B.T. flytter tilbage til Pilestræde

 

Den norske investeringskoncern Orkla har besluttet at sælge B.T.s hovedbygning i Kr. Bernikowsgade, der ligger i hjertet af København

FLYTNING. Den norske investeringskoncern Orkla har besluttet at sælge B.T.s hovedbygning i Kr. Bernikowsgade, der ligger i hjertet af København. Så efter 40 år under eget tag må B.T.s medarbejdere sige farvel til de små kontorer og hedeturene under de vandkølede lofter i operaarkitekt Henning Larsens prisbelønnede hjørne, hvor vinduerne ikke kan åbnes.

»De lokaler, vi har nu, er mildest talt ikke egnet til at lave avis i. Medarbejderne sidder adskilt på fem forskellige etager i en masse små rum med dårlig ventilation. Jeg har ikke hørt nogen medarbejdere ytre sig negativt om planerne. Tværtimod har jeg hørt flere beklage sig over de nuværende forhold,« siger stedfortrædende tillidsrepræsentant Jens Anton Havskov.

Det er planen, at B.T. skal flytte tilbage ind i Det Berlingske Officins hovedbygning i Pilestræde på den anden side af gaden. Hvordan formiddagsavisen skal klemmes ind i bygningen, der i forvejen huser Berlingske Tidende, Weekend-avisen og Urban, er ikke fastlagt. Koncernen vil foretage en omfattende renovation af huset, og der er sågar luftet planer om at bygge en ekstra etage oven på de fem nuværende.

Selv om B.T. efter flytningen ikke længere vil have sit eget hus, forventer ledelsen at have flere kvadratmeter til rådighed per medarbejder. Samtidig glæder den sig til at kunne samle medarbejderne og slippe for de lange, smalle korridorer.

»Vi er vildt positivt indstillet. Vi får mulighed for at sidde på nye måder, som jeg kun kan se vil optimere vores avis,« siger ledende redaktionschef Tina Christel Kristensen.

Koncernøkonomidirektør i Orkla Anders Götzsche understreger, at flytningen ikke kun sker for at frigive penge til koncernens ejere, men at den også skal komme B.T.s medarbejdere til gode:

»Hovedformålet er at give B.T. nogle bedre lokaler. Samtidig ønsker vi at mindske vores investeringer og driftsomkostninger for at øge afkastet. Men vi ville aldrig gøre det, hvis vi ikke kunne give B.T. nogle bedre lokaler.«

0 Kommentarer