Poul Trier Pedersen fik sin første Cavling-pris i 1957 sammen med alle de journalister, som havde dækket opstanden i Ungarn. Han fik den igen i 1963 for sine kontroversielle tv-programmer. Det var dengang, hvor det var forbudt at krydsklippe to interview.
"Cavling har været en ledetråd gennem hele mit liv."
Ordene falder under fotograferingen af Poul Trier Pedersen. Han sidder i sin lænestol og kigger eftertænksomt på sin Cavling-statuette af gips, der var for dyr at få lavet i bronze.
"Cavlings principper, om at pressen skal være absolut uafhængig af sine kilder og interesser, tiltalte mig allerede meget tidligt i mit liv. Og dem har jeg prøvet at leve op til gennem min karriere."
79-årige Poul Trier er så småt ved at lægge journalistikken bag sig. Men så sent som i januar sendte den lille danske tv-station DK4 et portræt af maleren Otto Frello. Det lavede Poul Trier sammen med sin nabo med digitalt kamera og redigeringsudstyr.
"Det er meget nemmere at lave fjernsyn i dag. Da jeg begyndte, brugte vi film, som hver gang skulle hele vejen ud til Ankerstjerne på Lygten for at blive fremkaldt. Det tog sgu sin tid."
DK4-programmet er det sidste stykke journalistik, som Poul Trier vil lave. Men så er der næsten også forløbet et halvt århundrede, siden han som nyuddannet cand.polit. i 1952 fik job som økonomisk journalist på det daværende dagblad Dagens Nyheder.
Det var der, Poul Trier i 1957 fik sin første Cavling-pris, efter at han havde været i Ungarn for at dække opstanden i 1956. Den pris opfatter han mest som et skulderklap, fordi samtlige danske journalister, som havde været i Ungarn i forbindelse med opstanden, fik æresbevisningen.
Denne beskedne udlægning fra Poul Trier hænger ikke rigtig sammen med, hvad der faktisk skete. Han var nemlig den eneste danske journalist, som blev i Budapest, da Sovjets militær havde omringet byen.
Dagbog fra Budapest
Om natten på den dag, hvor alle de danske journalister var rejst hjem, indtog sovjetrussernes kampvogne byen. Den dag skrev Poul Trier i sin dagbog:
"Søndag den 4. november 1956: Der kæmpes i store dele af Budapest i disse timer. Ilden fra maskingeværer, håndgranater og panserkanoner kappes om at flænge stilheden på en dag, der er smuk med høj himmel og efter-årets vindstille kølighed. Det kan hænde, at våbnene tier i nogle se-kunder, men den dødlignende stilhed, der da følger, går om muligt mere på nerverne end våbenlarmen. Storbyen har mistet sin atmosfære og melodien fra tusinder af hverdagens lyde. Kun kragernes hæse skrig over Donaus bredder høres i sådanne øjeblikke. Der er isnende koldt på hotellet. Alle vinduer er åbnet på klem, for at ruderne ikke skal blive knust af eks-plosionerne, og hotellet har efter 12 dages generalstrejke ikke mere brændsel. Men der tales ikke om kulden. Hotellets få gæster og den lille skare af personale spørger hinanden, om russerne har i sinde at bombardere Budapest fra luften."
Det gjorde russerne ikke, men de knuste oprøret og Poul Trier Pedersens kommunistiske overbevisning. Da han kom hjem efter tre uger i Budapest skrev han bogen "Ungarns Frihedskamp". Og i forbindelse med 40-året for den ungarske opstand modtog han i 1996 en fortjenstmedalje fra den ungarske stat for "hans objektive redegørelse".
Klovnen
Poul Triers helt egen Cavling fik han tildelt i 1963 efter en række nyskabende tv-programmer, der blev sendt på Danmarks Radio. Og siden har Henrik Cavling haft sin faste plads i reolen. På øverste hylde står den efterhånden gullige gipsstatue ved siden af en træfigur af Hans Sølvhøj, der engang var generaldirektør for Statsradiofonien. På hylden står også en lille klovn.
"Sølvhøj er en tv-pris, jeg fik af Fjernseerforbundet. Men klovnen, den er jeg meget glad for. Jeg fik den af min niece, efter at jeg havde en gæsteoptræden i Cirkus Schumann som klovn. Det var en fantastisk oplevelse," fortæller Poul Trier umiddelbart efter, at vi er trådt ind i stuen. Han er i slåbrok, fordi JOURNALISTEN var et kvarter for tidligt på den. Med vandkæmmet hår og sutsko kan man godt ane klovnen inde i Poul Trier.
Med kaffe, cigaretter og fuldt påklædt forsøger Poul Trier at huske tilbage til 60erne, da han modtog Cavling-prisen. Der er helt stille i villaen i Vanløse. Damhussøen fylder hele stuens store vinduesparti, og i det fjerne, bagved søen, kan man se de høje huse på Roskilde-vejen. Så husker han, at Dansk Journalistforbund i 1964 havde kaldt ham til møde på Gammel Strand.
"Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle op til. Jeg troede, det var noget med publiceringsregler, for dem var der meget snak om i Danmarks Radio. Det var formanden for Kreds 1, der tog imod," erindrer Poul Trier, der ikke anede, at det var Cavling-prisen, det handlede om.
"Vi fik et glas, og der blev holdt lidt taler. Der var vel en håndfuld. Jeg var noget benovet."
Sådan husker Poul Trier prisoverrækkelsen. Ikke med de store følelser, men alligevel med en klarhed over, at prisen var vigtig for ham.
"Den betød ikke rigtig noget for min karriere, som allerede var godt i gang. Men ideen bag den betød meget for mig. Og så kunne jeg jo ikke være helt tosset, når jeg fik den pris," siger han med et rustent grin.
Forbudt at krydsklippe
Poul Trier fik prisen for at skabe debat om kontroversielle, ikke tidligere behandlede emner i radio og det nye massemedium tv, som der står i indstillingen til prisen.
Det havde han især gjort med det politisk satiriske indenrigs-magasin Ekko, som på en uhørt bramfri måde tog fat i aktuelle politiske og økonomiske historier.
"Jeg ved godt, det lyder mærkeligt. Men politik og økonomi var ikke nogen emner, som fjernsynet behandlede dengang. Der var jo ikke engang en TV-Avis endnu," fortæller Poul Trier.
Ekko tog for eksempel fat i bureaukratiet omkring byggetilladelser. Ved den lejlighed hængte redaktionen tørresnore op i hele studiet. Og så klemte Poul Trier attester og tilladelser op på snøren i takt med, at han udredte det enorme bureaukrati.
"Fjernsynet var så pænt, så vi prøvede at overraske rent billedmæssigt ved at illustrere de svære emner med ting, folk kunne forstå. Det var en helt utrolig sjov tid, måske den bedste i hele mit arbejdsliv," fortæller Poul Trier.
Redaktionen bestod af Poul Trier, Claus Toksvig, som med årene blev landskendt tv-journalist, og Hans Jørgen Jensen, der senere blev den første chef for Tv-aktualitetsafdelingen og endnu senere generaldirektør for Danmarks Radio.
Hans Jørgen Jensen tog Poul Trier med over i aktualitetsafdelingen og gjorde ham til redaktionschef for TV-Avisen i 1965. I oktober var han med til at sende den første TV-Avis med en studievært og journalistiske indslag.
"Før oktober 65 sendte man en ren billedjournal. Bare der var billeder af en trepattet ko, som Hans Jørgen Jensen plejede at sige, så var alle glade. Men vi ville noget mere. Vi ville lave journalistik i fjernsynet og behandle de samme emner, som den øvrige presse tog op."
Men det var ikke nemt. For før 1965 var det forbudt for en journalist at vise sig på skærmen. Det var også forbudt at klippe to interview sammen af frygt for manipulation. Danmarks Radio skulle ikke vise konflikter ved at klippe folk op mod hinanden. Statsradiofoniens fjernsyn var simpelthen talerør for magthaverne. Og derfor var det heller ikke velset, at journalisterne redigerede indslagene.
"Det var især politikerne, der var bange for det nye medie. Og så havde de åbenbart ikke nok tillid til os. Men det var helt bizart, fordi alle aviserne jo redigerede deres artikler."
Mikrofonholder
Poul Trier havde hovedrollen i en af de mest omtalte eksempler på fjernsynets kamp for journalistisk frihed. Op til kommunalvalget i slutningen af tresserne ville TV-Avisen ikke længere være mikrofonholdere for politikerne på valgnatten.
Dengang stillede tv-journalister ikke spørgsmål, de holdt bare mikrofonen frem. Men det ville Poul Trier sammen med resten af den politiske redaktion på TV-Avisen have lavet om. Så de sendte breve ud til politikerne og fortalte, at der ville blive stillet spørgsmål på valgnatten.
Det var Poul Trier, der skulle interviewe statsminister Jens Otto Krag direkte på valgnatten. Poul Trier stillede sit spørgsmål. Men Jens Otto Krag lod som om, han ikke hørte det og begyndte at tale om noget helt andet. Da Poul Trier spurgte igen, og statsmini-steren stadig ikke svarede, gik han om bag ved Jens Otto Krag og holdt mikrofonen demonstrativt frem.
"Først efter at Jens Otto Krag havde liret noget af, så trak han mig frem og sagde: Og så var det lige det spørgsmål, som Trier gerne ville have svar på. Den surhed, eller hvad man skal kalde den, gjaldt alle partierne dengang."
Bagefter var der telefonstorm. Der var to reaktioner: Den ene var, at det var på tide, at politikerne blev afkrævet nogle svar. Den anden var: Hvad fanden bilder de tv-folk sig ind!
"Det siger noget om, hvor tv stod, og det siger noget om, hvad man kunne og ikke kunne," fortæller Poul Trier.
Poul Trier forlod TV-Avisen i 1969 for at lave tv-dramatik. Han havde flere succeser med tv-spil op gennem 70erne og 80erne. Blandt andet udviklede han det såkaldte spontanspil, hvor almindelige mennesker gennemspillede scener fra deres egen dagligdag.
"Jeg forlod journalistikken, fordi jeg ville prøve noget nyt. Jeg kunne vel ikke sige nej til udfordringen. Dramatikken var meget tillokkende dengang. Men set i bakspejlet skulle jeg nok ikke have forladt det aktuelle. Jeg fjernede mig jo fra det centrale, siger Poul Trier helt uden bitterhed.
"Jeg har jo levet et skægt liv," siger han og ler.
Poul Trier har arbejdet og tænkt journalistisk hele sit liv, men nu er lysten ved at ebbe ud. Og han vil helst ikke kritisere dagens journalistik.
"Man kommer så let til at lyde som en anden Jeronimus, og det har jeg slet ikke lyst til."
Men han holder for eksempel ikke længere avis. Ikke fordi omverdenen ikke interesserer ham, men aviserne leverer ikke den vare, han gerne vil have.
"Jeg ville gerne have en otte sider stramt redigeret avis med alt det væsentlige fra ind- og udland. Ikke alle de unødvendige tillæg, som kun bliver lavet for annoncernes skyld. Jeg synes, at mange artikler bliver skrevet for kringlet. Tell the story in the first line," siger Poul Trier.
VIS MIG DIN CAVLING
I tre numre stemmer JOURNALISTEN dørklokker hos modtagere af Cavling-prisen. Vi blæser vind til historiens vingesus med spørgsmålet: "Hvor står din Cavling?"
– Cavling-prisen blev indstiftet i 1944 i anledning af Journalistforbundets 40 års jubilæumsdag. Den er opkaldt efter forbundets stifter, journalist Henrik Cavling, som blandt meget andet blev kendt for eftertiden for sine levende reportager.
– Cavling-prisen uddeles en gang årligt, og det er den blevet 54 gange siden 1945, med kun to undtagelser, nemlig i 1955 og 1958.
– Prisen gives til en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år.
– Poul Trier Pedersen, der fik prisen i 1957 og 1963, er den anden af de tre Cavling-modtagere, JOURNALISTEN besøger.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
HVEM VAR DE ANDRE DANSKE JOURNALISTER SOM DÆKKEDE OPSTANDEN I BUDAPEST OG FIK CAVLINGPRISEN I 1957?