Tallene fremgår af tal fra Dansk Oplagskontrol og Kulturstyrelsens rapport ’Mediernes Udvikling 2015’.
Det er ganske enkelt forbrugernes fravalg af papiret, der rammer en bred vifte af trykte medier med præcis samme kraft.
»Det havde jeg ikke troet,« lyder det fra Poul Thøis Madsen, medieøkonom på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, da han bliver præsenteret for systematikken i faldet.
Selv om faldet er markant, skal printmedierne ikke håbe på bedre tider.
»Faldet handler ikke om konjunkturer, men om en fundamental strukturændring væk fra print,« siger han.
Uanset hvor meget printmedier kæmper, vil de aldrig stige samlet set, mener Poul Thøis Madsen.
»De virksomheder, der slider hårdest, vil kunne slå de andre. Men man slås om en skrumpende kage, og derfor er det ret udsigtsløst,« siger Poul Thøis Madsen.
Den slående systematik forbløffer også Leif Ulbæk Jensen, revisor og partner hos PwC med ekspertise i blandt andet mediebranchen.
»Jeg er overrasket over, at aviserne og ugebladene falder lige meget,« siger Leif Ulbæk Jensen.
Han havde regnet med, at ugebladene i højere grad kunne holde på læserne på papir, fordi det har en værdi at sidde med bladet i hånden. Men for 4 ud af 10 er det ikke nok.
Leif Ulbæk Jensen tror, at forbrugerne på sigt bliver villige til at betale for journalistikken online. Ligesom det er sket med Netflix og Spotify.
Poul Thøis Madsen mener, at dem, der sidst finder betalingsløsningen, dør.
Der er masser af eksempler på den logik.
»Nokia oplevede den totale tilbagegang, da de blev udkonkurreret af smart phones. Vi så det også med vinylplader, VHS-bånd og cd’er. Når der opstår tilbagegang, fordi man er koblet af den teknologiske udvikling, kan det gå fantastisk stærkt,« siger han.
Poul Thøis Madsen spår, at nogle medier dør, mens andre overlever på et lavere niveau.
»Den eneste vej frem er innovation – uden for papiret på de nye medieplatforme.«
Kilde: Dansk Oplagskontrol og Kulturstyrelsen, Rapportering om mediernes udvikling 2015. De seneste sammenlignelige oplagstal er fra 2014.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.