Top 10: 2020’s største krise er ”et historisk forvaltningsmæssigt fuck up”

Minkgate, Danske Bank og #metoo. Her er Journalistens Top 10 over den krisekommunikation, som tegnede året 2020

Annus Horribilis. 2020 går over i historiebøgerne som et kriseår med corona som den altdominerende overskrift. Det var året, hvor MeToo kostede Frank Jensen overborgmesterposten i København, hvor Loud blev mest kendt for at have nul lyttere, og Danske Bank blev afsløret i at underkommunikere de årelange problemer med kaos i inkassoafdelingerne.

Og hvilken krise var den sværeste at kommunikere sig godt ud af – med omdømme, troværdighed og positionen i bedst mulig behold?
Det var minkgate. Sådan lyser dommen fra 14 erfarne kommunikationsrådgivere, som Journalisten har sat til at kåre årets største krisekommunikation.

”Det er et historisk forvaltningsmæssigt fuck up, Mette Frederiksen står i. Hvert et ord, hun siger eller ikke siger, bliver ikke blot vendt og drejet, men kan have kæmpestore konsekvenser,” siger Mikael Baden fra Friday om minksagen, som han mener udviklede sig til en ’regulær dobbeltkrise’ på grund af dårlig håndtering.

Flere i Journalistens panel hæfter sig ved, at det er en krise, der indbefatter både folkesundhed, minkavlernes livsværk og udsigten til erstatninger for milliarder af skattekroner. Og krisen bliver kun forstærket af, at regeringen ikke havde sikret sig det nødvendige lovgrundlag, inden statsministeren på et pressemøde sagde, at alle danske mink skulle aflives.

Nummer to på årets top 10 er Mette Frederiksens krisekommunikation, da corona ramte Danmark, som hele 10 rådgivere placerer øverst på deres liste. Når den alligevel ’kun’ ender på andenpladsen, er det, fordi nogle rådgivere placerer den helt uden for top 10. Det gælder blandt andet Martin Vith Ankerstjerne fra Advice.

”Strategien er relativt simpel: Du bliver næppe straffet for at være for restriktiv, men hvis du ikke gør nok, falder hammeren,” lyder hans vurdering.
Omvendt placerer Asbjørn Haugstrup fra Radius sagen aller­øverst. Han kalder det ’en hyper kompleks kommunikationsopgave udi ukendt land og med et vanvittigt stakeholder-billede’. Ligesom Astrid Haug, der hæfter sig ved, at statsministeren skulle have alle danskere til at lytte og bakke op.

”Du skal ud til samtlige danskere, alle generationer, og få dem alle sammen til at ændre adfærd. Hun har taget alle kanaler i brug: Dronningen, outdoor, influencers. Og alle har en holdning til det, hun gør,” siger Astrid Haug.

Længere nede af listen er der mere corona: Bestseller og SAS, som begge har været under beskydning for ikke at udvise den rette form for samfundssind under coronakrisen. Ligesom minkavlerne sniger de sig med på top 10.

Men også Frank Jensen og Morten Østergaards MeToo-sager ligger højt på top 10-listen.

”Det er interessant, at vi stadig har MeToo-bølgen så højt oppe. Det er en vigtig sag, men havde du spurgt mig i sommer, ville jeg ikke have troet, at vi ville have plads til den slags kriser, som ikke handler benhårdt om politik, økonomi og sundhed,” siger Karne Lykkebo fra Geelmuyden Kiese.

”Grundlæggende er der flere vigtige, alvorlige kriser på listen, end der normalt ville være,” mener hun.

Karne Lykkebo er samtidig en af dem, der placerer Louds krisekommunikation om lave lyttertal højest på listen. For hende kommer sagen ind på en femteplads, primært af én grund.

”Den primære kritik af Loud er, at de ikke er Radio24syv. Loud skal hele tiden forsvare nogle problemer, de ikke selv har skabt. Det synes jeg er svært.”

De 14 kommunikations-eksperter i dommerpanelet har alle sagt ja til at være med i Journalistens podcast, ’Budskab’. Derudover har flere af dem selv været involveret i nogle af kriserne på listen.

Det gælder mest åbenlyst Kim Larsen, der er kommunikationsdirektør i Danske Bank. Han benævner bankens krisesag fra inkasso-afdelingen som en ’svær sag’, fordi der er ’få kommunikative handlemuligheder’, og placerer den på en femteplads på sin rangliste – hvor den også lander på den samlede top 10.

Årets krise er ”et historisk forvaltningsmæssigt fuck up” 1

Foto: Mads Claus Rasmussen, Martin Sylvest, Philip Davali, Niels Ahlmann Olesen, Henning Bagger, Jens Dresling, Nikolai Linares (alle Ritzau Scanpix)

1. Minkgate. Regeringens hidtil største krise, fødevareminister Mogens Jensen må gå af.

2. Corona kommer til Danmark. Statsminister Mette Frederiksen skal føre os igennem.

3. Frank Jensen ramt af MeToo. Han trækker sig som overborg­­-mester og næstformand.

4. Morten Østergaard ramt af MeToo. Han trækker sig som partileder.

5. Danske Bank. Kaos i inkassoafdelingen.

6. Bestsellers huslejesag. Meddeler i begyndelsen af corona­krisen, at de ikke vil betale husleje i 200 butikker.

7. Loud. Lave lyttertal og en skeptisk minister.

8. Spildevand i Øresund. Miljø- og teknikborgmester Ninna Hedeager Olsen kritiseret for udledning, der ender med at blive aflyst.

9. SAS i modvind. Kritik for ikke at returnere kundernes flybilletter.

10. Minkavlernes kommunikation. For at få bedst mulig erstatning.

DOMMERPANELET

Anders Gjesing, kommunikationschef, Get Visual
Asbjørn Haugstrup, direktør og partner, Radius
Astrid Haug, ceo, Astrid Haug Bureau
Christian Lehmann, tidl. kommunikationschef i Sundhedsministeriet
Emil Nielsen, pressechef, Danmarks Naturfredningsforening
Henrik Kjerrumgaard, partner, White Cloud
Karne Lykkebo, partner, Geelmuyden Kiese
Kim Larsen, kommunikationsdirektør, Danske Bank
Mads Byder, stifter, Help PR
Martin Vith Ankerstjerne, partner, Advice
Mikael Baden, partner, Friday
Sidsel Addington Bang, kommunikationschef, Vejdirektoratet
Thomas Hundsbæk, kommunikationschef, 3F
Trine Kromann-Mikkelsen, kommunikationsdirektør, Demant

Q&A: ’En stor omgang krisekommunikation’

Anne Bennike er kommunikationschef hos Loud, som har ’vundet’ en syvendeplads i årets krisekommunikation. Året igennem har radiokanalen fået kritik for lave lyttertal, og i maj sagde kulturminister Joy Mogensen om Loud, at ’det er svært at forsvare og forklare det indhold, de leverer’.

Hvordan vil du beskrive dit år 2020 fra din stol som kommunikationschef?

”Travlt og hårdt. Jeg synes, det har været én stor omgang krisekommunikation.”

Hvad har været jeres kommunikationsstrategi i kritikken af Loud og de lave lyttertal?

”Det har været at prøve at være åbne, ærlige og ordentlige. Når journalister ringer, så skal de også have svar.”
”Men efter premieren var det sådan, at hver gang nogen ringede, så spurgte de kun til lyttertal, lyttertal, lyttertal. Så besluttede vi at fokusere på programmerne og accepterede, at vi på den måde ville få mindre omtale i en periode.”

Er der noget, du ville have gjort anderledes i dag, hvis du kunne?

”Det har jeg tænkt meget over. Vi kunne måske have været mere offensive i forhold til at korrigere både i medierne og på sociale medier, når der blev fremført usandheder om os. Det ville bare have været ufatteligt tidskrævende. Men nogle ting blev etableret som sandheder, for eksempel at vi havde nul lyttere, og at vi havde ulønnede værter, hvilket er faktuelt forkert.”

Meget af kritikken af jer handler måske om, at nogle savner Radio24syv. Kunne I have løsnet op for det i jeres kommunikation?

”Nej, det tror jeg ikke. Der må man lade tiden arbejde.”

0 Kommentarer

Læs også

Året der gik i #DKmedier

Året der gik i #DKmedier

30. DECEMBER 2020