Det blev Berlingskes 'Forbrydelsen', der løb af med årets Cavlingpris. For få øjeblikke siden blev de lykkelige vindere ringet op af dommerkomiteens formand, Carsten Ingemann. Journalisten.dk bringer tv-indslag senere her på sitet. (opdateret)
Efter mere end seks timers votering kunne Cavling-komiteen overbringe det glædelige budskab til årets vinder af Cavlingprisen 2008.
Morten Frich, Morten Crone, Erik Refner og Jesper Woldenhof – alle fra Berlingske Tidende – fik prisen for deres banebrydende multimedieprojekt om politireformen og serien med navnet 'Forbrydelsen'.
Da Ingemann ringede op, troede Morten Crone i første omgang ikke på nyheden. Ingemann måtte gentage budskabet flere gange, før jublen brød ud i privaten, hvorefter der øjeblikkeligt blev sat medhør på telefonen.
Hele holdet fra Berlingske Tidende er her til aften samlet hos Morten Crone på Nørrebro, hvor der nu festes løs. Journalisten.dk sender senere tv-indslag med prisvinderne.
Begrundelsen for at give årets Cavlingpris til Forbrydelsen lyder som følger:
»Med afsæt i en konkret sag om politisvigt har journalisterne Morten Frich, Morten Crone, Jesper Woldenhof og fotograf Erik Refner, Berlingske Tidende, i deres dagsordensættende, flermediale serie ”Forbrydelsen” påvist store mangler i den ellers stort opreklamerede politireform. Med indtil videre et års research og aktiv brug af læserhenvendelser er det lykkedes at påvise landsdækkende politisvigt og dermed tvinge regeringen til en række ændringer af reformen; det er eksempelvis gjort til et krav, at politiet skal komme, når borgere ringer efter hjælp. Udover artikler i avisen er nettet brugt aktivt til at samle og skabe overblik i en omfattende dokumentation i form af artikler, tidslinjer, lyd- og videoklip samt interaktive kort. Dermed er der med såvel researchmetoder som formidling vist nye veje og sat nye standarder for journalistisk grundighed«.
Cavlingprisen overrækkes fredag den 9. januar klokken 15.00 i Journalisternes Hus, Gammel Strand 46, København. Pressens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen, har meddelt, at han deltager ved prisoverrækkelsen.
Prisen er Dansk Journalistforbunds fornemste hædersbevisning. Den er på 20.000 kroner og følges af en statuette til hver prismodtager, udført af Jørgen Rode. Statuetten forestiller journalisten Henrik Cavling, Politiken, som stiftede det daværende københavnske journalistforbund i 1904. Prisen er indstiftet i 1944 og tildeles ifølge fundatsen ”en journalist eller gruppe af journalister, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år”. Prisen uddeles af en komité, udpeget af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse.
For første gang vil Cavlingkomiteen også fejre de øvrige nominerede, som derfor inviteres til at komme og modtage uddybende, skriftlige begrundelser for deres nomineringer.
Prisen uddeles af en komité, udpeget af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse. Komitéen består af Carsten Ingemann, (formand), freelance pressefotograf, Abelone Glahn, freelance, Kurt Strand, Danmarks Radio, Ulla Krag Jespersen, forlaget Systime og Marianne Nielsen, Ekstra Bladet.
(opdateret)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.