Pressestrateger og politikere har stor succes med at sætte mediernes dagsorden ved at vælge værdiladede ord med journalistisk appel. Journalisten har dissekeret seks ord, der har sat en dagsorden – måske den forkerte.

Hvis nogen tidligere skulle have været i tvivl om, hvad hjemmeboende unge bruger deres SU til, så blev det slået fast med syvtommersøm i sidste halvdel af halvfemserne. Her opstod begrebet cafepenge om de knap 1.200 kroner, som hjemmeboende på ungdomsuddannelser dengang fik i uddannelsesstøtte. Ræsonnementet var, at hjemmeboende ikke har udgifter til husleje og mad, og at SU'en derfor fungerer som rene lommepenge.

Flere kilder, Journalisten har talt med, mener, at udtrykket kom frem i forbindelse med forberedelsen af en SU-reform i 1995, hvor blandt andet universitetskredse ønskede at få nedsat hjemmeboendes SU.
I medierne hører man første gang om cafepenge i 1998, hvor daværende undervisningsminister Margrethe Vestager skal spare 400 millioner kroner og derfor peger på en halvering af hjemme-SU'en. Hun bruger selv betegnelsen cafepenge i sine udtalelser til pressen.

Siden har cafepenge været en fast bestanddel af det danske sprog, herunder også mediernes. Brugen af ordet har ført til en jævn strøm af læserbreve fra unge cafepenge-modtagere, der knurrer over udtrykket. Mange journalister er opmærksomme på det kontroversielle og bruger omskrivninger som "de såkaldte cafepenge" eller "også kaldet cafepenge". Men dy sig for at bruge udtrykket, det kan de ikke.

I efteråret kom der igen gang i cafepenge-snakken, da statsministeren i sin åbningstale bebudede en afskaffelse af SU for hjemmeboende på ungdomsuddannelser – en betegnelse, han kun brugte én gang, mens ordet cafepenge blev sagt fire gange.
»Det er et groft og udokumenteret udtryk. Nu har regeringen så bragt det i spil igen, og medierne sluger det råt,« siger Frederik Gjørup Nielsen, der som formand for Gymnasieelevernes Sammenslutning repræsenterer en hel del cafepenge-modtagere.

»Det svarer til, at man kalder efterløn for golf-tillæg,« siger han.
Lisbeth Simonsen, leder af VUC på Fyn, sidder i SU-rådet, hvor hun så sent som ved sidste møde henstillede til, at man undlod at bruge betegnelsen cafepenge.

»Jeg synes ikke, vi skal bære ved til det bål. Det generer mig, at man miskrediterer unges behov for at have en indkomst. Jeg ser det som meget nødvendigt, at familier med de laveste indkomster er sikre på, at pengene ikke er en barriere for at få en ungdomsuddannelse,« siger hun.

Hun vurderer, at udtrykket cafepenge har stor betydning for folks syn på spørgsmålet.
»Hvis man ikke er inde i den uddannelsesverden og ved, hvad det handler om, vil man naturligvis ikke gå ind for, at unge skal have cafepenge. På den måde er det genialt at få folk til at bruge sådan et udtryk.«

Burde ikke gøre det
Politikens uddannelsesredaktør, Jakob Fuglsang, bruger også begrebet cafepenge. Men det er han ikke specielt stolt af.
»Begrebet har en negativ klang, så jeg synes egentlig ikke, man bør bruge det. Men det er så gængs, at jeg også forfalder til det. Det er ofte for at variere eller af pladsmæssige grunde – det er en lang sætning at skrive: SU til hjemmeboende på ungdomsuddannelser,« siger Fuglsang.

Synes du, hjemmeboende skal have SU?
»Jeg har det personlige synspunkt, at en lang række tilskud bør indtægtsreguleres, herunder SU til hjemmeboende. Jeg har også gjort læserne opmærksom på, at man lige så vel kunne kalde børnepenge til velhavende for rødvinspenge,« siger han.
Jakob Fuglsang gør dog opmærksom på, at han nogle gange skriver 'de såkaldte cafepenge'.

I Journalisten nummer 6 gik vi bag om ordet "Ældrebyrde". »Det er jo en økonomisk byrde, man ikke kan komme uden om. Hvad skulle man ellers have kaldt det?« Anders Kronborg, finansdirektør, Metro International

I næste nummer ser vi nærmere på "Krigen mod terror".