"Nu kimede telefonen igen".
Sådan indleder Tom Kristensen romanen 'Hærværk', og mens læserne spændt venter på at telefonen bliver taget, beskriver Tom Kristensen hvordan hovedpersonen lægger bogen fra sig på en stabel uopsprættede anmeldereksemplarer, hvordan han skærer en grimasse for at "…blødgøre sit mongolansigt og blive venlig…" inden han griber telefonen:
"Ole Jastrau her!".
Featuren låner fra litteraturen
'Hærværk' sikrer Tom Kristensen en plads på klassikernes top ti. Med god grund. 'Hærværk' er fremragende litteratur. Den har så mange kvaliteter som traditionel journalistik mangler.
Her er spænding: Hvad sker der nu? Hvem ringer, og hvilken betydning får det?
Her er en person, som læserne kan identificere sig med. Jastrau er ikke bare et navn, en stillingsbetegnelse og en alder, men en person læserne kan se for sig og leve sig ind i.
Tom Kristensen levner plads til læsernes fantasi, for han ved at det er den der skaber historien ud fra de oplysninger han fodrer den med. For eksempel registrerer læserne at bøgerne ikke er sprættet op, og de overvejer hvad det fortæller om Ole Jastrau og hans situation.
Gør kilder til personer
Personbeskrivelsen, spændingsopbygningen og legen med læserens fantasi – tre elementer som kendetegner god prosa. Og tre elementer som den moderne feature har lånt fra litteraturen og overført til journalistikken.
Den moderne feature har nemlig stået i lære hos litteraterne. De har lært at gode hi-storier først og fremmest handler om ét: at forvandle sine kilder til personer i historien.
Featurejournalisten er ikke interesseret i kilder som fortæller om artiklens emne, men i personer der gennem deres handlinger eksemplificerer det.
Skriver man en feature om kvindelige ledere der får stress, nøjes man altså ikke med at citere en stressramt kvinde for hvor slemt og hårdt det er. Nej, man følger en stresset leder og beskriver hvordan stress ser ud i virkeligheden. I hverdagen. Eller – hvis man ikke er så heldig at man kan følge en – man interviewer én der har haft stress, og spørger hende hvordan det helt konkret kom til udtryk.
Som featurejournalist stiller man sig ikke tilfreds med de svar journalister normalt citerer. "Det var forfærdeligt". "Min verden hang slet ikke sammen". "Jeg var helt ved siden af mig selv". Nej, man spørger dybere. Hvad betyder det i praksis at din verden ikke hang sammen? Giv mig et eksempel. Hvordan kom det til udtryk at du var stresset? Vis mig det. Hvad skete der da det slog klik? Beskriv.
Man bliver ved med at spørge – eller researche – indtil man kan beskrive kvinden i situationer som gør det tydeligt for læserne at hun er stresset, hun har det forfærdeligt, hun bryder sammen.
Læserne skal kunne se situationerne for sig som var det en film. Ligesom de kan se Ole Jastrau. Featurejournalisten må altså have styr på den stressede kvindes handlinger og på hele det fysiske rum handlingen udspiller sig i.
Det er nødvendigt når man ikke bare skal fortælle hvad der skete, men fremstille det.
Feature er tænkning
At forvandle kilder til personer i historien er det afgørende featuretrick. Men det får konsekvenser på en lang række andre områder i teksten.
Den traditionelle journalistiks mange synspunkter og reflektioner afløses i featuren af konkrete handlinger. Den traditionelle journalistiks resumeer viger pladsen for sceni-ske fremstillinger, virkelighedsnære og anskuelige. Og de mange citater fra parts- og ekspertkilder forsvinder; i stedet bruger og refererer featurejournalisten den nødvendige baggrundsviden.
At skrive feature stiller altså krav til både research og fremstilling. Researchen skal bringe featurejournalisten ind til den konkrete virkelighed som skjuler sig bag refleksionerne. Hvad mener du helt konkret med at du var stresset?
Hvad gjorde du? Hvad skete der? Og i fremstillingen skal journalisten minutiøst beskrive hvad der sker, i stedet for at skjule virkeligheden bag abstraktioner som "og så brød hendes verden sammen".
Men det er alt sammen teknik. Og intet af det nytter uden featuretænkning. Det er nemlig ikke nok at man kan beskrive et stykke konkret virkelighed. Den skal være meningsbærende. Den skal betyde noget. Den skal fortælle den journalistiske historie.
Det er featurens afgørende påstand: Hvis stress hos kvindelige ledere er en god journalistisk historie, så findes den ikke kun i eksperternes statistikker. Eller omvendt: Hvis det ikke er muligt at finde en person som anskueliggør problemstillingen, så er det ikke en god journalistisk historie. Så eksisterer den kun i kildernes abstrakte uvirkelighed.
At skrive feature handler derfor om hele tiden at spørge sig selv: Når det her nu er min historie, hvor vil jeg så forvente at den kommer til udtryk? Hvem bærer den? Hvor giver den sig til kende på en måde så mine læsere tænker: Whauu! Nu forstår jeg problemet. Og nu forstår jeg at det er et problem.
Det er featurejournalistikkens lakmusprøve: Hvor er problemet i virkeligheden? Man skal stille sig featurespørgsmålet af to grunde: For at have et godt udgangspunkt for at fortælle historien. Og for at tjekke om det er en virkelig historie man gider at fortælle.
Resten er ren teknik. Men vigtig teknik. 'Hærværk' var næppe blevet en klassiker hvis Tom Kristensen havde skrevet:
"Ole Jastrau, der er anmelder på "Dagbladet", afslog i går at holde et foredrag om livsanskuelse. Den unge litterat og familiefar siger:
"Jeg blev kontaktet telefonisk af hr. Raben, men måtte sige nej. Jeg synes ikke, at jeg har noget på hjertet".
Mikkel Hvid har benyttet ny kommatering
Mikkel Hvid er freelancejournalist. Han underviser i fortællende journalistik og feature på Journalisthøj-skolen og CFJE. Har netop udgivet bogen "Fascinerende fortælling. Den journalistiske feature".
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er så sandt, som det er sagt, at der er forskel på at sige: "at man har noget på hjerte" og "at man har noget på hjertet".
Når det så er sagt, kan for det første nævnes, at der også er forskel på, om man som læser er i stand til at drage vigtige pointer ud af en nedskrevet tekst, eller om man i stedet forfalder til noget, som med et unægteligt grimt ord, kaldes noget, der begynder med "flue...".
For det andet kunne formuleringen, som her er lagt i Ole Jastraus mund, have været en måde at fortælle noget om afsenderen af beskeden (Ole Jastrau) på. Det er så op til modtageren/læseren af beskeden/teksten at fortolke formuleringen.
For det tredje er det vigtigt at kunne være tolerant overfor evt. misforståelser eller andet i det skrevne ord, som kan være foranlediget af såkaldte tyrkfejl.
Gør man opmærksom på andres evt. fejl som en venlig gestus er det naturligvis en helt anden sag. Det er selvfølgelig den eneste måde, jeg selv blander mig i andres formuleringer på ;-)
Selv er jeg i tvivl om, hvorvidt en relativ bisætning, hvor det relative pronomen henviser til det umiddelbart foranstående substantiv, kun kan indledes med både "som" eller "der", når substantivet er en person, og kun med "som", når substantivet er en ting (eller måske ligefrem omvendt...?)
- og om man med "gammel" kommatering, som jeg benytter mig af, skal sætte punktum efter en nymodens smiley i tilfælde af, at smileyen ikke konverteres til et ikon, når jeg trykker på "gemknappen".
Det hedder at have noget på hjerte, hvis man har en mening, som man brænder for.
At have "noget på hjertet" er snarere en tilstand, der kan kræve et kirurgisk indgreb ...