»Jeg ville ønske, at sådan et fotografi kunne gøre en forskel, men jeg kender ikke nogen, der kender til det foto – desværre,« siger Lone Thomsen, som mistede sin søn i 2012. Jacob Ehrbahns fotografi fra begravelsen vandt prisen for Årets Nyhedsbillede. Tuala Hjarnø
Årets Nyhedsbillede 2012
Fotograf: Jacob Ehrbahn
På billedet: Lone Thomsen
»JEG VILLE ØNSKE, AT DET IKKE VAR MIG«
Lone Thomsen mistede sin søn, 21-årige Jonas Thomsen Sekyere 17. november 2012, da han blev stukket ned og dræbt i Kødbyen i København. Billedet, som Politikens Jacob Ehrbahn tog fra begravelsen 11 dage senere, er nok et af de mest bevægende og voldsomme danske nyhedsbilleder i mange år. En mors afsked med sin elskede søn. På billedet er Lone Thomsen ude af sig selv, det ser næsten ud, som om hun ønsker at gå med ned i graven.
Synes Lone Thomsen, at billedet er for nærgående?
Det korte svar er nej.
»Når jeg ser billedet, ville jeg ønske, at det ikke var mig. Og samtidig ønsker jeg heller ikke, at det var nogen anden. For mig står det som skræk og advarsel for den usigelige sorg over at have mistet sit barn. Jeg ønskede at gå med i graven og selv dø,« forklarer Lone Thomsen i sin lejlighed i Valby.
Hun har siden sønnens død blandt andet været i sorggruppe og har søgt trøst i biblen, og hun mødes fortsat med Jonas’ gamle venner for at tale om tabet. Hun kan ikke forlige sig med måden, Jonas mistede livet på.
»For enhver er det katastrofalt at miste sit barn, men for mig er det ekstra slemt, når det er et drab begået af et andet menneske.«
Faktisk ville hun ønske, at flere kendte Jacob Ehrbahns billede fra begravelsen.
»Jeg ville ønske, at sådan et fotografi kunne gøre en forskel, men jeg kender ikke nogen, der kender til det foto – desværre,« siger Lone Thomsen.
Folks kendskab til sagen kommer i stedet fra tv og fra avisernes spisesedler, siger hun.
»Jeg har måske mødt en enkelt, som har set billedet. Det skulle I nok tænke lidt over. Måske skulle det op på muren af Politiken inde på Rådhuspladsen, så flere kunne se det. Meningen med billedet – tror jeg – er at vise, hvor slemt det er at miste sin søn. Hvis jeg var nyhedsfotograf, ville jeg føle, at der skulle være et budskab, der kunne påvirke så mange mennesker som muligt.«
Efter drabet stillede Lone Thomsen op til interviews om knive i nattelivet.
»Mit ønske var, at det måske kunne bidrage til at løse de vanskeligheder, der er. Men der er ikke sket forbedringer,« mener hun.
Jonas Thomsen Sekyere blev bisat fra Vor Frue Kirke i København og begravet på Assistents Kirkegård på Nørrebro. Ekstra Bladet live-dækkede begravelsen på nettet, og TV 2 havde sendt News-helikopteren i luften. Medieinteressen var enorm. På dagen for begravelsen stod flagene på halv i indre København.
»Jonas var noget ud over det sædvanlige. Det vil enhver mor selvfølgelig sige,« fortæller Lone Thomsen.
»Men det synes jeg godt, at jeg kan sige. Han fik alle til at føle, at de var hans bedste ven,« fortæller hun.
Året før drabet vandt den jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere Politikens kronikkonkurrence med en kronik, der hyldede velfærdsstaten: “Jeg skylder den danske velfærdsmodel alt.“ Efter drabet i Kødbyen skrev to professorer fra Københavns Universitet i Politiken, at de havde mistet ”ikke blot en enestående dygtig jurastuderende, men også et helt ekstraordinært ungt menneske, der brændte for international ret og politik og særligt det Afrika, der var en del af hans liv”.
Politikens Jacob Ehrbahn var en af de fotografer, der var til stede ved begravelsen. Med billedet af Lone Thomsen vandt han prisen for årets danske nyhedsbillede, og billedet indgik også i den serie, der indbragte ham titlen som Årets Pressefotograf samme år.
Lone Thomsen kan ikke huske meget fra selve begravelsen, og slet ikke fotograferne.
»Det hele var totalt uvirkeligt.«
Hendes bror gav vist nok tilladelse til, at fotograferne måtte tage billeder. Hun er ikke sikker. Men det er også lige meget.
»Jeg har ikke noget imod, at han tog billedet. Det, jeg er ked af, er, at billedet dokumenterer en virkelighed, som slet ikke burde eksistere.«
På billedet kan hun spotte venner og familie. Hendes søns far, hendes datters far, bedemanden, præsten og Jonas’ ghanesiske venner med mobilkameraet fremme.
»Jeg kan undre mig over, at de står og tager billeder. Men ghanesere stimler virkelig sammen, når der er begravelse,« siger hun.
Det er også en af de ghanesiske venner, der holdt hende, da hun var tæt på at miste balancen.
Hun siger, at hun var koncentreret om opgaven, da begravelsen skulle planlægges.
»Men da kisten blev sunket ned, og jeg skulle kaste roser ned til ham, var jeg lige ved at kaste mig selv ned i graven,« fortæller hun.
Forleden læste Lone Thomsen sammen med en veninde Johannesevangeliet om Lazarus, som Jesus ikke kan forhindre i at dø – men efter fire dage vækker Jesus ham til live igen.
»Da Jesus hørte, at Lazarus var død, står der, at Jesus gispede i ånden. Det var nærmest sådan, jeg følte det ved begravelsen af Jonas. Man føler, at man er lige ved at dø,« siger Lone Thomsen.
En dansk-somalisk mand er efterlyst for drabet på Jonas. Ekstra Bladet fandt ham i byen Hargeisa i Somaliland i juli 2014. Der er ikke en udleveringsaftale mellem Danmark og Somaliland, og han sidder fortsat varetægtsfængslet i Somaliland.
—-
Årets danske nyhedsbillede 2004
Fotograf: Martin Lehmann
På billedet: Flemming Christensen og Yvonne Larsen
UBEHAGELIG HILSEN I POSTKASSEN
Flemming Christensen og Yvonne Larsen kom i både Jyllands-Posten og Politiken, da de slikkede sol på Patong Beach i Phuket i Thailand efter tsunamien i juleferien 2004.
Yvonne Larsen husker tilbage til stranden:
»Der var journalister fra hele Europa, som ville tale med os og spørge, hvad der var sket.«
Stedet lignede en losseplads på grund af tsunamien fire dage før. Byen var oversvømmet og affolket, fordi personalet mange steder var flygtet op i bjergene af frygt for en ny kæmpebølge. Det danske par var nogle af de eneste turister på stranden.
»Mange af de andre turister var rejst hjem,« siger Yvonne Larsen.
Sælgeren Flemming og social- og sundhedshjælperen Yvonne fra Nykøbing Falster havde været i Phuket i tre uger, da tsunamien 2. juledag kom buldrende og kostede 5.000 livet alene i Thailand.
Kæresteparret besluttede sig for at blive og forsøge at få så meget ud af ferien som muligt.
Fotograf Martin Lehmann og journalistpraktikant Lea Wind-Friis fra Politiken var blandt mediefolkene på stranden. Martin Lehmann vandt senere prisen for årets nyhedsbillede ved Årets Pressefoto 2004, fordi billedet af Flemming og Yvonne ikke bare symboliserede tragedien i ferieparadiset, ”men hele den menneskelige tilstand”, som det lød i dommernes begrundelse.
Yvonne Larsen kan huske, at hun og Flemming talte kort med Politikens udsendte. Bagefter spurgte fotografen, om han måtte tage nogle billeder.
»Og det måtte han gerne,« siger Yvonne Larsen.
Parret havde forventet, at Politiken ville bruge et andet billede, hvor de taler med en sælger på stranden. Men det bærende foto på forsiden af søndagstillægget blev solbaderbilledet, hvor kontrasten til omgivelserne var størst.
»Alle liggestole var gået i stykker, så vi lå på vores håndklæder. Alt omkring os lignede en losseplads,« siger Yvonne Larsen.
Da Flemming og Yvonne kom hjem, havde nogle venner gemt et eksemplar af avisen.
»Vi var glade for billedet. Vi havde ikke noget imod det,« husker hun.
Men andre brød sig ikke om det. I postkassen lå en besked fra en, der spurgte, hvordan de kunne ligge i solen, når en katastrofe udspillede sig for øjnene af dem. Ved siden af fotografiet i Politiken var der tegnet en pil fra Flemming og Yvonne og op til en møgbunke ved siden af. Budskabet var, at parret burde have ligget i møgbunken i stedet for på stranden.
Et læserbrev i Politiken lød:
”Jeg kunne ikke lade være med at fare over til min computer for at udtrykke min (og her er det svært at finde ord) forargelse, forundring og mishag over at se et billede af to danskere, som ligger og soler sig, mens alt omkring dem er kaos.”
Yvonne Larsen siger, at hun og Flemming ikke tog kritikken til sig.
Han døde i 2009, men hvis nogen talte uvenligt om billedet, plejede han at sige »op med humøret« til Yvonne.
I dag siger hun, at billedet vækker gode minder, fordi det får hende til at tænke på dengang, Flemming var i live. I mange år havde de begge billedet som skærmbillede på deres mobiltelefoner, og hun forstår stadig ikke, at billedet kunne udløse vrede.
»Vi generede jo ikke nogen.«
Hun siger, at hun er ked af de mange mennesker, der mistede livet under tsunamien. Byen var præget af de enorme ødelæggelser. Der var store massegrave, og myndighederne forsøgte at identificere de afdøde.
»Det var et sørgeligt syn,« siger hun.
På den anden side var meget af det, som blev skyllet væk på Patong Beach, noget gammelt skidt, siger hun.
»Nu hvor det er blevet genopbygget, er det blevet nyt og moderne,« siger Yvonne Larsen, der har holdt fast ved Patong Beach som sit faste vinterferiested gennem 19 år. •
—-
Årets Reportage 2013
Fotograf: Joachim Adrian
På billedet: Mikkel fra børnehjemmet Strandridergården
»JEG ER EN FØLSOM FYR, PÅ TRODS AF MIN STØRRELSE«
18-årige Mikkel var hovedperson i fotoserien ’Når familien lukker og slukker’ fra børnehjemmet Strandridergården i Vedbæk, der indbragte Politikens Joachim Adrian prisen for årets reportage i 2013. Mikkel medvirker, fordi han ville vise, at et børnehjem kan være et lige så godt sted som en familiepleje.
På billederne kan man se Mikkels afsked med kammerater og pædagoger. Det generer ham ikke, at man kan se ham græde.
»Det viser essensen af, hvem jeg er. Jeg er en følsom fyr, på trods af min størrelse. Nogle beholder paraderne oppe og spiller hårde. Det vinder man ikke noget ved. Så ophober det sig bare.«
Mikkel er meget tilfreds med resultatet.
»Vi har lige så mange gode og dårlige sider som alle andre. Der er bare nogle ting i vores liv, der gør, at vi ikke kan være derhjemme.«
Da han opdagede på Facebook, at billederne havde vundet med Årets Pressefoto, skrev han til Joachim Adrian og ønskede ham tillykke.
»Han skrev tilbage, at han ikke kunne have lavet billederne uden mig. Han havde ikke vundet den titel, hvis jeg ikke havde turdet stille mig frem og fortælle min historie, skrev han.«
Mikkel har ikke fortrudt, at han var med på billederne.
»Jeg vidste, at mit budskab ville komme ud. Men jeg troede ikke, at det ville komme så meget ud,« siger Mikkel.
Han bor nu for sig selv og er i gang med at fuldføre en salgsassistentuddannelse.
—-
Årets portræt 2006
Fotograf: Sigrid Nygaard
På billedet: Siw Lausen, sygeplejerske, Vejle
VINDERBILLEDERNE LIGGER I EN PLASTIKLOMME
I Berlingskes fotoserie ’Livskraft’ optrådte syv kvinder, som var blevet opereret i brystet på grund af kræft. I artiklen fortalte Siw Lausen, at hun opdagede sin brystkræft, da hendes venstre bryst var blevet ømt og hårdt at røre ved.
Hun blev fotograferet i sit eget miljø efter ønske fra fotograf Sigrid Nygaard.
»Jeg husker fotografen som sød og mild. Hun var meget ydmyg og taknemmelig over, at hun kunne komme i mit hjem og tage billederne. Hun ville gerne fotografere mig i mine egne omgivelser, så billederne blev så hverdagsagtige som muligt. Vi prøvede forskellige ting, og vi endte med billedet, hvor jeg sidder i badekarret. Jeg synes, det er flot taget. Folk siger, at hun har fanget mig i et godt og udtryksfuldt øjeblik. Det generede mig ikke, at hun fotograferede mig nøgen. Når du har været på sygehuse, hvor læger tager dig på brysterne, stikker og skærer i dig, bliver der pillet ved din blufærdighed.«
Det var tilfældigt, at Siw Lausen opdagede, at billedserien vandt en pris ved Årets Pressefoto.
»En af mine veninder ringede til mig og sagde: »Ved du, at dit billede har vundet en pris?«
Fotografen mailede Siw Lausen to af billederne, som hun printede ud og lagde i en plastiklomme med udklip fra andre artikler, hun har været med i.
»Billedet er taget i 2005, et par år efter at jeg havde været syg af brystcancer. I 2011 blev jeg syg igen. I dag anser jeg mig selv for at være helbredt,« siger Siw Lausen.
—-
Årets Sportsbillede, Reportage 2012
Fotograf: Thomas Freitag, Metroxpress
På billedet: Gymnasielærer Tine Koefoeds fødder, efter at hun havde gennemført sin fjerde Ironman i tiden 10 timer og 52 minutter
”TILLYKKE, DINE FØDDER ER BLEVET BERØMTE”
12. august 2012 står fotograf Thomas Freitag fra Metroxpress klar ved mållinjen ved KMD Challenge Copenhagen. Hans idé er at fotografere triatleterne fra en anden vinkel end normalt, når de kommer over målstregen. Ved Årets Pressefoto vinder han senere prisen for bedste sportsreportage for otte billeder af triatleternes slidte fødder. To af fødderne tilhører Tine Koefoed.
»Fotografen henvender sig og spørger, om han må tage et utraditionelt billede af mine fødder. Jeg reagerer med det samme med at sige ja og tænker ikke så meget over, om det vil se smart ud eller ej,« siger Tine Koefoed.
Efter 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer på cykel og 42,2 kilometer løb er hendes fødder hævede og med små vabler. Og de bærer præg af mange timers træning hen over sommeren.
»Det giver hård hud, blå negle og slidte tæer. Jeg ved godt, at mine fødder ikke er super flotte, men det er jo heller ikke meningen. Billederne af fødderne er en anderledes måde at udtrykke de pinsler, kroppen bliver udsat for til en Ironman,« siger Tine Koefoed.
Thomas Freitag har en kasse med, som hun skal stikke fødderne ned i.
»Jeg troede egentlig, at mine fødder skulle være anonyme. Først dagen efter, da jeg slog op i Metroxpress, kunne jeg se, at mit navn stod under billedet. Men det var helt fint.«
»Jeg har fået en del reaktioner på billedet, mange flere end jeg havde troet, også da billedet vandt en pris. ”Hej tillykke, dine fødder er blevet berømte,” var der en, der skrev.«
Årets Pressefoto-vindere 2014 offentliggøres fredag den 6. marts 2015
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er tankevækkende at Lone Thomsen ikke kender nogen der har set billedet af hende.
Hvor er effekten af alle disse prisvindende fotos, hvis ingen kender dem?
Tillykke til de prisvindende fotografer, og ikke mindst til de mennesker som lod sig fotografere i sårbare og interessante sammenhænge. Det er nogle sygt gode billeder, som alle fortjener den hæder de har fået!
Det undrer mig dog, at alle de affotograferede personer har hørt at deres billeder vandt en pris gennem tilfældige bekendte på facebook eller en anden random kontakt. Det er fair nok at man som fotograf eller journalist ikke får indsamlet navn og nummer fra to tilfældige turister på en strand i Thailand som man knipser i forbifarten, men det burde efter min mening og egne standarder være en selvfølge og en del af enhver journalist/fotografs medvirken-håndtering, at informere om en lykkelig omstændighed som en vundet pris - ligesom man ville gøre det, hvis billedet eller historien var baggrund for en uheldig/ulykkelig omstændighed.
Det er grundlæggende det etisk korrekte, og medmenneskelige at gøre, i mine øjne.
Jeg vil opfordre til at vi som journalister, fotografer, tilrettelæggere og alle andre der håndterer medvirkende i hverdagen husker det helt centrale faktum, at vores medvirkende ER vores historie, at vi ikke glemmer at respektere og være dem taknemmelig, når vi slukker skrivebordslampen 16.30.
De er grunden til, at vi kan gøre det, vi gør. Og det skal de have tak og ros for.
Kunne man ikke hænge billedet med moren ved sin søns gravsted op i stort format i et fængsel og andre steder hvor folk på kant med loven færdes; steder med kriminalpræventive indsatser?