Fra morgenstunden var scenen sat, og ’alt disponibelt mandskab’ hos TV 2 var kaldt ind – et udtryk, der ledte tankerne mod beredskabet ved naturkatastrofer.
I det her tilfælde var der nu hverken tale om skybrud eller orkan, men en mediestorm af dimensioner. Og ’Løkkes skæbnedøgn’, som vi fælles efterhånden vist blev enige om at døbe dagen, blev dækket med helikopter (?!!) og massiv dækning af stort set samtlige rygter med minut for minut-opdateringer hele mediefladen rundt.
Hvis man et øjeblik prøvede at betragte det lidt udefra, lignede pressen et kobbel hunde, der bare sitrer efter det øjeblik, hvor de slippes løs og kan få lov til at jagte ræven til døde. Og – helt ærligt – var det nok også nyhedsmæssigt lidt af et anti-klimaks, da det viste sig, at ræven slap ned i sin hule uden at være nedlagt.
Det vender vi tilbage til.
Mediehetz er noget ævl
Først optakten til døgnet. Det er blevet hævdet, ikke mindst af fremtrædende Venstre-støtter, at dækningen af Løkkes bilag og forbrug har været en mediehetz: Et usympatisk udspring af jantelov, uhumsk moralisering og udtryk for pressens forfald.
Efter min bedste overbevisning er det noget ævl. Pressen har gjort sit arbejde. Som bl.a. Mads Kastrup skrev i Berlingske, så har medierne beskrevet, at der er forskel på, hvad Løkke siger, og hvad Løkke gør. Mikkel Andersson er inde på det samme i Politiken.
Det her handler ikke om smålig jantelov, men om politisk troværdighed. Løkke står i spidsen for et parti, der taler nulvækst i den offentlige sektor, mener, at man skal svare enhver sit, at det personlige ansvar er vigtigt. Når et partis leder handler på en måde, der ikke umiddelbart kan siges at afspejle de værdier, så er det pressens opgave at formidle det videre.
Under 3GI-sagen var det ligeledes ikke smålighed, det handlede om, men hvorvidt man som politiker kan opfordre til at bruge udviklingsbistand bedre og samtidig selv bruge bistandspenge på at flyve første klasse. I et tænkt eksempel ville det også være en helt relevant historie for pressen, hvis en politiker, der vil forbyde prostitution, selv benytter sig af prostituerede – selv om den slags normalt må siges at tilhøre privatsfæren. Det handler ikke om gerningen som sådan, men om hvorvidt man selv gør det, som man vil forlange af andre.
Dækningen af Løkkes gøren og laden tog i denne omgang først for alvor fat, da der helt uvant for Venstre begyndte at tegne sig et oprør mod lederen, muligvis hjulpet godt på vej af Venstre-ledelsens skiftende og ikke altid logiske forklaringer. Sagen gik fra at handle om Løkkes bilag til at handle om Løkkes person som sådan – og om en værdikamp i Venstre.
Man kan forstå på kritikerne af pressen, at det nærmest var utilstedeligt at give oprørerne lov til at komme til orde på tv og i spalterne. Men det er nu engang en god journalistisk dyd også at give ordet til dem, som det er ubekvemt at lytte til. Og efterhånden tegnede der sig et billede af, at Venstre var i opløsning.
Det seneste døgn var en opvisning i manglende saglighed
Og så er vi fremme ved ’Løkkes skæbnedøgn’, der i skrivende stund er endt med, at Løkke beholdt magten i sit parti. Venstres medlemmer har talt – som det er deres opgave. Pressen skal ikke fælde dom, blot formidle.
Ja, pressen skal formidle. Og den skal gøre det omhyggeligt og sagligt. Og her er det så, at jeg bliver trist. For det seneste døgn blev en opvisning i manglende saglighed. I forsøget på at være først med det mindste blev selv det mest hysteriske rygte blæst op, analyseret og kommenteret live på tv og under gule ’breaking’-bannere på mediernes hjemmesider.
Sidst på eftermiddagen var det et fastslået faktum, at Løkke ville trække sig samme aften. Kilder ’tæt på formanden’ blev citeret for den oplysning, ligesom det blev gjort klart, at Løkke ville pege på Søren Gade som efterfølger. Alt sammen spændende, alt sammen forkert. Og i hvert fald ikke noget, der gjorde nogen klogere.
Forløbet kalder på eftertanke, for det blev den uperfekte mediestorm. Det mindede i betænkelig grad om pressemødet i forbindelse med luksusrejserne for 3GI – her klarede Løkke ligeledes frisag og havde fået medierne til at ligne en flok hystader. I begge tilfælde var der helt reelle sager at berette om, hvad medierne gjorde sagligt og ordentligt. Og i begge tilfælde snublede medierne til sidst, fordi vi blev grebet af vores egen historie og spændingen og glemte at bevare det kølige overblik, sagligheden, sansen for proportioner og væsentlighed.
Jeg var selv blevet grebet
Jeg havde selv fri, men ellers havde jeg utvivlsomt også været blandt dem, der havde indkaldt ’alt disponibelt mandskab’ og lagt slagplaner for dækningen, og jeg var blevet grebet af den stemning, som altid er en del af en stor sag under opsejling. Jeg havde lavet en lige så rygtebaseret – og lige så forkert – forside. Det er hulens svært at lade være, når nyhedsmøllen først for alvor går i gang med at male. Og et parti, der tilsyneladende er i gang med at selvopløse for åben skærm, er en god historie. Det kan ikke være anderledes.
Det er også svært at se, hvordan vi kan gøre det anderledes. Hvem tør lade være med at være en del af nyhedskapløbet? Kan man være et seriøst medie og så ikke dække sådan en begivenhed i væg til væg-format? Hvordan undgår vi, at vi bliver et kobbel hunde i blodrus, når det først går løs?
Jeg har ikke svarene, men jeg ved, at det er nu, vi skal tænke over, hvordan vi gør det bedre ved næste store sag. Og jeg tror også, at vi åbent og ærligt skal erkende over for os selv, at det ikke er public service eller god journalistik at fylde timevis af sendeflade og onlinedækning med rygter, spekulationer og analyser, der er baseret på samme. Hvem gjorde vi klogere ved at bringe rygterne videre? Ingen. Vi holdt en spænding i gang, og det er et kick for enhver journalist. Men imens undergravede vi vores troværdighed en lille smule mere.
Løkke har kun sig selv at takke for, at hans rygevaner og hans tøjbrug og rejser for andres penge er blevet en sag og har kastet hans parti ud i den største krise i nyere tid. Han vågner til en virkelighed, hvor han skal kæmpe for at genvinde sin troværdighed og evne til at komme i medierne for sin politik i stedet for sin personlighed.
Vi har kun os selv at takke for, at vi – da tirsdag så småt var blevet til onsdag – så forpjuskede og sølle ud. Måske endda latterlige. Og også vi vågner til en virkelighed, hvor vi skal kæmpe for at genvinde troværdighed.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Lad os nu bare konstatere, at pressen har gjort sit arbejde, men at den kunstneriske værdi lå en del under middel.
For mit vedkommende gælder, at der render for mange journalister rundt på Christansborg.
Det ville være en god ting for landet, at halvdelen af dem blev sendt til Bruxelles og Strasbourg for at formidle virkeligheden i Europa.
Resten vil formentlig sagtens kunne overkomme at dække det amtsrådsfnidder dansk politik består af.
Jeg synes det er en smule selvretfærdigt, når Susanne skriver: "Man kan forstå på kritikerne af pressen, at det nærmest var utilstedeligt at give oprørerne lov til at komme til orde på tv og i spalterne. Men det er nu engang en god journalistisk dyd også at give ordet til dem, som det er ubekvemt at lytte til.", disse folk i baglandet er jo ikke blevet tilbudt en mikrofon, de er blevet jagtet indtil de har udtalt sig. Eller tager jeg fejl?
Videre: "Måske endda latterlige", hvis "måske" udtrykker en tvivl om hvorvidt man ser latterlig ud, så mener jeg ikke man skal være i tvivl. Det at man sår tvivl om hvorvidt hele miseren har været latterlig, viser bare med al tydelighed, at man ikke vågner med den fornødne forståelse af hvor indigneret nogen af os (som ikke er interesseret i Venstre, men i politik) er over den dækning der er foregået.
Som journalister må vi nok erkende, at den tillid fra folket, som vi skriver og taler så meget om, at politikerne skal have, den har vi ikke selv.
Det er ærgerligt, men næppe unaturligt i en tid, hvor troen på autoriteter - også pressens (!) er væk.
Jeg bliver altid lidt trist, når jeg hører de røde snakke om den borgerlige presse, og de blå snakke om de røde lejesvende, for jeg ved jo, at de ikke har ret i deres påstand om politisk farvede journalister (min påstand).
Men vi gør det jo heller ikke lettere at forsvare vores egen position ved at være nyttige idioter.
For nogle medier løser tillidskrisen sig selv - de dør uanset hvad. Og de ville dø uanset graden af tillid.
Andre medier må så prøve at finde ud af, hvad deres rolle er fremover.
Desværre - og det er jo det mest sølle af det - lærer medierne ikke noget af disse bersærker-gange.
Næste gang der opstår ballade et eller andet sted, smider vi alt, hvad vi har i hænderne og kaster os over sagen mens tilliden får endnu et knæk.