Den lille by Aars kom for alvor på danmarkskortet i slutningen af november. Jernbanen er for længst nedlagt i den gamle nordjyske stationsby med 8.000 sjæle, men Aars blev i december kendt for at have landets grimmeste juletræ.

[quote:4]

Det pilskæve træ fik mange humoristiske kommentarer med på vejen i en lukket facebookgruppe for folk med relation til Aars.

Derfra vandrede historien videre til Ekstra Bladets netavis. Handelsstandsforeningen blev kimet ned af medier fra ind -og udland, og folkestemningen vendte. Nu krævede beboerne i Aars ikke længere det grimme træ fjernet, men at det fik lov at blive stående. Og det gjorde det så.

Historien om juletræet gjorde særligt én mand glad. Thorkil Christensen er nemlig både chefredaktør på den lokale ugeavis Aars Avis, der også skrev om træet, og medlem af bestyrelsen i byens turistforening.

Historien om den grimme ælling

”Det er jo historien om den grimme ælling. Det juletræ er i sig selv en god historie, og det er samtidig virkelig god markedsføring for byen,” siger Thorkil Christensen.

Han er både journalist, publicist, forretningsmand og lokalpatriot i en og samme person.

”Vi gør, hvad vi kan for at holde liv i lokalsamfundet. Sådan en avis som vores er jo den lim, der er med til at binde de små samfund sammen,” siger Thorkil Christensen. 

Thorkil Christensen har været chefredaktør og ejer af Aars Avis i næsten 30 år, og han har i tidens løb haft et utal af kasketter i lokalsamfundets erhvervsliv og foreningsliv. I dag sidder han i bestyrelsen i erhvervsklubben, borgerforeningen og turistforeningen.

Tidligere har han blandt meget andet været bestyrelsesformand for Aars Erhvervsråd, Himmerlands Udviklingsråd, den nu nedlagte Aars Bank og præsident for Aars Rotary Klub.

[quote:0]Både borgmesteren, kolleger og konkurrenter mener, at han har undgået at blande sine mange kasketter i byen sammen.

”Det kræver bare, at man en gang imellem er hård i filten og forklarer folk, at alt, hvad de siger til mig, kan ende i avisen,” siger Thorkil Christensen.

Thorkil Christensen har to journalister ansat på avisen, men er stadig selv en flittig skribent i den. Han skriver også reportager fra generalforsamlingerne i de foreninger, hvor han selv sidder i bestyrelsen.

”Hvis man for alvor vil høre, hvad der rører sig, så skal man involvere sig i byens foreningsliv,” siger han.

”Topmålet af et dilemma”

Det største dilemma omkring de mange kasketter i byen kom Thorkil Christensen i, da han i en årrække var bestyrelsesformand for den nødlidende Aars Bank. Den konkurrerede med byens anden lokale bank, Sparekassen Himmerland.

Thorkil Christensen skulle rejse kapital, så banken kunne overleve som en selvstændig lokal bank. En bank med over 100 år på bagen og en masse lokale følelser i klemme.

Men det hele endte i 2001 med, at Aalborg-banken Spar Nord opkøbte Aars Bank i en fjendtlig overtagelse.

”Det var meget Matador-agtigt i Aars dengang med to lokale banker, der konkurrerede mod hinanden, og han var formand for den ene. Det må være topmålet af et dilemma for en redaktør af en lokalavis. Men jeg mindes ikke, at nogen har beskyldt ham for at blande de to roller sammen,” siger Kim Juhl Andersen fra Nordjyske.

I et helt år op til bankens lukning brugte Thorkil Christensen det meste af sin tid på formandspost i banken.

”Jeg sagde til mine folk på avisen, at de havde helt frie hænder til at skrive om banken. Avisen passede medarbejderne i høj grad selv i det år,” siger han.

Den daværende direktør for den konkurrerende bank, Sparekassen Himmerland, er Svend Jørgensen.

”Det undrede mig dengang, at de ikke ville sælge til os. Men Thorkil og resten af bestyrelsen troede virkelig på, at de kunne bevare Aars Bank som et selvstændigt lokalt pengeinstitut. Det må man have respekt for. At det ikke lykkedes, er så en anden sag,” siger Svend Jørgensen.

”Jeg mener oprigtigt, at han har formået at holde tingene adskilt. Avisen skrev på samme måde om sparekassen både før, under og efter, at han var formand for Aars Bank,” siger Svend Jørgensen.

De to har også en historik som samarbejdspartnere. De kender hinanden, fordi de i årevis har siddet sammen i Aars Erhvervsråd.

[quote:3]”Thorkil er en dygtig forretningsmand og en idérig person. Derfor havde vi ham også med i sparekassens idégruppe, selv om han var formand i den konkurrerende bank. Vi var både konkurrenter og samarbejdspartnere. I sådan et lille lokalsamfund må vi forsøge at stå sammen om at udvikle byen,” siger Svend Jørgensen.

Han måtte stoppe som direktør i Sparekassen Himmerland i 2011, da han blev sigtet af bagmandspolitiet i en stor sag om kursmanipulation. Han blev dømt skyldig i byretten, men siden helt frifundet af landsretten.

For to år siden udgav han bogen ’Mit livs mareridt’ om det, han selv kalder for et justitsmord. Og bogen er udgivet på Thorkil Christensens forlag, Himmerland.

”Thorkil husker gamle venner og dem, der indimellem har hjulpet ham. Da alle andre medier i Danmark flød over med, hvor forfærdelig min sag var, der forsvarede han mig i Aars Avis. Den bog var ikke nogen god forretning for Thorkil. Men han mente, at der var sket noget uretfærdigt, og det ville han gerne være med til at rette op på,” siger Svend Jørgensen.

Aars Avis er hjertebarnet

Thorkil Christensen har i årenes løb opbygget et mindre nordjysk imperium af selvstændige ugeaviser, som ikke er ejet af de store mediehuse. I dag ejer han otte små ugeaviser og specialblade og en række forlag og bogtrykkerier med 38 medarbejdere i alt, heraf de 22 i hovedkvarteret i Aars, hvor grafikerne og annoncefolkene bor i stueetagen, mens redaktionen bor på første sal.

Han er formand for Danske Lokalaviser og sidder i bestyrelsen i Danske Medier. Men hans hjertebarn er Aars Avis, som under hans ledelse er blevet en af landets mest læste ugeaviser.

De 23.000 ugentlige læsere svarer ifølge Gallup til 80 procent af indbyggerne over 17 år i dækningsområdet. Kun Skagen Onsdag, Ugeavisen Ærø og Samsø Posten overgår det.

”Mine kolleger rystede på hovedet, da jeg gik fra et godt job hos Aalborg Stiftstidende til Aars Avis. Det var under lavmålet, mente de. Men mange af dem har søgt job hos mig siden da,” siger Thorkil Christensen med sin lave stemmeføring og underspillet nordjysk stolthed.

Da han overtog avisen i 1989, var der ingen journalistik på hverken forsiden eller de forreste sider af bladet, der alle var spækket med annoncer.

”Det får du aldrig lov til at ændre for annoncørerne, sagde min forgænger,” fortæller Thorkil Christensen og peger op på manden i glas og ramme på væggen bag sit store brune skrivebord.

”Men det lykkedes nu alligevel at tale annoncørerne til fornuft,” siger Thorkil Christensen.

”Jeg har altid sat pris på muligheden for at forandre tingene. Da jeg var ansat i nogle af de store dagbladshuse, var alting jo en kamp, hvis man bare ville ændre den mindste ting. Det var det, der triggede mig, hvis jeg nu kunne eje min egen avis,” siger han.

Da han kom til Aars Avis, var der kun én journalist ansat, en tidligere skolelærer, for man kunne ikke tiltrække uddannede journalister til den lokale ugeavis. Det har ændret sig, men fordommene om ugeaviser og deres journalistik lever stadig.

”Jeg synes jo, at vi gør et godt stykke arbejde, og jeg er ærgerlig over, at det ofte bliver nedvurderet. Men jeg kan godt huske det fra min egen tid som dagbladsjournalist. Dengang regnede jeg heller ikke rigtigt ugeaviserne for noget.”

Konkurrencen er ikke, hvad den har været

Kim Juhl Andersen bor i Viborg og er tidligere lokalredaktør i Aars for konkurrenten Nordjyske Stiftstidende, hvor han stadig er redaktionssekretær. Han mener, at de høje læsertal hos Aars Avis også skyldes, at konkurrencen ikke er, hvad den har været.

”Aars Avis løfter mange af de ting, som vi andre har været tvunget til at geare ned på. Lokalsporten og alle generalforsamlingerne i foreningslivet, som vi skrev om med den største selvfølgelighed for 25 år siden. Hos os er det skåret væk som en del af salamien i årenes løb, og vi kan ikke længere dække det så tæt, som vi i virkeligheden kunne ønske os,” siger Kim Juhl Andersen.

For en håndfuld år siden lukkede Nordjyske Stiftstidende deres lokalredaktion i Aars. I dag sidder Kim Juhl Andersen 29 kilometer væk på redaktionen i Hobro, hvorfra han og kollegerne skal forsøge at dække hele Vesthimmerlands Kommune uden at være fysisk forankret i området.

[quote:1]”Jeg har altid betragtet Thorkil som en konkurrent. Det er vel det bedste, man kan sige om sådan en ugeavis-redaktør. Jeg ved, at han nyder det, hvis han kan snøre sin gamle arbejdsplads for en nyhed.”

Thorkil Christensen mindes dengang, han kom til byen som ung journalistelev i 1969, hvor der ud over Aars Avis var tre dagblade til stede i byen. Selv var han elev på Venstre-avisen Aalborg Amtstidende, men også det konservative Aalborg Stiftstidende og den socialdemokratiske Ny tid var i Aars.

”Dengang konkurrerede vi vældigt. Og det var sundt, for vi skulle holde os i gang for at ikke at blive snydt for nogle historier. Det har vi mistet lidt. Det var meget sjovere dengang, vi konkurrerede på historier. I dag konkurrerer vi på annoncepriser,” sukker Thorkil Christensen.

[quote:2]Annoncemarkedets kollaps har ikke kun ramt de store dagblade, men også de små ugeaviser. De seneste tre år har Aars Avis haft underskud, og sidste år var der tilmed også driftsunderskud i hans samlede imperium i Aars Avis Holding.

”Det har vi ikke kendt til før. Det har ikke været nemt,” siger Thorkil Christensen.

Men hidtil har annoncekrisen ikke ført til, at han har fyret nogen af sine journalister.

”En avis uden stof i er ikke en rigtig avis. Vi skal stadig lave en læseværdig avis, selv om annoncerne er blevet færre.”

Ingen planer om snarlig pension

At gå på pension har han ingen planer om. Men hans datter Louise Christensen er grafiker i firmaet, og han håber, at hun en dag vil videreføre hans livsværk.

”Det vil jeg være glad for. Jeg er jo lidt modstander af de her store bladhuse, der laver deres ugeaviser som en stor pølsefabrik. Det kommer der dårligere aviser ud af,” siger Thorkil Christensen.

Ejerskiftet lyder dog ikke til at være nært forestående.

”Nu kan du jo se, hvad der er sket de seneste tre år, og jeg vil ikke bare lokke hende ud i noget, som ikke er holdbart.”

For godt 10 år siden måtte Thorkil Christensen i arbejdstøjet for at nedkæmpe et lokalt oprør mod hans monopol på at drive ugeavis i byen.

Fem af hans ansatte sagde op og gik i luften med ugeavisen Aars Folkeblad.

”De satte alle annoncepriser 25 procent ned. Så måtte jeg jo gøre det samme, og de gik ned med et ordentligt brag efter 18 uger,” fortæller Thorkil Christensen med et grin.

Men helt sjovt var det ikke.

”Når man sætter annoncepriserne ned på den måde, så får man dem aldrig op på samme niveau igen.”

Stor sag om inhabilitet gav masser af debat

Særligt én sag har optaget sindene i Aars det seneste års tid. Det handler om den nu afgående borgmester Knud Kristensen (K), der også driver et murerfirma, som ofte udfører opgaver for kommunen. Han glemte at erklære sig inhabil til et møde i byrådets økonomiudvalg, hvor placeringen af nye ungdomsboliger skulle drøftes. Problemet var, at en af de grunde, som var i spil, reelt var ejet af Knud Kristensen.

[quote:5]

”Det bliver hans politiske modstandere jo rasende over, da de finder ud af det,” siger Thorkil Christensen.

”Det med habilitet har vi bare helt styr på her i Aars,” siger journalist på Aars Avis Lars Lindberg i et sarkastisk tonefald, som får både kollegaen Torsten Hansen og chefredaktør Thorkil Christensen til at bryde ud i latter.

”Nogle af de historier, vi har haft om borgmesterens sager om inhabilitet, har været gode for avisen. Det bliver virkelig læst, og de giver masser af debat og læserbreve,” siger Thorkil Christensen.

Det er dog Nordjyske, som har stået for den selvstændige afdækning af de forskellige sager. Herunder en sag, hvor kommunen ikke fulgte udbudsreglerne.

Thorkil Christensen anerkender, at Nordjyske har boret mere i sagen end Aars Avis.

”Men måske næsten også for meget. Borgmesteren har lavet nogle taktisk ukloge fejl, men en borgmester skal jo også have lov til at være erhvervsdrivende ved siden af og agere i markedet på lige vilkår med andre. Vi vil jo gerne have alle befolkningsgrupper involveret i demokratiet, og det kan jo ikke nytte noget, at der kun sidder skolelærere i byrådet,” siger Thorkil Christensen.

Statsforvaltningen har afgjort, at borgmester Knud Kristensen var inhabil på mødet i kommunens økonomiudvalg, men den fandt ikke grundlag for at rejse en tilsynssag.

Knud Kristensen mener, at han har været udsat for en personhetz af sine politiske modstandere.

”Men jeg føler mig ordentligt behandlet af Aars Avis. De har forholdt sig helt faktuelt til en sag, der handler mere om politik end om min habilitet,” siger Knud Kristensen.

Historier, som alle taler om

Historien om borgmesteren er gjort af det stof, som er godt for en ugeavis.

”En god historie er sådan en, som alle folk i byen taler om,” siger Thorkil Christensen og peger på historien om det pilskæve juletræ og borgmesterens sager om inhabilitet.

”Der findes ikke bedre stof end en dødsannonce. Folk er nysgerrige og vil vide, om de kender nogle af dem, der er døde i ugens løb. Alt navnestof og mærkedage er godt stof. Derfor har vi også i over 20 år lavet ugens portræt på side 3. Det skal være en hædersbevisning og en overraskelse for den portrætterede, så vi fortæller dem ikke om det på forhånd,” siger Thorkil Christensen.

Han viser rundt på avisens arkiv og finder en stor mappe frem med nogle af de første udgaver af Aars Avis fra 1927.

Dengang var der åbne skattelister. Derfor kunne avisen bringe en liste over, hvor mange kroner de enkelte borgere og gårdmænd havde betalt til sognekassen i årets løb.

”Det kan jo godt ærgre mig, at den slags ikke findes mere. Det har dælme været godt læsestof og noget, som alle i byen må have talt om.”