Bag Billedet: Årets mest omtalte politikerportræt

”Hvorfor skulle jeg have færre penge end en kunstmaler,” spørger kunstfotograf Trine Søndergaard, der fik 98.700 kroner for et billede af politikeren Pia Allerslev. Her fortæller hun om værkets tilblivelse

Kunstfotografen Trine Søndergaard har taget årets nok mest omtalte politikerportræt.

Billedet forestiller den tidligere københavnske borgmester, Pia Allerslev. Interessen har især kredset om prisen for værket, nemlig 98.700 kroner. Hvorfor skulle det være så dyrt, når Esbjergs borgmester havde fået taget et billede til 400 kroner?

Trine Søndergaard fotograferede Pia Allerslev tre gange over en periode på et halvt år.

”Jeg tror, at mange, der ikke selv fotograferer, kun ser ét billede, og så tænker de, at jeg kun har trykket på knappen én gang. Men sådan har det jo ikke været, og sådan er det jo fx heller ikke for pressefotografer. Der går et stort arbejde forud,” siger Trine Søndergaard.

Når hun tidligere har arbejdet med portrætter, har Trine Søndergaard stræbt efter at ramme noget generelt. Men borgmesterbilledet med Pia Allerslev skulle også have en genkendelighed. 

”Det, som jeg er god til som kunstfotograf, skulle møde Pia Allerslev. Det var jo hendes eftermæle.”

”Jeg ville gerne, at Pia Allerslev skulle ligne sig selv og fremstå værdig og stærk,” siger hun.

I rådhustårnet

Trine Søndergaard fotograferede både digitalt og med gammeldags film, som hun fik fremkaldt og scannede.

Nogle af billederne tog hun for eksempel en tidlig morgen i toppen af rådhustårnet.

Men det fungerede slet ikke.

”Det blev lidt for jordnært,” siger Trine Søndergaard.

Hun ville gerne have, at portrættet løftede sig op over det, som man umiddelbart kan se.

”Der skulle være et andet lag i det, og det kunne jeg ikke gøre tilgængeligt med de første billeder.”

Hun og Pia Allerslev mødtes dernæst to gange i et fotostudie, og pludselig lykkedes det.

”Det lyder banalt, men da hun blev klippet, var den der.”

Bevægelse i håret

Billedet er taget i Trine Søndergaards atelier med brug af dagslys og lidt flash.

”Man kan sige, at hun bare står og kigger. Men jeg kan godt lide, at hun har en sensibilitet omkring øjnene, og så er jeg glad for bevægelsen i håret. Billedet er fastfrosset, men samtidig er hun på vej et sted hen,” siger Trine Søndergaard, der bad Pia Allerslev om at vælge farven til billedet.

Venstrepolitikeren valgte blå. Farven optræder også på billedrammen.

Jeg har en gruppe af værker, Monochrome Portraits, som er en serie af indadvendte portrætter, der alle har en farve, og hvor jeg låner noget af æstetikken fra det,” siger Trine Søndergaard om kompositionen.

Der er i Københavns Kommune tradition for, at afgåede borgmestre selv vælger, hvilken kunstner der skal lave et portræt af dem. Beløbsrammen er 150.000 kroner. Hidtil har alle politikere spurgt en kunstmaler. Pia Allerslev spurgte Trine Søndergaard.

Hvorfor koster en kunstmaler mere?

Det overrasker Trine Søndergaard, at billedet har vakt så meget postyr.

”Jeg ved ikke, hvorfor diskussionen om økonomien dukkede op. Hvorfor skulle jeg have færre penge end en kunstmaler? Det er der jo ikke nogen argumentation for,” forklarer hun.

Billedet blev præsenteret ved en reception i Magistratsalen på rådhuset 12. november 2018 uden at vække den store opmærksomhed i offentligheden.

I begyndelsen af januar 2019 blev Trine Søndergaard interviewet af Berlingske om billedet.

”Jeg synes, at jeg fik svaret fint på det med prisen. Men det blev overskygget af vinklen,” siger hun.

Hun ser ikke omtalen af billedets pris som en kritik af hendes arbejde.

”Det er mere en diskussion af, hvordan det offentlige forvalter pengene. Der ligger en bagvedliggende antagelse om, at fotografi ikke er kunst, og at et billede helst skal koste 400 kroner, ligesom det gjorde i Esbjerg,” forklarer hun.

Høje priser for kunstfoto i udlandet

Hun peger på, at der i Danmark ikke er en stærk tradition for kunstfotografi sammenlignet med andre lande, hvor fotokunst bliver solgt til høje priser.

Tyske Andreas Gursky har for eksempel solgt adskillige fotografier til pris på langt over 1 million dollar.

Ifølge Trine Søndergaard sætter mange lighedstegn mellem kunstfotografi og billeder, de ser i nyhedsmedierne eller selv tager med mobilen.

Men ligesom der er forskel i prisen på kunstmalerier, er der forskel på prisen for fotokunst.

”Selve billedet er taget i et splitsekund, men du kan ikke aflønne ud fra tid. Det handler om processen, evnerne, og at man har gjort sig umage. Jeg har brugt 20 år på at kunne lave det billede af Pia Allerslev,” forklarer hun.

Fratrukket udgifter til sin gallerist, studie, film og fremkaldelse svarer prisen på billedet af Pia Allerslev til, hvad Trine Søndergaards værker koster.

”Det kan godt være, at nogle mennesker synes, det er mange penge, men det er en fair pris i forhold til, hvad de køber. Det er bare ikke så almindeligt, at priser for fotokunst kommer til offentlighedens kendskab.”

Trine Søndergaard har arbejdet som kunstfotograf i 20 år. Hun har udstillet i ind- og udland. Billedet er 90 x 90 centimeter.

 

7 Kommentarer

Hanne Schultz
20. FEBRUAR 2019
Mange års uddannelse og
Mange års uddannelse og videreudvikling af talent, stil, form, motiver etc., nødvendige indkøb af dyrt kameraudstyr, tidsforbrug fx mht. samtaler med model osv. osv. Nej, det er ikke dyrt!
Martin Kirchgässner
18. FEBRUAR 2019
Hvis det har taget 20 år at
Hvis det har taget 20 år at tage det foto, er det vel en ok pris?
Vagn-Ebbe Kier
18. FEBRUAR 2019
Jeg vil anslå at ca. 60.000
Jeg vil anslå at ca. 60.000 ud af de 98.700 Kr. Kommer tilbage i Statskassen p.gr.af prsonlig skat, moms og forbrugsafgifter, for resten har vi støttet kunsten i det offentlige rum, hvilket jo er til langvarig glæde for os alle.
Anne Burlund
18. FEBRUAR 2019
Det er fuldstændig
Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er et fotografi, oliemaleri eller om det er en statue støbt i bussemænd!

Det er uhørt og skandaløst, at politikere forvalter skattepenge på den slags - og det gælder også indkøb af designermøbler og indretning af borgmesterkontorer og andet i den dur uanset partifarve - samtidig med, at de skærer millioner år efter år på fx børneområdet!

"Alle andre gør det også"-argumentet er simpelthen for tyndt - hvorfor tager ingen ansvar for deres egne handlinger og stopper op og spørger, om det er moralsk forsvarligt? Stram op!

Anders Drejer, der er professor i ledelsesstrategi ved Aalborg Universitet, udtaler til Berlingske Tidende, at "de beløb er fuldstændigt ude af proportioner":

»Det sender et signal om, at politikerne bor på en anden planet. For at sige det direkte: Jeg mener, det er at pisse på de offentlige midler. For mig at se er der intet, som kan retfærdiggøre, at politikerne bruger så mange penge på borgmesterportrætter.«

https://www.bt.dk/politik/faar-hug-for-dyrt-selvportraet-det-er-at-pisse-paa-de-offentlige-midler
Vagn-Ebbe Kier
16. FEBRUAR 2019
Materialemæssigt er det nok
Materialemæssigt er det nok billigere at lave et maleri end et fotografi.

Flere