search

Debat: Mediernes dobbelte krænkelse

Medierne dækker MeToo med ikke repræsentative solovinkler, konfliktoptrapning og tabloid tænkning, i sympati for gode gamle venner eller bare mænd generelt. Hvad har medierne egentlig lært af den anden MeToo-bølge?

Snart er også anden MeToo-bølge lagt død i Danmark. Kvinder vil holde kæft, belært af de karaktermord, mediernes magtfulde (mænd) begår mod de kvinder, der står frem. Belært af den sympati, som medierne har for krænkerne, vil de tie.

Er det, hvad medierne ønsker?

I ’Go’ Morgen Danmark’ kom psykolog Ulla Dyrløv, der selv er blevet voldtaget, til at græde. Ifølge hende udsætter medierne de kvinder, som står frem, for endnu et overgreb. Medierne gentager krænkelserne i deres dækning af MeToo – nogle i blodrusen fra en enøjet jagt på solovinkler, konfliktoptrapning og tabloid tænkning, andre i sympati for gode gamle venner eller bare mænd generelt.

Medierne er med til at skabe en modbølge, som stopper den fine bevægelse, Sofie Linde satte i gang.

I september skrev mere end 1.600 mediekvinder under på et støttebrev for Sofie Linde, der blev kritiseret, efter at hun stod frem og fortalte: ”Den her store tv-kanon kommer op til mig, tager fat i min arm og siger til mig: ”Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere.””

Så fulgte en dækning med mange forskellige vinkler. Hvordan vælger medierne vinklerne? Ud fra repræsentativitet og væsentlighed? Ud fra nyhedskriterierne, der burde være afgået ved døden for mange år siden? Ud fra en drøm om mange klik? Eller er det bare uden den store tankevirksomhed som: ”Uuuuh, det er en god historie, den bringer vi?”

I lægger mere brænde på bålet, så kvinder mistænkeliggøres. Til tider tænder I selv bålet, tilsyneladende helt uden at tænke over konsekvenser som trusler om voldtægt, grov tilsvining, og ”vi ved, hvor du og dine børn bor”.

Det sker på opinionssiderne, på lederplads, på nyhedssiderne, i den fortællende journalistik og på de sociale medier. Således har chefredaktører for Jyllands-Posten, Aarhus Stiftstidende, Fyens Stiftstidende og Avisen Danmark bare inden for den sidste måned igen dokumenteret, at det ikke skorter på Himpathy – empati for mændene.

Vi kvinder, der har oplevet krænkelser, oplever, at retssystemet og mediearbejdspladser er på krænkernes side, men vi oplever også, at medierne er på hans side.

I en af de nyeste artikler fortæller Alexander Küster i Avisen Danmark om, hvordan han er blevet voldsomt sanktioneret efter som 19-årig at have deltaget i en sexistisk Facebook-tråd. Hans politiske karriere var slut. Han fortæller tilmed om et selvmordsforsøg. Og Avisen Danmark beder lige de krænkede unge kvinder om deres kommentar til, om ”straffen” står mål med ”de dumme jokes”. Rikke From, en af pigerne, der reagerede mod tråden, citeres for at sige: ”Det er en ulykkelig situation, og jeg er ked af det på Alexanders vegne.”

Hvorfor kontaktes hun? Avisen pålægger hende på indirekte vis skyld og skam. Det var DSU, der sanktionerede. Ikke Rikke From. Ikke de øvrige unge kvinder. De sagde blot fra. Redaktøren for Avisen Danmark Peter Rasmussen siger til sit forsvar, at mediet bør høre parterne, og i ’Q & Co.’ 14. januar 2021 siger han endda, at han nu har lært, at ”debatten er ensidig”. Dermed demonstrerer han med al tydelighed, at han ikke anerkender kritikken. Nej, for Alexander er jo en god casehistorie, om end den sandsynligvis er den mindst repræsentative case i spektret på linje med Dovne Robert og Fattige Carina. Den ekstreme case – en outlier.

(PS. Til Alexander Küster. Hvis alt er kommet frem, så harmonerer sanktionerne slet ikke med dine handlinger, og jeg håber, at du vil tage fat i DSU, stille dig op på talerstolen til jeres møder og blive ved med at sige fra.)

Den omfattende støtte i dækningen, som mænd, der ikke har kunnet styre sig, alligevel får, er bemærkelseværdig. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor sjældent medierne udviser samme støtte over for de kvinder, der er blevet voldtaget eller på anden vis udsat for et overgreb, og over for de kvinder, der stadig, 20 år efter, slås med hændelsen. Hvor er historierne, der stiller voldtægtsmænd eller krænkeren for folkedomstolen? Hvor er kontakten til kvinden, der stadig plages af angst, eller som har skullet gå på en knivsæg, så hændelsen med bossen ikke ødelægger hendes muligheder?

Fraværende. Fordi pigen lyver jo nok, og hun skulle jo have gået til politiet før, og hvorfor var hun også lige der på det tidspunkt. Det var jo dumt?

TV 2 trækker sin MeToo-dokumentar om sig selv tilbage, fordi ledelsen ikke synes, at det er passende, at stationen dækker sig selv. Dog først efter at have fyret studievært Jes Dorph-Petersen, der til gengæld får mobiliseret masser af kollegial og folkelig sympati ved at erklære sig selv som uskyldig og den anden part som løgnagtig.

Ja, fordi pigen lyver jo nok, og hun skulle jo have gået til politiet før, og hvorfor var hun også lige der på det tidspunkt. Det var jo dumt.

Og chefredaktøren for Aarhus Stiftstidende, Jan Schouby, begår en ”fejl” eller ”går i saksen”, ikke bare en, men to gange. Senest ved på Twitter at skrive: ”Med 20 års forsinkelse?? Det kunne også være, at hun bare er sur på ham, fordi han ikke vil hende, eller fordi han har fået forfremmelsen i stedet for hende. Jeg ville nødigt være mand sådan et sted.” Den fortryder han. Sammen med et andet, tidligere tweet om den radikale MeToo-sag.

Ja, Schouby lever op til remsen: Pigen lyver jo nok, og hun skulle jo have gået til politiet/partiet før, og hvorfor var hun også lige der på det tidspunkt. Det var jo dumt, ikke?

Vendingen ”gik i saksen” viser meget tydeligt, hvordan Jan Schouby ser på det hele. For hvem holdt saksen? Åh, de der vrede kvinder igen! Eller er det bare endnu en dum formulering fra hans hånd? Fra børn, fulde folk og mediefolk på Twitter skal vi høre sandheden?

Og Jyllands-Posten vælger endda at hylde Jes Dorph-Petersen som ”en helt” på lederplads. Lad os se, om den leder står lige så skarpt om nogle måneder. Hvis nu JP troede på kvindernes beretning, ville en fyring så være okay?

Nå ja, og Politiken, der på sine debatsider insisterer på ”frisprog” og whatnot, som den, hvor ”Mange kvinder er så meget i tilstræbt kontrol, at der skal en dildo på størrelse med en kaffekande op i røven på dem, før de kan slukke hjernen og blive seksuelt nærværende”.

Pressenævnet har også netop afvist en klage fra en kvinde, der i en kronik i Politiken blev slagtet af den mand, der var frikendt for voldtægten af hende. Læs sagsfremstillingen og Pressenævnets kendelse her. Kronikken blev bragt på nettet samme dag, som en dokumentar om sagen blev vist på TV 2, og er et af de mest sindssyge personangreb, jeg har set trykt i en avis.

Retten frikendte manden for voldtægt, men som Ulla Dyrløv sagde i ’Go’ Morgen Danmark’, så forandrer det ikke den oplevelse, kvinden havde. Alligevel trykker Politiken en kronik, som hun oplever som krænkende …

Ja, fordi kvinden lyver jo nok, og hun skulle jo have gået til politiet før, og hvorfor var hun også lige der på det tidspunkt. Det var jo dumt.

Så hvad har I egentlig lært, redaktører og øvrige ledelser på landets aviser?

Her er, hvad jeg synes, at I burde have lært.

  1. Læs for helvede op på, hvordan kvinder, der voldtages, reagerer før, under og efter en voldtægt. Spørg kvinderne omkring jer om deres oplevelser. Måske er I så tillidsvækkende og empatiske, at I får et ærligt svar? Måske ikke? Måske kan I endda skrive nogle artikler om de voldsomme følgevirkninger, der er efter en voldtægt. Domsfældelse eller ej.
  2. Har I spurgt jer selv: Har vi overhovedet jævnbyrdige kvinder iblandt os? Jeres ledelser er jo ikke repræsentative. Her er fx Jysk Fynske Mediers ledelse. I JFM’s bestyrelse (ifølge årsrapport 2019) sidder en kvinde. Aarhus Stiftstidende – lige så svagt repræsenteret. TV 2’s ledelse er blevet mere repræsentativ – i hvert fald visse steder. Og her er et billede af lederne for de største medievirksomheder i Syddanmark. Første skridt må være, at I får kvinders stemmer repræsenteret i ledelsen.
  3. Lytter I så til dem? Er kvinderne stærke nok til at give deres besyv med? En af de virkelig tunge erkendelser, som burde være kommet undervejs i forløbet, er: ”Hov, siger de overhovedet fra? Kan de sige fra?” Mediernes chefer bevægede sig monumentalt fra ”det findes ikke hos os” til ”ups, der er noget, vi har overset/ikke kendt til/burde have kendt til”. Mange mediechefer tror nemlig fejlagtigt, at fordi de kræver stor integritet af deres medarbejderstab over for kilder og andre interessenter, så siger journalisterne også fra internt. Men nej, det gjorde de så ikke, før reaktioner som fx DR-værten Adam Holms mistænkeliggørelse af Sofie Lindes motiver fik provokeret nogle tilstrækkeligt meget til at sige fra. Hvad bruger I den nye viden om den manglende samtale til? Får I overhovedet spurgt nogen om noget? Eller er det business as usual? Med fyresedler hængende over hovedet kan det være stramt med en ærlig dialog. Integritet eller mad på bordet? Og endnu sværere, når hverken punkt 1 eller 2 er landet endnu.
  4. Så er der selve dækningen af MeToo. Lektor og journalist Jannie Møller Hartley fra RUC og docent Tina Askenius fra Malmø Universitet peger på, hvordan medierne har et særligt ansvar: ”Medieinstitutioner er dog også nøgleaktører i legitimering og de-legitimering af sociale bevægelser, og at medier via de ”fortolkende pakker”, de tilbyder, enten kan fremme eller hindre aktivisme og sociale bevægelser i deres udvikling.” Medierne har altså et medansvar for, hvordan det her dækkes, så kvinder nu og i fremtiden rent faktisk tør stå frem og fortælle om deres oplevelser. Møller Hartley og Tina Askenius konkluderer blandt andet, at historierne frames individuelt (fx Alexander Küsters historie), som en unødvendig kampagne drevet af politisk korrektheds-kultur (fx Schoubys tweets), eller som en heksejagt og en folkedomstol (fx Jes Dorph-Petersens fyring). I den sump af medieforudsigelighed forsvinder det overordnede problem: Kvinder oplever sexisme. Kvinder kan voldtages uden sanktioner. Også på arbejdspladsen.
  5. Endelig sproget i medierne. Frisprog? Eller bare ubehagelig tilsvining? Hvorfor bringer I kronikker, debatindlæg og stiller jeres Facebook-sider til disposition for kommentarer, som udelukkende har til formål at svine andre, ofte identificerbare og sårbare mennesker til? Jeg forstår det ikke. Og så selvfølgelig sproget omkring voldtægter, hvor der bruges nedtonende omskrivninger som sexforbrydelser eller sexoverfald. Hold op med det. Læs op på det. Uddan nye til at opføre sig ordentligt. Vi er tilbage i 1920 og firbladspressen med det upræcise og nogle gange vulgære sprog, I vælger at anvende.

 

For hvilket samlet billede ønsker I egentlig at efterlade? Under første bølge valgte medierne at dele dobbelt så meget negativt om #MeToo som positivt på Facebook, der jo er eneste nyhedskilde for en del borgere. Hvad sker der denne gang?

Er jeres budskab virkelig: Kvinderne er løgnere, det er for lang tid siden, straffen er for hård? Eller er jeres budskab: Vi lytter, vi erkender problemet, og lad os gøre noget ved det nu, sammen?

Jeg forstår godt, at der er panik i mændenes omklædningsrum. Hvis jeg skal bruge ”frisprog” a la Politikens debatsider, så: ”Der står du, mediechef, efter brusebadet med dit meget lille, våde håndklæde om livet. Om lidt voldtager din højt respekterede træner dig. Din anus kommer sig sikkert hurtigt, men hvad med dit sind? Verden bliver næppe den samme for dig nogensinde igen. Men bare rolig: Vi ved, at du ikke siger det til nogen. For det er jo flovt. Og så er det i øvrigt også din egen skyld, for du kunne bare lade være med at friste ham og gøre dig til. Og kom ikke om 20 år og sig, at i det øjeblik forandrede alt sig for dig. For så er det for sent.”

Som mig selv vil jeg skrive: Det virker på mig, som om dækningen af MeToo går den forkerte vej. Fortænkte, ikke-repræsentative vinkler og cases, victim blaming og håbløst menneskesyn (kvindesyn) i stedet for konstruktive tanker om, hvordan vi skaber arbejdspladser og et samfund med plads til alle – også dem med varierende integritet og mod.

Der findes andre muligheder. FN har f.eks. udgivet en hel bog med gode løsninger. Diskuterer I overhovedet dem? Eller skal vi bare blive ved med at krænke kvinder i retten, på arbejdspladsen og i medierne?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen