Det er i Østre Anlæg, at en lydbid fra Jakob Kvists frakkepåsatte diktafon i 32 sekunder kun består af en rislende stråle, der rammer jordbunden i parken. Optagelsen er forlægger Jakob Kvists vandladning. Han har drukket store mængder vanddrivende te her til morgen, fordi han drak sjovere sager i går aftes. Og så ringer telefonen:

»Det er Jakob. Hej min ven. Det var skide hyggeligt i går. Jeg kan ikke tale frit, for jeg er micet op nu, men det var hyggeligt i går … ja sgu … godt du. Hej!«
Som eksemplet illustrerer, og som Jakob Kvist selv fortæller, vil han hellere netværkssocialisere på et værtshus end til et arrangeret netværksmøde for topledere i VL-gruppen. Det giver god mening, for man får grangiveligt lyst til at drikke en øl med manden.

Og hvem er han så ellers, denne Jakob Kvist? Ud over pt. at være kendt som forlæggeren bag smertensbarnet ’Den hemmelige socialdemokrat’.
Jo, han er ikke vanemand nok til at handle i samme supermarked. Men han er trofast nok til at gå til Bob Dylan koncert i Falconer Salen to dage i træk.

Han er så meget 50-årig basstemme, at det simrer i ryggen på sidemanden, når han læner sig tilbage på en bænk og sender små dybe rystelser fra sin stemme ind i bænkeryggen. Samtidig er han så drenget, at han går med foreveryoung-festivalskoen Converse.

Han udgiver bøger, som ofte udløser etisk debat. Men han er kristen og siger, at kristendommen er den prisme, han ser verden igennem, og at kristendommen sætter mennesket fuldstændigt frit.
Han vandrer bestandig rundt med et jovialt lumsk smil, som giver en følelse af, at man har en hemmelighed sammen, men han har en evne til venligt og elegant glidende at overhøre spørgsmål og tale ind over dem, indtil han har udtrykt hele sit budskab.

EFTER PARKVANDRING I Østre Anlæg forflyttes samtalen til parkens bygning, Statens Museum for Kunst. Et museum, hvis vægge omfavner både et trekantet fodboldbord og sartmalede harpespillende engle fra år 1300. 

Jakob Kvists forlag, People’s Press, er bordfodboldbordet i den danske forlagsbranche. Han insisterer på, at bøger er for alle danskere, og han lader mange forskelligartede danskere skrive bøgerne. Eksempelvis står People’s Press bag to udgivelser – ’Drømmene kan ingen tage fra mig’ og ’Hvis jeg kan, kan du også’ – hvor forfatterne i begge tilfælde er kendt fra deres deltagelse i Kanal 4’s realityserie ’De unge mødre’. Det er kvinder uden litterærskolet baggrund, men med et stort salgspotentiale gennem deres massive gruppe af facebookfølgere.

På samme måde, som man kan spørge, om et bordfodboldbord er et kunstværk blot i kraft af dets placering på et kunstmuseum, kan man også spørge, om ’De unge mødre’ er litterære, bare fordi de udkommer i bogform.

Er det en fornærmelse mod bogen at almengøre den, eller er det en løsning på papirjournalistikkens økonomiske kvababbelser?
Er People’s Press med andre ord en del af løsningen eller en del af problemet?

DENNE INTERVIEWSEANCE bliver sat i gang lige uden for Jakob Kvists opgangsdør på Østerbro. Foran hans hjem med udsigt til søerne. Han holder meget af at gå rundt om de søer. Særligt omkring årtusindeskiftet jokkede han grublende rundt om dem, når mørkets rum til lytten havde lagt sig over København.

Han gik og spekulerede over, hvor pokker han skulle finde en udgang fra sit job på Berlingske. Hvordan han skulle redde sit forhold til journalistikken. Man skal gå, hvis man ikke kan lide festen, mener han. Og Jakob Kvist kunne slet ikke få øje på festen i dagbladsverdenen omkring år 2000. Læserne og annoncørerne gad ikke være på dansegulvet:
»Det var meget tydeligt, at den gamle verden var ved at gå under, og det var pænt åbenlyst, at der var to steder at spare: Det var på tiden og på papiret. Og jeg var en journalist, som brugte meget tid og meget papir per artikel,« siger han.

Jakob Kvist vidste bare ikke, hvad alternativet var. Langsomt begyndte ideen at materialisere sig, han ville stadigvæk leve af journalistik, men han ville trække den lange journalistiske fortælling over i bogens ro.

I FLERE MEDIER har Jakob Kvist genfortalt, hvordan ideen til People’s Press blev frugtsommeliggjort, da han og vennen Jan Degner sad med tømmermænd i et DSB-tog og drømte sig til noget salt genereret af en grillbarpølse. De to mænd havde iværksætterånd og fik arrangeret, at en tredje mand stod klar på Fredericia Banegård med deres bestilling. Og kunne de stable det på benene med tømmermænd, kunne de vel også starte et firma sammen, lyder den efterfølgende fortolkning.

At Jakob Kvist vælger at fremhæve den anekdote som startskud til ArtPeople og People’s Press er intelligent.
Ud over dens åbenlyse løjerlighed, er den også en underbygning af DIY – do-it-yourself-kulturen og det narrativ, People’s Press læner sig op ad: Man skal ikke være for snobbet til at lade sig inspirere af en lun pølse med ketchup. Og man skal ikke være for tryghedsbekymret til at handle på sin inspiration.

INDEN JAKOB KVIST sagde op på Berlingske i foråret 2002, blev han ufrivilligt placeret på avisens erhvervssektion.
Med ledelsens forflytning fik han en konkret anledning til at kvitte jobbet. Han havde tidligt i sit arbejdsliv besluttet, at han ikke måtte ende blandt den lille gruppe af bitre brokkehoveder, som altid skælder ud på ledelsen i arbejdspladsens kantine, og som gør det på en lunken måde: Det bliver aldrig helt skarpt, for der er aldrig handling bag brokken.

Sådan en var Jakob Kvist godt i gang med at udvikle sig til, siger han.
Det var meget langt fra den pionerånd og sult, han lagde for dagen på sin første arbejdsplads, Det Fri Aktuelt, i 1991.

En avis, hvor den daværende kulturredaktør og nuværende ven til Jakob Kvist, Henrik Jul Hansen, tidligere har fortalt, at Jakob Kvist allerede på sit første år af journalistuddannelsen med stor selvtillid ringede til Det Fri Aktuelt og tilbød sin pen. Skoleøvelserne var ikke nok:
»Han ville lege med de bedste, det næstbedste var ikke godt nok for ham, og det er det heller ikke i dag,« har Henrik Jul Hansen udtalt i Politiken i 2009, da den såkaldte jægerbogssag åd dagsordenen.

Samme redaktør bidrog i samme omgang – i ellers rosende vendinger om Jakob Kvists vindende væsen – med lidt kantet info:
»Han kan være dominerende, så hvis man er lidt forsigtig, kan man godt blive kørt over af ham.«

Siden Det Fri Aktuelt holdt Jakob Kvist ind forbi Information, Ekstra Bladet og så til sidst Berlingske.
»Når jeg tænker tilbage på min tid som dagbladsjournalist, var vi forkælede. Vi følte ikke det mindste medansvar over for økonomien, og annonceafdelingen var sådan et nødvendigt onde, som sad for sig selv. Vi journalister havde en følelse af, at det var vores avis, ikke annonceafdelingens. Sådan var det dengang. Retrospektivt synes jeg, at det var meget naivt,« siger han.

»Nogle succeser er så store, at man ikke kan diskutere dem. Det kan ikke nytte noget at diskutere, om en tv-udsendelse er god eller dårlig, hvis den har to millioner seere. Så må man bare anerkende, at den har ramt noget.« – foto: Martin Bubandt

I SOMMEREN 2002 startede Jakob Kvist ArtPeople sammen med SONY’s administrerende direktør Jan Degner. Pladedirektøren var en dreven forretningsmand, og Jakob Kvist kom i købmandslære hos ham. Jan Degner lånte projektet penge som startkapital, og det samme gjorde kommunikationshuset PeopleGroup. Investeringen fra Jakob Kvist var, at han grundet en fed aftrædelsesordning fra Berlingske kunne arbejde gratis i otte måneder.

Planen var, at de ville starte en virksomhed for kulturformidling, hvor udtrykket ikke var bundet af form. Virksomheden ArtPeople skulle både rumme foredragsvirksomhed, pladeselskab og et forlag ved navn People’s Press, og så skulle platformene udnytte hinandens styrker. Pladebranchen skulle låne af bogforlagenes vedholdenhed, og forlaget skulle låne af musikbranchens evne til at markedsføre sine kunstnere som produkter og være stolt af det. Med andre ord skulle ArtPeople’s musikere være lidt mere forfattere, og forfattere skulle være lidt mere rockstjerner.

MANGT OG MEGET er sket i bogbranchen siden ArtPeople’s intervention. Hele befolkningen er blevet lidt mere rockstjerner og lidt mere fokuseret på, at man er et personligt salgbart brand, hver gang man åbner munden på de sociale medier. Sådan fungerede bogbranchen ej i starten af nullerne. Journalistiske bøger var nærmest en sjældenhed, og man lod forfatterne bære deres eget salg, fremfor at markedsføre dem i en tv-reklame. Jakob Kvist syntes ikke, at tv-reklamer var platte, han syntes, det var en lige så god ide som at sælge bøger i Kvickly og klistre Stig Tøftings selvbiografi ’No regrets’ op som plakat på landets busser. Som tænkt, så gjort.

Til den første årlige bogmesse i forlagets levetid havde de kun udgivet tre bøger: ’Det generøse menneske’ af Tor Nørretranders, romanen ’Album’ af Bent Q. Holm og en bog med skønhedstips af makeup-artisten Nicki Welsh:
»Jeg kunne fandeme ikke stå der ved en bod med tre bøger og ryge pibe, vi blev nødt til at finde på noget andet og sjovere,« siger Jakob Kvist. Han ringede til »de to tossekunstnere Kristian Hornsleth og Marco Evaristti«, og sidstnævnte hittede i bedste Nick og Jay-stil på at køre sin Porsche ind i bogmessen i Bellacentret og fylde den hulter til bulter med forlagets tre bøger. På den måde løb People’s Press med mere opmærksomhed end deres tre bøger havde selvstændig berettigelse til.

Faktisk løb det lille nye forlag med næsten al opmærksomheden, både den rosende og særligt den forargede – etablerede forlagsøjne himlede og mente, at People’s Press udviste manglende respekt for bøgerne ved at lade dem flyde i en bunke på passagersædet af en bil, som var de kastet med en møggreb.
Hvorvidt den reaktion siger mest om People’s Press eller mest om bogbranchen i start nullerne, er en smagssag, men Jakob Kvist kan i hvert fald konkludere, at:
»Vi kunne vække meget opsigt på en meget beskeden baggrund. Det var skide sjovt.«

Litterær direktør på Gyldendal Johannes Riis husker optrinnet:
»Han har ret i, at de på bogmessen kunne vække meget opsigt på en taknemmelig baggrund. De kom ind i en meget traditionsrig forlagsbranche, og med Porschen viste de: ”Nu er vi her, og vi tænker anderledes end jer andre.” Dengang syntes jeg selv, at det var dødssygt med den Porsche, men det virkede jo. De løb med opmærksomheden,« siger Johannes Riis.

EN ANDEN NY TING, People’s Press indførte i bogbranchen, var en såkaldt 50/50 model. Sælger bogen meget, deler forlag og forfatter overskuddet, men først når alle bogens omkostninger er betalt. Sælger bogen intet, tjener forfatteren intet og forlaget intet. Der er altså muligheder for at tjene rigtige penge, men det kræver, at bogen sælger godt.

Andre forlag har haft et større forskud klar til forfatteren, men til gengæld også kun givet skribenten mulighed for at tjene 15 procent af bogsalget ved udgivelse.
50/50-modellen flugter med tidsånden på det moderne arbejdsmarked, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt at stemple stabilt ind og overholde mødetiderne, nu er arbejdspladsen bare rammen, som giver en mulighed for udfoldelse af sit talent.

Ansvaret for succes og fiasko ligger hos den arbejdende selv. Det gode blik for tidsånden er en af Jakob Kvists begavelser, som hans bror præst Morten Kvist har uddybet i Kristeligt Dagblad:
»Vi er seks søskende, og Jakob er så den yngste og familiens første velfærdsbarn. Han blev født, da alting var i vækst, og den medvind har egentlig aldrig sluppet ham. Han har altid været lidt mere moderne end os andre og har en fænomenal evne til at ramme tidsånden.« 

Senest Jakob Kvist aktiverede sit gode blik for tidsånden, var den 10. februar i år med udgivelsen af bogen ’Den hemmelige socialdemokrat’.
I sit forord beskrev han bogens anonyme forfatter som whistleblower. At sammenligne en anonym fiktionsbrugende forfatter med vor tids nye billede på den krea-anarkistiske helt whistlebloweren var lige lovlig provokerende for særligt journalister, anmeldere og politikere: Det var at drive rovdrift på betegnelsen whistleblower, når den blev brugt om en sladrende tøsedreng af en folketingsforfatter, lød kritikken overordnet.

Det var læserne tilsyneladende ligeglade med, de syntes, at bogen var interessant. Bogen har foreløbig solgt knap 30.000 eksemplarer, og den anonyme forfatter har tjent en god million. Haps.

OM PEOPLE’S PRESS’ indtog i branchen og om forlagets nye metoder siger Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis:
»De har vist, at journalistiske bøger har et større potentiale, end vi troede. People’s Press vælger ikke så sjældent at lægge længere fra land end os andre i forhold til vinkling og syn på privatlivets fred. Men de har også bidraget til branchen med større opfindsomhed og kreativitet. De har givet os andre et spark og dermed en opvågning. Mangfoldighed er godt, og det er godt, at de er her.«

Ikke alle konkurrenter er vilde med Jakob Kvists forretningsplan, men de fleste må anerkende, at han har fået båden til at gynge så meget, at de selv har måttet opdatere deres egen forretningsplan.
»Da vi startede, kom halvdelen af danskerne aldrig i nærheden af bøger. Bogen har fået en helt anden betydning i dag, den er blevet almengjort. Det har vi en del af æren for, men det har supermarkederne og andre bestemt også,« siger Jakob Kvist.

JAKOB KVIST virker som en mand, hvis hår rejser sig i en opstemt kuldegysning over lidt gang i gaden. Men selv siger han, at han ikke bryder sig om konflikt.
»Jeg bryder mig ikke særlig meget om konflikt. ’Den hemmelige socialdemokrat’ gav mere uro, end jeg er tilpas i. Det sætter sig i maven, jeg har ikke lyst til at tage telefonen, jeg har ikke lyst til at læse, hvad folk skriver om mig, og se mit kødfulde fjæs alle steder på Facebook. Jeg synes, det er forfærdeligt. Derudover har man det bedst, når man ikke lyver, og man kan sige hele sandheden. Men med ’Den hemmelige socialdemokrat’ må jeg jo ikke sige sandheden på ét afgørende punkt.«

Så hvorfor i alverden kaster Jakob Kvist sig så ud i rørte vande igen og igen, hvis han bliver søsyg? Hvorfor vælger han for eksempel at tage kampen op mod hele det danske forsvar og beder dem forlade People’s Press’ lokaler, som han gjorde, da Forsvarskommandoen bad ham undlade at udgive visse passager af Thomas Rathsacks bog ’Jæger – i krig med eliten’, ellers ville

Forsvarskommandoen kræve bogen standset gennem et fogedforbud.
»Vi har ikke skabt forlaget for at lave konflikter. Vi har skabt forlaget for at gøre tingene på en anden måde, og det har så vist sig konfliktfyldt nogle gange,« svarer han.

DER ER NOGET generelt ved medierne, som får Jakob Kvist til at stoppe op på stien i Østre Anlæg for at dvæle ved alvoren af sin kritik. Af målgruppetanken. Han udgiver ikke bøger til midaldrende mænd, som det påstås, siger han. Han udgiver bare bøger og håber, at så mange som overhovedet muligt køber dem.

Jakob Kvist vil gerne udgive en bog på People’s Press, hvis den står for kvalitet i sin egen ret. Han er ikke snobbet, siger han. Teksten skal være god på bogens præmisser. Derfor udgiver forlaget alt fra Dostojevskijs samlede værker til tv-værtens Christiane Schaumburg-Müllers 191 sider lange beautybog med makeuptips.

»Jeg har taget mit flammende had til målgruppetænkningen med ind i bogbranchen. Jeg nåede kun lige ud af Berlingske, inden papfigurerne Bente og Søren blev båret ind på redaktionen for at gøre opmærksom på, at Bente og Søren er vores læsere. For mig har fanden skabt sådan nogle papfigurer. Det minder om den segmenttænkning i DR, hvor man taler ned til nøje udvalgte grupper.

Så mener man, at Søren fra Vejle, som stemmer på Venstre, holder med Liverpool og er faglært arbejder, kun gider at se et indslag om et klimatopmøde i London, hvis man dækker det ved først at filme en eller anden dum brite på gaden, som siger, at politikerne er nogle idioter. Derefter kommer så et 30 sekunders indslag om klimatopmødets substans, og til sidst skal man så slutte indslaget med den samme dumme brite til spørgsmålet »Blev du klogere i dag?«, hvortil han svarer »Nej, de er stadig nogle idioter.« Hvorfor tænker man ikke: Lav det bedst mulige indslag, stol på, at Søren og Bente forstår, hvad vi siger, hvis vi har vores hjerte og oplysningstrang med og taler et normalt forståeligt dansk, og så må folk derefter hoppe af eller på.«

ADSPURGT OM, hvad Jakob Kvist irriteres mest over ved sig selv, svarer han sin selvoptagethed:
»Jeg vil samlet set betragte det som selvoptagethed, når man bliver forfængelig og synes, at verden er ond mod en. Det giver en unødig melankoli, når jeg synes, det er synd for mig, at en lille ubetydelig bemærkning gør mig i dårligt humør. Den selvoptagethed er dårlig, og den forsøger jeg at bekæmpe.«

Hvis Jakob Kvist derimod skal fremhæve to karaktertræk, han værdsætter mest ved andre mennesker, er det ærlighed og humor:
»De træk kommer man rigtig langt med, så kan man mene, hvad man vil og tillade sig at opføre sig underligt. Man er sat meget fri, hvis man lægger præmissen frem og har humor. Man skal kunne stole på folk.«

Kan man stole på dig?
»Ja, det vil jeg da godt nok mene, at man kan. Jeg håber, at jeg lægger præmissen åbent frem.«

Jakob Kvist lagde præmissen åbent frem med ’Den hemmelige socialdemokrat’ ved at skrive, at mindre dele af bogen var fiktion med det ærinde at danne tåge rundt om forfatterens identitet.
Der viste sig at være markant modstand mod den ellers ærlige præmis. Debatpræsten Katrine Lilleør kaldte i et debatindlæg på b.dk bogen ”uomtvisteligt den mest antidemokratiske udgivelse i nyere tid (…) for bogen bryder med sin løgnagtighed demokratiet ned indefra”.

Et af Jakob Kvists modspil på den harske kritik var generel mediekritik. I ’Deadline’ den 17. februar forsøgte han at dreje diskussionen om bogen i en generel mediekritisk retning med ordene:
»Jeg vil hævde, at der er mindst lige så meget sladder og lige så meget fiktion i en ganske almindelig dagbladsartikel. Journalistik er i stigende grad blevet en iscenesættelse i den moderne virkelighed, og det gælder også for den institution, vi sidder i,« sagde ham med sit korpus plantet i DR.

’Den hemmelige socialdemokrat’ rev og flåede i mange journalisters selvforståelse om troværdighed som et varemærke, fordi bogen gjorde brug af klassiske journalistiske metoder og greb, og så samtidig tilføjede noget fiktion.

Selv synes Jakob Kvist ikke, at han med bogen lukrerer på journalistikkens troværdighed, for han mener, at journalistikkens sandhedsværdi er begrænset på grund af den iscenesættelse, journalistikken bliver lavet i.
»Mange ting er så spidst vinklede, at det nærmer sig iscenesættelse. Hvis man sender et kamerahold til Vejle, skal historien holde, for der er ikke tid til, at de kan konstatere, at historien ikke holder, og derefter køre hjem igen. Journalistikken er også iscenesat, når DR’s værter står og opfører et kammerspil over, hvad indholdet mon vil være af statsministerens nytårstale, og det så viser sig, at de allerede har læst talen på forhånd. Og det samme gælder, når de politiske journalister laver handler på Christiansborg for at få en hapser af en historie. Det er fiktion og iscenesættelse, og det afslører, hvor meget man nogle gange ser ned på seerne og læserne.«

Jakob Kvist siger, at pressen ikke har givet ham noget tilstrækkeligt og samlet indblik i en syg politisk kultur, og det er derfor, ’Den hemmelige socialdemokrat’ skulle skrives:
»Det kan man godt se som mit svar på, hvad jeg mangler behandlet i journalistik, og bogen har ramt læserne. Jeg synes, at journalisterne bør se det som en inspiration og et tegn på, at læserne gerne vil opsøge virkelighedens sandheder i andre formater end i den traditionelle journalistik.«

MAN SKAL IKKE bruge ret lang tid på Infomedia for at opdage, at beskrivelsen af Jakob Kvist ofte indebærer variationer over ordene selvbevidst, kløgtig, charmerende og dygtig til selviscensættelse. Og en bekendt har for eksempel bemærket på hans facebookprofil, at det er en kende mærkværdigt at læse, at Jakob Kvist i medierne kritiserer journalisterens jagt på den anonyme socialdemokrat, når forlæggeren selv helt bevidst valgte at give bogen til de politiske pressekorps, hvis fokus ikke er litterære pointer, men bogens betydning for magten. ”Du kan ikke spille hele det politiske PR-klaver og så være overrasket over, hvad samtalen bliver, “ skrev den bekendte. Jakob Kvist siger om kommentaren, at det er en del af hans arbejde at pege på indholdet af bogen, når mediemyretuen har opholdt sig længe ved forfatterens identitet, og at indholdet i den her udgivelse handlede om magten.

I hvor høj grad bruger han sin sans for markedsføring og sin viden om journalisternes tidspres til at få pressen til at skrive om People’s Press’ udgivelser?
»Det kunne jeg bruge enormt meget. Og det er jeg bange for, at mange andre gør. Men det gør jeg ikke. Det giver ikke mening at gøre i bogsammenhæng,« siger han med sit jovialt lumske smil og hævede øjenbryn.

Er du sikker? bliver han spurgt tilbage under et forsøg på at matche samme jovialt, lumske smil og de hævede øjenbryn.
»Selvfølgelig har jeg en professionel forståelse for, hvad der vil interessere medierne, men en bog bliver ikke bare en bestseller, fordi der bliver skrællet tre skarpe nyheder fra den. Men man må sige, at forlagene generelt er blevet mere journa-listinficerede, alle forlag har journalister ansat til at markedsføre nu. Det havde de ikke for 10 år siden. Og det kan jeg da godt tillade mig at tage en lille del af æren eller skylden for.«

DA JAKOB KVIST år tilbage blev spurgt i Dagbladet Information, hvilken bog han helst ville have udgivet, svarede han:
»B.S. Christiansen, for der er ikke noget, der skaber glæde og ro som nogle millioner at fore kistebunden med.«
Siden ArtPeoples opstart, har virksomheden samlet set givet overskud hvert år. Nogle år har det med Kvists været »noget stressende at nå det mål«. Pengene kommer ikke altid fra samme kanal. Nogle år giver musikdelen overskud frem for bogforetagendet og omvendt.

Har ’Den hemmelige socialdemokrat’ foret kistebunden?
»Nej, der skal mere til, men den har givet os en god start på året. Når jeg nævner ’Et liv på kanten’ af B.S. Christiansen, er det, fordi sådan en eksorbitant bogsællert i sig selv er respektindgydende. Hvis man kan sælge 250.000 bøger, har man ramt noget. Nogle succeser er så store, at man ikke kan diskutere dem. Det kan ikke nytte noget at diskutere, om en tv-udsendelse er god eller dårlig, eller om den ikke er fin nok til de fine selskaber, hvis den har to millioner seere. Så må man bare anerkende, at den har ramt noget.«
Taler han indirekte om fænomenet People’s Press, uden at han ved det? Eller ved han det netop godt?