search

Cowgirls Cavling

"Listen over Cavling-modtagere er fyldt med drenge, der har afsløret et eller andet på rigtig cowboyvis. Jeg ser min Cavling på en anden måde. Jeg fik

"Listen over Cavling-modtagere er fyldt med drenge, der har afsløret et eller andet på rigtig cowboyvis. Jeg ser min Cavling på en anden måde. Jeg fik
den for en 20 år lang afsløring – der ikke er slut endnu." JOURNALISTEN har besøgt Hanne Dam, der modtog Cavling-prisen i 1981.

Sejren er i hus. En kvinde har løbet et tre år langt maraton i modvind. I målet står en lille mand med skæg, bowler og stok. Hun tager fat om ham med begge hænder, løfter ham op til sine læber og giver ham det største smækkys, hun nogensinde har præsteret. Triumferende strækker hun armene og lader ham trone et godt stykke over øjenhøjde. En blitz og et klik fanger scenen, og et par uger senere er øjeblikket foreviget i JOURNALISTEN nummer to, februar 1981, side sytten.

"Er det ikke bare godt? Jeg elsker det billede. Jeg havde lige set en tenniskamp med Bjørn Borg, hvor han vandt. Bjørn Borg stod sådan der med pokalen, efter han havde kysset den. Det så sgu godt ud, så det gjorde jeg også. Jeg elsker jo min Cavling, og det var en fantastisk dejlig dag. Alle mine venner var der, og der blev holdt en skøn tale," siger Hanne Dam, 20 år og to måneder efter hun løb i mål – og i armene på bronzemanden.

Hanne Dam er 52 år i dag. Da hun modtog sin Cavling i 1981, var hun 32. Belønningen kom efter tre år som journalist på Information med kvindepolitik som sit eneste stofområde. Med Cavling-komiteens ord fik hun statuetten for på talentfuld måde at have opdyrket kvindepolitik som et nyt stofområde og for at sætte gang i kønsrolledebatten med sine artikler.

Bronzestatuetten af Henrik Cavling har kastet glans og ære på journalister og deres arbejde siden 1945. Listen af prismodtagere er lang. 54 gange er journalisternes fornemste hæderspris givet. Hanne Dam er en af de i alt seks kvinder, der indtager pladser på Cavling-listen.

"Hvor står din Cavling?"

"Lige da jeg havde fået Cavlingen, stod den på mit skrivebord i bofællesskabet. Siden da har det været virkelig svært at finde et sted til den."

Hanne Dam er en kvinde med temperament, men i den ende af skalaen, hvor humøret antænder lunter – på festfyrværkeri. Med sit bordeauxrøde hår, negle og læber ledsager hun ethvert udsagn med et bredt smil og en latter, der fylder.

"Altså statuetten i sig selv er jo kolossalt grim, stor og tung, og jeg bor i et lille blåbærfarvet, letvægtstræhus med smalle vindueskarme. Ligegyldigt hvor jeg prøver at stille den, så er det bare som om, at huset vælter."

Når Hanne Dam fortæller, at Cavlingen ikke passer nogen steder i hendes blåbærfarvede træhus, så siger hun det grinende og på en måde, der afslører, at hun godt selv ved, at dén forklaring ikke holder en meter.

Man skal faktisk helt fra det idylliske træhus i Humlebæk til en tre etager høj betonmastodont på en mark i Roskilde for at støve Hanne Dams Cavling op. Siden januar i år har hun arbejdet som fastansat studielektor på journalistuddannelsen på Roskilde Universitetscenter.

"Jeg har min Cavling stående her på RUC. Den er rar at have på kontoret, for den er jo et symbol på, at jeg er god til mit arbejde. De studerende her værdsætter den også, og det er fedt."

Statuetten står i vindueskarmen i det lille og alt for hvide kontor i universitetets nyeste betonbyggeri. Bag bronzemanden løber der marker, så langt øjet rækker. Kontoret med de bare vægge går i ét med vintervejret uden for ruderne. Manden med bowleren og kvinden med det knaldrøde hår går ikke i ét med noget.

"Det er faktisk slet ikke tilfældigt, at den står her på RUC. Det her er simpelthen det første job, hvor jeg føler, at den virkelig er værdsat. Min Cavling har jo en skyggeside. Den har aldrig gavnet mig fagligt. Det mener jeg virkelig. Er det ikke vildt? Jeg har aldrig i mit liv fået tilbudt et job på et blad, og jeg er ikke i tvivl om, at det er fordi, at kønsstof var så kontroversielt. Det markerede mig som mere outreret, end jeg er. Som en karseklippet lesbisk, og dem er der ikke noget i vejen med, jeg er bare ikke en. Men mange tog afstand fra mig af den grund."

 

Skyggeside
Hanne Dam kan ikke huske noget fra dagen, hvor hun fik at vide, at hun havde vundet Cavling-prisen. Heller ikke selvom hun sender et forelsket blik over i vindueskarmen, hver gang talen falder på manden med bowleren. Derimod husker hun tydeligt, da hun fik prisen overrakt.

"Drengene fra Information kom ikke engang og sagde tillykke. Det er til at dø af grin over i dag. Der var bare sådan en kæmpe kønskrig. Det var latterligt. Jeg synes jo, at kønspolitik var det allervigtigste emne at skrive om som ung, kvindelig journalist. Drengene lagde afstand til mig som person af den grund. Det var jo en mandsdomineret bran-che, som var styret af mænds fordomme om kvinder. Jeg skulle da være en useriøs og doven journalist, hvis jeg ikke skulle skrive om den største revolutionære kamp på det tidspunkt."

I 70erne og 80erne holdt Information læsermøder, hvor abonnenter og læsere havde direkte indflydelse på bladets stofområder og ansættelser. De kvindelige læsere krævede sidst i halvfjerdserne, at avisen skulle ansætte flere kvindelige journalister, og at en af disse alene skulle beskæftige sig med kvindepolitisk journalistik. Ellers ville de boykotte bladet. Ledelsen ville gerne være gode venner med de kvindelige læsere, og i 1977 fik Hanne Dam stillingen på Information.

Men hendes hverdag på bladet var på ingen måde nem. De mandlige kolleger beskyldte hende for at være i lommen på kvindebevægelsen.

"Jeg skrev om meget andet end kvindebevægelsen, men når jeg skrev om bevægelsen, så skulle alt til tjek i Kvindehuset og vendes i gruppemøder derinde. Jeg satte en ære i, at det ikke skulle styre min journalistik, og jeg var ikke i lommen på nogen. Jeg skrev kun de historier, jeg synes var gode. Det var der mange, der var uenige i. De sagde, at jeg var ansat af bevægelsen. Der var i det hele taget meget mere politik i det, end der var journalistik."

 

Verdens bedste humør
Pludselig kommer hun i tanke om, at en af "drengene" på bladet rent faktisk sagde tillykke med Cavling-prisen. Hendes smil bliver bredere, og hun hæver stemmen i begejstring over anekdoten, der tydeligvis er krudt til fyrværkeriet.
"Ved du, hvad han så tilføjede – efter han havde sagt tillykke? Han sagde: "Din takketale bliver du vel nødt til at skrive selv." Det er frækt, ik'? Og det er et kolossalt godt eksempel på tonen dengang. Man skulle virkelig holde humøret højt, men jeg har verdens bedste humør." Hun smiler stadig og fortsætter:

"Derfor er jeg vild med min Cavling. Den er en faglig anerkendelse, som var dejlig at få, for mit liv var vitterligt ikke nemt på det tidspunkt. Min Cavling var også en kvindepolitisk manifestation i sig selv. Hvis du kigger på listen, så er den fyldt med drenge, der har afsløret et eller andet på rigtig cowboyvis. Jeg ser min Cavling på en anden måde. Jeg fik den for en 20 år lang afsløring – som ikke er slut endnu."

Alt i alt var Hanne Dam på Information i 21 år, hvoraf langt de fleste gik med at dække det kvindepolitiske stof. Derefter tog hun et job som informationschef i Forbrugerstyrelsen, og nu deler hun erfaringer fra sine årtier i journalistikken med journaliststuderende på RUC. Når hun taler om tiden på Information, så er følelserne blandede – men den mørke side af medaljen er ikke så mørk, som den lyse er lys.

"Forstå mig ret, jeg elskede det blad, det gør jeg stadig, for jeg fik virkelig noget forærende ved at være på Information. Normalt går halvdelen af livet med at skabe vilkårene, der skal til for at vise, hvad man kan. De vilkår havde jeg med det samme på Information."

Selv efter 21 år på Information, og selv om journalistjobbet er skiftet ud med en universitetsstilling, brænder Hanne Dam stadig for det hjertestof, der bragte hende bronzemanden.

"Man kan stadig lave mange flere historier med vinkling på kvinder, end man gør i dag. Så længe der for eksempel ikke er flere kvindelige professorer – der er syv – så har man en forpligtelse som kvinde til at skrive om det mindst en gang om året. Det mener jeg virkelig. Jeg vil da stadig gerne skrive om det," siger Hanne Dam med kampgejst i stemmen og det røde hår flagrende som fartstriber i slipstrømmen fra armbevægelserne. Og så griner hun afvæbnende.

"Nej, ved du hvad? Helt ærligt, så gider jeg sgu ikke skrive om det mere. Der skal nye og yngre kvinder til."

 

VIS MIG DIN CAVLING

I tre numre stemmer JOURNALISTEN dørklokker hos modtagere af Cavling-prisen. Vi blæser vind til historiens vingesus med spørgsmålet: "Hvor står din Cavling?"

– Cavling-prisen blev indstiftet i 1944 i anledning af Journalistforbundets 40 års jubilæumsdag. Den er opkaldt efter forbundets stifter, journalist Henrik Cavling, som blandt meget andet blev kendt for eftertiden for sine levende reportager.

– Cavling-prisen uddeles en gang årligt, og det er den blevet 54 gange siden 1945, med kun to undtagelser, nemlig i 1955 og 1958.

– Prisen gives til en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år.

– Hanne Dam, der fik prisen i 1981, er den første af de tre Cavling-modtagere, JOURNALISTEN besøger.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen