Tv-udsendelsen om bostedet Ringbo fik alvorlige konsekvenser for flere af de psykisk syge beboere, lyder kritikken. Men Bastard Film, der stod bag udsendelsen i '21 Søndag' på DR1, mener det var fair og grundig journalistik.
Tre psykologer tilkendegiver i dag i en kronik i Politiken, hvordan jeres tv-udsendelse i søndags om bostedet Ringbo angiveligt har skadet de psykisk syge. Hvorfor bruger I skjult kamera, hvis det gør tilstanden endnu værre for de syge mennesker, I filmer?
»Jamen altså, vi har vurderet, at hensynet til væsentligheden af historien var så høj, at vi valgte at gøre det her. Og selvfølgelig har vi overvejet brugen af skjult kamera – det gør vi hver gang – men vi har ikke haft mulighed for at påvirke den måde, beboerne endte med at få at vide, at vi brugte skjult kamera. Den proces var vi ikke inde over,« siger Søren Steen Jespersen, direktør for Bastard Film.
Så det er de andres skyld?
»Nej nej nej – det siger jeg ikke. Men vi har bare ikke haft indflydelse på den proces. Men jeg anerkender, at det er skarpe midler, vi har taget i brug. Vi har selvfølgelig tilbudt, at beboerne kunne se det efterfølgende. Jeg var selv ude at vise programmet for to beboere i fredags – inden det kom i tv. Alle berørte fik tilbuddet – men kun to ønskede at se det.«
Men ifølge psykologerne er konsekvenserne jo alvorlige. Lad mig nævne et par stykker af dem, de ridser op: En beboer har skåret i sig selv af direkte angst over udsigten til at se sig selv i fjernsynet. En anden beboer erklærer, at vedkommende har mistet tilliden til andre mennesker. Andre græder eller føler sig afmægtige. En beboer er blevet indlagt på en lukket afdeling som følge af det dobbeltspil, journalisten har udført. Og der er flere eksempler. Hvordan kan I leve med, at jeres form for tv-produktion har den slags konsekvenser?
»Jeg har svært ved at gå ind i de der konkrete eksempler. For jeg ved ikke, om de er blevet indlagt på grund af det ene eller det andet. Om det er vores udsendelse, som har haft betydning. Da vi viste udsendelsen for medarbejderne og chefen i fredags kunne de ikke sige til os, at det var fordi vi havde været der med skjult kamera, at der var beboere, der var gået ned med flaget. Så det er først efterfølgende i kronikken i Politiken. Men jeg skal være den første til at beklage, hvis nogle er gået ned med flaget og har skåret i sig selv eller er blevet lukket inde på lukket afdeling. Jeg synes, det er meget beklageligt, hvis det her er korrekt. Men jeg mener stadig, vi har lavet et stykke journalistik, som ikke ville være kommet til offentlighedens kendskab, hvis vi ikke havde gjort det på den her måde. Og man kan frygte, at alternativet ville være, at de fortsat blev overmedicineret på Ringbo.«
Men tror du, de lyver i kronikken i Politiken?
»Nej, det siger jeg slet ikke. Det tror jeg bestemt ikke, de kunne finde på. Men jeg kender ikke noget til den slags faglige vurderinger omkring psykiatri. Jeg kan kun beklage, hvis det har haft de her konsekvenser. Det var ikke mit indtryk, da jeg var ude og vise det til beboerne i fredags. Der tog de det meget fattede og reagerede ikke følelsesladet.«
Bostedet Ringbo oplyser, at I kun har valgt at bringe de negative sider, og at I ikke beskriver sammenhængen i behandlingen. Det lyder ikke som om, at Bastard Film har fulgt den journalistiske lærebogs ABC om fair journalistik?
»Det synes jeg ikke er korrekt. Vi er der for at bevise nogle kritikpunkter, vi har fået forelagt af nogle kilder. Så går vi ud med vores metode – som vi også gjorde på Strandvænget, Bostedet Sjælør, og Fælledgården – og så viser det sig, at der er hold i de kritikpunkter. Og så er det dét, der er vores historie. Det er klart, vi beskæftiger os med det, der er kritisabelt og de svigt, som både de pårørende og pårørende-foreninger havde gjort os opmærksomme på. Det er journalistikkens fornemmeste opgave.«
Så dokumentaren om bostedet Ringbo er udtryk for ultimativ fair og grundig journalistik?
»Ja, det mener jeg helt bestemt. Og vores udsendelse om Ringbo viser, at der var noget at komme efter. For den første dag vores journalist var på vagt, der var der tilsyn af stedet. Et tilsyn, som Sundhedsstyrelsen og politikerne skal kunne have tillid til. Men det tilsyn rummede ingen kritik af overmedicinering. Og det viser bare, at en klassisk journalistisk arbejdsmetode som aktindsigt ikke ville have været tilstrækkelig til at afdække den her situation. Det ville heller ikke have været nok, at Eva bare havde været der og så fortalt om sine oplevelser. Vi var nødt til at have vores dokumentation i orden. Og derfor var skjult kamera metoden.«
Der er ikke noget I kunne eller burde have gjort anderledes?
»Det, jeg synes er ærgerligt, er, at debatten nu handler om skjult kamera – og ikke om fejlmedicinering af psykiske syge patienter i Danmark og forholdene på bocentrene. Det betyder, at vi skal overveje metoden… om brugen af skjult kamera er rigtig. Jeg kan i hvert fald se, at den måde pressen har grebet den an på har fjernet fokus fra det centrale – fejlmedicinering. Og det er ikke meningen. Så det kan godt give anledning til at overveje, om vi skal bruge andre metoder.«
Hvor går jeres grænse i valget af metoder?
»Det skal være en journalistisk historie, som har så stor væsentlighed, at vi mener, det nødvendigt at bruge de her metoder – hvis vi snakker om skjult kamera. Det er et vurderingsspørgsmål fra sag til sag. Man kan ikke lave en liste.«
For et år siden kom det frem, at det stort set altid er praktikanter, der bliver sendt ud under-cover fra Bastard Film. I det her tilfælde er der også tale om en journalistpraktikant. Med de konsekvenser for beboerne på Ringbo, som psykologerne nævner, kunne det tyde på, at det måske er for stor en opgave at overlade til praktikanter?
»Det har ikke noget med det her at gøre. Uanset om det er en tussegammel journalist eller en ung ny praktikant – så er det ligegyldigt i den her sammenhang. For hvis beboerne har følt sig så krænket over at blive overvåget – så er det ligegyldigt hvem der overvåger.«
En ældre journalist har måske bedre indføling?
»Jeg kan slet ikke se, det er problemet her. Det havde ikke været anderledes, hvis det var mig. Og på Bastard Film har vi nogle generelle retningslinier, som det er vigtigt for os, at journalisterne holder. De må for eksempel ikke gå ind og skabe situationer eller påvirke udviklingen.«
Den praktikant i sendte ud – var det hendes første opgave?
»Nej det var det ikke. Hun har f.eks. været med til at lave udsendelse om Mærsks brug af granit til opera-huset. Hun skal tilbage på skolen til sommer.«
I de seneste år har I konsekvent sendt praktikanter ind med skjult kamera på fire forskellige behandlingshjem. Strandvænget, Bostedet Sjælør, Plejehjemmet Fælledgården og nu senest Bostedet Ringbo. Efterhånden ligner det lidt en nem billig kopi – eller måske ligefrem en fed forretning – frem for original journalistisk tænkning. Eller hvordan ser du selv på det?
»Det her er ikke nogen god forretning. Det vil jeg til enhver tid skrive under på. Det koster simpelthen for mange penge. Der ligger rigtig rigtig meget arbejde i det her end bare at sende en journalist ind. Det er tilmed sket, at vi har tabt penge på det. Men det gider jeg slet ikke klynke over. Det er bare ikke nogen god forretning for nogen, at lave aktualitetsudsendelser.«
Den løn – som journalistpraktikanten fik for at arbejdet på Ringbo – er den leveret tilbage til Ringbo, eller er den lagt oveni praktikantlønnen?
»Den har praktikanten fået. Hun har udført et stykke arbejde på Ringbo. Den beholder hun selv. Hun har arbejdet dobbelt i hele den her periode.«
Kommer der flere under-cover dokumentarfilm fra danske behandlingshjem fra Bastard Film – eller er det nu helt slut?
»Vi har ikke lige nogen i støbeskeen . Men jeg vil bestemt ikke afvise, at der kan komme mere.«
Her foromtalen af tv-udsendelsen på DR.
I dagens udgave af Jyllands-Posten advarer afdelingsforstander på DJH, Oluf Jørgensen, i øvrigt mod brugen af skjult kamera. Han mener danske tv-stationers øgede brug af skjult kamera har taget overhånd. Emnet er tema i ny bog »Styring eller frihed?«. Læs mere her.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Problemet med skjult kamera er, at det en tilfældig redaktør/producent, der træffer afgørelse om brugen af skjulte optagelser. Det sker altid - skal man tro redaktører/producenter - for at afdække et forhold af stor samfundsmæssig betydning, som ikke ellers kunne afdækkes. Men dermed tiltager medier sig en magt, som end ikke politiet har. Hvis de vil afdække en eventuel narkohandel, så skal de have en dommerkendelse, før de kan begynde at aflytte de mistænkte.
Dermed har ansatte, der arbejder med psykisk syge en dårligere retsbeskyttelse end narkobagmænd. Jeg tror, de fleste mennesker synes at narkohandel er mindst lige så problematisk som fejlmedicinering. Jeg tror desværre også, at de fleste danskere har større tiltro til politiet end til mediefolk. Alligevel skal en dommer involveres i alle sager. Når det ikke sker - som i den seneste mordtrussel/terrorsag, så er pressen med rette på vagt, for at sikre retsbeskyttelsen også for dem, vi ikke kan lide.
Hvem er garanterne for de menige ansattes sikkerhed mod at blive eksponeret i medierne? - en "straf" der for mange er mere skræmmende end bøde eller fængsel. Hvis det er redaktører/producenter, der har en i øvrigt legitim økonomisk interesse i programmerne, så er "ofrene" ilde ude.
Troels Rasmussen
Du er meget velkommen til at kontakte mig på tlf. 20193934
Hvorfor er der ingen journalister der kan finde ud at sætte lighedstegn mellem dårlige vilkår for beboere og elendige arbejdsforhold for de ansatte...at vi bliver lovet mere i løn uden at det sker, at der mange steder er ansat det halve til at udføre det dobbelte arbejde, alt for lidt ansatte til alt for mange beboere, at man ofte har dårlig samvittighed over ikke at have det store overskud og den store motivation der absolut skal til, for at være det bedste for sine beboere, bla.pga. for meget praktisk arbejde og en generel mangel på værdsættelse og Forståelse/indsigt udefra.
En indsigt i at disse mennesker muligvis er de svageste og er de sværeste at arbejde med og at man, feks., kan komme ud for at én beboer kan have brug for hele ens opmærksomhed en hel dag og at der så kun er én anden ansat til alle de andre, fordi der er en ansat syg og der ikke er nogen vikarer til rådighed, noget vi oplever ugentligt.
Ja, et samfund bliver bedømt på hvordan det behandler sine svageste, dem der umiddelbart ikke er aktive medborgere og som kun koster og ikke skæpper i statskassen...og ud fra det synspunkt burde vi alle skamme os!.
Men hvordan behandler vi dem der behandler vores svage, for det står sløjt til, pengene og hænderne rækker absolut ikke og man mærker dagligt at det ikke er et prioiteret område i vores "enhver er sig selv nærmest"-samfund.
Det kommer bla. rent praktisk til udtryk i angreb af skimmelsvamp der ikke bliver fjernet i tide, forældede vaskemaskiner der ikke virker når beboerne mangler tøj der ikke er sudlet til, elendige gamle el-installationer, der slår fra for et godt ord, så vigtige hjælpemidler ikke er til rådighed, dårligt isolerede og utidssvarende bygninger og usund billig mad der ikke ligefrem hjælper på et system der, i forvejen er svagt pga. den megen (nødvendige!) medicin
...dette er bare nogle få eksempler.
Det er hårdt at være vidne til, og føle sig magtesløs overfor denne prioitering men vi er her stadig, fordi vi vil gøre en forskel i deres liv, fordi vi føler at de har en plads i denne verden og at de fortjener er der er nogen der vil prøve at forstå dem, give dem kærlighed, nærvær og tryghed...og fordi ingen andre vil skifte deres bleer og tage i mod deres uskyldige vold og udafreagerende opførsel, deres daglige maniske op og nedture, deres udtalte menneskelighed, og vi er her fordi de har brug for os.
Så peg fingre når vi kikser, udstil os når vi ikke har den tid der skal til og nyd jeres "helligere end
dig"-attittude, for i har ikke prøvet at passe et dybt psykisk og fysisk sygt menneske, der ikke kender sin egen store fysiske styrke og som har en mental kapacitet som en 2-årig, som dagligt reagerer uhensigtsmæssigt overfor andre beboere, som personen ikke selv har valgt at bo sammen med, og overfor et personale der udstråler stress og dårlig samvittighed men som desperat prøver ikke at lade det indvirke på deres arbejde.
Det er let at kritisere noget man ikke har prøvet det på egen krop og sjæl, så skab indsigt, fortæl om os og vores arbejde, fortæl hvad det er vi vælger at udsætte os selv for, fordi vi er idealistiske mennesker der ikke tænker på om det giver prestige at gøre det ingen andre vil røre med en ildtang.
Fortæl om hvilken plads disse beboere og ansatte har i vore samfund...og fortæl om hvor fantastisk det er at der er nogen der vil tage sig at dit syge familliemedlem fordi du har travlt med dit eget livsprojekt...spørg de pårørende, kom og spørg os, vi vil med glæde fortælle om det gode, det dårlige og det der kunne være bedre.
Lyt til vores bud på hvad der skal til.
...DET ville være et scoop!!
...men er der nogen der lytter?!
Jeg kan ikke se noget betænkeligt ved udsendelsen, overhovedet. Derimod tænker jeg lidt på, hvilken værdi udsendelsen har. Vi har jo fået flere eksempler på, at denne gruppe ikke behandles efter reglerne - og det gør jeg indtryk på alle - kommuner og regionerne som ansvarlige - og også de amnge ansatte.
Hvis jeg skal klandre nogen, er det f.eks. Jyllands Posten, der i søndags bragte et interview med den tidligere leder af Strandvænget.
Jeg mener som sådan, at lederen er blevet helt uretmæssigt behandlet, hvor region Syddanamrk har tørret et problem af på en person - men det er ikke det min kritik går på, men at Henrik Winther Olesen ikke får spurgt ind til forklaringerne.
F.eks. siger hun, at det ikke er muligt for hende at afskedige medarbejdere. Også at metoden blev ændret fra en snak med hele personalegruppen til enklete medarbejdere, der bare tager rigtigt langt tid.
Disse informationer og mange flere kunne være rart at få en uddybning af, for man akn altså godt afskedige folk, vhis de har en forstenet tilgang til deres job - og det lyder altså underligt, at man ikke kan tale med en voksen fagmedarbejder om, hvordan man taler professionelt til brugere.
I det hele taget mener jeg, at dagspressen ikke har fulgt op på disse sager, hvor der kunne blive atget grundigt og kritisk fat.
Bastard Film kunne jo f.eks. have spurgt, om de kunne lave en åben reportage fra Ringbo. Skjult kamera kan da alene være sidste udvej, når en for almenvellet væsentlig problemstilling skal afdækkes. Eller?
Flere