»Pas på journalistikken!«
Sådan lyder det advarende fra Mogens Tanggaard, redaktør for Magisterbladet gennem 12 år, i det seneste nummer af Journalisten. I artiklen advarer han og andre fagbladsredaktører mod det, de oplever som et øget politisk pres på fagforeningsbladene.
»De politisk valgte ledelser i fagforbundene har mindre forståelse for, at det er sundt at have fagmedier, som fungerer som medlemmernes advokat. De opfatter det i bedste fald som spild af medlemskroner at slippe journaliststikken fri,« opsummerer kommunikationskonsulent i DJ Esben Ørberg, som kalder udviklingen en skam for medlemmerne.
Men dén opfattelse er misforstået, mener kommunikationsrådgiver Karin Sloth:
»Jeg synes egentlig, det er ufatteligt, at fagforeningerne så længe har accepteret frihedsbreve. For dybest set er et frihedsbrev en mistænkeliggørelse af fagbosserne,« siger Karin Sloth.
Affind dig med, at andre bestemmer
Karin Sloth forstår derfor godt, at mange fagforeninger ønsker det, hun kalder en mere koordineret kommunikation. Og sådan en kræver, at man fra ledelsens side også kan bruge fagbladet som en kommunikationskanal, mener hun:
»Medlemsbladet er jo den vigtigste og tætteste kontakt til medlemmerne. For mange er det den eneste kontakt, de har til deres faglige organisation. Og derfor giver det ikke mening, hvis du som ledelse siger, at lige præcis medlemsbladet er det eneste, vi ikke vil blande os i,« siger Karin Sloth og tilføjer:
»At give et frihedsbrev svarer til at give sit stærkeste kort fra sig. Det ville være et selvmål ikke at have klare mål og retningslinjer for, hvad et medlemsblad skal have af sigtelinje,« mener Karin Sloth.
Hun bakkes op af Michael Valentin, administrerende direktør i a-kassen Akademikernes og forfatter til bogen ’Bare det holder min tid ud’ om fagbevægelsens fremtid:
»Jeg går stærkt ind for en åben og fri presse. Men jeg mener også, at den, som betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles. Som journalist ansat i en virksomhed eller en organisation må man derfor affinde sig med, at dem, som betaler ens løn, er dem, som bestemmer, hvad der skal skrives,« siger han.
Mere miskmask, mindre demokrati
Set fra fagforeningens side er det altså hul i hovedet at have et fagblad, der er så uafhængigt, at det også kan skrive kritisk om sin udgiver, mener både Karin Sloth og Michael Valentin.
Men er det også en fordel for medlemmerne, hvis organisationen skrotter frihedsbrevet og bruger fagbladet som kommunikationskanal?
»Ja, det er mere demokratisk. For hvis du som journalist hæver du dig op over dem, som er parlamentarisk valgt af medlemmerne, så bringer du faktisk også dig selv i en situation, hvor det bliver mere udemokratisk. Hvis vælgerne er utilfredse med de politisk valgte ledere, kan de jo vælge nogle andre. Men de vilkår er man ikke underlagt som journalist,« påpeger Michael Valentin.
Også Karin Sloth peger på, at der med frihedsbrevet følger en indbygget risiko for, at de politiske processer bliver mudrede og mindre demokratiske.
»Fagbladet kan i værste fald blive journalistgruppens private legeplads, hvor de kan politisere alt det, de vil. Dermed risikerer du, at det bliver journalistgruppens medarbejdere, der driver politikken, frem for de valgte politikere. Og det er noget miskmask,« siger hun.
Det er den frie presses opgave
Ifølge Karin Sloth kan det ligefrem koste medlemmer, hvis man som fagblad har et frihedsbrev. Alene fordi man dermed indirekte siger til sine medlemmer, at de ikke kan have tillid til organisationens demokratisk valgte ledelse.
»Det, der ligger bag et frihedsbrev, er jo en tankegang om, at der er noget, som kan afsløres. At der er snavset vasketøj – og at man derfor har brug for et frihedsbrev,« siger hun.
Men hvad nu, hvis der rent faktisk er noget ’snavset vasketøj’ i organisationen?
»Jamen hvis nogen gør noget, de ikke må, så har du et system i organisationen, som skal tage hånd om det. Whistleblower-ordninger, ekstern revision osv. Det er ikke journalistgruppen, som én ud af mange medarbejdergrupper i organisationen, der har til opgave at bringe sådan noget frem,« mener Karin Sloth.
Michael Valentin peger desuden på, at de uafhængige medier har en rolle at spille, hvis der er uregelmæssigheder i en organisation:
»Er der noget, som skal underlægges den frie presses opmærksomhed, så betaler jeg med glæde mit abonnement til en avis, som må påtage sig opgaven og skrive de historier, der måtte være. Hvis der er noget at komme efter,« siger han.
18 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kogt ned, så handler det om: hvad er læsernes/brugernes interesse for et medie. Et fagblad repræsenterer IKKE ledelsen i et fagforbund, men brugerne, der jo reelt er dem, der betaler gildet.
Såe nøgternt vil ovenstående sikre, at der kan eksistere en nuanceret debat, der samtidig kan sætte et ritisk fokus, hvis dette er nødvendigt, på hvordan en fagforenings ledelse agerer.
Det er medlemmerne der betaler Michael Valentins løn - og med Valentins egne ord - medlemmerne der bestemmer "over" Valentin.
Men medlemmerne bestemmer jo netop ikke over Valentin og det opfølgende spørgsmål Journalisten burde have stillet Valentin lyder:
Vil du foranledige at medlemmerne spørges om de ønsker at deres fagblad skal styres af ledelsen i fagbevægelsen eller om medlemmerne, altså dem der betaler din løn, spørges om de ønsker et fagblad der er autonomt i forhold til den ledelse hvis livsførelse medlemmerne finansierer?
Journalistens eget fagblad burde i øvrigt varedeklarere Karin Sloth og spørge ind til den surrealistisk kontraintuitive påstand om at et frihedsbrev kan koste medlemmer. Fagbevægelsen bærer jo rundt på en lang historie og tradition for nepotisme og kammerateri på medlemmernes bekostning.
In short: Fagblade er medlemmernes værn mod at deres medlemskroner går til andet end hvad det er tiltænkt!
Valentin og Sloths forestillinger burde føre til et ramaskrig blandt medlemmerne hos danske fagforeninger og pensionskasser. Selvfølgelig skal medlemmerne da læse afsløringer hvis deres medlemskroner går til dyre middage, rejser og andet hejs. Men det skal de ikke læse i dagspressen men derimod i deres eget fagblad.
Det er netop fagbladets legitimitet at det rent faktisk også beskæftiger sig med hvad medlemmerne betaler for.
Det virker efterhånden som om, der er bag kulisserne i DJ foregår en kamp om, hvem der skal redigere Journalisten. Og at ovenstående er et argument for, at det i alle tilfælde ikke skal være journalister.
Venlig hilsen
Bodil Rohde
Meget enig i med de fleste af de tidligere indlæg. Et organisationsblad er medlemmernes. I det øjeblik det styres i retning af at være en direkte kommunikationskanal for den til hver tid siddende politiske ledelse, så reduceres medlemsværdien og troværdigheden potentielt. Det er en klar fejltolkning at sætte automatisk lighedstegn mellem en politisk ledelse og medlemmernes ønsker og interesser.
Kære Bodil
Tak for din kommentar.
I al almindelighed ser der ud til, at være en "kamp" i flere organisationer om, hvem der skal styre fagbladet. Du har sikkert læst den store artikel, vi har skrevet om emnet. En tese er, at organisationer, der mister medlemmer, ønsker at ensrette kommunikationen.
Og det er rigtigt, at der er fokus på Journalisten, fordi DJs ledelse netop nu kigger på hele DJs samlede kommunikation og hvad den koster.
Men jeg fornemmer absolut IKKE, at der er nogen, der ønsker at ændre på den nuværende model, hvor Journalisten har redaktionel uafhængighed. Alt tyder også på, at vi i fremtiden har samme økonomi til at varetage den uafhængige dækning.
Når vi interviewer kilder, der er skeptiske over for den redaktionelle uafhængighed, viser det kun, at vi på redaktionen netop bruger friheden til at lade så mange stemmer som muligt komme til orde. Det er jo styrken i det frie ord.
Der findes jo også en del medlemmer af DJ, der arbejder på fagblade, der ikke har samme redaktionelle uafhængighed som Journalisten. De skal også favnes af vores dækning.
Med venlig hilsen
Flere