Det kan diskuteres, om den
Det kan diskuteres, om den kolde krig er helt slut, men dens vindere kender vi alt for godt!

På begge sider af jerntæppet identificerede man sig op til 1989 med hver sin udgave af friheden.

Her stod den perfekte grænse mellem dem og os, øst og vest, højre og venstre, den frie og diktaturets verden.

Vennerne kunne kende hinanden som fjendernes fjender, hvor fjenderne var vennernes fjende.

Således kunne venner og fjender genkende hinanden ud fra samme spejvendte orienteringsmønster på begge sider af jerntæppet.

Der var tale om en ideologisk krigs snævre realitet, der som andre mere varme krige og konflikter lukker sig om sig selv uden blik for den bredere realitet.

Så længe, at de havde hinanden på begge sider af jerntæppet, så længe kendte de virkeligt sig selv, koldkrigeren i sig selv.

Det gør de ikke længere.

Derfor er også den vindende ideologi blevet postmoderne.

USSR´s efterretningstjeneste, KGB, var med sine 450 000 medarbejdere kernen i en statsdannelse, som den sovjetiske befolkning tog symbolsk afsked med ved murens fald.

Tusindvis af demonstranter belejrede i slutningen af august 1991 KGB´s hovedkvarter i Moskvas Lubyanka og væltede granitstatuen af Dzerzhinsky, grundlæggeren af efterretningstjenesten.

Triumferende trådte demonstranterne på den faldne statue. Men KGB´s fald var kun symbolsk: KGB overlevede næsten intakt disse turbulente tider. USSR´s efterretningstjeneste skiftede navn, men fortsatte som det nye Ruslands efterretningstjeneste. Taberne i Øst overtog vestens sejrende ideologi.

Fra 1975 til starten på sin politiske karriere var Putin, den senere og nuværende russiske præsident, KGB-officer.

Vi kender alle billedet af den unge Putin i KGB-uniform.

Som præsident har han rekrutteret en stor del af sine rådgivere og fortrolige fra det tidligere KGB, Ruslands nuværende efterretningstjeneste. Det tidligere KGB er dermed en integreret del af det moderne Ruslands magtbase, en udemokratisk nationalstat der opstod på ruinerne af USSR..

Således overlevede en ideologi også de mere forpligtende former for social selvforståelse på begge sider af jerntæppet.

Noget har sejret ad helvede til på globalt plan, og det truer i kraft af den partikulære succes med at træde i stedet for livets betingelser i sin helhed; biodiversiteten forsvinder til havs, til lands og i luften sammen med den sejrende livsforms destruktion af det miljø og det klima som livet udviklede og fortsat betinges af.

På den sejrende ideologis betingelser fremstår den fortsatte udvikling som fremskridt, økonomisk vækst, social succes. Men det er den ikke kun. Det er mere ideologi.

(Det skrev jeg i 2013, før Snowden, før Ukraine og Krim, før restaureringen af noget, der mest af alt minder om den kolde krig. Den egentlige opposition til koldkrigsretorikken ligger uden for både vestlige og russiske mediers domæne. Assange, udsat for justitsmord, latterlige beskyldninger om sexovergreb fra en svensk vassal, orkestrerer kritikken fra sin belejrede position. Spam mod Clinton flyder her fra, men afsløringerne fra Snowdens side er altødelæggende for autoriteten, USA’s omdømme som vestens selvbestaltede politiofficer. Nobel, svensk institution, missede at give Snowden sin fredspris, Al Gore og Obama har fået den her fra! Bob Dylan, selvstændigt væsen, nægter at logre med halen! Journalister i alle lande, tænk dog for fanden selv. Drop konsensus. Donald Trump er en idiot, men det er jeres redaktionschef nok også. Lad vær med at falde i med den fordummende koldkrigsretorik. System i rigged. You have to fix it! Integrity, integrity, integ…..)