Den sidste fotograf på Fyn

Michael Bager har været tidligt oppe for at indsmigre sig hos en skeptisk rådhusbetjent her til morgen.
Det er dagen for kommunalvalget, og betjenten havde ikke hørt om den tilladelse, fotografen havde fået til at stille et timelapse-kamera op på Odense Rådhus. Han har selv fundet på, at kameraet skal stå og filme hele valghandlingen og bagefter speedes op til en kort video til Fyens Stiftstidendes Instagram.
”Det er sådan en historie, der fortæller mere til øjet eller til maven, hvad et valg er,” forklarer Michael Bager, da han har fået overtalt rådhusbetjenten og er på vej mod dagens første bestilte fotoopgave.
Han skal skyde portræt- og reportagebilleder af en mand, der sidder i kørestol efter en spritulykke og er blevet interviewet til avisen. Engang var det den slags opgaver, der var flest af – bestilte fotoopgaver, hvor der skulle fotograferes til journalisternes artikler. Dem er der langt færre af i dag.
”Den type af opgaver, som fotograferne fik for 10 år siden, er stort set væk i dag. I dag fotograferer journalisterne selv til de fleste af deres egne historier, så jeg bliver primært brugt til opgaver, der kræver særlige tekniske kompetencer eller har stort visuelt potentiale,” fortæller Michael Bager.
”Det er værre for mine kolleger, som er blevet arbejdsløse og skal ud og finde nyt arbejde eller krabbe sig hen til pensionen. Dem føler jeg virkelig med,” siger Michael Bager. (Foto: Tobias Nicolai).
Frit fald
Og det er ikke uden grund, at Fyens Stiftstidende i dag må prioritere Michael Bagers tid hårdt. De seneste års sparerunder har betydet, at han fra årsskiftet er den sidste fastansatte fotograf tilbage på Fyn.
”Hvis Bageren faldt ned nu, så var vi virkelig på den,” som avisens chefredaktør konstaterede, da han for nylig så Michael Bager stå højt oppe på en spinkel trappestige for at fotografere ud over forsamlingen til et vælgermøde.
Michael Bager selv beskriver de seneste års udvikling – eller afvikling – som et ”nærmest frit fald”.
”Vi er blevet sparet hurtigere, end vi har kunnet nå at omorganisere os,” fortæller han.
”Det har været hårdt, og jeg begræder da udviklingen. Men jeg står ikke og tørrer øjnene i avisen hver dag. Man må bare tørre snottet væk og komme videre.”
Michael Bager, fotograf
For bare 12 år siden, da Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis slog redaktionerne sammen, var de 16 fotografer. Men når den sidste faste fotojournalist på Fyns Amts Avis til nytår stopper og ikke bliver erstattet af en ny, er Michael Bager den sidste tilbage på øen, foruden hans praktikant.
Og udviklingen er den samme de fleste andre steder i dagbladsbranchen. I 2016 fyrede Ekstra Bladet alle faste fotografer i en sparerunde, året efter gjorde B.T. det samme, og i hele Jysk Fynske Medier, som dagbladene på Fyn er en del af, er omkring 70 procent af den faste fotografstab sparet væk på bare fem år.
”Det har været hårdt, og jeg begræder da udviklingen. Men jeg står ikke og tørrer øjnene i avisen hver dag. Man må bare tørre snottet væk og komme videre,” siger Michael Bager.
”Når jeg laver mine egne projekter, sætter jeg tit nogle dogmer op for mig selv. At der skal være video eller drone eller 360 graders kamera for eksempel,” siger Michael Bager. (Foto: Tobias Nicolai).
Dogmer for sig selv
Historien om den tidligere spritbilist i kørestol, som Michael Bager skal fotografere denne morgen, er en af dem, avisen gerne vil gøre lidt ekstra ud af.
Alligevel går der ikke mange minutter, fra han stiger ud af bilen ved kildens hjem i Odense med et kamera over skulderen og et andet om halsen, til han sidder der igen.
”Så nemt var det,” konstaterer Michael Bager, da de hurtige portrætter og reportagebilleder af manden, der kører ombord i sin handicapbil for at tage på arbejde, er i hus.
Nu har han nogle timer på redaktionen inden næste opgave til at arbejde videre på de droneoptagelser, han var rundt i Region Syddanmark og lave dagen inden. De er til hans eget projekt med arbejdstitlen ’fem ting, du ikke vidste om regionen’.
”Når jeg laver mine egne projekter, sætter jeg tit nogle dogmer op for mig selv. At der skal være video eller drone eller 360 graders kamera for eksempel. Instagram stories skal også helst være med i dag. Det er med til at holde mig til ilden, at jeg på den måde stiller krav til mig selv,” siger Michael Bager.
Savner sparring
Da han begyndte som fotograf på Fyns Amts Avis i 1993, var det ikke usædvanligt, at han både mødte en fotograf fra Fyens Stiftstidende og en fra ugeavisen, når han var ude og dække en begivenhed. Nogle gange også en fra Polfoto.
”Den lille uskyldige kollegiale kappestrid, der opstod, når vi stod flere derude, var med til at skærpe mig. Men i dag er jeg jo den eneste fotograf derude. Der er ikke nogen konkurrence, og sådan har det været i mange år. Men det nye er, at jeg nu heller ikke har nogen at dele det med, når jeg kommer tilbage,” siger han.
Det sidste er det, han savner mest; fotografkolleger, som han kan spare med, få idéer med og sætte sig mål sammen med.
”Jeg kan jo ikke få bedre idéer end dem, jeg selv kan udvikle, og det synes jeg egentlig er begrænsende. Der er ikke nogen, som kan se på mit arbejde med fotograføjne og sige, hvis jeg skulle have gjort det bedre,” siger han.
Redde de visuelle stumper
Efter at Jysk Fynske Medier opstod og fik fælles fotoredaktion, var Michael Bager i nogle år en af koncernens tre fotochefer. Derfor var han også selv med til at fyre, da det første store indhug i fotografstaben kom i 2016. Alligevel har han aldrig følt sig sikker i sadlen.
”Ved hver sparerunde har jeg tænkt, at nu er det nok min tur. Jeg bruger en masse energi hver gang på at tale mig selv ned. Er jeg nu den langsomste, er jeg nu den mindst kreative? Det er ikke nogen god selvtillidsøvelse – og bagefter skal man jo bygge sig selv op igen,” fortæller han.
”Men jeg er jo ikke ramt personligt,” skynder han sig at tilføje.
”Det er værre for mine kolleger, som er blevet arbejdsløse og skal ud og finde nyt arbejde eller krabbe sig hen til pensionen. Dem føler jeg virkelig med.”
Michael Bager, fotograf
”Det er værre for mine kolleger, som er blevet arbejdsløse og skal ud og finde nyt arbejde eller krabbe sig hen til pensionen. Dem føler jeg virkelig med.”
Men der kan jo også være en masse energi i at komme videre. Hvordan holder du gejsten oppe og undgår at blive et bittert brokkehoved som den sidste tilbage?
”Jamen tror du, jeg ville få et bedre arbejdsliv, hvis jeg brokkede mig hele tiden? Der er bare ikke noget at gøre ved det. Og jeg arbejder jo, som jeg plejer, og har ikke fået mindre spændende opgaver,” siger Michael Bager.
I dag er en af hans opgaver at undervise journalisterne i selv at fotografere. Efter en famlende start er mange af dem efterhånden blevet rigtig gode til det, mener Michael Bager.
Men er du ikke med til at save den gren over, du selv sidder på, ved at lære journalisterne at fotografere?
”Jo måske, men her tænker jeg jo på læserne. Det er simpelthen en måde at redde de visuelle stumper på. Og det langsigtede mål er jo, at journalisterne overtager flere af mine opgaver, så jeg bliver skubbet videre til at bruge endnu mere af min tid på at lave historier med et visuelt afsæt.”
—
Tre af Michael Bagers tidligere kolleger fortæller: Her er vi i dag
ROBERT WENGLER, freeelancefotograf og underviser – fyret fra Fyens Stiftstidende i 2017.
”Jeg havde været på avisen i 31 år, da jeg røg i en nedskæringsrunde. Jeg havde slet ikke set det komme. Måske var det blåøjet, men jeg efteruddannede mig og udviklede mig og troede egentlig, at jeg stod godt.
De første 14 dage efter fyringen gik jeg ude i min have og råbte ’sgu’ og ’fanden’ og sparkede til noget stort og hårdt. Men ret hurtigt blev jeg enig med mig selv om, at jeg måtte melde mig i koret med de andre, der tror på, at de kan leve af at være fotografer. Jeg elsker det fag for meget til at lade være.
”Jeg elsker det fag for meget til at lade være.”
Robert Wengler, freelancefotograf
Jeg vidste, at hvis jeg skulle fortsætte, skulle det være som selvstændig. De faste fotografstillinger på aviserne er jo stort set væk. Så efter 14 dage lavede jeg en hjemmeside og 500 visitkort og begyndte som freelancer. Otte måneder senere havde jeg delt alle visitkortene ud.
I dag fotograferer jeg mest for virksomheder og organisationer, og så underviser jeg og laver kurser for mediefolk. I virkeligheden skulle jeg have lavet det her for 20 år siden. Jeg arbejder mere, men er også blevet et gladere menneske i mit arbejdsliv. En stor arbejdsplads er jo lidt som et tankskib – det kan være svært at ændre kurs og gøre tingene anderledes.
Men i dag bestemmer jeg selv, hvor jeg sejler hen.
Det har været vigtigt for mig ikke at blive sur og bitter i omstillingsprocessen, men at kigge fremad og sprede mine aktiviteter. Jeg kan godt savne mine kolleger og typen af opgaver, men jeg savner ikke al den snak om besparelser, der var på avisen.” ––– (Foto: Privat)
NIELS SVALEBØG, lirekassemand og projektleder – fyret fra Fyens Stiftstidende i 2019
”Jeg var på Fyens Stiftstidende indtil 1. juni 2019, hvor jeg blev fyret som 60-årig sammen med en del andre fotografer.
Når man i 37 år har kørt rundt for avisen og mødt mennesker hver dag, så vil man jo gerne fortsætte med at møde mennesker. Men jeg kan ikke så meget andet end at fotografere – det er det eneste, jeg har lavet. Så da jeg så en lirekasse til salg, tænkte jeg: Kan man ikke bruges til andet, så kan man da blive lirekassemand.
”Kan man ikke bruges til andet, så kan man da blive lirekassemand.”
Niels Svalebøg,lirekassemand og projektleder
Jeg købte en lirekasse og satte mig ned og læste alt om lirekasser og lirekassemænd og blev grebet af historien og den samfundsbetydning, som lirekassen har haft. Og så tog jeg ellers bare ud og begyndte at spille og holde musikalske foredrag.
Efterhånden har jeg spillet mange forskellige steder – i gaderne, til guldbryllupper, i seniorklubber og på markeder. Jeg kommer ud og møder en masse mennesker, og de er altid glade og i godt humør. Det er dejligt, for til sidst var der så dårlig stemning på avisen, at jeg trængte til at skabe god stemning.
Jeg skal være ærlig og sige, at fyringen nok også fik mig til at miste lysten til at være fotograf. Jeg følte mig utroligt dårligt behandlet, og det bliver man jo ked af det over. Der har jeg brugt lirekassen til at hive mig selv op og komme videre i tilværelsen.
I dag spiller jeg lirekasse alt det, som jeg kan nå. I øjeblikket har jeg også fuldtidsarbejde som projektleder på et bevaringscenter for truede gamle danske husdyrsracer, men lirekassemand er blevet mit lod i livet.” ––– (Foto: Heidi Lundsgaard).
KATRINE BECHER DAMKJÆR, fri fugl – forlod frivilligt Fyns Amts Avis 10. december 2021
”Jeg havde aldrig før været i Svendborg, da jeg startede i et vikariat på Fyns Amts Avis for 14 år siden. Det er to børn og en mand og et realkreditlån siden – så der er kommet meget godt ud af det. Men jeg har bare fået nok.
Jeg har følt mig meget alene, siden jeg blev alene som fotograf på redaktionen. Det er benhårdt arbejde, når man ikke har nogen at spejle sig i og sparre og idéudvikle med. Det har betydet, at det faktisk er længe siden, jeg har lavet fotografi – jeg har mest bare illustreret artikler.
Jeg begyndte at komme hjem og være træt og ked af det. Det er der sgu ikke nogen kolleger eller nogen løn, der er værd, så i sommer traf jeg beslutningen om at stoppe. Fotografi er et fantastisk fag, men der er alt for langt mellem snapsene.
”Fotografi er et fantastisk fag, men der er alt for langt mellem snapsene.”
Katrine Becher Damkjær, fri fugl
Efter alle fyringsrunderne er det et kæmpe privilegium at få lov til selv at sige farvel. Det har været hårdt at være igennem så mange nedskæringer og hele tiden tænke: Hvornår er jeg ikke længere nødvendig, hvornår bliver jeg skippet ud som de andre? Nu vælger jeg selv, i stedet for at blive strittet ud.
Jeg har overhovedet ingen idé om, hvad jeg skal. Det føles lidt som bungy jump uden elastik. Jeg overvejer at læse noget nyt, for jeg har en trang til at være aktivistisk og gøre en forskel – til at komme lidt på barrikaderne.
Det er ikke uden sorg, at jeg stopper, og jeg synes, det er synd for læserne, at avisen har konverteret min stilling til en skrivende. Nogle af mine journalist-kolleger er rigtig dygtige til at fotografere, men andre har hverken lysten eller evnerne til det. Og det kan man godt se.” ––– (Foto: Privat).