 18. oktober på DR 2. Her har "Detektor" nemlig premiere på tv. Programmet har hidtil huseret på DR P1, hvor vært Thomas Buch Andersen faktatjekker politikere og andet godtfolks påstande.

"I nyhederne på tv, radio og web skal det ofte gå stærkt, og der er ikke indarbejdet et filter for de påstande, som eksempelvis to politikere kommer med, når de står over for hinanden i en debat. Som lytter eller seer sidder man ofte bagefter og tænker, at de umuligt begge kan tale sandt," siger Thomas Buch-Andersen i en pressemeddelelse fra DR.

Programmet vil blive sendt hver tirsdag aften.

"Detektor" er et relativt nyt program, men har allerede høstet priser. Det er blandt andet blevet til en bronze i kategorien 'Bedste faste taleprogram i radio' ved VM i radio i juni i år, samt prisen som 'Årets public service-program', da de danske radiopriser blev delt ud ved Prix Radio.

"Faktatjek i aviser og radio er efterhånden ved at blive en trend. Men "Detektor" bliver, så vidt vi ved, et af de første tv-programmer i verden, der alene beskæftiger sig med emnet," fortæller Thomas Buch-Andersen.

Det vil også blive et fast element i "Detektor" på DR 2, at holdet bag programmet dykker ned i statistikker og tal fra danskernes hverdag for at afdække, hvordan politikere ofte manipulerer med retoriske kneb, oplyser DR.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen