Mandag den 15. januar blev forfatteren Synnøve Søe fundet død. Der gik ikke mange timer, før pressen havde nyheden og gik i gang med at få dødsfaldet bekræftet af en pårørende – sådan som god presseskik kræver.
Ugebladet TÆT PÅ rykkede først. Man fik fat i Synnøve Søes halvbror, journalist Jeppe Søe, som bekræftede, at Synnøve var død og udtalte følgende:
“Vi har ikke haft kontakt siden 1989, hvor hun skrev bogen ’Fars’, om sin påståede frygtelige barndom – som jo altså også var min barndom – en historie, som hun senere indrømmede var helt fiktiv.”
Ekstra Bladet fik samme udtalelse. Kort tid efter udsendte Ritzau et telegram, hvori man citerede Jeppe Søes ord til Ekstra Bladet om halvsøsteren. Telegrammet blev bragt af adskillige medier, blandt andet Jyllands-Posten, Politiken og DR.
For de særligt tungnemme vil jeg lige slå fast, at ’Fars’ er en roman. Denne litterære genre beskrives i Gyldendals Store Danske Ordbog som en “lang fiktionsfortælling”. ’Fars’ er med andre ord fiktion. Der er altså ikke noget at indrømme. Denne ikke helt ubetydelige detalje blev ikke registreret af en eneste af de journalister, der skrev eller afskrev Jeppe Søes udtalelse. Og ingen fandt det betimeligt at bede om eller selv lede efter dokumentation for, at en af kongerigets mest omtalte litterære skikkelser skulle have ”indrømmet” noget i forbindelse med sin roman.
Ud over almindelig, hæderlig kildekritik var også et andet journalistisk værktøj allerede pakket ned denne mandag aften: Research – journalistikkens skruetrækker. Det er med den, man skruer en historie sammen eller piller den fra hinanden.
Det ville have taget mindre end et minut at søge på Synnøve Søe og hendes halvbror, hvorefter man havde erfaret, at Jeppe er næsten ni år yngre end sin halvsøster. Hvor meget fælles barndom havde de egentlig, især når man tager i betragtning – hvilket man også havde kunnet læse sig til – at forældrene blev skilt, da Synnøve var ganske lille, og at hun primært voksede op hos sin mor, mens Jeppe boede hos deres fælles far? Synnøves barndom var altså ikke nødvendigvis Jeppes barndom, og der var derfor overhovedet ikke noget journalistisk grundlag for at bringe hans udtalelse.
Havde man brugt måske endnu et minut på research, var man stødt på artikler fra 2009, hvor Jeppe i forbindelse med, at Synnøve udgav romanen ’Skrifte’, blandt andet kaldte sin halvsøster for en ”udspekuleret satan” og en ”medieliderlig løgner” samt gav udtryk for, at for ham var Synnøve død. Der var altså en del hurtigt tilgængelig dokumentation for, at der var ondt blod mellem de to søskende, og at Jeppes udtalelse i forbindelse med Synnøves død derfor bare var endnu et partsindlæg i en længerevarende og meget betændt konflikt. Alligevel blev Jeppe Søes ord viderebragt, på trods af at en død person som bekendt ikke kan svare igen.
Jeg forventer ikke, at et ugeblad som TÆT PÅ iklæder sig presseetikkens stramme gevandter, og Ekstra Bladet – min gamle avis – er efterhånden bare et ugeblad, der udkommer på nettet mange timer hver dag, men Ritzau? Er det virkelig det bedste, vores nationale nyhedsbureau kan præstere? Og hvad skete der for DR, Politiken og Jyllands-Posten? Her har man tilsyneladende ikke længere journalister, der en sen aften i en breaking news-situation kan huske, at især de afdøde har krav på, at de gør deres arbejde ordentligt, inden de trykker på send-knappen?
PS: Jeg har været ven med Synnøve Søe og var i 90’erne redaktionschef på Synnøve Søes talkshow på TV3. Jeg bevarede on and off kontakt med hende frem til 2011.
Af Trine Villemann, journalist
—-
Svar fra Jeppe Søe: Der er forskel på fakta og fiktion
Trine Villemann er tydeligt ude i et personligt partsindlæg om sin tidligere veninde og en kamp, der ellers ikke har været aktiv siden 2013. Hun forklæder det som en kæmpe journalistisk debat om etik, som jeg mener er at skyde helt forbi.
Hvis Villemann var ude i et seriøst og generelt pressekritisk indlæg, så kan det undre, at samme kritik ikke blev rejst af hende i 2008, da min far døde, og Synnøve var del af hans nekrologer og udtalte sig i den forbindelse?
Og det kan især undre, at Villemann på sin facebookprofil om bogen ’Fars’ påstod, at “genren er underordnet”, da Jarl Cordua fastslog, at ”en roman jo per definition er fiktion”. Villemann kaldte det “ordknepperi”, men for mig er der også en ret så væsentlig forskel – og det bekymrer mig en smule, at Villemann, med et eget forfatterskab bag sig, mener, det er ordknepperi at kunne skelne mellem fiktion og fakta. Det må vi tage til efterretning.
Villemann skrev på Facebook, at hun mener, udtalelsen fra os om, at ’Fars’ var fiktiv, ”undergraver hele Synnøves forfatterskab”, men jeg kan læse i dette indlæg fra Villemann, at hun nu pludselig har erkendt, at hele forfatterskabet startede på en fiktiv roman.
Hvorfor mig?
Jeg ønsker ikke at genåbne en strid, der stoppede mellem Synnøve og mig i 2013. Men den journalistiske etik og moral – samt Villemanns anklager mod pressen – vil jeg gerne både forklare og forsvare. I forbindelse med Synnøve Søes død vidste familien, at der ville gå meget kort tid, inden det havde bredt sig. Enhver med journalistisk forståelse ville også vide, at den første, alle ville kontakte, var mig. Sådan har det været i alle årene. Jeg var studievært, da Synnøve udgav bogen, og min far en kendt debattør. Derfor stod vi alene i skudlinjen – selv om der jo er mange i vores familie, der valgte hende fra, ligesom os.
Da jeg ville få alle opkald, bad familien mig bekræfte og kommentere Synnøves død – og vi lavede i fællesskab en udtalelse, der svarede på de to ting, som alle ville spørge om: 1. Bekræftelsen af hendes alt for tidlige død. 2. En kort udtalelse om, at Synnøves kampe med familien, der jo ikke blot er mig, men tre søskende, forældre og flere andre led – for længst var lukket ned og derfor ikke skulle fylde. Ugerne indtil bisættelsen burde kun hylde det liv, hun valgte at afslutte alt for tidligt. Vi mener fortsat alle, at det var en glimrende måde at få bekræftet dødsfaldet og samtidig få fortalt, at striden har været afsluttet i årevis, og at hele familien er rystet over den besked, som vi fik.
Når jeg senere på ugen selv, uden om de godkendte ord fra hele familien, udtalte mig til pressen om Synnøve, var det kun barndommen med hende, som jeg talte om. Alt det gode, som jeg fortsat ikke kan tale om uden at få tårer i øjnene. Jeg har udelukkende talt godt om Synnøve i disse uger, da jeg synes, det er de sider, der bør fylde. Villemann og en række andre har ønsket en anden debat, den shitstorm har jeg ladet dem om. Beskeder med “du har sikkert selv slået hende ihjel” og “hykler” druknede gudskelov i havet af kondolencer og fine mindeord til familien. Men på Facebook hærger den femte statsmagt i vildskab. Folk, der havde passeret hende på gaden i '97, blev pludselig eksperter i hele hendes virke – og de mente, jeg skulle “holde min kæft”.
Det faktum, at det blev mig, der skulle svare pressen, vidste jeg selvsagt fra starten ville ophidse enkelte, der kaldte sig venner af Synnøve. Men for at give familien den fornødne ro, påtog jeg mig “opgaven” at svare pressen – velvidende at folk som Villemann måske ville få et føl på tværs. Alternativet til mig var Synnøves søn – og det valg syntes vi ikke, han skulle udsættes for. De mellem 400 og 500 opkald i de to uger fra pressen er jeg glad for, at vi skånede ham for.
Sandheden omkring den såkaldte “fejde i familien” er langt mindre farverig, end de fleste tror. Synnøve skrev, som Villemann nu selv påpeger, en fiktiv roman. Det var en vigtig roman på den tid, da den lukkede op for en væsentlig samtale om at se 60’erne i andet lys – og Synnøve skrev fantastiske historier. Men det var en roman!
Pressen skrev gentagne gange, at der var tale om en biografi – hvilket er en grotesk og forkert fordrejning af virkeligheden. En roman er i sagens natur fiktiv og kan derfor indeholde alle de påstande, man ønsker at sprede, mens en biografi er sand, har en redaktør tilknyttet forfatteren og indeholder påstande, der kan efterprøves i retten. Lad mig kort konkludere, at ingen af påstandene ville holde i retten – og at det derfor aldrig kom dertil, så længe det var almindeligt kendt og beskrevet som en roman og ikke juridisk gældende anklager i kraft af en biografi.
Jeg var der faktisk selv
Da pressen pludselig skrev biografi fremfor roman – en fejl, de gentagne gange har lavet, endda også i de nyeste nekrologer og i Ritzaus udsendelse om hendes død – bad hele familien selvsagt Synnøve om at få det rettet, så der altid stod roman i interviews med hende. Vi vidste jo alle, at der var tale om fiktion. Når Villemann her fastslår, at jeg ikke kan kende barndommen, fordi Synnøve var ni år, da jeg blev født, er det helt korrekt. Jeg må bare huske Villemann på, at der er tre søskende, som valgte ikke at se Synnøve, hvoraf den ene er på hendes alder og har de boet samme steder. I både ’Fars’ og senere bogen ’Skrifte’ er der også ”en lillebror” til ”pigen” og dermed situationer, hvor jeg så sandelig selv kan vurdere, om det er fakta eller fiktion – jeg var der selv, og alt er bare gode historier. Synnøve reagerede ikke og fik aldrig rettet fra biografi til roman, hvilket ødelagde forholdet mellem os. Ret må være ret.
Kampen om detaljer i bøgerne har alle holdt sig fra at deltage i. Jeg ønsker heller ikke nu begynde at gennemgå de mange historier, da det hører til privatlivets fred. Jeg ville kunne fremvise en masse breve, film og private oplysninger – men det er forhåbentlig ikke derud, Villemann ønsker at presse mig, da jeg ikke på nogen måde ønsker at afsløre detaljer om et menneske, der ikke er blandt os mere. Så vil jeg hellere tage tæskene og i al fremtid fremstå som ”den onde halvbror”. Privatlivets fred er en vigtig fred at stå vagt om.
Selv om Villemann kan citere fra et blogindlæg, jeg skrev i 2009, må det være påfaldende at opdage, at ingen af os andre har deltaget i pressen gennem de 28 år. Synnøve har påstået en række ting indirekte, ved netop ikke at få rettet, at det var en roman – og jeg har svaret på det hele en enkelt gang, lige efter min fars død, hvor jeg var psykisk nedbrudt. Her annoncerede Synnøve endnu en bog om sin påståede dårlige barndom, inden fars sten var på graven. Det fik mig til at reagere denne ene gang. Ej heller i dette tilfælde er det lykkedes mig på Google eller Infomedia at finde læserbreve fra Villemann til Journalisten om manglende dokumentation eller ordentlighed, når Synnøve påstod en række ting om min afdøde far – hvilket igen får mig til at affærdige reaktionen som et partsindlæg fremfor reel pressekritik. Jeg fortryder ikke et ord i mit blogindlæg, men har fortrudt, at jeg åbnede munden. Fra det sekund blev vi opfattet som familien fra Bryggen, hvor fejden blev almindeligt samtaleobjekt om middagsbordet i danske hjem.
Forsoning og ro på stridighederne
Men mit blogindlæg førte en enkelt god ting med sig. Pressen begyndte at skrive, at der var tale om en roman – de slog ganske enkelt op på side 1 i bogen og læste genren, som forlaget udgav bogen med. Ordet ”biografi” skrev kun de færreste. Og Synnøve ændrede også sine ord om barndommen og alt det, der ellers havde sat hende i gang. Det skrev jeg til Synnøve, at jeg var glad for at opdage. Jeg skrev, at hendes pen var dygtig nok til at klare sig uden den slags påstande – og at hun var mere end nok i sig selv. Da hun senere i både 2011 og 2012 i radioen blev spurgt direkte, om ’Fars’ var en biografi eller en fiktiv roman, svarede Synnøve roman. Det kan for andre føles som en ligegyldighed, men når netop dette væsentlige ord har været en akilleshæl i hele den fejde, der har kørt i årevis mellem hende og familien, var det en befrielse for os alle. Synnøve begyndte at skrive helt anderledes, og i de sidste år var hun på toppen med iagttagelserne af stort og småt til POV.
I 2013 skrev jeg frem og tilbage med Synnøve om glæden over, at den del af vores fejde havde nået en slutning, idet hun dermed havde rettet pressens påstande om en selvbiografisk bog om hendes barndom. Tilgivelse er et stort ord, da de mange år med mistro har gjort ondt og påvirket alle medlemmer af familien – men vi var enige om at lægge de ting bag os og ikke fortsætte den groteske kamp, som kun ville have gavnet underholdningen. Siden har hverken jeg eller Synnøve talt et sekund om barndom eller fejde. Ganske enkelt fordi hun ændrede sig og fik sagt højt, at der retteligt var tale om en fiktiv roman.
Lad mig derfor slå fast, at jeg ikke mener, pressen har begået noget galt i denne sammenhæng. De fik et citat fra familien – og bragte citatet. Det sker hver eneste dag, at pressen viderebringer ord som citat. Citatet svarede på de to ting, der ikke skulle til at fylde igen – og ej heller kom til det (bortset fra nu). De mange fine nekrologer og eftermælet er ordentligt og sobert beskrevet af langt de fleste journalister, der har dækket denne triste begivenhed. Enhver må stå på mål for egne udtalelser i den sammenhæng – og familien står gerne på mål for dem, vi sendte ud gennem mig.
Havde jeg helst været fri for at tale? Ja for helvede! Jeg ville til hver en tid helst have slukket mobilen i to uger – men da pressen både kræver og fortjener svar, holdt jeg den åben for at skåne hendes søn. Det kunne man håbe på en anelse større forståelse for.
—-
Svar fra Ritzaus redaktionschef, Martin Darling
Trine Villemann retter kritik af Ritzaus artikel om Synnøve Søes dødsfald med udgangspunkt i tre hovedpåstande om indholdet: 1. Ritzau understreger ikke, at ’Fars’ er en roman og derfor en fiktionsfortælling. 2. Jeppe Søe og Synnøve Søe har ikke haft en fælles barndom. 3. Jeppe Søe syntes i forvejen, at Synnøve Søe var en anløben person, og derfor skal man ikke anvende hans udtalelser.
’Fars’ er af mange blevet opfattet som helt eller delvist selvbiografisk. I Kristeligt Dagblad kalder litteraturlektor Svend Skriver bogen ”et tidligt eksempel på den nyere tids trend, hvor man tager familieoprør med ind i bøger, som blander fiktion og fakta”. Politiken betegner den som et ”personligt opgør med forældrene”, og i et interview med forfatteren bliver bogen i Berlingske beskrevet som selvbiografisk. Jeppe Søe er ifølge Ritzaus oplysninger af den opfattelse, at Synnøve Søe offentligt og over for dele af familien flere år efter udgivelsen tydeligere end tidligere tog afstand fra omverdenens opfattelse af bogen som selvbiografisk.
Det fastslås ikke af Ritzau, at Synnøve Søe og Jeppe Søe har haft en fælles barndom. Det er en subjektiv oplevelse, Jeppe Søe giver udtryk for. At en aldersforskel på ni år og en skilsmisse umuliggør en fælles barndom, anerkender Ritzau ikke. Ritzau anerkender, at betegnelsen ”fælles barndom” er upræcis, og at Synnøve Søe kan have oplevet det anderledes. I en facebookopdatering 16.01 kommer Jeppe Søe med konkrete episoder fra fælles barndomsoplevelser.
Omtalen af Synnøve Søes dødsfald var usædvanlig. Medierne anvender jævnligt henvendelser fra familiemedlemmer som kilde til at skrive om et dødsfald. Som altovervejende hovedregel har det pågældende familiemedlem haft et godt forhold til afdøde.
Synnøve Søe udgav flere bøger, var talkshowvært, modtog Statens Kunstfonds arbejdslegat og forstod at reflektere intellektuelt over det stof, hun arbejdede med. Det fremgår alt sammen af Ritzaus omtale af dødsfaldet 15.01. Men en del af fortællingen om hende var også et til tider konfliktfyldt forhold til nogle af menneskene omkring hende, og det kommer i dette tilfælde til udtryk i citaterne fra Jeppe Søe. Ritzau har dog også i denne sag ladet indhold om Synnøve Søes dødsfald og eftermæle begrænse af, hvem afsenderen var og repræsenterede, og har ikke viderebragt alt, vi har fået indsigt i den pågældende dag og dagene efter.
Vi har på Ritzau fuld forståelse for, at Trine Villemann som nær ven af Synnøve Søe, som hun selv har beskrevet som ”mit hjertebarn – på godt og ondt”, er påvirket efter det tragiske dødsfald og kan føle sig stødt af dækningen. Vi tager hendes indlæg og pointer til grundig efterretning for fremover at kunne håndtere lignende vanskelige situationer på den bedst mulige måde.
—-
Svar fra Per Kuskner, chefredaktør, TÆT PÅ
Vi spurgte Jeppe Søe, om han kunne bekræfte dødsfaldet, og det gjorde han på familiens vegne med det citat, som vi – og siden også andre medier – har bragt.
—-
Svar fra Poul Madsen, chefredaktør, Ekstra Bladet
Jeg ser det som et ligegyldigt partsindlæg fra Trine Villemann, så lad bare det tale for sig selv!
—-
Jyllands-Posten, Politiken og DR har ikke ønsket at svare på indlægget.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Egentlig et ganske godt eksempel, både ovenstående og de forfærdelige upræcise nekrologer, på hvordan vi alle kæmper for at fastholde det billede af fortiden, der understøtter vore selvbilleder i dag: Kun med frivillig eller tvungen forandring af vores selvbillede, kan vi vurdere fortiden anderledes.
Synne var sgu sjov, og alt for meget.
Men bare på den der måde, der bad om et knus her og nu.
Som når man lader op i solen eller hælder brændstof på kroppen eller en bil -
når brændstoffet mangler, ophører alle normale funktioner.
Således Synnes eksplosioner.
Det var ikke på forhånd til at vide, hvornår hun var flad og hvornår fyldt op.
Men hun var der altid bedst muligt,
altid i kampen for at komme videre.
Kære Anneke
Alle må skrive her, også dig.
Mvh
Det tilkommer måske ikke mig at skrive her, men jeg beder så indtrængende om fred nu. På trods af ubesvarede spørgsmål.
Mange tak, Trine Villemann.
De hæfter sig ved jeres venskab, fordi de ikke har argumenterne i orden.
Inderst inde er de jo klar over, at de har glemt alt om kildekritik og god skik i dødsomtaler.
Så er det jo nemmere at gå efter kvinden end efter bolden.
Det er sølle, men sådan er nogle jo: Sølle.
Det glæder mig at Ritzau tager min kritk til efterretning og fremover vil bestræbe sig på at levere mere grundig journalistik, MEN jeg mangler altså stadig svar på hvorfor man ikke bare lod halvbroderen bekræfte dødsfladet og udelod hans kommentar om barndommen. Jeg kan se at Ritzau hæfter sig ved at jeg var ven med Synnøve. Og det står jeg helt og fuldt ved, men betyder det så at jeg ikke må have en mening om journalistiske principper?
Flere