Der findes ingen rigtig måde at interviewe på. Og derfor heller ingen forkert. Så det her er ingen facitliste, bare en håndfuld personlige tanker om, hvad der har hjulpet mig, når det lykkedes at få et menneske til at fortælle, og hvad der har stillet sig i vejen, når det slog fejl.
Enhver journalist kender interviewets grundtrin. Alligevel begår vi alle de samme elementære fejl. Hver eneste gang. Hvorfor? Fordi det ER svært. Som journalist skal man veksle mellem to fundamentalt modsatte måder at være til stede på. På den ene side åben og lyttende (det er jo den anden, der kender historien). På den anden side fokuseret og styrende (det er jo os, der bestemmer, hvad der skal med). Og hvordan styrer man, når det er den anden, der kender vejen?
Ingen regel gælder til enhver tid. For et godt interview er levende, og et levende interview rummer altid et element af uforudsigelighed – og derfor også af improvisation. Vi er altså på herrens mark. Allesammen og hver gang. Og det er et godt sted at begynde et interview.
l 1. Stol på dine egne fornemmelser og spørg om det, du gerne vil vide, i stedet for at prøve at gætte, hvad de andre ville have spurgt om.
l 2. Tag blank afsted. Journalister har gerne selv historien med. Det gør journalisten tryg, men spørgsmålene målrettede, svarene forudsigelige og interviewet magen til dem, man allerede har læst i de andre aviser. Lev med usikkerheden. Først famle, så samle. I begyndelsen står den på hunde-svømning i alle retninger. Siden leder man efter historien.
l 3. Interview alting. De færreste mennesker udtaler kun sig selv i ord, så man må også lytte til kropssproget, til møb-lerne og til stemmens klang. Alt skal interviewes. Hvordan er det, han sætter koppen til bordet? Hvad fortæller reolen? Og hvordan er det egentlig at være i selskab med dette menneske?
l 4. Spørg rigtigt. Alle ved det. Og alle glemmer det: Enkle, åbne spørgsmål, ikke lukkede. Brug små, neutrale ord. Ikke: Hvordan oplevede du katastrofen? Men: Hvad oplevede du? Og dernæst måske: Hvad vil du selv kalde det? Ellers risikerer du, at han anholder dine udtryk i stedet for at svare. Og hvem ved? Måske kalder han det selv en katastrofe. Eller noget endnu stærkere, du aldrig havde gættet. Tag afsæt i svarene. De fleste føler ansvar for deres egne ord og uddyber dem på opfordring. For eksempel: Hvordan var du som dreng? Hvad mener du med "frygtelig"? Hvornår var du især ‘frygtelig'? Husk eksempler. Det konkrete er stærkere end det generelle.
l 5. Væk deres sanser. Hjælp den interviewede ind i den verden, han fortæller om. Han skal opleve sit barndomshjem, når han fortæller om det. Bed ham beskrive i detaljer. Det vækker hans sanser og erindring. Gå selv nysgerigt med på opdagelse og spørg om alt, hvad der falder dig ind. Sådan undgår du de blodløse historier, der er fortalt om og om igen og får måske nye, der aldrig har været fortalt.
l 6. Lær nye vaner. En samtale er et jævnbyrdigt møde mellem to mennesker. Et interview er en skæv relation, hvor den ene spørger, og den anden svarer. Det må man gøre sig klart. Ellers følger man – ubevidst – samtalens uskrevne love. Og dem skal man aflære sig:
Alle vil gerne imponere folk, de respekterer. Men lad være. Afbryd aldrig et svar for at demonstrere, at du har forstået. Vent. Og spørg måske endda én gang til. Så falder svaret gerne endnu kortere og klarere.
Ingen bryder sig om at spørge til det personlige og smertefulde. Gør det alligevel. Et spørgsmål krænker ingen. Man behøver jo ikke at svare. Respekter den interviewedes blufærdighed, ikke din egen.
Hold pausen ud. Med lukket mund. Pauser opstår gerne, når man berører noget følelsesladet, og den interviewede flygter fra følelserne – ud ad en tangent. Det er derfor, han går i stå. Vent på, at han kommer sig og selv giver sig til at tale. Han vil ofte begynde sit svar lige midt i smertepunktet.
l 7. Glem dig selv. Nogle journalister underholder gerne med en luns fra deres eget privatliv. For ‘ligesom at stå lige'. Men kun den enes historie ender som bekendt i avisen. Og hvor lige er det? I virkeligheden får journalistens bekendelser ofte den interviewede til at klappe i. Pludselig er han ikke længere i centrum for begges opmærksomhed, men i selskab med en anden person med sine egne historier og holdninger. Og det er straks mindre trygt. Man åbner sig og fortæller, når man bliver mødt med sympati og oprigtig interesse. Så enkelt er det. Nærvær fremkalder nærvær. Resten er bare i vejen.
l 8. Ikke kæle! Mange får kvalme af journalistens benovelse over den interviewede. Elsk ham ikke. Vis ham fra en elskelig side. Overlad følelserne til læserne.
l 9. Lyt rigtigt. Der er mange måder ikke at lytte på. Fordømmelse er en. Beundring en anden. Begge er nemlig udtryk for afstand og vurdering, hvilket den interviewede fornemmer, hvorefter han ubevidst frygter, at din beundring skal slå over i fordømmelse. Du er der ikke for at vurdere. Du er der for at forstå.
l 10. Tænk dig om! Mange laver gode interviews, men får dem aldrig ned på papiret, fordi de glemmer bagefter at lede efter mønstrene i det fortalte. Portrættets bærende søjler. Ligesom de færreste orker at sidde ved tasterne og fastholde en fornemmelse, indtil de finder ordene for den. Det er synd. For først når der kommer tanker og ord på det oplevede, får interviewet karakter og bliver levende.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Handler det her om at skrive et interview eller et portræt? Vistnok mest det sidste!?
Det er nok ikke så smart at "tage blank af sted" til et parts- eller ekspertinterview. Og nok heller ikke til et portræt- eller erfaringsinterview. Mange interview-personer "står af" overfor blanke journalister. Med rette!
Det er godt nok gået ned ad bakke, siden jeg gik på Journalisthøjskolen.