Den danske virksomhed Atak rådgiver kunder om deres digitale renommé og hjælper blandt andet danskere med at blive glemt på nettet. Direktør William Atak fortæller, at firmaet får 5-600 henvendelser om året, hvoraf cirka 400 falder ind under EU’s regler for ”retten til at blive glemt”.
”Det er ikke, fordi kunderne kender reglerne for at blive glemt. Men når de beder os om hjælp, kan vi tit se, at ”retten til at blive glemt” kan bruges,” fortæller William Atak.
I 2017 vurderer William Atak, at firmaet har sendt 40-50 henvendelser til Google på vegne af kunder, der gerne ville glemmes. De fleste henvendelser handler om indhold, som enten ligger på sociale platforme som Facebook og Instagram, journalistiske artikler hos medierne, eller indlæg på debatforaer og blogs.
I tvivl om Googles folk har forstået loven
Men William Atak kritiserer Google for at være for lemfældig i behandlingen af borgernes klager. Baseret på de mange sager, Atak har sendt til Google, fortæller han, at søgemaskinen ofte lader nærmest identiske sager falde forskelligt ud.
”Vi oplever tit, at to sager af fuldstændig samme karakter kan blive afvist og godkendt. Jeg er i tvivl om, hvorvidt de personer, som vurderer sagerne, overhovedet har forstået lovgivningen. Jeg tror ikke, sagsbehandlerne hos Google har kompetencerne i orden. Det går altså ud over helt almindelige mennesker,” siger han.
Hvis en borger vil glemmes, skal vedkommende kontakte Google og forklare, hvorfor søgeresultatet er irrelevant eller forældet. Du kan se Journalistens guide til at blive glemt her.
Når Google træffer afgørelse i klagesager, skal søgemaskinen afveje offentlighedens interesse i oplysningerne over for borgerens ret til privatliv. Det fastslog EU-Domstolen ved en principdom i 2014, og siden har Google haft et helt kontor til at håndtere ”retten til at blive glemt”-klager.
Men William Atak mener, at Google lader offentlighedens interesse veje for tungt i mange af de sager, han har set. Blandt andet tager Google mediernes parti, lyder det.
”Det er et problem, at Google ofte vurderer sagen baseret på kilden og ikke indholdet. Hvis kilden for eksempel er Ekstra Bladet eller Berlingske, så er Google ikke tilbøjelig til at fjerne linket. Google henviser til, at medierne har vurderet, at sagen har offentlig interesse, for ellers ville de ikke have skrevet det. Men jeg synes, Google burde se på indholdet: Er den sag virkelig stadig relevant?” siger William Atak. [quote:0]
Han fremhæver et aktuelt eksempel, hvor han mener, Google burde have truffet en anden beslutning:
”Vi havde for eksempel en kunde, som var flygtet fra et terrorhærget land til Danmark for 20-30 år siden. Hun har lagt det land bag sig og hader regimet, hun har taget et dansk fornavn, er dansk gift og har fået børn her. Men i det øjeblik, hun får dansk statsborgerskab, kommer hendes navn på Folketingets hjemmeside på en liste, hvor der står, hvor hun oprindeligt er fra. Det kan virke som en lille og ligegyldig ting, men for hende er det ubehageligt, at hver gang man googler hende, bliver hun forbundet med det her forfærdelige regime. Men Folketinget vil ikke fjerne det, og Google vil ikke fjerne det, fordi det har offentlighedens interesse. Her kan jeg slet ikke forstå, at Google ikke vil hjælpe.”
Han fortæller om en anden sag, som Atak har haft for nylig:
”En kvinde havde i en meget ung alder testet sexlegetøj for et kvindeblad. Det er mange år siden, og hun gik ikke op i at blive citeret med fuldt navn. Men nu har hun børn, som snart er store nok til at google mor og far, og det er ikke så rart for hende. Men det vil Google heller ikke fjerne,” siger William Atak.
Han fortæller, at succesraten er lav, når hans folk kontakter Google på vegne af en kunde. Kun 10-15 procent af sagerne ender med, at Google efterkommer ønsket.
Google har ellers oplyst, at 42 procent af henvendelser fra danske borgere fører til fjernelse af et søgeresultat. Men William Atak påpeger, at de nemmeste sager næppe ender på hans bord. Folk søger hjælp, hvis de ikke selv kan løse problemet.
Google har ikke ønsket at stille op til interview, hverken om "retten til at blive glemt" eller om kritikken fra Atak.
Har afvist grove kriminelle
Kritikerne siger, at ”retten til at blive glemt” bliver udnyttet til at omskrive historien. Har de ret?
”Ja, det kan man vel godt sige. Jeg har haft adskillige sager, hvor en kunde har skrevet noget på Facebook eller i et højreorienteret debatforum, men ikke længere vil forbindes med det. Det kan være en kritisk kommentar om flygtninge, som nu dukker op, når man googler personen. Det bør fjernes straks, selv om man har ment det engang,” siger William Atak.
Han peger også på personer, som måtte være blevet dømt for en kriminel handling i fortiden.
”Jeg synes ikke, man skal dømmes for evigt, hvis man har afsonet sin dom,” siger William Atak.
Hvor går grænsen? Hvis man har fået 10 års fængsel for rovmord, skal man så have lov at blive glemt, når straffen er afsonet?
”Jeg har ikke en klar holdning til det. Men her hos Atak afviser vi de grove sager. Vi er også nødt til at værne om vores omdømme. Vi havde for eksempel en sag, hvor en institution ville have renset sit navn efter en sag om misbrug af børn. Der stillede vi krav om, at den skyldige person blev afskediget, og at det skulle dokumenteres for os, før vi ville hjælpe. Det var de selv i gang med, så dem hjalp vi. Det viste sig dog umuligt at fjerne noget, så vi begravede den i stedet.”
William Atak tilføjer, at han har afvist kunder, der ville have hjælp til at skjule sager om eksempelvis grov svindel og voldtægt.
”Det er virkelig svært, og tit er jeg også selv i tvivl. Så diskuterer vi det i teamet, som arbejder med reputation management. Hvis én af medarbejderne stemmer nej, så tager vi ikke opgaven.”
FIRE SLAGS KUNDER
Atak deler henvendelser fra kunder op i fire kategorier. Her beskriver direktør William Atak de fire kategorier og ét eksempel på hver:
1. Privatpersoner, der har medvirket i noget, som de nu fortryder. Det kan være en kommentar på en blog, et billede eller en artikel, de har medvirket i.
Ex: ”En pige havde arbejdet som erotisk model. Det er ikke porno, men hun er afklædt på billederne, som ligger på modelbureauets hjemmeside med hendes fulde navn. Bureauet vil ikke fjerne billederne, da hun beder om det. Så kommer hun til os.”
2. Personer, der i forbindelse med deres arbejde/virksomhed er blevet kritiseret i pressen.
Ex: ”En direktør blev sigtet for underslæb. Han blev politianmeldt og sigtet, men frikendt for alle anklager. Medierne omtalte sigtelsen, men ikke frikendelsen. Når man googler direktøren, får man indtryk af, at han er skyldig. Vi har et hav af den slags sager. Nogle gange omtaler medierne, at han blev frikendt, men de artikler ender længere nede i Googles søgeresultater. Her vil Google som regel afvise at gøre noget. Det var jo ikke forkert, at han var sigtet, og det har offentlighedens interesse.”
Hvad gør man så?
”Der er ikke mere at gøre, det kan ikke fjernes. I 9 af 10 af den slags sager ender vi med at prøve at begrave det. Reputation management handler i høj grad om at udvide og styrke vedkommendes tilstedeværelse og identitet så meget, at vi overdøver det uønskede med noget andet. På den måde kan vi skubbe det om på side 2 eller 3 på Google.”
3. Privatpersoner, som kan forveksles med andre eller sættes i forbindelse med uønsket indhold, fordi deres navn tilfældigvis fører til nogle krænkende søgeresultater.
Ex: ”En dansk mand af anden etnisk herkomst havde et ret særpræget navn. Når man googlede ham, dukkede historier op om en engelsk taxachauffør, som er dømt for voldtægt. Svigersønnen kontaktede os, fordi han var nervøs for, at folk ville forveksle de to. Men det kan vi ikke få fjernet.”
4. Den værste kategori, men også den kategori, hvor indhold oftest fjernes, er bevidste og målrettede krænkelser og chikane af en person. Det kan være hævnporno, billeder, video, personlige/fortrolige oplysninger og andet.
Ex: ”Forældrene kontakter os og fortæller, at deres datter bliver udsat for noget, hvor en tidligere kæreste lægger nogle billeder ud på nettet af hende. Det har vi så godt som altid held med at få fjernet.”
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Ole
Jeg har selv tre børn, så dit eksempel/din holdning kan jeg uden tvivl sætte mig ind i - og det gør helt ondt i maven at forestille sig, hvis det skulle ske i et uoplyst samfund. Men den slags tages der hensyn til i et retssamfund som Danmark (og mange andre lande går jeg ud fra) med straffeattester og lignende.
At hænge folk ud offentligt hører dog fortiden og et primitivt samfund til og kan sammenlignes med, at denne person skulle have tatoveret "pædofil" på panden. Civiliserede mennesker ville gå uden om denne person, hvor nogle ville mene (og sågar udføre), at handlinger som tilråb og vold mod denne person vil være på sin rette. Man kan mene, hvad man vil, men civile kan og må ikke føle, at de skal påtage sig et retssystems eller politiets arbejde med grove og kriminelle handlinger.
Hvis retssystemet vurderer, at personen er skadelig for sine omgivelser, ville personen ikke være på fri fod men under forvaring/behandling. Har man i et retssystem afsonet sin straf og ikke vurderes til at være skadelig, er man altså en fri mand/kvinde. Mange straffe kan for mange virke urimeligt korte, men det er en hel anden snak.
Så min holdning her er, at der altså ikke pilles ved historien. Dét, der dog derimod sker, er offentlig udhængning og ydmygelse, der ikke gavner vores samfund på nogen måde overhovedet. Nu er pædofili et meget ekstremt emne, hvorfor det kan være svært at forholde sig til, men tag 20 år gammel kriminalitet som eksempel, hvor det kan være enormt svært at vinde disse personer tilbage til gavn for samfundet, hvis en simpel googling skulle afsløre alles fortid. Jeg kender ikke til tallene, men jeg kunne forestille mig, at størstedelen af kriminelle er engangskriminelle. Sandsynligheden for, at en tidligere kriminel forbliver kriminel, hvis vedkommende konstant skulle mindes om det, er nok noget større - vil jeg mene.
Ja Retten til at blive glemt er vanskelig eller umulig at afgrænse som i selv har fundet ud af. Ud over afgrænsningsproblematikken, er det efter min mening forkert at pille ved vores historie (burde være strafbart, jfr. manipuleringer i fx Rusland) og endeligt, er der fra 3. part et behov/ønske om at kende til folks tidligere straffe/domme, selv om de er udståede. Hvem har fx lyst til at overlade sit barn til en tidligere dømt børnemisbruger, selv om han har udstået sin straf. Meget vanskelige balance-gange i de her spørgsmål.