Berlingske skrotter blogger uden at give hende besked

Forfatter og debattør Anne Lise Marstrand-Jørgensen fandt ved et tilfælde ud af, at hun ikke længere er en del af Berlingskes blogunivers. ”Det er fint nok, at de vil af med mig. Men fremgangsmåden er meget ærgerlig,” siger hun. Redaktør beklager på Facebook

Tirsdag morgen fandt forfatter og Berlingske-blogger Anne Lise Marstrand-Jørgensen ud af, at hun ikke længere kan logge ind på sin blog i Berlingskes blogunivers.

Det skete, da hun fik en autogenereret mail om, at adgangskoden til hendes blog var blevet ændret.

”Først blev jeg lidt nervøs. Jeg troede, at nogen måske havde hacket kontoen. Men da kunne jeg så se, at jeg heller ikke figurerer som blogger inde i deres blogunivers længere. Jeg skriver til dem og får en time senere en mail fra dem om, at de har ændret sammensætningen af deres bloggere, og at jeg ikke længere er en af dem,” fortæller Anne Lise Marstrand-Jørgensen til Journalisten.

”Det er simpelthen en fyring,” som hun skriver på sin facebookprofil. Fremgangsmåden undrer hende:

”Jeg synes, det er en meget mærkelig fremgangsmåde. Det er mærkeligt bare at blive pillet af uden at få besked om det,” siger hun.

Savner bredde i indlæggene

Det er Berlingskes kultur- og debatredaktør Anne Sophia Hermansen, der sidste år hev Anne Lise Marstrand-Jørgensen ind som blogger. Siden har hun skrevet over 30 indlæg.

Over for Journalisten afviser Anne Sophia Hermansen at kommentere sagen.

”Jeg ønsker ikke i al offentlighed at kommentere et ansættelsesforhold mellem hende og os,” siger hun.

På sin facebookprofil har Anne Sophia Hermansen dog efterfølgende beklaget, at Anne Lise Marstrand-Jørgensen ikke fik personlig besked om, at samarbejdet var afbrudt. Det skyldtes en intern fejl, skriver hun.

Ifølge Anne Lise Marstrand-Jørgensen selv forklarer kultur- og debatredaktøren hende i sin mail, at hun savner bredde i Marstrand-Jørgensens indlæg. Den kritik luftede debatredaktøren også i en mail kort inden sommeren, fortæller den nu forhenværende Berlingske-blogger.

”Hun skrev, at hun manglede bredde, og at læserne faldt fra. Jeg kan se, at mine indlæg bliver delt lige så meget som flere af de andre bloggeres, så jeg spurgte, hvordan hun forholdt sig til bredden i de andre bloggeres indlæg. Det svarede hun ikke på,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Sker efter kritik af kultursatsning

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er som debattør især kendt for at være stærkt kritisk over for Danmarks flygtninge- og udenrigspolitik. I går kritiserede hun også Berlingskes kulturdækning på sin facebookprofil.

”Jeg synes, det er mærkeligt, at jeg netop har kritiseret Berlingskes satsning på kulturområdet, hvor Anne Sophia Hermansen er redaktør. Og så sker det her. Jeg kan jo ikke sige, at der er en sammenhæng, men jeg synes, det er mærkeligt,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Du har ikke opfattet mailen fra før sommer om, at dine indlæg mangler bredde, som en advarsel om, at du var på vej ud?

”Jeg har hele tiden tænkt, at det da kunne ske før eller siden. Og hvis hun havde skrevet til mig i går aftes eller i morges, ville det heller ikke have påvirket mig overhovedet. Det er fint nok, at de vil af med mig. Men fremgangsmåden er meget ærgerlig,” siger hun. 

2 Kommentarer

Anders Hede
9. AUGUST 2017
Hun var også et vildt cast.
Hun var også et vildt cast. Det ville være fint om det var muligt, men bundlinjen er vigtigere. Som at sætte Kim Møller fra Uriasposten eller Jim Lyngvild til at skrive på Politiken. :)
Anders Hvid
8. AUGUST 2017
Og således igen en journalist
Og således igen en journalist/et medie, der ikke ønsker at kommentere en sag, der omhandler egen virksomhed. Denne gang med henvisning til, at man ikke ønsker at kommentere et ansættelsesforhold i det offentligt. Hvilket er fuldstændig legitim og professionel grund. En, man klart bør respektere. Men sjovt nok ikke én, der er forståelse for, når det gælder ikke-journalistiske virksomheder, der bliver slagtet, hvis de ikke fortæller, hvorfor eller hvorfor ikke, at en mening medarbejder bliver fyret....